Udklip fra Ribe Stifts-Tidende, hvor en del af artiklen kan ses til venstre. Fra: Mediestream

Det store sønderjydske Møde i Fredericia

I Omtalen af Dr. med. Harsløffs[1] Udtalelser i Gaarsnummeret har der indsneget sig forskellige Unøjagtigheder, hvorfor vi supplere den med følgende:

Dr. Harsløff gjorde Rede for de forskellige Muligheder, der foreligger, naar Grænsespørgsmaalet skal løses. Taleren gik ud fra, at Ententen[2] vil have Kielerkanalen uskadeliggjort i Tysklands Haand og derfor vil oprette en Kanalzone, der af rent praktiske Grunde maa være saa lille som muligt. En Afstemning vil være meget vanskelig at praktisere, og det er til Trods for alt, hvad der er sket, ingenlunde givet, at der bliver Afstemning. Maaske Ententen fastsætter Slien-Dannevirke-Linien som den mest praktiske Grænse for Kanalzonen.
Taleren sluttede med at sammenfatte sin Opfattelse i følgende 5 Punkter:

Det udførlige, men udmærket orienterende Foredrag hilstes med stærkt Bifald.
Seminarieforstander Skat Rørdam[3], Jellinge: Bliver der overhovedet en Kanalzone? Der er ansete Militære, som hævder, at en saadan ikke behøves. Men naar vi saa faar Tyskland lige paa den anden Side af Grænsen, saa maa Signalerne skiftes af mange, saa maa vi udelukkende staa paa Andr. Graus[4] Stade (Hør!).
Man skal vogte sig for den Fare, der kan blive ved, at hjemmetyske Kræfter i Sønderjylland nu søger at berede Vejen for en særlig Kirkeforfatning for Sønderjylland …

Vi skal søge at arbejde for, at de, der kommer til os, kommer til os med Hjertet (Hør!)

Der maa en ny Regering til!

Dr. med. Nordentoft: Det første Krav, der bør stilles af Befolkningen her i Danmark, er at faa en anden Regering. (Stærkt Bifald). Jeg mener, at vi ogsaa bør arbejde for Oplysning overfor Udlandet med Hensyn til vore Ønsker og med Henblik herpaa at udtale, at dersom der bliver en Kanalzone, om denne da maa blive saa stor som mulig og udstrækkes til at omfatte Landet op til Mellemslesvigs Sydgrænse og eventuelt omfatte ogsaa Frisland.
Folketingsmand Steensballe[5]: Jeg kan slutte mig til Dr. Nordentofts Ønske om en ny Regering. Jeg kunde ønske en Samlingsregering. I øvrigt vil jeg anbefale, at der sørges for at gøre det bedste mulige Oplysningsarbejde i Mellemslesvig for at faa saa mange Danske med som muligt. Vi skal ikke søge at tvinge men at drage saa mange til os som muligt. Men lad os ikke tænke paa at dele Bjørnehuden, før Bjørnen er skudt; lad os derimod være enige om at støtte Sønderjyderne i deres Arbejde. (Bifald).
Magister la Cour[6]: Man bør ikke altid overlade til Ententen at være den førende i Spørgsmaalet om Sønderjylland; vi bør derimod sammen med Sønderjyderne blive enige om, hvad der baader[7] os bedst og saa se at faa disse Ønsker opfyldt saa vidt som muligt. Og jeg gad se det Menneske, der vilde modsætte sig et Sønderjylland til Dannevirke, saafremt der blev Tilslutning dertil fra den slesvigske Befolknings Side (Hør!) Ja, det maatte i alt fald være et Menneske med ganske perverse Anskuelser.
Jeg har haabet paa et Omslag i Angelen[8], men kommer det ikke, bør vi naturligvis heller ikke tage mod Landet. Vi maa i hvert Fald holde bestemt paa, at § 5 i Aabenraaresolutionen[9] maa honoreres fuldt ud (Bravo! Hør!)
Dr. med. Harsløff: Vi skal tage med Glæde mod alle, der ønsker at komme til os. Jeg glæder mig over Magister la Cours klare og skarpt formulerede Udtalelser. Jeg vil benytte Lejligheden til at bringe Redaktør Grau en Tak for hans Arbejde i Sønderjylland baade før Krigen og nu. Der er ingen Uoverensstemmelse mellem ham og mig.
Sekretær Videbæk: Det er forkasteligt, at man her i Landet har villet forsøge at paatrykke os en bestemt Mening. Vi skal ikke sælge os til Ententen, men vi skal heller ikke sælge os til Tyskland (Hør!). Vi bør fremfor alt sørge for, at der ikke lægges Sønderjyderne Sten i Vejen for deres Arbejde. Blade som ”Politiken” og ”Social-Demokraten”, der jo tidligere har betragtet det sønderjydske Spørgsmaal som noget, der stred imod deres Fornuft, synes jo nu efterhaanden at være kommen til en anden Fornuft – lad os haabe, at de i den Henseende en Gang naar helt over til os andre.
Vi maa forlange, at Regeringen af yderste Evne støtter det Oplysningsarbejde, der nu bør til. Det er af stor Vigtighed, at der ikke bliver nogen Afstemning i Mellemslesvig, før Befolkningen dér har faaet Oplysning i alle Henseender.

