Baggrunden for folkeafstemningerne i Slesvig

Efter det tyske nederlag i 1. verdenskrig i november 1918 ønskede den amerikanske præsident Woodrow Wilson (1856-1924), at national selvbestemmelse skulle gøre en ende på grænsestridighederne i Europa. Et af de steder var den dansk-tyske grænse, hvor Slesvig siden det danske nederlag i 2. Slesvigske Krig i 1864 havde været tysk, til trods for at der var et flertal af dansksindede i de nordlige dele af regionen. Versaillestraktaten fastlagde i juni 1919 de internationale betingelser for fredsafslutningen, og som et led heri besluttedes i tråd med Wilsons forslag at afholde to folkeafstemninger om dansk eller tysk tilhørsforhold: en i Nordslesvig, som i dag kaldes Sønderjylland, og en i Mellemslesvig, som hovedsageligt omfattede Flensborg og sognene vest for byen. I Nordslesvig stemte man en bloc, det vil sige at det samlede resultat for hele Nordslesvig skulle afgøre, om området blev dansk eller tysk. I Mellemslesvig skulle der derimod afholdes kommunevise afstemninger, hvilket betød, at der ved grænsedragningen skulle tages hensyn til resultaterne i de enkelte kommuner. Afstemningerne skulle afholdes den 10. februar 1920 i Nordslesvig (zone 1) og den 14. marts 1920 i Mellemslesvig (zone 2).

Afstemningsresultatet var klart i begge zoner. I zone 1 stemte ca. 75 % procent for dansk tilhørsforhold, mens ca. 80 % stemte for tysk tilhørsforhold i zone 2. I ingen af kommunerne i zone 2 kom de danske stemmetal over 25 %. Trods det klare nederlag var skuffelsen stor blandt de danskere, der endte syd for grænsen. Særligt i Flensborg, hvor mange danskere havde håbet på et godt dansk resultat, opstod der i tiden efter nederlaget i zone 2 en myte om, at valget ikke havde været retfærdigt, og at det havde været afgørende for det klare danske nederlag.

Kort over afstemningsresultaterne i de to afstemningszoner i Slesvig. Resultatet lagde grunden til den nuværende dansk-tyske grænse. Kortet er udgivet af Det Midlertidige Ministerium for Sønderjyske Anliggender i 1920. Foto: Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig

Afstemningszonerne kommer under internationalt styre

I månederne op til afstemningen blev Flensborg hjemsted for Den Internationale Kommission (CIS), som skulle overtage forvaltningen fra de tyske myndigheder i de to afstemningszoner. CIS bestod af den engelske og den franske ambassadør i Danmark samt af et medlem fra Norge og Sverige. Derudover neutraliserede man afstemningsområdet ved at rømme det for tyske tropper og indkvartere britiske infanterister og franske alpejægere, som skulle holde ro og orden og jævnligt viste deres tilstedeværelse i Flensborgs gader. Disse tiltag skulle sikre frie, hemmelige og uafhængige folkeafstemninger i Slesvig.

Fra dansk side var der dog fortsat skepsis i forhold til, om afstemningen i zone 2 kunne gennemføres på rimelige vilkår, og allerede inden valget blev der indgivet flere klager og protester over tysk chikane. 

Afstemningsreglerne og de tilrejsende vælgere

Ved Versaillesfreden havde man besluttet nogle særlige afstemningsregler for folkeafstemningerne i de to zoner. Både kvinder og mænd kunne stemme, hvis de var fyldt 20 år inden den 1. januar 1920 – kvindelig valgret var forholdsvist nyt og var vedtaget i Danmark i 1915 og i Tyskland i 1919, og valgretsalderen var i Danmark højere end i Tyskland, nemlig 25 år. Derudover havde man stemmeret, hvis man enten var født i en af de zoner, hvor folkeafstemningen skulle finde sted; havde været bosat der før 1. januar 1900; eller hvis man var blevet udvist af de tyske myndigheder og derved havde mistet sin bopæl i afstemningszonerne. Afstemningsreglerne åbnede dermed op for, at folk, der ikke længere var bosat i afstemningszonerne, kunne være stemmeberettigede.

I dagene op til afstemningen den 14. marts 1920 ankom der flere skibe fra Danmark med tilrejsende vælgere til havnen i Flensborg. Her er det skibet ’Freja’, der lægger til havn. Foto: Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig

Det betød, at man fra både dansk og tysk side iværksatte en ihærdig hvervekampagne i zone 2 for at tiltrække vælgere nord- og sydfra. Fra København afsejlede skibe til Flensborg med ca. 1.200 danske stemmeberettigede. Vælgerne sydfra kom primært med tog til Flensborgs station. I alt registreredes 1.448 tilrejsende vælgere nordfra, mens der sydfra blev registreret langt flere, nemlig 8.839. Det må formodes, at langt størstedelen af dem, der kom nordfra, stemte dansk, mens de, der kom sydfra, stemte tysk.

