Transskription

Nu står vi med mikrofonen på Fredericia Nye Banegård. Vi bliver nødt til at afbryde referatet ude fra radiobilen. I dette øjeblik kommer nemlig lyntoget, de to sammenkoblede lyntog, med kongen og alle gæsterne kørende ganske langsomt og festligt ind til perronen på Fredericia Station. [Toget kommer ind]. Og nu går generaldirektøren på talerstolen, vi lytter til hans tale.

Deres Majestæt, Deres Kongelige Højheder, højtærede forsamling. Det er mig en kær pligt på denne dag at bringe Statsbanernes tak til de mange, som har skabt det store anlæg, som nu i forbindelse med Lillebæltsbroen skal tages i brug. Det er ikke en almindelig banegård, vi indvier i dag. Når det sidste tog i nat er ekspederet fra den gamle banegård og den sidste færge fra det gamle færgeleje, når sporene afbrydes, samtidig med at forbindelserne etableres til den nye banegård, går en epoke i dansk transporthistorie i graven, og en ny tid fødes.

Den gamle tid har tjent det danske samfund godt og tro, lad os håbe, at det nye, trods tidens vanskeligheder, vil bringe os endnu længere frem. Nedsættelsen af rejsetiden i de vigtigste forbindelser til cirka halvdelen, indførelse af nye gennemgående forbindelser til ind- og udland, større rejsebekvemmeligheder, hurtigere og sikrere godsforbindelser, det er den nye tids kendemærke.

Jeg vil også gerne minde om, at vi i dag ikke alene indvier anlæggene her ved Lillebælt, men samtidig en helt ny togtype – lyntoget, som skal betyde prikken over i’et, idet de er den nødvendige betingelse for, at vi kan få den fulde gavn af broen.

Når Statsbanerne i dag overtager dette kæmpe anlæg til brug, må jeg som banernes chef takke den danske befolkning og dens repræsentation, den danske Rigsdag, for den tillid, de har vist os. Det er muligt, at vi, når vi kører tilstrækkeligt langt tilbage i tiden, også hos os kan finde en embedsstand, der følte sig som ’herrer i land’. Det skulle være underligt, om ikke vi led af tidens almindelige fejl.

Men jeg kan i dag forsikre Dem om, at alle fra chefen til den yngste medarbejder er besjælede af ønsket om at tjene den danske befolkning så godt som muligt. Jeg kan føje forsikringen om denne endrægtighed til den enighedsfølelse, som har skabt dette nye og stærke bånd mellem landsdelene.

Og så sandt som enighed gør stærk, må jeg heri se et varsel for samling i fremtiden: Samling mellem københavner, sjællænder, fynbo og jyde; samling mellem borgerne og samfundets tjenere og samling mellem landets største industrielle foretagende, som jeg her har den ære at repræsentere, og dem, der som ejere og brugere af dette foretagende er interesserede i det fri. I forvisningen om, at vi ved denne lejlighed kan yde et væsentligt bidrag til, at plyndringens tid kan være forbi, beder jeg Dem med mig råbe et leve for samarbejde og samfølelse.

Det længe leve! Hurra! Hurra! Hurra!

Første lyntog over Lillebæltsbroen 1935. Fra: Dansk Lydhistorie, Statsbiblioteket