Portrætfoto af Kristian Erslev (1852-1930). Foto: Lars Peter Elfelt, Det Kgl. Bibliotek

Historie (lat. historia) er et ret mangetydigt Ord, der opr. paa Græsk betød Udforskning, Undersøgelse. Det betegner baade, hvad der er sket (tysk: »Geschichte«, smlg. »geschehen«), og Fortællingen derom saavel som Studiet deraf. Fortrinsvis bruges H. om Menneskets Fortid, men hvor det ved Naturforhold lykkes at paavise en Udvikling, falder det ogsaa naturligt at tale om H., saaledes om Jordens Udviklingshistorie.

De menneskelige Handlinger og Forhold, der er Genstand for H.’s Studium, belyses, naar de optræder i Nutiden, af en Rk. forsk. Videnskaber, Psykologi og Etik, Stats- og Retsvidenskab, Statistik og Økonomi o. s. fr. H. ser dog væsentlig paa alle disse Forhold i deres Vorden[1], de andre Videnskaber ser paa dem i deres Væren, men begge Maader griber ind i hinanden. Til Retsvidenskaben hører f. Eks. Ogsaa Retshistorien, paa hvis Omraade Historikeren mødes med Juristen, men saaledes at den sidste især har Opmærkomheden vendt mod Retsforholdenes Udvikling ned gennem Tiderne, Historikeren særlig paa hver Tidsalders Retsforhold i deres Sammenhæng med Tidens hele Karakter.

Paa denne Maade bliver H. yderst omfattende, og den fuldendte Historiker burde tillige være fuldt Herre over talrige andre Videnskaber, hvis Resultater og Metoder han stadig kommer til at bruge. Intet Under da, at mange gyser tilbage for denne Konsekvens og søger at afgrænse H.’s Omraade snævrere. Herved har man især, i Overensstemmelse med Historieskrivningens faktiske Udvikling, tænkt paa den rene politiske H., Staternes H. som Magtvæsener, og sikkert er det dette Omraade, paa hvilket Historikeren er mest selvstændig og uafhængig af andre Videnskaber. Det ses dog ikke, at Kulturens Udvikling er en mindre værdig Genstand for H.’s Studium end den politiske H., og enhver dybere Forstaaelse af Statslivet kræver tillige et Studium af baade Samfundsforholdene og hele Aandslivet. Man kan da næppe føre en saadan Afgrænsning igennem, og selv om H.’s vidtstrakte Arbejdsomraade naturlig medfører en Arbejdets Deling, vil en Skildring af en Tidsalders H. altid blive ufuldstændig og ufuldkommen, om ikke alle Tidens Forhold medinddrages.

Særlige Vanskeligheder byder det at bestemme Forholdet mellem H. og Filologien[2]. Naar den klassiske Filologi med Böckh[3] defineres som Oldtidskundskab, bliver den ganske enstydig med klassisk H.; men en saadan Definition lader sig næppe overføre paa Filologiens andre Omraader. Det synes da heldigere kun at lade Filologien omfatte Studiet af Aandsprodukterne; som saadan afgiver den for en væsentlig Del Grundlaget for alt hist. Studium.

Historievidenskabens Metode. Historikerens første Arbejde er at samle de
Kilder, der kan oplyse det Spørgsmaal, han agter at studere. Findekunsten (Heuristikken[4]), der i tidligere Tider voldte Historikeren de største Vanskeligheder, lettes nu ved, at Kilderne efter stedse større Maal samles i Biblioteker, Arkiver og Mus., samt gøres tilgængelige ved Trykken; talrige Bibliografier hjælper til Orientering over det umaadelige Stof. (Litt.: Langlois, Manuel de
bibliographie hist., I [Paris 1896]).

