Barndom og gennembrud

Niels W. Gade (1817-1890) blev født i København og var eneste barn af en instrumentmager. Gade fik interesse for musik i værkstedet hos sin far, som også byggede Gades første violin. Selvom forældrene forventede, at Gade skulle blive snedker, accepterede de hans ambition om at blive musiker og sørgede for, at han fik den bedst mulige musikundervisning i Det Kgl. Kapels violinskole, selvom de langtfra var velhavende. Her blev han undervist i musikteori af komponist og folkeviseindsamler A.P. Berggreen (1801-1880).  Berggreen var med til at udvikle den unge Gades talent for at komponere og opfordrede ham til at bruge folkeviser som inspiration. Melodier fra folkeviserne og den nationalromantiske strømning i tiden betød, at Gades værker med tiden ofte blev karakteriseret som udtryk for en særlig 'nordisk tone'.

Gade havde som ung sat sig det mål, at han ville være berømt, før han fyldte 25 år. Det lykkedes for ham, da han i 1841 fik et stort, nationalt gennembrud ved at vinde en kompositionskonkurrence med sin ouverture Efterklange af Ossian. Konkurrencen var arrangeret af Musikforeningen, som var tidens mest betydningsfulde koncertforening for det københavnske borgerskab. Gades næste store værk var hans Symfoni nr. 1, hvor det centrale motiv var hans egen folkeviseinspirerede melodi Paa Sjølunds fagre sletter, som han havde komponeret i 1838 til et digt af B.S. Ingemann. Det lykkedes dog ikke at få symfonien førsteopført i Musikforeningen, fordi den planlagte opførelse i stedet blev ændret til en mindekoncert for komponisten C.E.F. Weyse (1774-1842), der var afgået ved døden.  

Gade kunne have ventet tålmodigt på, at det københavnske musikliv fik tid til at opføre symfonien, men opmuntret af Musikforeningen valgte han i stedet sende sin Symfoni nr. 1 til den berømte tyske komponist Felix Mendelssohn (1809-1847) i Leipzig. Mendelssohn var så betaget af den, at han fik den opført i marts 1843 af Gewandhausorkesteret, der var et af Europas mest berømte orkestre. I den forbindelse sendte Mendelssohn et brev til Gade, hvor han inviterede ham til Leipzig. Gade greb chancen, da han senere samme år modtog et rejselegat til at foretage en dannelsesrejse i Europa, der var meget almindeligt for kunstnere i samtiden.  Gade tilbragte det meste af tiden  i Leipzig, hvor han blev en del af den musiske kulturkreds omkring komponisterne Mendelssohn og Robert Schumann (1810-1856).    

Portræt af den 28-årige Niels W. Gade fra tiden i Leipzig. Med det krøllede viltre hår og det drømmende udtryk i øjnene levede Gade op til tidens kunstnerideal. Litografi af Johann Georg Weinhold fra 1845. Fra: Wikimedia Commons

Leder af Gewandhausorkesteret og hjemrejse til København

Gade fik sin debut som dirigent i Leipzig, da han dirigerede det berømte Gewandhausorkester, der opførte Gades egen 1. symfoni. Gade blev anerkendt som en musikalsk begavelse, der komponerede værker med en særlig nordisk tone. Herefter fortsatte Gade sin rejse rundt i Europa, men undervejs blev han tilbudt at lede Gewandhausorkesteret sammen med Mendelssohn. Gade tog imod tilbuddet og vendte tilbage til Leipzig, hvor han slog sin navn fast, og blev internationalt anerkendt både som dirigent og komponist.

Gade forventede næppe at blive i Leipzig resten af sit liv, men han havde opnået den internationale berømmelse, som han havde drømt om.  Mens han boede i Leipzig, skrev han breve til sine forældre og andre fortrolige, hvor han gav udtryk for et ønske om at vende hjem en dag.

Udbruddet af den 1. slesvigske Krig (1848-1850) og de dansk-tyske spændinger, der fulgte med, blev medvirkende til, at Gade efter sit sædvanlige sommerbesøg i København i 1848 valgte at blive i byen og ikke rejse tilbage til Leipzig. Gade var splittet i sin beslutning og blev ved med at udskyde den beslutning. Til sidst valgte han dog at opgive sin attraktive position i Leipzig for at være tæt på familie og venner og forfølge sine ambitioner for Københavns musikliv.

Leder af Københavns musikliv

Gade blev boende i København resten af sit liv og udviklede musiklivet som komponist, dirigent og organisator. Han komponerede balladen Elverskud (1854) og sammen med kollegaen J.P.E. Hartmann (1805-1900) musikken til balletten Et Folkesagn (1854), som er nogle af de mest opførte værker i Danmark. Musikforeningen ansatte Gade som dirigent fra 1850. Her præsenterede han det danske publikum for værker af udenlandske komponister, der ikke hidtil havde været opført i Danmark, og da foreningen fra 1849 ikke længere kunne benytte Det Kgl. Teaters orkester, som var byens eneste, sørgede Gade for at samle og opøve et nyt. Gade kom også til at besidde vigtige poster i Københavns musikliv, hvor han blev en del af ledelsen i Musikforeningen og var med til at oprette Københavns Musikkonservatorium i 1867, som han var direktør for indtil sin død. I 1902 fik det navnet Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.

Gades internationale berømmelse gav ham mange jobtilbud rundtomkring i Europa, men han viede sit liv til København, hvor han blev den uofficielle, men ubestridte leder af Københavns musikliv. Gades værker og musikalske præferencer blev mod slutningen af hans liv anset for at være gammeldags, da en ny generation af komponister, som fx Carl Nielsen (1865-1931), begyndte at gå nye veje.

Niels W. Gades værker står tilbage som højdepunkter i den danske nationalromantik, og hans udvikling af Københavns musikliv åbnede nye døre for fremtidige danske komponister og musikere.    

Portræt fra 1882 af den ældre Niels W. Gade med titlen ’I lampens skær’ af P.S. Krøyer. Fra: Wikimedia Commons