Folkeafstemningen i Mellemslesvig den 14. marts 1920

Søndag den 14. marts 1920 skulle der i Mellemslesvig stemmes om, hvorvidt området skulle høre til Danmark eller Tyskland. Folkeafstemningen fandt sted som en del af fredsaftalerne efter afslutningen på 1. verdenskrig, hvor Tyskland havde lidt nederlag og måtte acceptere de betingelser, der var blevet fastlagt i Versaillestraktaten i 1919. Lidt over en måned inden folkeafstemningen havde der den 10. februar 1920 været en tilsvarende afstemning i Nordslesvig (det nuværende Sønderjylland). Her havde der været et klart dansk flertal med 75 % af stemmerne. 

I Nordslesvig (zone 1) stemtes der en-bloc. Det betød, at det samlede resultat for hele Nordslesvig skulle afgøre, om området blev dansk eller tysk. I Mellemslesvig (zone 2) skulle der derimod afholdes kommunevise afstemninger, hvilket betød, at der ved grænsedragningen skulle tages hensyn til resultaterne i de enkelte kommuner.

I ugerne op til valget havde Mellemslesvig været præget af afstemningskampen. I Flensborgs gader hang der flag og valgplakater, der var blevet holdt valgmøder og uddelt flyveblade, og der havde været optog og demonstrationer i byen. Ifølge den dansksindede Flensborg Avis’s beretning fra afstemningsdagen havde der næppe nogensinde været så mange mennesker i Flensborgs gader. Dette understreges af, at ca. 90 % af de stemmeberettigede afgav deres stemme. Trods den intense stemning forløb afstemningsdagen forholdsvis roligt, og der var ikke brug for, at politi eller militær skred ind for at opretholde ro og orden. Ved firetiden om eftermiddagen begyndte det at regne, hvilket lagde en dæmper på feststemningen i gaderne. Alligevel fortsatte arbejdet med at få så mange som muligt til stemmeurnerne, indtil valglokalerne lukkede kl 20. Da afstemningsresultatet forelå kl. 23, blev det klart, at tyskerne havde vundet en overbevisende sejr. Ca. 80 % havde stemt for, at Mellemslesvig skulle være tysk. Selv i Flensborg, hvor mange dansksindede havde håbet på et godt resultat, var der 75 %, der stemte tysk, og ikke et eneste af byens valgsteder havde dansk flertal.

Stor forsamling af mennesker foran Overrealskolen i Flensborg på afstemningsdagen den 14. marts 1920. Overrealskolen var et af byens 23 afstemningssteder. I Flensborg afgav ca. 90 % af de stemmeberettigede deres stemme. Foto: Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig

De danske reaktioner

Det klare danske nederlag ved afstemningen i Mellemslesvig fik ikke de dansksindede mellemslesvigere til at opgive håbet om, at i hvert fald Flensborg stadig kunne blive en del af Danmark. Først og fremmest forsøgte man fra dansk side at lægge pres på Den Internationale Kommission, som i månederne op til afstemningen havde overtaget forvaltningen af Nord- og Mellemslesvig, ved at lave en samlet dansk klage over afstemningens forløb. Ifølge klagen havde folkeafstemningen været i strid med Versaillestraktatens bestemmelser. Bl.a. mente man at kunne påvise talrige uregelmæssigheder med valglisterne, som havde gjort det muligt for mindst 5.000 personer at stemme, selv om de ikke havde været berettigede dertil. Langt størstedelen af disse skulle have været tyske. Derudover var påstanden, at valghemmeligheden havde været stort set illusorisk. Det blev også hævdet, at det flere steder havde været muligt for de samme personer at stemme flere gange; at danske tillidsmænd var blevet hindret i deres arbejde med at kontrollere valget; at der var blevet ophængt plakater om at kun tyske stemmesedler var gyldige; at tyskerne havde intimideret vælgerne ved at holde øje med stemmeafgivelsen; at store virksomheder havde truet med at flytte produktionen til andre steder i Tyskland, hvis byen blev dansk osv. De fleste af disse anklagepunkter blev dog afvist af Den Internationale Kommission, og den mente ikke, at de fremhævede problemer havde haft afgørende indflydelse på folkeafstemningens samlede resultat.

Sideløbende hermed arbejdede mange åbent for at opnå et regeringsskifte i Danmark. Bl.a. var presset for en indlemmelse af Flensborg i Danmark stærkt medvirkende til at udløse den såkaldte Påskekrise i marts-april 1920. Den radikale regering med Carl Theodor Zahle (1866-1946) i spidsen holdt fast i, at afstemningsresultatet i Mellemslesvig skulle respekteres, og derfor afviste den at støtte tanken om, at Flensborg skulle med til Danmark. Folkestemningen havde imidlertid vendt sig mod regeringen, og derfor krævede oppositionen i Folketinget, at der blev udskrevet valg. Dette nægtede Zahle, og på et ophidset møde valgte Christian 10. (født 1870, regent 1912-1947), der støttede op om at Flensborg skulle med til Danmark, derfor at afskedige regeringen. Radikale og socialdemokratiske vælgere opfattede imidlertid dette som et statskup, og under truslen om generalstrejke måtte kongen udpege et nyt ministerium, hvis eneste formål var at udskrive valg. Valget blev vundet af oppositionen med Venstre i spidsen, men arbejdet med en grænse nord om Flensborg var så fremskredet, at regeringsskiftet ikke fik afgørende indflydelse på den nye grænsedragning.