H.’s Kilder er de Levninger fra Fortiden, der er bevarede til vore Dage, ell., hvis de selv er gaaet tabt, i det mindste kendes gennem Meddelelser hos tidligere Forskere. Disse Levninger er af den mangfoldigste Art; de omfatter alle Frembringelser af Fortidens Mennesker lige fra Pragtbygningen til det simpleste Redskab, fra det store Digterværk til den mindste skriftlige Notice, dertil Sprog, Skikke og paa den anden Side legemlige Rester af selve Menneskene. En særlig Klasse inden for Levningerne danner Beretningerne, de hist. Fortællinger, idet disse er dobbeltsidige; Beretningen er en Levning af Forf.’s Virksomhed, men den fortæller tillige om en tidligere Tildragelse. Saadanne Beretninger er ikke blot de egl. Historikeres Skildringer, men ogsaa de Meddelelser, der gives i Indskrifter paa Monumenter ell. optages i Dokumenter og Breve; ogsaa det hist. Billedværk maa regnes med herunder. Det egl. Karaktermærke for Beretningerne er ikke, som det ofte siges, at de er affattede med den Hensigt at give Samtid ell. Eftertid Kundskab om, hvad der er sket, afgørende er derimod dette, at vi, hvor vi har en Beretning, har et Menneske, der skyder sig ind mellem os og Fortiden; vi ser ikke selve Handlingen, men kun et Spejlbillede af den, opfattet og gengivet af en menneskelig Hjerne. Naar vi paa den ene Side har en Fortælling om, hvad en Fred gik ud paa, paa den anden Side selve Fredstraktaten, ser man Forskellen klart mellem Beretningen og Levningen i snævrere Forstand og forstaar ogsaa let, at Beretningen altid afgiver mindre Sikkerhed end Levningen; men vist er det tillige, at alle de mangfoldige Handlinger, der ikke paa en ell. anden Vis har afsat materielle Resultater, kan vi kun lære at kende gennem Beretninger.

Det er først i 19. Aarh., at H. ret har faaet Øjet opladt for de hist. Kilders ejendommelige Natur og særlig for den personlige Farve, der findes ved enhver hist. Beretning; de umaadelige Fremskridt, der er gjorte siden, beror netop paa, at man har klaret sig den Usikkerhed, der knytter sig til Beretningerne, og saa dels søgt at behandle disse med tilbørlig Kritik, dels med Iver kastet sig over at fremdrage de mere paalidelige Vidnesbyrd, vi har i selve de egl. Levninger. Kildekritikken er grundlagt af Niebuhr[5] og klart udformet af Ranke[6].

Over for Levningen er det Kildekritikkens Opgave at opklare Tidsalder, Hjemsted og Ophavsmand. Naar Levningen selv, som det hyppigst er Tilfældet, har Angivelser herom, bliver det da Maalet at prøve, om disse Angivelser er at lide paa, om Kilden er, hvad den udgiver sig for, og denne Del af Kildekritikken betegnes derfor ofte som Ægthedskritik; hvis det oplyses, at Kilden er uægte, standser man dog ikke derved, men søger videre at paavise, naar og i hvad Hensigt Forfalskningen er foregaaet. Den samme Fremgangsmaade anvendes ogsaa over for Beretningen, saa længe denne ses under Synspunktet Levning; men dens anden Side fordrer en videre og vanskeligere Undersøgelse. Naar Beretningen ovf. defineredes som et menneskeligt Spejlbillede, bliver det her Kildekritikkens Opgave at paavise Spejlets Ejendommeligheder; »Forfatteren er det straalebrydende Medium, og Kritikerens Fremgangsmaade bliver analog med Astronomens Rektifikation« (Sybel[7]). Man studerer paa den ene Side Forfatterens Forhold til den Tildragelse, hvorom han fortæller, paa den anden Side hans Personlighed og dens Ejendommeligheder, og søger derved at bestemme, hvorvidt hans Beretning kan antages at svare til, hvad der virkelig er foregaaet. Er en Forfatter ikke selv Øjenvidne til de Tildragelser, han fremstiller, maa man søge at skaffe sig Forstaaelse af, hvorledes Beretningen kan være ændret, før den naaede til ham. Disse kildekritiske Undersøgelser er ofte lange og møjsommelige; men ene ad den Vej kan det lykkes at klare Beretningernes større ell. mindre Paalidelighed, og det store Arbejde, der i Nutiden er anvendt herpaa, har ogsaa bragt gode Frugter. Det har vist sig, at i en Grad, som man ikke tidligere anede, bygger mangfoldige Beretninger ikke paa direkte Kundskab om det, hvorom de fortæller, men er alene Gengivelser af, hvad ældre Beretninger har meddelt, kun omformet og udpyntet; Udsondringen af disse afledede Kilder (sekundære Beretninger) og dermed af alle de Fejltagelser, de indeholder, har i høj Grad renset vor Viden om Fortiden; og Studiet af, hvorledes en Beretning paa den Maade omdannes ved at gaa fra Mund til Mund, har tillige aabnet os et Indblik i baade Sagnets og enhver historisk Fortællings Udviklingshistorie.

