Bestseller og baron

Ludvig Holberg var fra starten en upcoming man, i en brydningstid mellem gammelt og nyt. Han blev født i Bergen i 1684, men rejste i en ung alder ud i verden. I første omgang til København for at studere. Siden rejste han, som det var almindeligt dengang, for små midler ud til de kulturelle centre i Europa, bl.a. Oxford, Rom og Paris.

Som 32 årig fik han sit lokale danske gennembrud med et filosofisk debat- og læreskrift, Introduction til Natur- og Folke-Rettens Kundskab (1716), der slog til lyd for folkets frie vilje og handlingsmuligheder, men også forpligtelsen på at respektere andres frihed og handlinger. I 1719-20 udgav Holberg den parodiske versroman Peder Paars. Paars blev et gennembrud i Holbergs eget forfatterskab, nemlig ind til satiren og de mange komedier, som er dét vi først og fremmest kender ham for i dag. Da han 25 år senere udgav den på latin skrevne science fiction-historie om Niels Klims underjordiske Rejse (Leipzig, 1741, da. udg. 1743), fik han sit gennembrud over for den lærde og læsende europæiske offentlighed – og kom igen i brændpunktet for den lokale danske kulturdebat på den tid.

Portræt af Ludvig Holberg. Billedet er en såkaldt anskuelsestavle fra serien Alfred Jacobsens Billeder til Skolebrug, 1922. Fra: Det Kgl. Bibliotek

Holberg levede i det enevældige dansk-norske dobbeltmonarki, hvor en selfmade man, som han var, havde gode kort på hånden. Uden at være født til det, gjorde han fra første færd karriere på det gamle og traditionsforstenede universitet inde midt i det middelaldermørke og gudsfrygtige København. Han gik med stor fyndighed ind i tidens debatter, han var sin egen forlægger og boghandler, men han var først og fremmest forfatter og komediedigter. Han endte sine dage som en særdeles velhavende baron ude på landet, nede på Sjælland (Brorupgaard og Tersløsegaard).

Ved sin død i 1754 testamenterede Holberg for 200 millioner nutidskroner i jordegods til Sorø Akademi. Afkastet på denne formue bidrog siden til finansieringen af Oslo Universitet i 1813, året før ophævelsen af det dansk-norske dobbeltmonarki.

Traditionalist og trendsætter

Holberg var forfatter i en brydningstid, hvor meget var under forandring, inden for som uden for litteraturens verden, og hvor man ikke skelnede så strengt mellem faglitteratur og skønlitteratur – og hvor bogens marked var kommet i vækst. Ludvig Holberg var i ustandselig dialog med sin omverden, både den nære og den fjerne. Ved sin person repræsenterede han den enevældige kultur, han som især komediedigter spøgte alvorligt med, både hvor den var gammel og træt i vanerne og hvor den pustede sig op i nye, moderne klæder.

Holberg skrev i stort set alle af sin tids genrer. De klassiske genrer, Holberg brugte, for ikke at sige stjal fra med arme og ben, men også fornyede, var selvbiografien, essayet, historieskrivningen, moralfilosofien, verssatiren og ikke mindst den komiske dramatik. Tiden og dens tankegods var en spektakulær blanding af klassicisme, enevældekultur, gryende oplysningstid, barok i dansk forklædning, ortodoksi, pietisme og mere til. Holberg tog det ene med det andet. Hvad han skrev, var stilistisk forpligtet på klassicismen og oplysningstidens krav til klarhed og sund fornuft, men han tyede ofte til parodi og satire og fyldte altid på med indhold fra den danske samtid og de filosofiske tendenser ude i Europa.

Ludvig Holberg, portræt fra 1847 af Jørgen Roed efter original fra ca. 1752 af Johan Roselius. Foto: Wikimedia Commons  

Holberg var som privatperson og offentlig forfatter en overgangsfigur. Han holdt stand mod alt for drastiske samfundsomvæltninger, selv om han personligt syntes om ideerne bag dem. Men han gik gerne selv forrest, hvor han fandt det på sin plads. Således med etableringen i 1722 af den første offentlige danske teaterinstitution, Teatret i Lille Grønnegade midt i København. Teatret lå tæt på det universitet, hvor han samtidig som professor og del af universitets ledelse var med til at fordømme de studerendes skuespilleri.

Som samtidshistoriker gjorde han historiefortælling og historieformidling til gangbare discipliner, sådan som vi igen oplever i disse år. Og han gjorde det samtidig på en sådan måde, at han personligt og med sine værker blev en af disse historiske overgangsfigurer mellem det gamle fødselsadelsvælde, som han selv levede under, og fremtidige demokratiske styreformer og principper.

Men ikke mindst gjorde Holberg dansk anerkendt som litterært sprog, og han gav det journalistiske og essayistiske sprog ben at gå på i den på den tid gryende danske offentlighed. Holberg skrev og mente noget om alt, som en ægte kulturdebattør gør det, men han formulerede det ofte i langt fra altid politisk korrekte, men så tilpas paradokse vendinger, at han siden har kunnet tages til indtægt for næsten alt. Når den offentlige debat om kulturværdier koger, er den ikke sjældent krydret med Holberg-citater.

Holberg tog på underfundig, ironisk og paradoksal vis fat i også for den tid vanskelige spørgsmål som ligestilling, ytringsfrihed og menneskerettigheder i det hele taget; de menneskerettigheder, som først blev programsat af oplysningsfilosofferne ude i Europa et lille halvt århundrede efter hans død.

Statue af Ludvig Holberg foran Det Kgl. Teater i København. Foto: Christian Bickel, Wikimedia Commons