1973-74: Den første oliekrise og overvejelser om alternative energikilder

Den 6. oktober 1973 udbrød Yom Kippur-krigen med Egypten og Syrien på den ene side og Israel på den anden. I solidaritet med Egypten og Syrien og for at presse de vestlige lande til en mindre proisraelsk politik gjorde de arabiske stater olie til et våben i krigen. De reducerede olieproduktionen og firdoblede oliepriserne. I 1973 var 90 % af det danske energiforbrug baseret på olie, og derfor ramte de forhøjede oliepriser den danske økonomi hårdt.

Den socialdemokratiske regering iværksatte en række energibesparende tiltag. De spændte fra deciderede rationeringer af olie, gas og petroleum samt energisparekampagner til mere spektakulære påbud om hastighedsnedsættelser og bilfrie søndage efter hollandsk og vesttysk forbillede. Forsyningsknaphed blev dog aldrig et reelt problem i Danmark, men den generelle nedskæring af olieproduktionen og de høje oliepriser udstillede og forværrede en række af de økonomiske balanceproblemer, som landet i forvejen var plaget af.

Oliekrisen medførte en total omformulering af den danske energipolitik, hvor regeringen for alvor begyndte at søge alternative måder til at sikre en effektiv og sikker energiforsyning, så man ikke var afhængig af olien fra Mellemøsten. Det skulle opnås gennem tre hovedtiltag:

1. mindskelse af energisårbarheden gennem internationalt samarbejde, men først og fremmest gennem etableringen af et flerstrenget energiforsyningssystem
2. opbremsning af energiforbruget, men helst uden væsentlig forringelse af levefod og livskvalitet
3. samordning af den energiorienterede forskning og udvikling.

Ud over olie skulle kul, naturgas, kernekraft og vind- og solenergi inddrages i den flerstrengede forsyningsstrategi. Kernekraft blev anset som den eneste energiform, der realistisk kunne bringes i anvendelse inden for en kort tidshorisont (10-15 år).

Spørgsmålet om atomkraft i Danmark

Efter jordskredsvalget i december 1973 måtte den socialdemokratiske statsminister Anker Jørgensen (1922-2016) overgive posten til Venstres Poul Hartling (1914-2000) og dennes mindretalsregering. Venstre var det parti i Folketinget, der gik stærkest ind for atomkraft.

Den 4. januar 1974 meddelte det jysk-fynske elsamarbejde Elsam, at det ville opføre Danmarks første atomkraftværk. Dette udløste en debat i Folketinget, hvor Poul Hartling måtte garantere, at Folketinget ville blive inddraget før opførelsen af det første atomkraftværk på dansk grund.  Den 16. januar 1974 fremsatte justitsminister Nathalie Lind (1918-1999) et lovforslag 'Lov om atomanlæg' i Folketinget. To uger senere udpegede en arbejdsgruppe under Miljøministeriet ni lokaliteter i Jylland og på Fyn, der egnede sig til opførelse af et atomkraftværk. Gyllingnæs ved Odder - tæt på Aarhus, Skanderborg og Horsens - fik førsteprioritet.

Den 31. januar samme år holdt den nystiftede atomkraftkritiske græsrodsorganisation Organisationen til Oplysning om Atomkraft (OOA) sit første pressemøde. De krævede, at beslutningen om indførelse af atomkraft blev udskudt i mindst tre år.

Nathalie Linds lovforslag om atomanlæg blev i første omgang ikke behandlet i Folketinget, fordi regeringen ønskede at afvente en samlet lovgivning om elektricitetsforsyningen i Danmark. Det var et område, der inddrog bl.a. Handelsministeriet, Miljøministeriet og Undervisningsministeriet, hvor sidstnævnte havde beføjelserne til at sikkerhedsvurdere atomanlæg.

Den såkaldte atomanlægslov blev således først realbehandlet efter regeringsskiftet i februar 1975, hvor Socialdemokratiet med Anker Jørgensen i spidsen igen kunne danne regering. Loven blev først endeligt vedtaget den 12. maj 1976. Med denne lov blev de tekniske, sikkerhedsmæssige og miljømæssige rammer for indførelsen af civil kernekraft tilvejebragt. Den indeholdt dog ingen bestemmelse om, hvorvidt atomkraft faktisk skulle indføres. Den socialdemokratiske handelsminister Erling Jensen (1919-2000) fremsatte derfor samtidig et forslag til en ikrafttrædelseslov, der sanktionerede, at atomanlægsloven kunne sættes i kraft fra 1. januar 1977.