Det nærmere Studium af de forsk. Kildearter har delvis formet sig til særskilte historiske Hjælpevidenskaber, der dog her kun kort skal karakteriseres, idet der i øvrigt henvises til de særskilte Artikler. Kronologien vejleder til Forstaaelse af Fortidens Tidsregning og enkelte Tidsbestemmelser. Skriftens Udvikling studeres af Palæografien[8], som dog især holder sig til den Skr., der findes i Bøger og Breve, medens Indskrifternes Skr. ligesom deres øvrige Ejendommeligheder er Genstand for Epigrafikken[9]. Dokumenternes Ægthed og deres Fortolkning oplyses af Diplomatikken[10]; som en særlig Gren af denne kan man regne Læren om, Seglene, Sfragistikken[11], som atter staar i nær Sammenhæng med Heraldikken[12], Læren om Vaabenskjoldene. De to sidste Videnskaber danner Overgangen til Arkæologien, som i sine forsk. Forgreninger behandler de ikke-skriftlige Kilder og uden skarp Grænse gaar over i Kunsthistorien; Numismatikken behandler Mønter og Medailler.

Kildekritikken leder os frem til det enkelte historiske Faktum. Enhver Levning sikrer i sig selv et saadant; Brømsebro-Traktaten, Rundetaarn og Kronemønten af 1618 er utvivlsomme Træk af Christian IV’s Regeringshistorie. Ved en enkelt Beretning naar man ikke saa vidt; selv om det er et Øjevidnes Skildring, og vi har Grund til at tro, at Iagttageren har opfattet rigtigt og rigtig gengivet, hvad han har set, er det dog umuligt for os her at naa fuld Sikkerhed, og de mange Tildragelser, der kun hviler paa et enkelt Vidnes Beretning, kan kun betegnes som sandsynlige, aldrig mere. Større Sikkerhed opnaas først, naar der er fl. af hinanden uafhængige Vidner om samme Tildragelse; selv to saadanne vil oftest være tilstrækkelige, men kun i det grove gælder denne Regel. De to Vidner tilhører dog samme Tidsalder med dens Ejendommeligheder, er i alt Fald Mennesker med de Anlæg til fejl Iagttagelse, der knytter sig til selve den menneskelige Natur; man har med Rette sagt, at Djævelens Eksistens paastaas af fl. Øjevidner end de fleste historiske Personligheders, og overhovedet vil selv talrige Vidner ikke overbevise os om Rigtigheden af en Iagttagelse, der strider mod Naturlovene. Paa den anden Side kan afvigende Beretninger i Virkeligheden ofte støtte hinanden, naar nemlig Afvigelserne er naturlige netop ud fra Iagttagernes forsk. Stade og Karakter.

Ud fra de enkelte Fakta, som Historikeren har konstateret med større ell. mindre Sikkerhed, søger han at konstruere Billedet af Fortidens Mennesker, Tildragelser og Tilstande. Han arbejder derved stadig med Baggrund i sin egen Tid, bygger paa, hvad han der ser og erkender. Oftest ubevidst er denne Baggrund dog altid til Stede; man ser det bedst ved de Følger, som Fremtrædelsen af ny Fænomener drager med sig for Opfattelsen af Fortiden: Nationernes Rejsning mod Napoleon I[13] gjorde, at man fik Blik for Nationaliteternes Bet.[14] i fjerne Tider, de sociale Spørgsmaals stærke Fremtræden i vore Dage har aabnet Øjet for deres Bet. i alle foregaaende Tidsrum. Men Historikeren lægger dog Hovedvægten paa efterhaanden at fatte netop den Forskel, der er mellem Fortidens og Nutidens Mennesker i Tankesæt og Handlemaade, og kun den, der saaledes til en vis Grad formaar at løsrive sig fra sit Udgangspunkt i Nutiden, naar virkelig Forstaaelse af Fortiden.

Medens Kildekritikken er ejendommelig for H., netop fordi H.’s Ejendommelighed er, at den sysler med det forbigangne, er der næppe under Historikerens videre Arbejde nogen Metode, der er særegen for ham. Hvad han kan udlæse af de enkelte Fakta, gør han ved en mere ell. mindre stringent Benyttelse af de Metoder, som hersker i de Videnskaber, der behandler de samme Genstande i Nutiden som han i Fortiden; han er skiftevis Psykolog, Jurist, Økonom o. s. v.

