Liberaliseringen af elsektoren hang sammen med en større liberaliseringstendens, hvor traditionelle monopoler som luftfart, togdrift og telesektorerne også gennemgik liberaliseringer. Liberaliseringen af disse tidligere ”naturlige” monopoler skete på baggrund af EU-politikernes overbevisning om, at de frie markedskræfters regulering af markedet var løsningen på 1980’ernes økonomiske krise. 

El-reformen

EU’s liberaliseringsdirektiv for el fra 1996 blev endeligt implementeret i dansk lovgivning med el-reformen af 1999. Som følge af den nye el-lov skulle markedsåbningen – det frie leverandørvalg – ske gradvist og var planlagt til at kulminere med fuld markedsåbning for alle kunder fra den 1. januar 2003. Dog var den fulde åbning begrænset af regler om prioriteret strøm fra vedvarende energikilder og kraftvarmeværker. Loven kan derfor bedst beskrives som et kompromis mellem elsektorens og økonomers ønsker om mere markedsåbning på den ene side og miljø- og energiminister Svend Aukens stærke prioritering af miljøhensyn på den anden.

Organisationsændringer i elsektoren

Før liberaliseringen ejede elselskaberne alle led i elektricitetsværdikæden, fra produktion over transmission til den endelige distribution af elektricitet ud til slutbrugerne; kunderne. Med el-reformen var hverken forbrugerne eller distributionsselskaberne længere bundet til egne kraftværker, og der skete en selskabsmæssig opsplitning af det oprindelige monopol; el-nettet, og af de konkurrenceudsatte aktiviteter; produktion og handel med elektricitet. Liberaliseringen betød også, at elselskaberne skulle gå fra at være forankret i lokalsamfundet og have monopolstatus inden for nogle bestemte geografisk afgrænsede områder til at konkurrere om kunderne og priserne – ikke bare på lokalt og nationalt niveau, men helt op på europæisk niveau. Men når transmission og distribution af el fortsat fungerede som et monopolområde, var incitamentet til at føre priskrig elselskaberne imellem meget lille.

I 2005 oprettede staten Energinet.dk med det formål at sørge for det overordnede systemansvar, forsyningssikkerhed og et velfungerende marked for el og gas. Det frie marked betød, at der var ekstra behov for et centralt organ pga. den begrænsede plads i ledningssystemerne. Når elselskaberne gik med til at overdrage systemansvaret til staten, var det fordi, elselskaberne til gengæld fik frigivet deres bundne egenkapital. Fri egenkapital var optjent i tiden før elforsynings-loven af 1977 og tilhørte ejerne, og den bundne egenkapital var optjent i perioden 1977-2000 og tilhørte forbrugerne. Med denne aftale fik mange elselskaber en ret betydelig formue at forvalte.

Krav om effektivisering

Efter liberaliseringen var nettet af myndighederne fortsat underlagt en reguleret indtægtsramme samt krav om effektivisering gennem benchmarking – ved at sammenligne selskabernes effektivitetsgrad blev der stillet krav om at leve op til det mest effektive selskab. Det medførte også en vis usikkerhed hos energiselskaberne omkring den fremtidige indtjening på net-delen. Effektiviseringskravene blev fastlagt af lovgivningen og administreret af Energitilsynet. Kravene skulle sørge for, at elselskaberne effektiviserede deres drift. Hvis selskaberne ikke formåede at leve op til effektiviseringskravene, ville de blive pålagt en bøde. Truslen om strengere krav til effektivisering fik mange elselskaber til at fusionere til større enheder for bedre at være i stand til at klare kravene.

Fusionsbølgen

I forbindelse med liberaliseringen af energisektoren skete der en forøgelse af antallet af fusioner og opkøb af andre energiselskaber i hele EU. Den mest umiddelbare årsag til fusionsdannelserne i elsektoren var de nye konkurrencevilkår, som energiselskaberne skulle virke under. Lige efter liberaliseringen var elsektoren fuldt overbevist om, at en konsolidering af sektoren var på vej, og inden for ganske få år ville der blot være fem til ti store selskaber tilbage. Efter ti år var der dog stadig mere end 60 elselskaber tilbage i Danmark.

Fra elselskaber til energiselskaber

Den nye kamp om kunder, markedsandele og energirelaterede produkter betød også, at mange selskaber begyndte at udvikle kommercielle aktiviteter ud over el-distribution alene. Det skyldtes også en reel frygt for ikke at være i stand til at overleve i overgangen til et liberaliseret elmarked, hvor selskaberne skulle til at konkurrere om kundernes loyalitet.

Slaget om Elsam-aktierne

Med regeringsskiftet i 2001 blev økonomiske hensyn opprioriteret, og miljøhensyn blev ikke vægtet i samme grad som under Auken. En ny lov i 2003 gjorde det muligt for elselskaberne at frasælge ejerandele og derved tjene penge. Det statsejede gasselskab, Dong, begyndte en række opkøb af aktier hos den jysk-fynske produktionssammenslutning; Elsam, som medførte stor uenighed omkring ejerskabsinteresser hos de elselskaber, der ejede Elsam. Uenigheden drejede sig om, hvem elselskaberne skulle sælge deres produktionsaktier til; Dong eller den anden interesserede køber, det svenske statsejede Vattenfall. Hele denne opkøbsfase var præget af stor dramatik, hvor diskussionen kom til at dreje sig om, hvorvidt den danske elforsyning skulle bevares på danske hænder, eller om svenske Vattenfall skulle overtage ejerskabet. Det hele endte med, at den danske stat opkøbte store dele af den danske elforsyning og dannede Dong Energy. Og derved mundede den danske liberalisering af elsektoren ud i, at størstedelen af dansk elforsyning blev statsejet.