Opvækst

Thomasine Christine Gyllembourg (-Ehrensvärd), født Buntzen, levede fra den 9. november 1773 til den 1. juli 1856. Hun voksede op som en del af det københavnske borgerskab på Nyhavn med sin far Johan Buntzen (1728-1807), som var stadsmægler og dispachør, og sine fire søstre. Pigernes mor døde, da Thomasine var otte år. Thomasines far var en videbegærlig mand og kærlig far, der opdrog døtrene med kunst, dannelse og kultur. Han indrettede et astronomisk observatorium på loftet, og selv sleb han glas og drejede i elfenben.

Kobberstik af Thomasine Gyllembourg. Fra: Det Kgl. Bibliotek

Ægteskabet med P.A. Heiberg

Som 16-årig blev Thomasine gift med husets fransklærer, den næsten dobbelt så gamle Peter Andreas Heiberg (1758-1841). Den store aldersforskel mellem ægtefællerne var på den tid ikke usædvanlig. Thomasine har retrospektivt sagt om sig selv, at hun dog både var et barn af sind og år, da hun blev gift i 1790.

Thomasine og Heibergs ægteskab var ikke lykkeligt, da deres vidt forskellige naturer gjorde det umuligt for dem at etablere en dybere intimitet. Heiberg var med sin kølige facon ikke i stand til at imødekomme Thomasines mere lidenskabelige natur, hvilket bragte hende megen sorg.

I december 1799 efter ni års ægteskab blev Heiberg landsforvist på grund af sine samfundskritiske ideer og skarpe satiriske skrifter. Han var imod det enevældige styre og hyldede Den Franske Revolution og dens ideer om frihed. Heiberg tog ophold i Paris, og efter at have levet adskilt mere end et år anmodede Thomasine om skilsmisse, og hun indrømmede, at hun havde indledt en kærlighedsaffære med den svenske baron Carl Gyllembourg-Ehrensvärd (1767-1815). Han var blevet en ven af huset, som Heiberg havde inviteret indenfor i deres fælles politiske kamp.

Portræt af Thomasines første ægtefælle, Peter Andreas Heiberg, fra 1790. Fra: Statens Museum for Kunst

Heiberg var stærkt imod skilsmissen og begyndte at sende hende lidenskabelige breve, men hun havde lidt for meget afsavn i det kærlighedsløse ægteskab. Hun følte, at han havde været kølig og ironisk over for hende, og at han aldrig havde elsket hende rigtigt. Deres forhold kom til at præge hendes senere forfatterskab, som i høj grad handlede om kvindens ret til kærlighed og det naturlige forhold mellem mand og kvinde.

Thomasine og Heiberg havde i 1791 fået sønnen, den senere store dramatiker Johan Ludvig Heiberg (1791-1860). Han blev i 1831 gift med den kongelige skuespillerinde Johanne Luise Heiberg (1812-1890), som udgav en brevveksling mellem Thomasine og Heiberg om forholdene i forbindelse med deres skilsmisse i 1801. Johanne beskrev sin svigermor som en stor personlighed balancerende mellem ynde og fasthed. Thomasine boede hos sin søn og svigerdatter fra 1831 og frem til sin død som 82-årig i 1856.

Forfatterskabet

Thomasine debuterede som 53-årig, da hendes søn opfordrede hende til at skrive et indlæg til Kjøbenhavns flyvende Post (1827-37), som han selv var udgiver af. Den 12. januar 1827 kunne man læse, at de havde fået tilsendt et brev, ”som Enhver bedes at læse, da Redactionen ikke veed, hvem det angaaer”. Det tilsendte brev var et læserbrev fra en løjtnant, der kunne berette om sin forelskelse i en pige fra den københavnske borgerstand. Det var skrevet i brevkassestil og henviste til tidligere trykte indlæg, hvilket forvirrede læserne og skabte megen nysgerrighed: Var den mon ægte eller opdigtet denne løjtnants-kærlighedshistorie? Brevet blev efterfulgt af flere, og sammen kom de til at udgøre brevromanen Familien Polonius (1827).

