Første behandling af forslag til folketingsbeslutning vedrørende en påtænkt ekspropriation af arealer i Ho-Oksby og Ål kommuner [af Skræppenborg Nielsen m. fl.]. (…)

Sagen sattes til forhandling.

Forsvarsministeren (Victor Gram[1]): Forslaget til folketingsbeslutning indeholder en opfordring til mig om at tilbagekalde min anmodning til folketingets finansudvalg vedrørende erhvervelsen af arealer til udvidelse af det militære øvelsesområde ved Oksbøl. Det er vel overflødigt at sige, at jeg ikke finder det rimeligt at efterkomme opfordringen.

Ved fremsendelsen af anmodningen til finansudvalget har jeg fulgt gammel praksis. Sagen er da også i finansudvalget hidtil behandlet på normal vis. Jeg har et par gange været tilkaldt til samråd, ligesom udvalgets medlemmer under besøg på stedet har haft lejlighed til at bese området og drøftet projektet. Der har ikke over for mig fra finansudvalgets side været udtrykt ønske om en anden fremgangsmåde, og jeg finder det naturligt, at finansudvalget viderebehandler og afgør sagen på sædvanlig måde.

Derimod kan jeg naturligvis ikke have noget imod, at sagen drøftes her i det høje ting, ikke mindst på baggrund af en til tider ret livlig offentlig debat. Det er forståeligt, at en ekspropriation af det omfang, min anmodning til finansudvalget angiver, har givet anledning til bekymring blandt familier, der berøres af ekspropriationen. Jeg har fuld forståelse herfor og har bl. a. af denne grund været interesseret i, at ekspropriationen ikke får større omfang end strengt nødvendigt, hvilket anmodningen også er udtryk for. Erhvervelsen er imidlertid uundgåelig, såfremt man skal udbygge forsvaret på det grundlag, der blev lagt ved forsvarsforliget i 1960.

Ved den lejlighed blev der fastsat styrkemål for hæren, ligesom det blev bestemt, at de stående styrker, det vil sige 2 1/3 brigade[2], opbyggedes som pansret infanteri[3], og det vil igen sige udstyret med bæltedrevne, pansrede mandskabsvogne, bæltedrevet, selvkørende infanteri samt bæltedrevne kampvogne for at nævne de væsentligste terrængående køretøjer. Hærens karakter er således ændret væsentligt. Indøvelsen af brigaderne, efterhånden som det nye materiel tilgår hæren, kræver betydelig større øvelsesarealer, end hæren hidtil har rådet over. En fordeling af aktiviteten over flere øvelsesområder, som forsvaret allerede disponerer over, vil af praktiske grunde ikke være mulig.

Hærkommandoen har nøje overvejet andre muligheder end Oksbøl, f. eks. en udvidelse af Borris[4], der for øvrigt allerede er fuldt udnyttet med øvelser og skydning, men er kommet til det resultat, at en hvilken som helst anden løsning end Oksbøl vil kræve væsentligt større arealerhvervelser, større udgift og større indgreb i privat ejendom.

Hertil kommer, at Oksbølområdet er det eneste sted i landet, hvor vore pansertropper kan udføre alle deres skydninger, hvilket bl. a. skyldes, at skydningerne kan lægges ud over Vesterhavet. En anden væsentlig fordel ved Oksbølområdet er, at forsvaret kan benytte klitvæsenets tilstødende arealer. De benyttes i realiteten allerede i dag i så stor udstrækning, som forholdene tillader, først og fremmest som opmarch- og sikkerhedsområde. En yderligere udnyttelse vil kun være mulig, såfremt man fælder større eller mindre dele af plantagerne. Denne mulighed har været nævnt under den offentlige debat, og jeg har i den anledning igennem landbrugsministeriet indhentet en udtalelse herom fra klitdirektoratet. Klitdirektøren afviser i sin udtalelse en sådan løsning under henvisning dels til faren for sandflugt, dels til plantagernes klimatiske virkning, navnlig for de øst for plantagerne boende landmænd. Men selv om man valgte den løsning at fælde nogle plantager, ville det under hensyn til hærens behov være en utilstrækkelig løsning[.] Der ville fortsat være en større privatejet enklave placeret særdeles uheldigt i øvelsesområdet, som vil forhindre en fornuftig udnyttelse af området som helhed og give mange og kostbare problemer for hæren, navnlig hvis arealet udbygges med sommerhuse.