Fremstillingsformer for Historieskrivning. Den første Form for hist. Fremstilling er den simpelt fortællende (refererende), Krøniken, der frembringes af nysgerrig Glæde over mærkelige Tildragelser og Kærlighed til Forfædrenes Bedrifter; den er smukt repræsenteret allerede af H.’s Fader Herodot[15]. Kun en Menneskealder senere findes hos Thukydid[16] en anden Form, der efter et af Polybios[17] anvendt Udtryk kaldes den pragmatiske, fordi den tilsigter at udvikle Mennesket som Statsborger. Man nøjes ikke med at fortælle; man vil klargøre de ledende Mænds Motiver og Maal; paavise Grunden til den enes Sejr og den andens Nederlag; heri ses H.’s Nytte, thi hvad der er hændet een Gang, vil atter ske, de samme Situationer vil atter og atter gentage sig. Medens den refererende H. ikke søger Sammenhængen i Tildragelserne, fordi den som herskende i H. ser en for Mennesker ubegribelig Forsynsstyrelse, bliver H. for Pragmatikeren et Værk af de ledende Personligheder. Krønikeskriveren interesserer sig for alt, stort og smaat mellem hinanden; Pragmatikeren holder sig til Staternes H. Hvor disse Former hersker, anses H. nærmest for i en Kunst; den fortællende H. kommer let til at lægge mere Vægt paa den tiltrækkende Fremstilling end paa Sandheden, Pragmatikeren føler sig ved sin Tro paa den evindelige Gentagelse overbevist om, at han med fuld Sikkerhed kan sætte sig ind i den tidligere Situation. Et ejendommeligt Udtryk faar denne Opfattelse af H. som Kunst ofte ved de Taler, der lægges i Munden paa de optrædende Personer; de er lavede af Forfatteren, der dog har følt sig fuldt sikker paa, at saaledes maatte vedk. have talt. Den pragmatiske H. fører tit til, at man helt forlader den simple Fremstilling af Tildragelserne og blot fremsætter Betragtninger over, hvad der er foregaaet (ræsonnerende H.); i St. f. den politiske Bedømmelse, der værdsætter Handlingerne efter deres Hensigtsmæssighed, træder ofte, hvor Statsfølelsen er svagere, en moraliserende, og for denne bliver H. til sidst kun en Rk. Eksempler til Efterfølgelse ell. Afskrækkelse (Ove Malling’s »Store og gode Handlinger«).[18]

De to nævnte Hovedformer har i det væsentlige behersket H. lige indtil 19. Aarh., selv om der rundt om træffes Begyndelser til en anden Form; i Oldtiden sejrede hurtig den pragmatiske H., traadte atter tilbage i Middelalderen for med Nutidens Beg. paa ny at faa Magten. Efterhaanden svandt dog den Grundvold bort, der bar denne Art H. Man kom bort fra Tanken om de uendelige Gentagelser; man forstod, at en hist. Situation aldrig gentager sig uforandret, og bevidst ell. ubevidst førtes man til i H. at se en fortsat Udvikling. Bag ved de ledende Statsmænd opdagede man Folkets store Masse, jævnsides den politiske H. studerede man Aands- og Samfundsliv; man fik Øjet opladt for, hvor lidet H. lod sig forklare blot som et Værk af store Individualiteter. Paa denne Baggrund rejste der sig da en ny Form for historisk Fremstilling, der har behersket 19. Aarh., og som kan betegnes som den udviklende ell. genetiske. Dens Program er udtalt af Ranke: H. skal hverken dømme ell. belære; den skal kun sige, »wie es gewesen ist und wie alles gekommen ist«. Fremstillingen anlægges paa at vise, hvorledes enhver Tildragelse udvikler sig, hvorledes en Tidsalders Tilstand efterhaanden omformes. Herved kan den ene Forsker mere betone Individernes Indflydelse, den anden de store Massers, den ene lægge Vægt paa Ideernes Magt, den anden betone de materielle Aarsager. Men gennemgaaende bliver Forklaringen af Sammenhængen kausal, medens den paa Krøniketrinnet er teologisk, hos Pragmatikeren ensidig teleologisk.

Nutidens historiske Granskning har derimod overladt andre at fatte de sidste Faktorer, der hersker i den historiske Verden, og at finde H.’s endelige Maal og Mening. Samtidig med at H. selv er bleven mere positiv, er der fremtraadt en H.’s Filosofi, som hvis Grundlæggere man kan betragte Vico[19] og Herder[20] i 18. Aarh., og som i den flg. Tid har delt sig i en idealistisk Retning med Hegel[21] som Hoved repræsentant og en realistisk, hvis mest fremragende Mænd er Comte[22] og Buckle[23]. Begge Retninger har været frugtbringende for H., den første ved at betone den fremadskridende Udvikling og Ideernes Magt, den anden ved at fremhæve den nøje Sammenhæng mellem Menneskenes H. og Naturgrunden. Men Filosofferne har dog i deres abstrakte Behandling af H. gjort for megen Vold paa de virkelige Forhold til, at deres store Konstruktioner har faaet blivende Værdi.

