Rejsens baggrund

I 1907 mente den jyske folkemindesamler, Evald Tang Kristensen, der på det tidspunkt var 63 år, at han i det store og hele havde afsluttet sin indsamlingsvirksomhed og også havde fremlagt sine resultater for offentligheden i en lang række bøger. Han så imidlertid gerne, at nye unge kræfter ville fortsætte hans virke, og han fandt et emne i den 26-årige Hakon Grüner Nielsen, der året før var blevet ansat som videnskabelig assistent ved den nyoprettede statsinstitution, Dansk Folkemindesamling.

Han foreslog derfor Grüner Nielsens foresatte, Aksel Olrik (1864-1917), at Grüner Nielsen kom med på en indsamlingsrejse, så han kunne få nogen praktisk erfaring. Grüner Nielsen ville gerne, men foreslog så til gengæld, at man tog det nye tekniske hjælpemiddel, fonografen, til hjælp i indsamlingen. Nytten af fonografen havde den unge musiketnolog Hjalmar Thuren (1873-1912) overbevist Grüner Nielsen om gennem de resultater, han kunne fremvise efter sin folkemusikindsamling på Færøerne i 1902. Indsamlingsrejsen overbeviste ikke Tang Kristensen om fonografens fortræffelighed frem for pen og papir, men senere i 1922, 1925 og 1927 (da han var i firserne) foretog han omfattende indsamlinger med fonograf sammen med den australske pianist og komponist, Percy Grainger.

Evald Tang Kristensen - lærer, folkemindesamler og forfatter

Evald Tang Kristensen (1843-1929) er uden sammenligning Danmarks betydeligste folkemindesamler. Det hævdes, at han i sit 62-årige virke nedskrev omkring 30.000 enkeltoptegnelser om alle mulige folkloristiske emner, og alene hans dagbøger, der indeholder størstedelen af hans originaloptegnelser, løber op i mere end 10.000 håndskrevne ark.

Gennem sine nodeoptegnelser efter folk i de vestjyske hedeegne lykkedes det ham at fremskaffe en meget stor del af de melodier, vi i dag har til de middelalderlige folkeviser, og mange af disse melodier tilhører tilsyneladende et ældre stillag.

Evald Tang Kristensen blev født i 1843 i Nørrebjert ved Kolding, men voksede op på hedeegnen ved Viborg. I 1858 kom han på  Lyngby lærerseminarium ved Grenå, hvorfra han tog lærereksamen i 1861. Under de første år som lærer uddannede han sig til kirkesanger, og det var gennem sit møde med den folkelige salmesang "kingotonerne", at hans interesse for den folkelige musik vaktes. I 1866 blev han lærer i Gjellerup, og hans indsamlingsvirksomhed startede her i 1867. Sin første vise nedskrev han efter sin moder, og han opdagede snart, at de gamle folk på egnen kendte og kunne synge mange af de middelalderlige folkeviser.

Evald Tang Kristensen indsamlede i begyndelsen næsten udelukkende folkeviser og holdt sig til sin nærmeste hjemegn (Hammerum Herred), men snart udvidedes interesseområdet til andre former for folkedigtning såsom eventyr, sagn, remser, gåder og ordsprog, men også til skildringer af almuelivet i bredere forstand. Også geografisk udvidedes virkefeltet gradvist, så det først omfattede naboherrederne og senere hele Jylland. Hans indsamling i det øvrige land var sporadisk. Allerede i 1871 fik han udgivet sin første bog med et udvalg af sine optegnelser: Jyske Folkeviser og Melodier, der senere kom til at fremstå som 1. bind af i alt 16 med fællestitlen Jyske Folkeminder. Ud over denne serie udsendte han til sin død en del bøger, mest samlinger af systematisk ordnede optegnelser.