Endelig må jeg måske nævne det forhold, at en udvidelse af Oksbølområdet vil gøre en begyndende udflytning fra København mulig. I de kommende år må forsvaret jo indstille sig på at skulle afgive kaserneetablissementer og arealer til andre styrelser og til Københavns kommune, og det er forsvaret indstillet på, men før det kan ske, må vi have andre lokaliteter at flytte ud til. Oksby vil være et naturlig udflytningssted f. eks. for artilleriskydeskolen[5] og den væsentligste del af artilleriskydningerne på Kalvebod skydeterræn[6], ligesom visse kædeflytninger kan komme på tale.

Ud fra disse betragtninger – flere andre kunne nævnes, men jeg skal foreløbig holde mig til disse – finder jeg udvidelsen af det militære øvelsesareal ved Oksbøl nødvendig som konsekvens af den karakter og målsætning, der blev givet hæren ved forsvarsordningen af 1960[7].

Ordføreren for forslagsstillerne (Skræppenborg-Nielsen[8]): I de godt 4 år, jeg har haft den ære at repræsentere socialistisk folkeparti i finansudvalget, er det hændt nogle gange, at et enigt finansudvalg, når udvalget skønnede, at en sag, det fik forelagt af en eller anden minister, var af en sådan størrelsesorden eller indeholdt så vigtige ting, at den var af interesse for en større offentlighed, har henstillet til den pågældende minister at fremsætte forslaget her, således at forslaget blev genstand for en debat i folketingssalen og dermed i større omfang, end det ellers ville være blevet tilfældet, blev kendt også uden for dette hus. Her har mit parti hver gang været med. Vi har været med, fordi også vi synes, at vigtige afgørelser eller store bevillinger bør træffes ikke bag finansudvalgets lukkede døre, men her i folketinget.

Det forslag til folketingsbeslutning, vi nu behandler, drejer sig om en sag, et forslag, der set med vore øjne er så vigtigt, så kostbart og ikke mindst af så afgørende betydning for mange mennesker, at vi har ment det rigtigst at få sagen flyttet fra finansudvalget til debat og afgørelse her i tinget. Det er altså denne gang desværre ikke et enigt finansudvalg, der sender en stor og betydningsfuld sag til debat og afgørelse her, men alene socialistisk folkeparti. Vi har ret til det, og vi vil gøre det igen, når vi skønner det påkrævet.

Det, jeg indtil nu har givet udtryk for, og som jeg også kom ind på i min fremsættelsestale den 15. december forrige år, det alene er baggrunden for vort forslag til folketingsbeslutning, et forslag, der som bekendt går ud på at få den højtærede forsvarsminister til at tilbagekalde sin skrivelse af 4. november f. å.[9] til folketingets finansudvalg, en skrivelse, der vedrører erhvervelse ved ekspropriation af nogle nærmere anførte arealer med et samlet tilliggende på ca. 1.840 ha[10] jord, der er beliggende i Ho-Oksby og Ål kommuner i Sydvestjylland. Hvis den højtærede forsvarsminister i denne sag får magt, som han har agt, ja, så betyder det som allerede nævnt, at ikke mindre end 1.840 ha jord, beliggende midt i eventyrlandet[11] i Sydvestjylland, vil blive overdraget til og i fremtiden benyttet af forsvaret, af militærvæsenet her i landet, til øvelsesterræn med alt, hvad deraf følger, og forsvaret råder i forvejen over ikke mindre end 4.000 ha på disse egne. Kort og godt: dette efter danske forhold store areal, dette særdeles velegnede rekreative område m. v., vil for fremtiden i det store og hele gå tabt for mennesker og dyr og være vundet for styrtbombere, kanoner, skarpskydninger og bæltedrevne kampvogne. Militærøvelser, såkaldte samvirkeøvelser, i et omfang og af en størrelsesorden, som vi næppe hidtil har set det her i landet, vil komme til at foregå på disse arealer. Ikke mindre end 71 landbrugsejendomme, 38 parcelhuse og meget andet vil blive berørt af den foreslåede ekspropriation.

Nogle vil måske hertil sige: nå ja, det er jo trods alt ikke ligefrem den allerbedste landbrugsjord, det her drejer sig om. Nej, det er det næppe, det ved vi. Men til gengæld – og det synes jeg vejer tungt – er det jord, som generation efter generation har kæmpet for, jord, som dygtige jyske bønder ved et utroligt slid og ved et afsavn, som vi, der lever i dag, næppe kender eller drømmer om, har fravristet heden. Mere end 100 års kulturarbejde vil forsvinde som dug for solen.