Har det i 19. Aarh. været H.’s Hovedopgave at fatte de historiske Tildragelser i deres Singularitet[24], som noget hver for sig nyt, altsaa lige det modsatte af, hvad den pragmatiske H. stræbte efter, er det dog rimeligt, at H. atter vil svinge noget tilbage mod det tidligere Standpunkt. Ved Inddragelsen af de store Massers Forhold, Tilstandene ved Siden af Tildragelserne, er man ført ind paa Omraader, hvor en lovmæssig Udvikling lettere lader sig paavise end ved den politiske H., hvor de enkelte Statsmænd og de øjeblikkelige Situationer spiller en saa afgørende Rolle, og disse Forhold tildrager sig Opmærksomheden i stedse voksende Grad. Her synes det muligt at komme dybere ind paa en Sammenligning mellem de forsk. Tiders Samfund og Institutioner og paa en Analyse af de Elementer, der har virket ind her, og Fremtiden vil da maaske gaa i Retning af en komparativ H., hvis disse Opgaver ikke snarere tilfalder den endnu knap fødte Videnskab Sociologien.

Dette er dog Fremtidsmuligheder, og paa sit nuv. Trin maa H. væsentlig siges at være en beskrivende Videnskab. Den rene historiske Fortælling spiller endnu en Hovedrolle og med den ogsaa den kunstneriske Fremstilling. Man holder vel fast ved, at for H. gælder det mere om Sandhed end om formfuldendt Fremstilling; men naar det er H.’s første Opgave at give en anskuelig Skildring af Fortiden, at gøre døde Ting og Mennesker levende, une résurrection, som Michelet[25] sagde, spiller derved Fantasien en overordentlig væsentlig Rolle, og alle store Historieskrivere har denne Evne i fremragende Grad. Ogsaa det pragmatiske, belærende ell. opdragende Element genfindes stadig, kun paa en anden Maade end før; det er mindre af H.’s enkelte Tildragelser, man vil belæres, end af Udviklingens Gang i det store. Man vil gennem Fortiden forstaa Nutiden; oftest bliver dette dog til, at man i Fortiden genfinder det, der rører sig kraftigst i en selv og ens egen Tid, og hvor et stort Ideal behersker Sindene, frembringer det ogsaa en stor Historieskrivning. Frankrigs historiske Skole i 1820’erne bæres oppe af Liberalismens Tanker, og i Julirevolutionen saa Datidens Historikere ikke uden Grund »deres Revolution«; den tyske Enhedstanke behersker den tyske Historieskrivning i dens sidste Fase, og denne selv har givet vigtige Bidrag til baade at gennemføre Tysklands Enhed og befæste den.

Hvor stor Rolle den kunstneriske Fantasi og Forskerens personlige Overbevisning end spiller, vil ingen dog nægte, at den objektive Skildring og upartiske Bedømmelse af Fortiden er det højeste Maal, og at man har nærmet sig dette mere end i forrige Tider, er vist nok. Naar Ranke fra alle Sider betragtes som den centrale Skikkelse i Nutidens historiske Granskning, er dette betegnende for den voksende Anerkendelse af, at H.’s egl. Maal hverken er at underholde ell. at begejstre, men at forstaa. Den af de herskende Ideer inspirerede Historieskrivning har i selve Øjeblikket stor Indflydelse; i Længden virker den objektive kraftigst, lærer osen dybere Forstaaelse af Menneskeheden og os selv, af Grundvilkaarene for Politik, Samfundsforhold og Aandsliv.