Evald Tang Kristensen var indsamler og forfatter (udgiver), men ikke forsker, men han havde i hele sin samlertid et tæt, om end ikke altid gnidningsløst samarbejde med forskere som Svend Grundtvig, Aksel Olrik og senere Grüner Nielsen og Hans Ellekilde, og i en årrække var han på finansloven, således at han fik statsstøtte til indsamlingen og udgivelserne. Hans indsats som musikindsamler blev imidlertid først sent anerkendt gennem Hakon Grüner Nielsen og den australske pianist og komponist Percy Grainger, efter at komponisten og folkemusikudgiveren Andreas Peder Berggreen i 1871 kraftigt havde sat spørgsmålstegn ved hans evne til at sætte folkemusikken på noder.

Evald Tang Kristensen sammen med sin yngste søn, Johannes Evald Tang Kristensen, der efter faderens død påtog sig at færdiggøre sin fars store efterladte samling af folkeviser. Foto: Dansk Lydhistorie, Statsbiblioteket

Hakon Grüner Nielsen - folklorist, arkivar og organist

Hakon Grüner Nielsen (1881-1953) var i første halvdel af det 20. århundrede vor bedste kender af dansk og færøsk visetradition og folkemusik. Han arbejdede i 45 år som folkemusikforsker ved Dansk Folkemindesamling, i de første år som videnskabelig assistent og senere som arkivar.

Hakon Grüner Nielsen var født og opvokset i København og tog i 1906 eksamen som cand.mag. i dansk, historie og tysk. Ved siden heraf var han musikinteresseret og nodekyndig. Han tog organisteksamen og fungerede fra 1915 til 1951 som organist ved Kingoskirken i København.

Gennem en stor del af sit liv indsamlede H. Grüner Nielsen aktivt folkemusik, såvel med pen og papir som med fonograf. Emnerne for indsamlingen var først og fremmest den danske visetradition, men også spillemandstraditionen (1914 i Sønderho på Fanø), den folkelige salmesang (i 1930'erne) og kvaddansen på Færøerne (i 1920'erne)

En meget stor del af sit arbejdsliv brugte han på udgivelsen af det allerede i 1853 påbegyndte værk Danmarks gamle Folkeviser, hvor han dels medvirkede til flere af tekstbindene og dels til de første hefter af melodibindet. Forinden havde han udgivet en række studier og kildefremlæggelser. I 1912 - 1931 Danske Viser 1530 - 1630, i 1917 Vore ældste Folkedanse, i 1920 Folkelig Vals og i 1923 Færøske Melodier til danske Kæmpeviser. I 1925 - 1927 udgav han Danske Folkeviser I-II og i 1927 - 1928 Danske Skæmteviser I.

Fra det første møde med Evald Tang Kristensen og frem til dennes død i 1929 udviklede de to mænd et varmt og gensidigt venskab.

Hakon Grüner Nielsen (stående) og Hjalmar Thuren ved fonografen. Foto: H. J. Barby, ca. 1910, Dansk Lydhistorie, Statsbiblioteket  

Beskrivelse af rejsen i 1907

Uddrag af Evald Tang Kristensens beretning i Minder og Oplevelser (1928), hvor han fortæller om rejsen:

"Jeg havde skrevet til H. Grüner Nielsen i Kjøbenhavn, om han ikke ville følge med mig omkring i Jylland og optage Melodier på Valser, for når de der blev indsungne, kunne man få et sikkert Bevis for, hvordan de havde lydt og det kunne da blive afgjort, om jeg havde skrevet Melodierne rigtigt op eller ikke. Han var villig til at følge med, og så havde han en Optager med sig, og en del Valser købte jeg her i Vejle hos Urmager Kallerup. Jeg havde sagt ham, at det ikke just blev nogen Lysttur, og der skulle færdes meget til Fods. Men han var ung og mente nok at han kunne holde det ud.

(…)

Inden vi rejste, måtte min Kone [Marie Tang Kristensen] til at synge ind i Tragten. Hun kunne nogle Melodier, som hun havde lært af sin Bedstemoder.