En fredelig Besættelse af Sønderjylland

Greve Bent Holstein[10], Holsteinborg (tidligere Legationssekretær): Da den franske Ministerpræsident Clemenceau[11] i 1916 endnu var Redaktør, var Franz von Jessen[12] oppe hos ham og forklarede ham, at Danmark kun ønskede at faa det danske Nordslesvig tilbage, hvortil Clemenceau gav dette karakteristiske Svar: ”Jeg vidste ikke, at Danmark vrager en Del af sit eget Land!”
Vi kan ikke noksom[13] paaskønne, hvad der er gjort af det mellemslesvigske Udvalg, ikke noksom paaskønne den Linie, det sønderjydske Spørgsmaal er kommen ind i ved Aabenraa-Resolutionen. Sønderjyderne er de første, der har set det nordslesvigske Spørgsmaal fra et europæisk Synspunkt. Dette skal ikke og bør ikke glemmes, men det skal heller ikke glemmes, at den danske Regering er den sidste, der har villet gaa med hertil, og kun gjort det trængt af Omstændighederne (Bravo! Stærkt Bifald).
Fra amerikansk Side kan der ventes at blive arbejdet energisk for Oprettelsen af et selvstændigt Holsten. Men hvor langt et saadant Holsten skal strække sig, det ved endnu ingen. Det er af største Betydning, at der da arbejdes videre paa den af Sønderjyderne begyndte Bevægelse i Mellemslesvig.

Bedre end alt dette Arbejde vilde det dog være, dersom Danmark – naturligvis kun efter Ententens Tilskyndelse eller med dens Billigelse – kunde foretage en fredelig militær Besættelse af Nordslesvig (Hør!) Dette vil Regeringen dog næppe gaa med til. Men der var da den Udvej, at Sønderjyderne selv kunde rette en henvendelse til Ententen for derved at fri Landet for Følger af det Anarki, som ikke er udelukket i Tyskland under de nuværende Forhold. En saadan militær men fredelig Intervention fra vor Side i Nordslesvig, som jo alligevel om nogle Maaneder gives os tilbage, vilde bidrage til at give os lidt af den Anseelse tilbage i Europas Øjne, som vi har mistet for meget af, og det vilde være en klog og fremsynet Handling fra vor Side.
Dr. Kier Petersen[14] (Redaktør af ”Hovedstaden”), København, glædede sig over Andreas Graus Udtalelser. Men hvor er de andre Sønderjyder, som vi skulde høre i Dag? Det har været sagt her af Grau, at der bør være fri Bane her i Landet for Drøftelsen af det sønderjydske Spørgsmaal. Men det er det, der ikke har været. Parolen[15] var fra Regeringens Side, at vi burde forholde os afventende, men paa samme Tid arbejdede man fra regeringsvenlig Side paa at føre Sagen ind i et af den særlig bestemt Spor.
Redaktør Nyberg[16] (det uafhængige socialdemokratiske Blad ”Dagens Ekko”) opfordrede den tilstedeværende Partifælle Valdemar Sørensen fra Flensborg til at udtale sig.

