Den nationalromantiske musik

I 1830'erne og 1840'erne var den klassiske musik med til at opbygge borgerskabets idé om den danske nation. Romantikken var bl.a. præget af en idé om, at det skulle være det danske folk, snarere end den ophøjede og enevældige konge, der udgjorde nationens kerne. Digtere og malere hyldede Danmark og det danske folk, og denne udvikling prægede også den klassiske musik. Tidligere var stort set alle komponister i Danmark født uden for landet. Dette ændrede sig med nationalromantikken, fordi det etniske tilhørsforhold blev lige så vigtigt som loyalitet mod kongen. Samtidig gennemgik det københavnske musikliv en kraftig udvikling og blev stærkt udvidet.

Det var især de to komponister Niels W. Gade (1817-1890) og J.P.E. Hartmann (1805-1900), der blev dominerende skikkelser i den nationalromantiske musik i Danmark. Gade fik det største gennembrud i udlandet og især i Tyskland, hvor han boede 1843-1848. I Danmark blev hans nationale hovedværk balladen Elverskud fra 1854. Gade, Hartmann og andre danske komponister adskilte sig fra samtidige europæiske komponister, og deres værker blev modtaget som udtryk for en særlig nordisk følelse i musikken. 'Den nordiske tone' kom musisk til udtryk ved, at de nationalromantiske komponister enten benyttede konkrete folkevisemelodier eller lod sig inspirere af disse melodier i deres værker.

"Elverskud" fra 1854 blev et af hovedværkerne i den nationalromantiske musik. Inspireret af den gamle folkevise om Hr. Oluf, der lokkes af elverpigerne, komponerede Niels W. Gade en ballade, der var arrangeret i 5 afsnit. Temaet om elvere og skovfolk var meget populært i 1800-tallet og bl.a. anvendt af Ingemann, H.C. Andersen og i skuespillet "Elverhøj" fra 1828. Illustration til Goethes "Erlkönig" af Moritz von Schwind. Fra: Wikimedia Commons

Nationalromantikkens baggrund

I løbet af 1700-tallet og i begyndelsen af 1800-tallet foregik en vækst i byerne, især København, der betød, at borgerskabet voksede sig stort og rigt. Med rigdommen fulgte politisk selvtillid og kulturel indflydelse. Fra omkring 1830 vandt musikforeninger frem, der arrangerede offentlige koncerter med billetsalg for det borgerlige publikum. Dermed var koncerter ikke længere forbeholdt kongens hofkoncerter eller private koncerter i adelige palæer for særligt indbudt publikum.  

Under enevælden var den politiske magt baseret på kongens arvelige ret til at herske, der var indstiftet af Gud. Kritikere af dette system pegede på, at suveræniteten og dermed den politiske magt burde udgå fra folket, der udgjorde et nationalt fællesskab. De nationalromantiske tanker blev politisk båret frem af de nationalliberale, som var borgerskabets politiske gruppering. De mente, at magten burde være baseret på en liberal forfatning med folkevalgte politikere.

Det nationale fællesskab havde rod i den særlige danske folkeånd. Folkeånden skulle bl.a. findes i de gamle folkeviser. Folkeviser blev indsamlet rundt omkring i hele landet og udgivet i store folkevisesamlinger. Samlingerne skulle bl.a. skabe et grundlag for, at musikken kunne genfinde og forny ånden fra folkeviserne. Idéen om folkeånden var båret af en abstrakt forståelse af Danmarks landbefolkning, almuen, som blev dyrket blandt borgerlige eliter i København, og som i praksis ikke havde ret meget med landbefolkningen selv at gøre. Landbefolkningens folkeviser var godt nok grundlag for de nye værker, men de nye musikalske værker blev komponeret af og for borgerskabet og forholdt sig ikke til de hårde vilkår på landet. Derved var den nationalromantiske musik også med til at skabe et idylliseret og mytologiseret billede af folket.

Nationalromantikkens tilbagetog

Borgerlige eliter kunne anvende den nationalromantiske musik til at dyrke idéen om folkeånden og derigennem legitimere deres politiske projekt i opposition til adelige eliter og indflydelsen fra tyskfødte embedsmænd ved hoffet.  Efter indførelsen af folkestyre med Grundloven i 1849 og særligt efter det store nederlag i krigen i 1864 fik nationalromantikken et mere konservativt og nostalgisk præg. De nationalistiske tanker underbyggede nu i højere grad den bestående orden. Det nyskabende ved værkernes nordiske præg var ved at ebbe ud, og andre musikalske strømninger begyndte at tage over.

I 1888 blev Den Nordiske Musikfest afholdt i København, som blev en tilbageskuende fejring af den danske nationalromantik. Musikfesten er siden blevet set som et tegn på, at den nationalromantiske periode var ved at være slut. I 1890 døde Niels W. Gade, hvorefter en yngre generation af komponister, Thomas Laub (1852-1927) og Carl Nielsen (1865-1931), overtog de centrale positioner i musiklivet og indvarslede en ny og mere folkelig tilgang til musikken. Musikken var stadig national, men den romantiske tilgang var passé.