Hertil kommer, og det er det værste, at omkring 120 familier simpelt hen bliver jaget væk fra den hjemstavn, der er og altid vil være deres. Om føje år kanske, når de kommer på besøg i området igen, kan det være, de siger med Aakjær:

”Her lå der engang på en spergelgrøn[12] toft et hjem med sin skorsten på hæld”[13].

Det er slemt for de familier, der skal rømme deres gårde eller huse, og lad mig tilføje: det er måske lige så slemt for dem, der bliver tilbage.

Da finansudvalget var i Oksby, var kommandanten derovre så elskværdig at foranledige, at vi fik lejlighed til at se en kampvognsdemonstration. Det er jeg kommandanten meget taknemlig for, for hvis jeg nogen sinde har været i tvivl om rigtigheden af socialistisk folkepartis militærpolitik, en politik, som ethvert barn her i landet ved går ud på at få Danmark afrustet så snart og så hurtigt som overhovedet muligt, er jeg det ikke mere, for det, jeg her med egne øjne så, var efter min mening den rene sindssyge, klar til behandling på et af vore overbefolkede statshospitaler. Jeg beklager i hvert fald dette land og dets befolkning, hvis der nogen sinde skulle blive brug for disse kampvogne.

Under vort besøg derovre fik vi endvidere med al ønskelig tydelighed at vide, at det bl. a. er den militærtekniske udvikling, der er årsagen til, at militæret nødvendigvis må have større øvelsespladser. Kanoner kan nu skyde længere end før, og derfor er – foruden mange andre ting – større og større nedslagsområder påkrævet. Når vi ser hen til denne desværre uomstridelige kendsgerning, at moderne våben i dag er så udviklede, så effektive og så frygtelige, at det trodser enhver beskrivelse, melder spørgsmålet sig – i hvert fald for os – om ikke det i militærpolitisk henseende så lille Danmark overhovedet er stort nok til at være med i det spil, vi desværre har spillet alt for længe med i.

Den højtærede forsvarsminister har i den skrivelse, han har tilstillet finansudvalget denne sag vedrørende – måske af gode grunde – ikke nævnt noget om, hvad en ekspropriation m. v. som den her foreslåede direkte vil komme til at koste samfundet, men under et samråd i finansudvalget har ministeren anslået udgifterne til at ligge et sted mellem 15 og 20 mill. Kr. Det er min opfattelse, og jeg tror næppe, at jeg går nogen for nær ved at sige, at det slår slet ikke til. Regn hellere med det dobbelte! Så er der dog en vis sandsynlighed for, at regnskabet engang har chance for at komme til at stemme. Men i alle tilfælde er det ikke småting, det drejer sig om, slet ikke når vi tænker på, at regeringen den dag i dag savner dækning fra mindst 1.500 mill. Kr. på det finanslovforslag, der i øjeblikket er til behandling i finansudvalget. I sandhed, Danmark må være et meget rigt land, hvis det har råd til dette.

Jeg tror, det står klart for de fleste, der har beskæftiget sig med denne sag eller læst om den, at gennemføres den påtænkte ekspropriation, vil den på en hel række meget vigtige områder – økonomisk, kulturelt som socialt – gribe aldeles afgørende ind i egnens hele liv.

Meget tungtvejende grunde taler derfor for, at dette projekt bør skrinlægges så hurtigt som overhovedet muligt. Ikke mindst hensynet til den befolkning, der bor i området, og hensynet til de rekreative værdier, der vil gå helt eller delvis tabt, hvis projektet gennemføres som foreslået, bør efter vor mening have førsteprioritet, når afgørelsen skal træffes. Intet land mangler almindeligvis tragedier, men ligefrem at tilstræbe tragedien er vist lidt for meget af det gode.

Jeg anmoder derfor så indtrængende, som jeg kan, den højtærede forsvarsminister og hvert enkelt medlem i folketinget om at medvirke til, at de påtænkte ekspropriationer i Sydvestjylland skrinlægges. Nok er det et bestemt politisk parti, der har rejst denne sag – andre har ikke villet gøre det, det har der jo været skrevet en hel del om – men alle sager, der rejses i folketinget, rejses jo bekendt reelt af de partier, der findes herinde. Hvem skulle ellers gøre det? Jeg opfordrer til at lade ikke partipolitik, men den sunde fornuft være rådende i denne sag.

Til allersidst, i denne omgang i hvert fald, et enkelt spørgsmål til den højtærede forsvarsminister: vil der på de områder, der her er tale om, plus det bestående område ved Oksbøl, hvis ekspropriationerne gennemføres, blive tale om afholdelse af dansk-tyske fælles militære øvelser?