Verdenshistorien og dens Perioder; Specialhistorie. For Historikerne i den klass. Oldtid var kun Grækerne og Romerne virkelig Genstand for Betragtning, medens Barbarerne faldt udenfor. Kristendommen nedbrød denne Skranke; længe førte dette dog kun til, at man sidestillede Jødernes H. med de klass. Folks. Først i Slutn. af 18. Aarh. naaede man til som Idealet for Universalhistorien at opstille en Skildring af Menneskehedens H.; »Verdenshistorien omfatter, alle Nationers og Tiders Tildragelser i Sammenhæng, for saa vidt de paavirker hverandre og med hverandre danner en levende Enhed« (Ranke). Dette er dog endnu et uopnaaeligt Ideal; mange Folk staar for os som uhistoriske, fordi vi ikke hos dem formaar at paavise en virkelig Udvikling, andre som Indere og Kinesere har kun yderst ringe Berøringer med vor Kulturudvikling. Verdenshistorien, som den nu gives, bliver da ene en Skildring af en meget begrænset Del af Verden, af Oldtidens Kulturfolk, grupperede om Middelhavet, og siden af Europas Folk. Disse har dog nu bredt sig over hele Jordens Kreds, og i det mindste fra 19. Aarh. er Verdenshistorien som sammenhængende Hele en Virkelighed. I det samme Aarh. er det ogsaa lykkedes at føre Menneskenes H. længere tilbage, end man tidligere anede; samtidig med at man har opgivet at finde faktisk H. i de Sagn, der knytter sig til ethvert Folks tidligste Optræden, har man ved Hjælp af Levninger (Oldsager) faaet Forstaaelse af meget tidlige Udviklingstrin og derved tillige knyttet et Baand mellem de egl. Kulturfolk og de »uhistoriske«.

Som de mest kendte Verdenshistorier kan nævnes Becker[26]’s, ogsaa i dansk Oversættelse, Schlosser[27]’s (18 Bd, 2. Udg. 1870—75) og G. Weber[28]’s (16 Bd, 2. Udg., Leipzig 1882—90) samt Italieneren Ces. Cantù[29]’s, bearbejdet paa Dansk af Holm[30] og Weilbach[31] (7 Bd, 1870—79); i en høj Alder paabegyndte Ranke en »Weltgeschichte«, hvormed han dog kun naaede frem til ind i Middelalderen (9 Bd, Leipzig 1881—88). Under de voksende Vanskeligheder, der er for den enkelte ved at beherske hele det umaadelige Stof, har man søgt at naa Maalet ved Samarbejde mellem fl.; det gælder allerede den af sv. Historikere forfattede »Illustrerad verldhistoria«, redigeret af Wallis[32] (overs. af Daae[33] og Drolsum[34], 6 Bd, Kria 1876—80), siden de i større Maalestok anlagte tyske og franske Verdenshistorier: Oncken[35]’s »Allgemeine Geschichte in Einzeldarstellungen« (Berlin 1879—90) og Lavisse[36] og Rambaud[37]’s Histoire universelle depuis le 4. siècle (Paris 1896—1901).

Til bedre Oversigt over det umaadelige Stof har man tidlig følt Trang, til at inddele Verdenshistorien i Perioder. Efter Kristendommens Sejr satte man ofte Skellet ved selve Kristi jordiske Optræden; herskende blev dog en Inddeling efter Verdensmonarkierne i Daniel’s Aabenbaring, saaledes at man stadig mente at leve i det romerske Kejserdømme, der ansaas for fortsat i det tysk-romerske. Denne Periodeinddeling holdt sig til ind i 18. Aarh., da den efterhaanden afløstes af den nuherskende. Man opstillede som Modsætninger Oldtiden og den nyere Tid og indlagde mellem disse en Overgangstid, Middelalderen; efter den store Revolution begynder mange med denne en fjerde Periode, den nyeste Tid. Ogsaa denne Inddeling er dog i Virkeligheden lidet tilfredsstillende; den klass. Oldtid staar paa en helt anden Vis som et afsluttet Hele med Opgang, Blomstring og Nedgang end de andre to ell. tre Perioder.

I Modsætning til Universalhistorien staar Specialhistorien i dens mangfoldige Variationer, snart afgrænset kronologisk efter Perioder, snart geografisk ell. etnografisk (efter Stater, Nationer ell. mindre Dele deraf), snart saglig (politisk, kulturhistorisk ell. enkelte Sider af menneskelig Virksomhed), lige indtil Monografien, der fremstiller en enkelt hist. Tildragelse, og Biografien, der skildrer et enkelt Menneskes H. og bl. Fremstillingerne svarer til Memoiren bl. Kilderne. Et særligt Synspunkt er det slægthistoriske ell. genealogiske (se Genealogi[38]). En Hovedrolle ved Specialhistorien spiller Nationer og Stater, fordi den historiske Forskning hos hvert Folk med Forkærlighed vender sig mod Folkets egen Fortid.

(…)

Ordforklaringer m.m.