Folkeafstemningen i Flensborg

Op til selve folkeafstemningen den 14. marts 1920 blev der ført en ihærdig valgkampagne i Flensborg fra både dansk og tysk side. Der blev uddelt flyveblade og arrangeret optog og demonstrationer, og byens gader var prydet med danske og slesvig-holstenske flag samt utallige valgplakater. På selve valgdagen var Flensborgs gader fyldt med mennesker, og ca. 90 % af de stemmeberettigede afgav deres stemme. Af dem stemte ca. 75 % for, at byen skulle forblive tysk, mens 25 % stemte for et dansk tilhørsforhold. Stærkest stod danskerne i den nordlige del af Flensborg, hvor mange af det lokale skibsværfts arbejdere boede. De stammede ofte fra Nordslesvig og havde derfor danske sympatier. Intet valgsted havde dog dansk flertal, og det sted, hvor danskerne var tættest på at slå tyskerne, var i Nordischer Hof på Norderstrasse, hvor der var 557 danske mod 760 tyske stemmer.

Her er det tilrejsende tyske vælgere, der ankommer til banegården i Flensborg i dagene op til den 14. marts 1920. På toget er der skrevet tyske slagord, fx ”Flensburg ist und bleibt Deutsch" (Flensborg er og forbliver tysk). Foto: Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig

Efterspillet og myten om det uretfærdige nederlag i Flensborg

Selve valgdagen forløb roligt, men alligevel indløb der en del klager til Den Internationale Kommission over uregelmæssigheder ved valget i zone 2, og ledende danske mellemslesvigere udarbejdede en samlet redegørelse, som bestred, at afstemningen havde været retfærdig. Blandt andet skulle der have været problemer med, at det nogle steder havde været muligt for de samme personer at stemme flere gange; at danske tillidsmænd var blevet hindret i deres arbejde med at kontrollere valget; at der var blevet ophængt plakater om, at kun tyske stemmesedler var gyldige; at tyskerne havde intimideret vælgerne ved at holde øje med, hvordan de stemte; samt at store virksomheder som Flensborg Skibsværft og Kobbermøllen i Kruså havde truet med at flytte produktionen til andre steder i Tyskland, hvis byen blev dansk.

Derudover havde det været tydeligt for enhver, at der havde været langt flere tyske tilrejsende vælgere end danske. Derfor blev det fra dansk side hurtigt hævdet, at valget havde været uretfærdigt. I den dansksprogede Flensborg Avis kunne man et par dage senere læse, at ”alle de vaklende er blevet magtstjålne i sidste øjeblik ved hjælp af oversvømmelsen med stemmeberettigede sydfra og ved hjælp af en alt andet end hemmelig og fri afstemning”. Det skabte en opfattelse blandt de dansksindede af, at tyskerne ikke havde vundet valget på ærlig vis, og at særligt de tilrejsende vælgere havde fået afgørende indflydelse på valget. Dette syn på valgnederlaget blev yderligere udbygget og italesat de følgende måneder, hvor mange danskere fortsat gjorde sig forhåbninger om, at grænsen ville komme til at gå syd om Flensborg trods det klare danske nederlag i byen.  

Var valgnederlaget i Flensborg uretfærdigt?

Der er ingen tvivl om, at de tilrejsende vælgere talte i tyskernes favør, og det kan heller ikke afvises, at valghandlingen visse steder blev udsat for tysk chikane. På den anden side havde CIS ved hjælp af de britiske og franske tropper stået for en gennemgribende neutralisering af Flensborg og kunne afvise stort set alle de klager over valget, de havde modtaget. Samtidig kan det konstateres, at der også uden de tilrejsende vælgere ville have været et overbevisende tysk flertal i byen. I Flensborg var der 27.081, der stemte tysk, mod 8.944 danske stemmer. Selv når de tilrejsende vælgere trækkes fra disse tal, var der altså fortsat et solidt tysk flertal på mere end 2/3 af stemmerne.

Kigger man på udviklingen i danskheden i Flensborg i årene forud for folkeafstemningen, er der heller ikke meget, der tyder på, at danskerne kunne have forventet et bedre valgresultat. Der havde ikke været flertal for en dansk kandidat ved byens valg til Den Tyske Rigsdag siden 1881, og ved det sidste rigsdagsvalg før 1. verdenskrig havde den danske kandidat kun fået 456 stemmer mod 11.286 til de tyske kandidater. Set i det lys var det ganske imponerende, at det lykkedes at opnå næsten 9.000 danske stemmer i Flensborg ved folkeafstemningen i 1920. Fremtidsudsigterne i det krigsforarmede Tyskland var imidlertid dystre, hvilket utvivlsomt har talt i dansk favør. Derudover var de særlige afstemningsregler med al sandsynlighed med til at styrke andelen af danske stemmer. Særligt reglen om, at man skulle have været bosat i byen før 1. januar 1900 betød, at en stor gruppe overvejende tysksindede borgere, som var flyttet til byen efter år 1900, ikke kunne stemme. Derfor må det antages, at andelen af danske stemmer ville have været lavere, hvis ikke denne gruppe havde været udelukket fra at stemme. Afstemningsresultatet i 1920 var altså ikke så meget et udtryk for urimelige afstemningsforhold og tysk valgtryk som for, at danskheden i mange år havde stået svagt i byen, hvilket man ikke havde formået at ændre i tilstrækkelig grad under valgkampen.

Temaet er udarbejdet i samarbejde med Den Slesvigske Samling ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig med støtte fra Sydslesvigudvalget.