(…)

Så tog vi ud til Kristen Hansen Møller i Hedeby, Ringgive, og hos ham fik vi en del Melodier, og jeg optegnede Visen om "Ridder Ole" og et Dansevers. Hvad han ellers kunne, havde jeg fået forud. Dernæst tog vi ud til Give og besøgte L. Bülow, Donneruplund, for at få indsunget, hvad han kunne, men det var dog ikke stort.
Så tog vi op til Silkeborg. Jeg måtte sørge for Nattely for os, men vi kunne ikke være i samme Værelse, og jeg ville da have ham til at være i Højskolehjemmet, hvorimod jeg nok ville se at få mig anbragt et andet sted. Jeg gik så op til Kr. Jonsen, efter at jeg havde vist Gr.-N hvor Højskolehjemmet var. Da jeg forlod ham, sagde han, at han sagtens kunne finde derhen igen, men da jeg så en Tid efter gik op ad Gaden, kom han imod mig med fuld Oppakning og sagde, at han ikke kunne finde Stedet. Han var endda gået lige der forbi. Nu måtte jeg altså følge ham lige til Døren. Sådan er det tit med de indfødte Københavnere. Der ovre ved de så udmærket god Besked om alt og kan let finde sig til Rette, men udenfor København går de tit og tosser om. Jeg skal dog lade denne Mand, at han efterhånden blev udmærket dygtig til at finde omkring.

Jeg lå hos Kr. Johansen om Natten, og næste Morgen skulle vi ud til Chr. Sørensen Thomaskjær i Virklund, for jeg vidste at han kunne synge mange gamle Melodier, som han havde lært af sin Moder, og sang dem med det rette gamle Tonefald
Jeg gik så hen og fik Nielsen purret ud, han havde nemlig ondt ved at komme op om Morgenen. Jeg spurgte ham om han havde sine Sager med sig, og da han sagde ja, gav vi os på Vej. Vi kom til Virklund, gik ind i Huset, hvor Thomaskjær boede, og traf ham godt nok og fik ham til at synge.

Han sang 14 Melodier for os, men da vi så skulle til at have dem sunget ind på Valser, viste det sig at G-Nielsen kun havde to Valser med sig, de andre var blevet liggende i Silkeborg. Det var meget kedeligt da vi nu ikke kunne få alle Melodierne sunget ind, og vi havde gået en lang Vej og havde truffet en Mand, der var god til at synge netop det vi skulle have fat i. Men der var intet at gøre ved det.

(…)

Svend Peter fortalte os, at Mikkel Sørensen i Herskind Hede var rejst til Amerika, og ham havde jeg endda rigtig haft i Kikkerten, fordi han i sin Tid havde sunget mange Melodier for mig. Det kunne da ikke nytte at tænke mere på ham.
Vi rejste så igen ned til Laven og derfra til Aarhus. Men da G.-Nielsen ikke rigtig vidste hvad han ville og var ved de syv Sinde, som man siger, helt vankelmodig og helt elendig over det vundne Resultat, så tænkte han på at tage op til Hurup for at få fat på Lovise Hansen, som han havde sat stor Lid til. Men der ville jeg ikke op, da jeg jo ikke havde nogen Sikkerhed for, at hun var der endnu. Han ville slet ikke tro at der var mere at opdrive, og det var jeg meget ked af, da jeg dog havde gjort mig al mulig Flid for, at han skulle få noget Udbytte. Jeg kunne ikke gøre mere, og jeg syntes at Udbyttet hidtil havde været godt, men han var nu ikke så nøjsom som jeg, og kunne ikke finde sig så godt i Skuffelser.
Han fulgte da med op til Himmerland og stak da af over til Hurup for om muligt at træffe Lovise Hansen.

(…)

Det var vist nok i Støvring, jeg igen kom i forbindelse med min Følgesvend.

(…)

Gr-Nielsen havde meddelt mig, at han intet Udbytte havde haft, da Lovise Hansen ikke var der længere, men var flyttet op til Dover på Tyholm, hvor hun var kommen til at blive Husholderske for en gammel Lærer Andresen.

