Danmarks kønneste by

Den 14. august 1970 kårede formiddagsavisen B.T. Gellerupplanen. I kåringen lagde anmelder Henrik Sten Madsen (1937-2019) vægt på, at Gellerupplanen var planlagt som en ”betonby med trivsel”. Gennem store, moderne lejligheder og et væld af kulturelle fritidstilbud skulle Gellerupplanen forene børnefamilier, studerende, pensionister og enlige i skøn harmoni og skabe nye, stærke velfærdsfællesskaber, der gik på tværs af klasse-, køns- og aldersskel. Gellerupplanen fremstod altså her som et bevis på, at det gode liv i det fremvoksende velfærdssamfund kunne planlægges og realiseres gennem nye typer af forstadsgeografier. Selvom Gellerupplanen allerede i første halvdel af 1970’erne blev genstand for heftig kritik, giver kåringen et indblik i de udprægede velfærdsvisioner, der lå bag boligområdet, og som sikrede det titlen som Danmarks kønneste by i 1970.

Boligspørgsmålet og industrialiseringen af boligbyggeriet

Gellerupplanen var en storstilet plan for et nyt byområde i Brabrand vest for Aarhus, der blev offentliggjort i januar 1964. Bag planen stod den lokale Brabrand Boligforening og arkitekterne Knud Blach Petersen (1919-2008) samt Mogens Harbo (1935-2000). Planen omfattede de tre bebyggelser Gellerupparken, Toveshøj og Holmstrup samt en lang række faciliteter for forbrug, fritid, fællesskab og velfærd. Mellem 1967 og 1972 blev Gellerupparken og Toveshøj anlagt, men i 1976 tvang økonomiske vanskeligheder Brabrand Boligforening til at indstille al byggeri og dermed opgive færdiggørelsen af Holmstrup. Således blev Gellerupplanen kun halvt så stor som planlagt. Ikke desto mindre nåede mere end 2.800 boliger at blive opført, hvilket gør det til et af de største samlede boligprojekter i danmarkshistorien.

Gellerupplanen var et ambitiøst projekt, men ingen enlig svale i det danske byplanlægningslandskab. I første halvdel af 1900-tallet udgjorde boligspørgsmålet en af de helt centrale velfærdspolitiske kamppladser. Der var en akut mangel på boliger, ligesom en stor del af boligmassen blev anset som utidssvarende. Da Danmark blev befriet i 1945, anslog Indenrigsministeriet således, at der på landsplan manglede 50.000-60.000 boliger. Derudover blev 130.000-155.000 boliger anset som nedrivningsmodne.

Løsningen blev planlægning og storskalaproduktion, men i 1945 havde Danmark hverken de teknologiske, økonomiske eller administrative forudsætninger for at kunne bygge sig ud af bolignøden. Problemet var ikke blot mangel på materialer, men også byggeteknologisk knowhow. Gennem 1950’erne arbejdede skiftende danske regeringer således for at effektivisere, standardisere og industrialisere boligbyggeriet og dermed opbygge et produktionsapparat, der kunne følge med efterspørgslen. I 1960 vedtog regeringens økonomiudvalg det såkaldte ”Montagecirkulære”, der sikrede økonomiske midler og stabilitet til det industrialiserede boligbyggeri. Det blev startskuddet til et årti, der stod i store boligplaners tegn.

Skalamodel over Gellerupplanen fra 1964. Foto: Ib Rahbek-Clausen, Aarhus Billeder

Boligbyggeriets industrialisering var et led i en accelererende samfundsudvikling, hvor Danmark i løbet af få årtier udviklede sig til både et velstands- og velfærdssamfund. Gellerupplanens tilblivelse vidner her om, hvordan denne udvikling handlede om mere end at skabe et socialt, sundhedsmæssigt og uddannelsesmæssigt sikkerhedsnet. Særligt i 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne arbejdede almennyttige boligforeninger, byplanlæggere og arkitekter aktivt for at realisere velfærdssamfundet gennem nye typer af hverdagsgeografier. Det kom til udtryk over hele Danmark, hvor ikoniske boligområder som Vollsmose i Odense, Brøndby Strand på Københavns vestegn og Stengårdsvej i Esbjerg så dagens lys. Således blev det danske byareal fordoblet i perioden 1960-1975, hvoraf klart størstedelen tog form som nye forstadsområder.

Det gode liv i betonforstaden

Brabrand Boligforening gjorde det fra begyndelsen klart, at Gellerupplanen ikke var planlagt for blot at leve op til samtidens boligkrav. Boligområdet var udviklet med fremtiden for øje. Gellerupplanen tilbød bl.a. et bredt udvalg af boligtyper. I Gellerupparken og Toveshøj kunne man således finde hele 18 forskellige lejlighedstyper, der alle var udstyret med den mest moderne teknologi. Der var boliger til enlige, ældre og studerende. Den primære målgruppe forblev dog kernefamilien, der i Gellerupplanen kunne boltre sig i lejligheder på helt op til 129 kvadratmeter. De var udstyret med store altaner, to badeværelser med bruser, badekar samt stik til barbermaskine, moderne køle- og fryseskabe, vaskemaskine og tørreskab. Lejlighederne var derudover opført med let flyttelige skillevægge mellem stuerne, der muliggjorde, at hver enkelt familie kunne indrette fællesarealerne, så de passede til netop deres ønsker og behov.

