Opvækst

Mathilde Lucie Fibiger blev født den 13. december 1830 i København og levede til den 17. juni 1872, hvor hun døde i Aarhus. Hun var datter af officer og militærforfatter Johan Adolph Fibiger (1791-1851) og Margrethe Cecilia Nielsen Aasen (1794-1844). Som den yngste i en søskendeflok på ni voksede hun op i et frisindet og dannet hjem, hvor politiske og litterære emner var en naturlig del af hverdagens samtale. Hendes far hyldede de demokratiske ideer længe før vedtagelsen af Junigrundloven i 1849, der afskaffede den enevældige styreform i Danmark. Forældrene flyttede i 1838 fra hinanden, og i 1843 blev de lovformeligt skilt.

Portræt af en ung Mathilde Fibiger, fotograferet mellem 1845-1855. Fra: Det Kgl. Bibliotek

Forfatterskabet

I oktober 1849 fik Mathilde Fibiger en stilling som guvernante og lærerinde hos en skovriderfamilie på Lolland. Det var her, hun forberedte og skrev sin brevroman om kvindernes frigørelse, Clara Raphael – Tolv breve, som Johan Ludvig Heiberg (1791-1860), der skrev forordet, hjalp hende med at få udgivet under pseudonym i 1850. Bogens hovedperson var en guvernante på Lolland, som var utilfreds med kvinders manglende mulighed for uddannelse og reel ligestilling. Guvernanten havde mange ideer om selvstændighed, men hendes tanker blev afvist.

Omkring midten af 1800-tallet var et job som guvernante fortsat et af de eneste mulige erhverv for ugifte kvinder fra middelklassen, der dermed havde stærkt begrænsede muligheder for at forsørge sig selv. Ved romanens udgivelse var der allerede etableret politiske kvindebevægelser i andre europæiske lande, men det var først med Clara Raphael, at der blev skabt debat om emnet i Danmark. Her blev der rejst en politisk diskussion af behovet for borgerlige rettigheder og kvindeligt medborgerskab i samfundet.

Udgivelsen af brevromanen blev ikke modtaget lige positivt alle steder. Dele af den politiske højrefløj, herunder forfatteren og den politiske iagttager Meïr Goldschmidt (1819-1887) og forfatteren Julius Chr. Gerson (1811-1894), var ikke begejstrede for, hvordan hun udfordrede de traditionelle kønsrollemønstre. Venstrefløjen, som især var repræsenteret af socialisten og samfundskritikeren Frederik Dreier (1827-1853), var ikke imod hendes sag, men anså den som uvæsentlig ved siden af den sociale revolution.

Mathilde Fibiger havde dog også solide støtter, herunder præsten N.F.S. Grundtvig (1783-1872) samt feministerne Fanny Normand de Bretteville (1827-1859) og Pauline Worm (1825-1883), der også ønskede at skabe et samfund med flere og bedre muligheder for kvinder.

Postkort med portræt af Mathilde Fibiger og et udvalgt citat fra brevromanen 'Clara Raphael', dateret mellem 1850-1860. Fra: Det Kgl. Bibliotek

Opholdet hos Grundtvig og Marie Toft

I sommeren 1852 boede Mathilde Fibiger nogle måneder hos N.F.S. Grundtvig og Marie Toft (1813-1854) på Rønnebæksholm ved Næstved. Grundtvig støttede hende i hendes livsprojekt og opfordrede hende til ikke at stoppe kampen, førend ”Danekvinden har Sejer vundet”.

Til en mindefest for Slaget ved Isted under Treårskrigen (1848-1850) havde flere grundtvigianere givet grønt lys for, at Mathilde Fibiger kunne tale fra talerstolen. Hun var ikke på talerlisten, men bevægede sig alligevel, som aftalt, derop. Om begivenheden lyder det, at hun dog prompte blev løftet ned fra talerstolen af en stærk godsejer. Først i 1856 kom den første kvinde i Danmark, forfatteren og kvindesagsforkæmperen Pauline Worm, til at stå på en talerstol. Hun blev altså den første danske kvinde til at holde et offentligt foredrag.

Under opholdet hos Grundtvig og Marie Toft skrev Mathilde Fibiger sin anden roman, En Skizze efter det virkelige Liv, som udkom i julen 1852. Derefter udgav hun et par andre bøger, men de slog aldrig for alvor igennem. Fra 1856 modtog hun en årlig understøttelse på 80 rigsdaler fra enkedronning Caroline Amalie (1796-1881).

Danmarks første kvindelige tjenestemand

Mathilde Fibiger opgav forfatterskabet og uddannede sig i stedet til telegrafist. I 1866 blev hun ansat som den første kvindelige tjenestemand ved Den danske Statstelegraf i Helsingør. Fra 1869 blev hun stationsbestyrer på telegrafstationen i Nysted på Lolland, og året efter blev hun forflyttet til Aarhus, hvor hun modtog en bedre løn for sit arbejde. I begyndelsen måtte hun dog udholde en bestyrer, der ikke lagde skjul på sit syn på kvindeligt personale.

Fibigers betydning for kvindebevægelsen

Mathilde Fibiger fik enormt stor betydning for kvindebevægelsen og regnes som Danmarks første kvindesagsforkæmper. Ved stiftelsen af Dansk Kvindesamfund i 1871 inviterede stifterne, Fredrik og Matilde Bajer, hende til at blive medlem. Dansk Kvindesamfund har siden 1970 uddelt Mathilde-prisen, som er opkaldt efter Mathilde Fibiger og tildeles en, der har gjort et reelt stykke arbejde for at fremme ligestilling mellem mænd og kvinder.

Fibiger døde af lungebetændelse som kun 41-årig den 17. juni 1872 på Aarhus Kommunehospital efter i flere år at have levet med tyfus, som hun aldrig helt kom sig over. I dag kan hendes gravsten ses i passagen ved museet KØN i Aarhus, det tidligere Kvindemuseum, i Mathilde Fibigers Have.

Mathilde Fibiger fotograferet af Thora Caroline Andrea Hallager mellem 1861-1865. Fra: Det Kgl. Bibliotek

Udvalg af Fibigers værker:

• Clara Raphael. Tolv breve (1850).
• En Skizze efter det virkelige Liv (1852/1853).
• Minona. En fortælling (1854).