I 1974 udpegede Miljøministeriet ni lokaliteter i Jylland og på Fyn, der egnede sig til opførelse af et atomkraftværk. Gyllingnæs ved Odder, altså tæt på Aarhus, Skanderborg og Horsens, fik førsteprioritet. Kort efter blev Organisationen til Oplysning om Atomkraft - OOA - stiftet. OOA blev en af tidens mest indflydelsesrige græsrodsbevægelser. Dets letgenkendelige logo pryder her en husgavl i Aarhus, men det blev også benyttet i udlandet. Foto: Claus Bonnerup, POLFOTO/Ritzau Foto 

1976: Socialdemokratiet opgiver ideen om atomkraft

Selvom fremsættelsen af ikrafttrædelseslovforslaget fra maj 1976 havde indikeret, at den socialdemokratiske regering var villig til at skabe rammerne for indførelsen af a-kraft i Danmark, meddelte regeringen i august samme år Folketinget, at den opgav at få lovforslaget vedtaget. Årsagen var, at Socialdemokratiet internt var dybt uenige om atomkraft. Faktisk havde den socialdemokratiske folketingsgruppe kun givet opbakning til atomanlægsloven under forudsætning af at kunne stemme nej til ikrafttrædelsesloven.

Officielt begrundede den socialdemokratiske regering udskydelsen af beslutningen med et behov for nærmere samfundsøkonomiske analyser af kernekraftinvesteringen i forhold til tidens store planer om infrastrukturinvesteringer (f.eks. broerne over Storebælt og Øresund), behovet for mere tid til den offentlige debat, samt at spørgsmålet om, hvordan radioaktivt affald skulle deponeres, ikke var løst. Den voksende græsrodsbevægelse mod atomkraft gjorde sandsynligvis også indtryk på regeringen. Den folkelige modstand blev ikke mindre, da Sverige opførte atomkraftværket Barsebäck 20 km fra København.

Udskydelsen betød imidlertid, at regeringen måtte løbe fra en uformel aftale med Venstre om tidens store energiinvesteringer. Venstre havde stemt for en ellov i foråret 1976 ud fra en forventning om, at regeringen til gengæld ville begynde en realisering af kernekraftprojektet.

1978-1979: SV-regeringen, kernekraften og ulykken på Tremileøen

I august 1978 dannede Socialdemokratiet, der var kernekraftskeptisk, regering med Venstre, der var kernekraftpositivt, og de to partier måtte derfor nå et kompromis i forhold til atomkraft-politikken. I regeringsgrundlaget blev det slået fast, at kernekraft var en del af regeringens energipolitik, men det blev samtidig understreget, at der skulle gennemføres flere undersøgelser om problemerne med håndtering af det radioaktive affald, før der kunne opføres et anlæg på dansk grund.

Den 28. marts 1979 skete der en ulykke på et amerikansk kernekraftværk på Tremileøen (Three Mile Island) i Pennsylvania. En kombination af tekniske og menneskelige fejl i anlæggets køleanlæg førte til en delvis nedsmeltning af den ene reaktor. Der var undervejs tale om et mindre radioaktivt udslip, hvor man dog ikke efterfølgende har kunnet påvise fysiske konsekvenser for befolkningen i uheldsområdet. Ikke desto mindre var der dog store ødelæggelser på reaktoren. Ulykken blev massivt dækket i de amerikanske og internationale medier og kom også til at fylde meget i den danske debat.

Ulykken i Pennsylvania skete, netop som Folketinget diskuterede regeringens energipolitiske redegørelse. Redegørelsen lagde op til, at en beslutning om dansk kernekraft burde træffes inden 1981, når spørgsmålet om det radioaktive affald gerne skulle være afklaret. I lyset af ulykken stod det imidlertid klart, at det ikke blot var deponeringsspørgsmålet, der var vanskeligt. Driftssikkerhed var nu også et centralt spørgsmål. Uheldet gav desuden både den danske og internationale anti-atomkraftbevægelse et stort momentum.

Den 21. august 1979 udsendte SV-regeringen en erklæring om kernekraft, hvori den fastholdt, at kernekraft ikke var taget ud af den danske energiplanlægning, men den bekendtgjorde samtidig, at en beslutning om kernekraft skulle lægges ud til folkeafstemning, før den kunne implementeres. SV-regeringens dage var dog talte, og allerede i oktober samme år dannede Anker Jørgensen på ny en rent socialdemokratisk mindretalsregering. Denne gang lykkedes det a-kraftmodstanderne i partiet at få en beslutning om indførelsen af a-kraft udskudt på ubestemt tid.

1985: Atomkraft tages ud af energiplanlægningen

Fra 1979 til 1984 voksede andelen af atomkraftmodstandere i befolkningen fra 49 % til 67 %. I 1982 dannede den konservative Poul Schlüter (1929-2021) sin første borgerlige 'Firkløverregering' (Det Konservative Folkeparti, Venstre, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti). Regeringsskiftet fik ikke i første omgang de store konsekvenser på det energipolitiske område generelt, og slet ikke hvad angik kernekraft specifikt.

Selvom den borgerlige regering var tilhænger af atomkraft, undlod statsministeren at udtale sig om emnet, da han gav den traditionelle åbningsredegørelse i Folketinget i oktober 1984. Det fik oppositionen til at fremsætte et dagsordensforslag om helt at tage atomkraft ud af dansk offentlig energiplanlægning. Ligesom i sikkerhedspolitikken manifesterede der sig nemlig i energipolitikken et såkaldt alternativt flertal (Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Venstresocialisterne), som bragte regeringen i undertal. De fik vedtaget dagsordenen, og hermed blev atomkraften opgivet i Danmark.