Det første danske elektricitetsværk i Danmark var Kjøge Elektriske Lysstation fra 1891. I 1907 fik Danmark sin første lov på el-området; Stærkstrømsloven. Loven forbød bl.a. oprettelse af nye selskaber, hvor der allerede eksisterede et selskab. Monopol-tankegangen i elsektoren var født. I løbet af de første par årtier af 1900-tallet kom der for alvor gang i byggeriet af elektricitetsværker både i byerne og på landet. I byerne blev det meste af elforsyningen kommunaliseret, hvor det på landet overvejende var andelstanken, der herskede.

Offentlig infrastruktur og monopol

Elektricitet blev efterhånden set som en offentlig infrastruktur og en del af processen frem mod at opbygge en nation. Det offentlige ejerskab af elektricitetssektorerne blev legitimeret af begrebet naturligt monopol baseret på stordriftsfordele- og velfærdsargumenter. Ejerskabet af den danske elsektor var konstrueret således, at forbrugerne ejede el-distributionsselskaberne, der igen ejede kraftværkerne. Transnational koordinering af de nationale elektricitetssystemer skete på frivillig basis, ligesom handel mellem systemerne ikke rakte ud over udveksling af overskudsproduktion. Der var ingen konkurrence mellem selskaberne.

Politiseringen af elsektoren

Efterkrigstiden blev kendetegnet ved en elektrificering af både industrien og hjemmet. Samtidig påbegyndte mange produktionsselskaber en centraliseringsproces, hvor el-produktionen blev samlet på færre og større centrale kraftværker. Hensigten var at sikre billigere brændsel og en mere rationel produktion, så elektricitet ville være så billigt som muligt. Op til den første oliekrise i 1973 udgjorde olie op mod 80 % af kraftværkernes samlede brændselsmateriale. Derfor blev omlægningen til en flerstrenget elforsyning og mindskelsen af olieafhængigheden en høj prioritet hos politikerne efter kriserne i 1973 og 1979. Det førte til en politisering af elsektoren med f.eks. el-forsyningsloven af 1976 og med oprettelsen af et energiministerium i 1979. I første omgang betød en flerstrenget elforsyning en omlægning til kul, fordi det var billigt, og forsyninger var spredt over hele kloden. Med el-forsyningsloven blev det i forvejen fungerende hvile-i-sig-selv princip legaliseret, hvad der betød, at elselskaberne ikke måtte tjene på el-distributionen, men i stedet skulle kanalisere eventuelle overskud tilbage til forbrugerne.

Atomkraft, vindmøllestrøm eller naturgas?

Sideløbende med alt dette foregik en debat omkring atomkraft, hvor elsektoren faktisk var en fortaler for at indføre atomkraft i Danmark sammen med mange politikere og foreningen Reel Energi Oplysning, der blev stiftet i 1976. Organisationen til Oplysning om Atomkraft, OOA, som blev stiftet i 1974, agiterede derimod kraftigt imod brugen af atomenergi først og fremmest pga. de potentielle miljømæssige konsekvenser. Modstanderne af atomkraft fik hurtigt opbakning i den brede befolkning. Elsektoren afskrev dog modstanden helt frem til 1980’erne med uvidenhed, indtil politikerne i 1985 fjernede alle planer om indførelse af atomkraft. Det skyldtes især affaldsproblematikken samt de uoverskuelige konsekvenser ved et eventuelt uheld.

Fundet af olie og gas i Nordsøen gjorde desuden behovet for atomkraft mindre. Atomkraftmodstanden medvirkede også til dannelsen af en anden græsrodsbevægelse, Organisationen for Vedvarende Energi, OVE, i 1975, men snart blev debatten om vedvarende energi – og især vindmølleenergi – hævet op fra græsrodsniveau og blev en del af den offentlige politiske dagsorden. Samtidig vandt naturgasprojektet – sammen med vindmølleindustrien – efterhånden frem. Også små decentrale kraftvarmeværker vandt indpas. De skulle med naturgas og affald som brændsel medvirke til at gøre Danmark uafhængig af fossile brændsler som olie og kul.

Miljøhensyn og forventninger om liberalisering

I løbet af den sidste halvdel af 1980’erne skiftede energipolitikken karakter - delvist pga. vedtagelsen af EF’s indre marked, der indbefattede energiområdet. Udviklingen gik nu mod liberalisering af energisektoren frem for statslig regulering, idet hvile-i-sig-selv-princippet ikke i sig selv gav incitament til effektivisering. Samtidig havde miljøet fået en afgørende betydning for energisektoren, hvilket markerede et brud med det traditionelle vækstorienterede verdenssyn. Miljøhensyn blev først og fremmest gennemført på grund af det såkaldte ’grønne flertal’; venstrefløjspartierne, Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre, der førte sin egen miljøpolitik uden om firkløverregeringen i 1980’erne.

I 1990 fremsatte regeringen den hidtil mest ambitiøse energihandlingsplan under navnet ”Energi 2000 – handlingsplan for bæredygtig udvikling”. Energipolitikken fik nu to nye hovedformål: At understøtte en bæredygtig udvikling med hensyntagen til miljøet og at udarbejde nye krav om liberalisering og deregulering. I 1994 blev energiministeriet slået sammen med miljøministeriet, hvilket var en cementering af miljøhensynenes vigtighed for energipolitikken. 1990’erne blev også kendetegnet af flere statsfinansierede støtteordninger til oprettelse af vindmøller.

I juni 1996 vedtog Folketinget en revision af Elforsyningsloven, der indførte en delvis liberalisering af sektoren. Loven, der faktisk blev vedtaget inden EU’s liberaliseringsdirektiv, åbnede op for tredjepartsadgang til det naturlige monopol, elforsyningsnettet, således at større el-distributionsvirksomheder og storforbrugere kunne indgå aftaler med udenlandske leverandører om direkte køb af el. Stadig indeholdt revisionen elementer af regulering, fordi politikerne vurderede, at transmissions- og distributionsselskaberne havde behov for prisregulering. De frie markedskræfter fik kun spillerum på produktions- og salgssiden. Loven krævede også, at konkurrenceelementerne skulle balancere med miljøhensyn. Et udtryk herfor var f.eks. indførelsen af et princip om aftagepligt for prioriteret (miljøvenligt produceret) strøm. Den miljøvenlige produktion var undtaget for konkurrence, hvilket var et udtryk for politikernes prioritering af miljøhensyn.