Den Tilforordnede fra Flensborg taler. (Et Medlem af Arbejder- og Soldaterraadet[17])

Valdemar Sørensen (den Tilforordnede for Overborgmesteren i Flensborg)[18]: Det har ikke været min Hensigt at tale her i Dag, men kun – efter Indbydelse – at høre, hvorledes Stemningen her er. Jeg er taget til Danmark alene for at sætte mig ind i forskellige Forhold, og jeg skal i Morgen forhandle med Minister Stauning[19] og Udenrigsministeren[20] i København. Efter opfordring af min Partifælle Hr. Nyberg skal jeg kortelig udtale mig om, hvorledes Socialdemokraterne i Nordslesvig stiller sig til det sønderjydske Spørgsmaal. Foreløbig er vort Standpunkt det, at en Tilbagevenden til Danmark vil betyde et Tab særlig i henseende til social Lovgivning, der er bedre i Tyskland. Da Danmark ikke er et industridrivende, men et agerdyrkende Land, vil Industriarbejdere være uheldigere stillet end hos os. Et agerdyrkende Land vil antagelig ogsaa være mere udsat for Arbejdsløshed end i Tyskland. Det er ikke saa faa danske Arbejdere, som under Krigen er søgt til Tyskland, og kom vi ind under Danmark, vilde Arbejdsløsheden da blive saa meget større.
Storhandelen i Flensborg indser, at Byen kun vil blive til en Grænseby – maaske til en stor Landsby – dersom Grænsen trækkes lige Nord for Byen, og derfor er der en Bevægelse oppe hos dem for at søge til Danmark. Arbejderne er endnu ikke klar over Situationen og stiller sig afventende, indtil vi har indhentet de fornødne Oplysninger. Største Delen af det øvrige Flensborg er for Øjeblikket imod at gaa til Danmark. Jeg kan derfor godt forstaa dem, der finder, at det vilde være fornuftigt, om Ententen bestemte Grænsen. Det havde været mest korrekt, om man i Flensborg havde givet de Danske fri Ret til at arbejde for deres Agitation[21]. Men Tryk avler jo Modtryk. Paa den anden Side tror jeg ikke, at Modstanden imod den danske Agitation har skadet denne, og det er endog muligt, at Hr. Grau ikke er saa helt ked af den Modstand, han har mødt, og som maaske har givet ham Vind i Sejlene (Munterhed!). For øvrigt er de Demonstrationer, der har fundet Sted imod de danske, jo væsentlig Udslag af Barnestreger. Jeg, der er født i Sønderborg i 1865, sidder jo nu i Raadhuset for at passe paa, at Overborgmester Thodsen[22] regerer efter de rigtige Linier (Munterhed). Paa mit Kontor der stillede en Dag en Repræsentant for ”Politiken” for at interviewe mig, og det har gjort mig lidt ængstelig for at udtale mig for Journalister af den københavnske Presse. Thi af en Samtale paa omtrent en Time har han kun bragt enkelte løsrevne spredte Sætninger. Hver af dem er ganske vist rigtige nok i Ord, men løsrevne fra deres Forbindelse giver de et ganske fejlagtigt Billede af mine Udtalelser. Jeg vil haabe, at mine Udtalelser i Aften ikke maa blive refererede forkert, men for øvrigt skal jeg passe paa ikke at sige andet, end jeg kan staa til Regnskab for, naar jeg atter er i Flensborg.
Som dansk vilde jeg personlig hellere under dansk Styre end under tysk (Bravo! Hør!) – ja vel at mærke saaledes som vi hidtil har kendt dette sidste. Jeg vil ganske vist ikke bryde nogen Landse for Bolschevismen, for Liebknecht og Rosa Luxemburgs Bevægelse[23] - jeg hører til dem, som vil have Ro og Orden i alle Forhold under et Socialdemokratisk Styre. Hvordan det vil gaa i Tyskland, skal jeg ikke spaa. Men jeg er overbevist om, at havde Arbejdernes Fagforeninger i Flensborg ikke grebet ind, da den revolutionære Bevægelse begyndte i Kiel, havde Flensborg næppe Undgaaet lignende blodige Uroligheder som i Kiel. Jeg kan naturligvis ikke sige, hvorledes Forholdene vil udvikle sig, men det er min personlige Mening, at Flensborg vil blive frygteligt stillet, dersom den ikke kommer med til Danmark. Jeg kunde i og for sig bedre forstaa, om Nordslesvig indtil Ejderen kom med til Danmark, og Redaktør Adler[24] i Kiel, der nu sidder og passer paa Præsidenten ligesom jeg passer paa Overborgmesteren i Flensborg (Munterhed!), mener, at blev der Tale om Afstemning for Danmark ned til Ejderen, saa vilde alle stemme herfor (Bravo!) Mere vil jeg ikke sige – jeg skal jo være forsigtig i mine Ytringer.