[De andre partiers ordførere fremlægger herefter deres holdning. Ingen støtter SF’s forslag om, at sagen skal tages op i Folketinget]

Forsvarsministeren (Victor Gram): Jeg vil gerne takke de ærede ordførere, som har givet tilslutning til, at denne sag forhandles videre, hvor den naturligt hører hjemme, i finansudvalget, og at man dér nøje overvejer alle de problemer, som rejser sig i forbindelse med gennemførelse af en sådan sag.

Jeg vil gerne give udtryk for, at jeg naturligvis ikke er ukendt med de mange og komplicerede problemer, der rejser sig i forbindelse med en sag af denne art, og jeg vil også understrege, at jeg for mit vedkommende – og det gælder også forsvaret – i forsøget på at løse de opgaver, vi nu er sat til at løse i, jeg havde nær sagt vort daglige arbejde, så længe det overhovedet er praktisk muligt, naturligvis vil tage hensyn og forsøge at forhandle os til rette om de løsninger, som skal være gældende ud i fremtiden, og som skal danne det grundlag, hvorpå vi skal udføre vort daglige arbejde. Det er et synspunkt, som vi er stærkt interesseret i, og som også vil komme frem under de fortsatte forhandlinger om dette spørgsmål. Jeg vil generelt erklære, at jeg fortsat er meget villig til at undersøge og endevende alle de problemer, der kan rejses i denne forbindelse.

Vedrørende de mere konkrete spørgsmål, der er blevet rejst, må jeg måske bede det ærede medlem hr. Skræppenborg-Nielsen undskylde, at jeg ikke går ind i en principdebat: forsvar eller ikke forsvar. Jeg synes, det ærede medlem dramatiserede situationen en smule, men det skal jeg i og for sig ikke bebrejde ham. Han er eksponent for en politik, som jeg ikke kan acceptere, som jeg ikke kan godkende, og jeg finder ingen anledning til at gå ind i en debat om de principielle spørgsmål, der ligger her.

Mit partis stilling til forsvaret er klart tilkendegivet ved vor medvirken til forsvarsforliget i 1960, og den rent praktiske situation, jeg for mit vedkommende står i, er simpelt hen den, at jeg må forsøge at opfylde, jeg havde nær sagt konsekvenserne af det forsvarsforlig, der i sin tid blev indgået; og som jeg gav udtryk for i mit første indlæg, får forsvaret, efterhånden som det nye materiel tilgår, mere komplicerede opgaver at løse og dermed også problemet om øvelsespladser.

Jeg vil dog sige til det ærede medlem hr. Skræppenborg-Nielsen, som mente, at dette område, lidt dramatisk sagt, i fremtiden ville gå tabt for mennesker og dyr, at det er mit indtryk, at de militære øvelsesområder – det gælder også i høj grad det område, vi har i Oksbøl – ikke går tabt som rekreativt område for mennesket. Der er åben adgang bortset fra de tider, da der er skarpskydninger. Og med hensyn til dyrene så er der ingen steder i Danmark, hvor dyrene trives så godt som netop på forsvarsarealer. Dér er de langt mere fredet end på de privatejede områder.

Jeg tror derfor ikke, at en ekspropriation af denne art og til det formål, som her er angivet, på afgørende måde vil gribe ind i arealets natur og udseende og i dets mulighed for at blive anvendt af civilbefolkningen i rekreativt henseende. I hvert fald er det helt sikkert, at hvis arealerne i stigende grad udbygges med sommerhuse, er de tabt for alle andre end netop dem, der ejer sommerhusene.

Det er altså ikke nogen tragedie, der er tale om i denne henseende; det er en proces, som vi har oplevet i så mange andre tilfælde, og som man kan beklage, men som er en konsekvens af den politik, det høje ting med så overvældende flertal har besluttet.

Med hensyn til det konkrete spørgsmål om dansk-tyske øvelser vil jeg gerne sige, at vi er jo medlem af NATO, og det er Vesttyskland også, og det er derfor klart, at vi holder fællesøvelser, både på stabsplan og med mandskab. Det er klart, at der også i Oksbøl vil blive holdt NATO-øvelser med deltagelse af flere NATO-lande ganske som andre steder i landet, hvad enten det er på søen, i luften eller på land; men jeg vil gerne understrege – for at der ingen tvivl skal være om denne sag – at udvidelsen af Oksbøl har intet som helst at gøre med eventuelt kommende fælles tysk-danske øvelser på dansk område.

[…]