(…)

Fra Viborg tog vi så op til Bedsted i Ty, og der fik jeg et par Sagn hos Mette Katrine Poulsen. Vi fik nogle få Melodier sunget ind hos en Kone der boede tæt ved Kirken, og så kom vi med Toget til Hurup. Derfra gik vi ud til Dover for at få fat på Lovise Hansen. Det lykkedes godt nok, og hun var meget villig til at synge for os, så der fik vi et godt Udbytte.
Vi blev der om Natten, og jeg husker, at jeg formanede Gr.-Nielsen, da vi skulle have Aftensmad, til kun at spise ét Æg, han var nemlig vant til at tage to. Det var nu også på sin Plads, for der blev kun sat tre Æg ind, ét til Gr.-Nielsen, ét til mig, og ét til vor Vært, den gamle lærer Andresen. De havde ikke så få Høns, hvad jeg godt nok lagde mærke til, men jeg vidste godt, hvad Skik og Brug var. Næste Morgen drog vi af, og jeg har ikke hørt fra Lovise Hansen siden, uagtet jeg tit har spurgt efter hende.

(…)

Derfra tog vi til Vem, Ulfborg og He, hvor jeg ville opsøge Marianne Sanddal. Men vi traf hende ikke, hun var rejst op til en Datter i Vedersø, og da vi kom til Ringkøbing og ville Maren Sonne var det lige så galt, hun var rejst op til sin Fader i Sønder Nissum. Udbytte blev da lig Nul og havde i de sidste Dage været yderst ringe. Vi havde da mer end Valser nok med os og kom sandsynligvis hjem til Vejle med nogle tomme. Jeg skrev hjem til min Kone, da vi var komne til Hammerum, at vor Bestemmelse var at komme hjem til Vejle Torsdag aften d. 5. Juni.
Men vi skulle da også ud til Fastrup fra Hammerum og måtte så om ad Herning. I Hammerum fik vi Mette Kristensen til at synge ind i en Valse for os, og vi var også hos Kristine Andersen i Fastrup og fik ligeledes hende til at synge. Den Valse hun sang ind i, blev snart efter afstøbt i Kobber, og Afstøbningen skal efter sigende være vellykket. Men Mette Kristensen sang temmelig svagt. Vi tog så tilbage til Herning og derfra ned til Ribe.

(…)

Her i Ribe tog jeg så afsked med Gr.-Nielsen og bad ham tage om ad Søren Madsen i Hessellund for hos ham at få den Melodi vi ikke fik af Sønnen og dernæst få fat i Morten Eskesen i Kolding, da han jo kunne synge en hel del gamle Melodier. Ved sin Hjemkomst til København skrev han så d. 19. Juni: Slutningen af min Rejse var forøvrigt en komplet Fiasko. Søren Hansen traf jeg ikke hjemme, han var ude at tække og sagdes først at komme hjem om Aftenen. Jeg tog så til Kolding og opsøgte næste Dag Morten Eskesen, men han var slet ikke kommet hjem endnu. Jeg ventede så hele Dagen på hans mulige Hjemkomst, men uden Held, og tog så hjem til København med Nattoget.

Hvad nu Morten Eskesen angik, da kom han virkelig til København og sang der ind i Valser, men Gr.N. skriver: "Rigtig nok duer de Valser med hans sang, som Folkemindesamlingen nu har, ikke noget, da hans Stemme er så svag, at Indtrykket på Valserne ikke er blevet dybt nok til, at en eventuel Afstøbning af disse Valser vil give hørbare Aftryk, men det er Meningen at få ham til København igen og lade ham synge inde i selve Fonograf-Magasinet under kyndig Vejledning, det er da at håbe at Resultatet er bedre. Indrømmes må det nu, at hans Melodier virkelig er af de gode gamle, dog tror jeg nok at han i Tidens Løb har forbedret lidt på dem. (Det samme tror jeg også) hvilket fremgår af hans egne gamle Nodeoptegnelser."

Fonograf med valser. Foto: Tomasz Sienicki, Wikimedia Commons