Arbejderkaarene er bedre i Danmark end i noget andet Land

Redaktør Nyberg takkede Valdemar Sørensen for hans Udtalelser. Med Hensyn til Arbejderspørgsmaalet er der blot at sige dette, at der intet Steds i Verden gives bedre Kaar for Arbejderne end her i Danmark, baade i Henseende til Løn og Arbejdsforhold. Det er min Overbevisning, at Valdemar Sørensen – naar han har faaet de Oplysninger, han er kommen herop for at faa – vil drage tilbage til Flensborg som en udmærket Agitator for det sønderjydske Spørgsmaal i dansk Forstand (Hør!). Personlig kunde jeg ønske Grænsen sat ved Dannevirke-Slien-Linien (Hør!)
Overretssagfører Peter Poulsen, København: Der udarbejdes for Tiden en Pjece, som paa Tysk gør Rede for de sociale Forhold i Danmark i Forhold til de tyske. De, der kender til begge Dele, er imidlertid ganske klar over, at den sociale og Arbejderlovgivningen i Danmark staar langt højere end i Tyskland. Det er det Felt, vi allerbedst kan diskutere med de flensborgske Arbejdere. Det vilde være forstaaeligt, om flensborgske Storindustridrivende modsatte sig at komme til Danmark, fordi Arbejdslønnen her er langt højere: men kommer Arbejderne og spørger, bør de vide, at der eksisterer intet andet Land, hvor Kaarene er bedre end her.

Redaktionssekretær Hansen[25] (”Jyllandsposten”), Aarhus, foreslog en Resolution, der nærmest skulde være Opfordring til Ententen om at have sin Opmærksomhed henvendt paa Forholdene i Sønderjylland.
Læge Lollesgaard, Odense, udtalte sig som Socialdemokrat for at faa Grænsen sat saa sydlig som muligt.
Der var paa dette Tidspunkt indtegnet en halv Snes Talere, men da Klokken var 7, blev der en Pause paa halvanden Time til at spise i, og der blev taget fat paa Diskussionen igen. Men dels var en Del af Forsamlingen taget med Togene, dels blev den ovennævnte og andre Resolutioner taget tilbage og sluttelig blev under stormende Begejstring og med akklamation[26] vedtaget følgende.

Udtalelse:

Mænd og Kvinder, samlede fra hele Landet til Møde i Fredericia den 10. December 1918, udtaler sin Tak til det mellemslesvigske Udvalg for det maalbevidste Arbejde for Danskhedens Fremgang og tilsiger det deres Støtte samt sætter deres Haab til, at de associerede Magter ved Fredskonferencen vil raade Bod paa den Uret, som Sønderjylland gennem 54 Aars Undertrykkelse har lidt.