Lydklip
Kildeintroduktion:
I dette lydklip høres et uddrag af folkevisen "Jeg stod i højenloft og børsted mit hår" sunget af den 66-årige træskomager Christen Sørensen Thomaskjær fra Virklund. Folkemindeforskeren Evald Tang Kristensen (1843-1929) indsamlede folkeviser fra hele Danmark (dog primært i Jylland), og denne optagelse stammer fra 1907, hvor Evald Tang Kristensen og Hakon Grüner Nielsen (1881-1953) rejste rundt i Jylland med en fonograf og optog folkeviser, fremført af almindelige mennesker. Ved besøget hos Christen Sørensen Thomaskjær havde Hakon Grüner Nielsen ved en fejl kun fået to valser med, hvorfor indspilningernes længde blev relativt korte.
Folkevisetraditionen som her udleves menes at kunne føres tilbage til 1200-tallet. Viserne har taget mange former, heriblandt som historiske og skæmteviser. Denne vise er en middelalderballade tilhørende tryllevisetraditionen, og den er nært beslægtet med omskabelseseventyr.
Noteblad. Fra: Dansk Lydhistorie, Statsbiblioteket
Transskription:
Jeg stod i højenloft og børsted mit hår,
- min fuldtro god ven -
Så kom min stedmoder kørend’ i gård.
- Siden de lagde min moder under mulde. -
Jeg putt’ børsten under armen min
og løwt min stedmoder af karmen ned
Men det, som var min stedmoder imod,
var at jeg skulle have så god en lykke.
Hun skabte mig til en sakse,
at jeg skull’ vær’ sløv og aldrig hvas
Om dagen klipped’ jeg de ærmelin,
om natten sad jeg i forgyldte skrin.
Men dette fortrød stedmoder min
at jeg skulle have så god en lykke
Hun skabte mig til et sværd,
at jeg skulle gøre så stor en ufærd.
Om dagen sad jeg ved ridderens sid’
om natten hvilte jeg i balken hvid.
Men dette fortrød stedmoder min
at jeg skulle have så god en lykke
Hun skabte mig til en ulv så grå,
at jeg skulle skoven omløbe og gå.
Som ulv jeg skulle i skoven gå,
indtil jeg drak hendes hjerteblod.
Og det lakked’ ud om sommer og høst,
Min stedmoder begyndte at tykkes om bryst.
Min stedmor tog kåben blå på arm,
og kørte til kirken i guldkarm.
Da min stedmoder kom kirken fra,
Jeg sprang imod hende som ulven grå.
Så drak jeg af hendes hjerteblod,
Så blev jeg igen en jomfru god.
Nu er jeg prinsesse i kongens gård
- min fuldtro god’ ven -
og klæder mig i silke og mår.
- siden de lagde min moder under mulde -