Genforeningen betød at Flensborg endte syd for grænsen. Det var en skuffelse for byens dansksindede og Christian 10., som havde støttet arbejdet for at byen skulle blive dansk. Ved genforeningsfestlighederne mødtes kongen den 12. juli 1920 med dansksindede flensborgere ved Kruså.  På billedet ses nogle af de flensborgere, der ventede på kongen. På deres medbragte skilte står der, at ”forposten lever i håbet” og ”danske flensborgere hilser Danmarks konge”. Foto: Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig

De dansksindede mellemslesvigere havde endnu ikke givet op, og som et sidste forsøg rejste en delegation fra Mellemslesvig til Paris i maj 1920, hvor den forsøgte at overbevise de allierede om, at Mellemslesvig i en årrække skulle underlægges en international administration. Det ville give den fornødne tid til at arbejde for et sindelagsskifte, hvorefter der skulle afholdes en ny folkeafstemning. Samtidig begrundede man ønsket med, at de dansksindede syd for grænsen gik en uvis skæbne i møde og risikerede at blive udsat for tyske repressalier. Ideen om at internationalisere Mellemslesvig blev delvist støttet af Frankrig, men pga. af britisk modstand og manglende hjemmel til en sådan løsning i Versaillestraktaten, lykkedes det ikke at få den fornødne opbakning.

De tyske reaktioner

Trods den overbevisende sejr i Mellemslesvig var der også tysk utilfredshed med afstemningen. Bl.a. var der kritiske røster om, at danskerne skulle have forsøgt at købe sig til tyske stemmer; at tilrejsende tyske vælgere var blevet chikaneret; og at husejere var blevet tilbudt penge for at flage med Dannebrog. Samtidig havde der fra starten været en udbredt skepsis mod afviklingen af afstemningen, som var blevet overladt til Den Internationale Kommission. Mange tyskere mente, at kommissionens arbejde havde favoriseret de dansksindede, bl.a. gennem afskedigelser og udvisninger af en række fremtrædende tyske embedsmænd.

Da valgresultatet forelå forsøgte man fra tysk side hurtigt at udnytte det gode resultat i Mellemslesvig til at påvirke den kommende grænsedragning. På baggrund af valgresultaterne i både Nord- og Mellemslesvig mente tyskerne, at grænsen skulle følge den såkaldte Tiedje-linje. Tiedje-linjen var udarbejdet af den tyske regerings sagkyndige Johannes Tiedje (1879-1946) og byggede på, at der skulle være lige store mindretal på begge sider af grænsen. Grænsen ville så komme til at gå nord om Højer, Tønder, Ravsted og Tinglev, hvorefter den ville slutte med en bugtet linje ud til Flensborg Fjord vest for Gråsten. Denne grænse ville ifølge afstemningsresultaterne betyde et dansk mindretal syd for grænsen på 18.357 personer og et tysk mindretal nord for grænsen på 18.535 personer.

Kort der viser afstemningsresultaterne i Slesvig i 1920 og det tyske forslag til en dansk-tysk grænse (Tiedje-linjen). Foto: Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig

Fra dansk side blev Tiedje-linjen imidlertid heftigt kritiseret. Dels ville denne grænse tildele tyskerne en række sogne, hvor der havde været dansk flertal ved folkeafstemningen, og dels var der i beregningerne ikke taget højde for de mange tilrejsende vælgere, som særligt i Tønder og Højer havde styrket tyskerne. De tilrejsende vælgere havde haft stemmeret, fordi de tidligere havde været bosat i afstemningsområderne, men efter afstemningen drog de hjem igen. Når disse vælgere fraregnedes ville det danske mindretal syd for Tiedje-linjen blive væsentlig større end det tyske. Da Den Internationale Kommission skulle afgive sin betænkning om en kommende grænse, blev der da heller ikke taget hensyn til det tyske forslag. Tiedje-linjen var altså med til at sætte sindene i kog, men i praksis fik den ikke den store betydning for grænsedragningen, der fulgte folkeafstemningernes resultat og faslagde grænsen mellem Danmark og Tyskland, så Nordslesvig (zone 1) blev dansk og Mellemslesvig (zone 2) forblev tysk.  

Temaet er udarbejdet i samarbejde med Den Slesvigske Samling ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig med støtte fra Sydslesvigudvalget.