Thomasine Gyllembourgs første udgivelse med titlen "Et Brev, som Enhver bedes at læse, da Redactionen ikke veed, hvem det angaaer". Det blev trykt i tidsskriftet 'Kjøbenhavns flyvende Post' den 12. januar 1827. Tryk på billedet for at læse hele indlægget. Fra: Projekt Runeberg

Thomasine udgav både sine føljetoner og senere noveller under pseudonymet ”Forfatteren til En Hverdags-Historie”. Hun måtte skrive under pseudonym, da hun levede i en tid, hvor mange stadig mente, at kvinden ikke burde udfolde sig litterært. Her var det helt afgørende, at hendes søn kunne hjælpe hende med at få udgivet værkerne gennem C.A. Reitzels Forlag.

Flere mistænkte Heiberg for at stå bag brevene, og selvom det var forkert, kunne det nemt have været mere forkert. Salonværtinden og statsministerfruen Augusta Marie Hall skrev i 1845: ”Mærker De ikke hos Deres Moder en stærk Brug af Pen, Blæk og Papiir i denne Tid? Min og Mængdens Taalmod er længst svunden”. Og op imod 1860’erne vidste de fleste, hvem der stod bag ’hverdagshistorierne’.

I 1835 udgav hun den lange fortælling Ægtestand (1835). Værket skildrer den følelsesfulde hustru Sophie og hendes empatiske tilnærmelser til sin stivnakkede mand, der køligt afviser hende. Men så bryder en lidenskabelig franskmand ind i fortællingen, og han og Sophie kaster deres kærlighed på hinanden. Fortællingen er en fiktionaliseret, men personlig fortælling, der har tydelige reminiscenser af hendes eget forhold til Heiberg. Hendes egen ægteskabshistorie satte dybe tanker i gang hos hende om det langvarige ægteskab, som hun idylliserede. Også derfor gjorde hun op med det kærlighedsløse ægteskab, som hun mente stred imod naturens indbyggede lov.

Thomasine udgav i 1845 sin sidste novelle, To Tidsaldre, hvor hendes sympati for de revolutionære frihedsidealer fra Den Franske Revolution i slutningen af 1700-tallet tydeligt skinnede igennem. Hun modstillede 1840’ernes borgerlige dannelsesidealer med sin egen ungdoms revolutionstid i 1790’erne og dens frihedsidealer. Derigennem portrætterede hun en konflikt mellem det stivnede og det lidenskabelige.

I To Tidsaldre udspilles tematikken igennem novellens hovedkarakter, Claudine, forfatterskabets madonnafigur. Med sin seksuelle frigjorthed og store evne til, på trods af sin situation som enlig moder, at give sin søn en god opvækst fungerer Claudine som en modsætning til den blide og mere tilbageholdende guldalderheltinde. Claudine er Thomasines personlige talerør, og Thomasine har i sit forfatterskab ikke levnet megen plads til ærbødighed over for guldalderens åndssyn. Thomasine befandt sig i spændingsfeltet mellem to tidsaldre, og hun repræsenterer overgangen fra det romantiske til det realistiske. Hun befandt sig sammen med forfattere som St.St. Blicher (1782-1848) og Poul Martin Møller (1794-1838) inden for realismen.

Søren Kierkegaard (1813-1855) læste To Tidsaldre og roste den til skyerne. Allerede i Af en endnu Levendes Papirer (1838) roste han ”Forfatteren af En Hverdags-Historie” for ikke at være en forfatter, der led af de samme litterære skavanker som H.C. Andersen (1805-1875). I 1846 udgav Kierkegaard En literair Anmeldelse, som var en mere fyldestgørende anmeldelse af novellen, i hvilken han udviste stor indføling i hendes litterære univers, og hvor han udtrykte samme indædte had til sin egen biedermeierske lidenskabsløse samtid.

Udvalg af Gyllembourgs værker:

• Familien Polonius (1827)
• Slægtskab og Djævelskab (1830)
• Den lille Karen (1830)
• Drøm og Virkelighed (1833)
• Mesalliance (1833)
• De lyse Nætter (1834)
• Ægtestand (1835)
• Extremerne (1835)
• Jøden (1836)
• Montanus den Yngre (1837)
• Castor og Pollux (1844)
• To Tidsaldre (1845)