Luftfoto over Gellerup Center (siden 1980 City Vest) og blokkene på Gudrunsvej, 1975. Gellerupplanen blev bygget på bar mark i Brabrand-Årslev Kommune vest for Aarhus. Boligområdet var således med til at urbanisere Brabrand og gøre området til et forbrugsmæssigt knudepunkt for hele Aarhus-området. Fra: aarhusbilleder.dk

Gellerupplanen blev planlagt som et sted gennemsyret af bevægelse, aktivitet og mobilitet. Som et led i en hidtil uset økonomisk højkonjunktur var Gellerupplanen skabt til at stimulere den sociale mobilitet og inkorporere store dele af Aarhus’ arbejderfamilier i den hastigt voksende danske middelklasse. Det indbefattede også at gøre beboerne fysisk mobile på nye måder. Gellerupplanen var f.eks. designet med blik for den hurtigt voksende bilisme. Til hver lejlighed blev der opført to parkeringspladser, og desuden var Gellerupplanen blandt de første byggerier i Danmark, der blev udstyret med en total adskillelse af gående og kørende trafik. Således skulle Gellerupplanen på samme tid være lettilgængelig for bilister og skabe et trygt miljø, hvor børn kunne gå i skole uden at møde en eneste bil. Gellerupplanen var på den måde skabt til at understøtte nye forbrugsmønstre i den danske befolkning. Det gjaldt også dagligvarer. I 1972 stod Gellerup Center (i dag City Vest) færdigt. Med hele to varehuse, 47 specialforretninger, kontorer, posthus og engelsk pub var der tale om Jyllands største indkøbscenter.

Gellerupplanen blev bygget ud fra en forventning om, at beboerne kun ville få endnu mere fritid at gøre godt med i fremtiden. I håbet om at skabe de rette forudsætninger for et indholdsrigt fritidsliv udstyrede Brabrand Boligforening Gellerupplanen med en glasoverdækket svømmehal med tropisk klima, tennisbaner, fodboldbaner, fritidshaver, legepladser og sågar Danmarks største kælkebakke. Hjertet i Gellerupplanens fritidskultur var Gellerup Kultur- og Aktivitetscenter, der stod færdigt i 1974. Centret bestod af et festhus, kollektivhus og ungdomshus, der til sammen omkransede et torv. Her var udstillingslokale, motionslokale, selskabslokaler, bodega, diskotek, teater og jazzklub. I 1976 blev bebyggelsen fuldendt med opførelsen af Gellerup Kirke.

Postkort fra Gellerup Kultur- og Aktivitetscenter. Med god mad, teaterunderholdning, shopping og en tur i sauna tilbød centret en smagsprøve på den velstands- og velværekultur, som Gellerupplanen var blevet bygget til at skabe. Foto: Brabrand-Årslev Lokalhistoriske Arkiv

Befolkningsvæksten i de første årtier efter 2. verdenskrig, kombineret med kvindernes indtog på arbejdsmarkedet og velfærdsstatens ekspansion gennem særligt 1960’erne, medførte efterspørgsel på børnepasning og skolegang. Det kom også til udtryk i Gellerupplanen, hvor den spritnye Nordgårdsskole stod færdig i boligområdets vestlige udkant i 1972. Derudover blev seks børnehaver og tre vuggestuer opført som en del af bebyggelsen. Gellerupplanen gav på den måde materiel form til velfærdsstaten ved at sikre borgerne let adgang til de nye velfærdsinstitutioner og -services. Men service tog mange former i Gellerupplanen. Boligområdet fik Gellerup Hotel, hvor beboernes gæster kunne overnatte til favorable priser. Derudover blev kollektivhusets foyer udstyret med en serviceskranke med døgnvagt. Her kunne beboerne henvende sig døgnet rundt og få alt fra teknisk assistance til hjælp til babysitning.

Gellerupplanen skulle ikke blot huse velfærdssamfundets voksende middelklasse. Med sit brede udvalg af forbrugs-, fritids-, familie- og fællesskabsfaciliteter var boligområdet udformet til at promovere en særlig form for velfærdslivsstil og dermed også særlige former for velfærdsborgere. Gellerupplanen var en materiel manifestation af samtidens velfærdsambitioner om ’det gode liv’ karakteriseret ved social lighed, velstand og sundhed. Boligområdet afspejlede dog ikke bare disse ambitioner. Gellerup var et forsøg på at konkretisere dem og gøre dem håndgribelige for den danske befolkning.