Folketingsmedlem og minister i 1970’erne

Svend Auken blev valgt ind i Folketinget første gang i 1971 sammen med flere andre yngre socialdemokrater, herunder Ritt Bjerregaard, med hvem han kom til at danne en venstreorienteret gruppe i partiet – den såkaldte ’Ritts kaffeklub’. Aukens stjerne i partiet voksede hurtigt, og allerede i 1975 blev han næstformand for folketingsgruppen og formand for Folketingets arbejdsmarkedsudvalg, hvormed Auken også fik til opgave at vedligeholde partiets kontakt til fagbevægelsen. I 1977 blev han Socialdemokratiets politiske ordfører, og senere samme år indtrådte han i Anker Jørgensens regering som arbejdsminister.

Som arbejdsminister indførte han den populære efterlønsordning, men hans embede blev også plettet af den såkaldte dagpengesag. Auken, og arbejdsministre før ham, havde favoriseret Arbejdernes Landsbank og fagbevægelsen ved at tillægge den forvaltningen af arbejdsløshedsdagpengene, hvormed staten var gået glip af flere hundrede millioner kroner. Samtidig var hans nære kontakt til fagbevægelsen med til at fastholde Anker Jørgensen-regeringernes afhængighed af LO, som gjorde det vanskeligt at føre en strammere økonomisk politik under 1970’ernes økonomiske kriser.

Oppositionspolitiker og partiformand i 1980’erne

I opposition indtog Auken en central rolle, først som politisk ordfører fra 1983, og senere som partiets næstformand fra 1985, og endelig som partiformand, og dermed også oppositionsleder, efter Anker Jørgensens afgang i 1987. Som formand for Socialdemokratiet udfordrede han Schlüter-regeringen ved i 1988 at fremprovokere det såkaldte atomvalg omkring spørgsmålet om Danmarks politik i forhold til amerikanske flådebesøg. Valget bød på en mindre partimæssig fremgang, men fik det for Socialdemokratiet uheldige udfald, at Det Radikale Venstre indtrådte i Regeringen, hvormed det alternative flertal mod regeringen forsvandt. Samtidig udstillede valgkampen Svend Auken som utroværdig, idet han blev taget i en usandhed, da han i spøg refererede den norske udenrigsminister for at have kritiseret Venstres udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen.

Det ændrede ikke på Aukens popularitet blandt befolkningen, men det skabte vanskeligheder i forhold til at indgå partipolitiske alliancer. Ved valget i 1990 skaffede Auken således en massiv vælgermæssig fremgang for Socialdemokratiet på 14 mandater til i alt 67 (37,4 %). Auken kunne dog ikke indløse resultatet til ministerposter, idet det Radikale Venstre ikke ville støtte en Socialdemokratisk regering med Auken som statsminister.  

Svend Auken, 1988. Foto: Folketingets Bibliotek og Arkiv

Formandsopgøret 1992

Aukens tilsyneladende manglende evne til at sikre Socialdemokratiet regeringsmagten udløste i 1992 et formandsopgør, hvor Poul Nyrup Rasmussen - med støtte fra fagbevægelsen, ledende socialdemokrater og med tilkendegivelser om parlamentarisk støtte fra det Radikale Venstre - væltede Svend Auken som partileder.

Formandsopgøret kom udadtil til at fremstå som et personopgør om, hvilken person, der kunne sikre regeringsmagten, men opgøret angik lige såvel indre partimæssig uenighed angående den rette socialdemokratiske økonomiske politik. Auken repræsenterede den klassiske socialdemokratiske linje med fokus på fordelingspolitik, mens Nyrup og dennes nære allierede, Mogens Lykketoft, stod for en mere midtersøgende linje med fokus på økonomisk ansvarlighed. Opgøret førte siden til interne fløjkampe i partiet mellem Auken- og Nyrup-støtter; sår som først synes helet under Helle Thorning Smiths partiformandskab.

Miljøminister i 1990’erne

I de efterfølgende Nyrup-ledede regeringer fik Auken posten som miljøminister. Som den slagne part i det interne partiopgør udgjorde han en magtfaktor, som den nye ledelse måtte tage hensyn til. Auken fik derfor en vis frihed til systematisk at udvide miljøministeriet og profilere området politisk, så det kom højt på den politiske dagsorden i 1990’erne. Miljøministeriet forvaltede således den del af udviklingsbistanden, der omfattede miljø og katastrofebistand – den såkaldte Mifresta-ramme, og miljøministeriet gik ofte fri af besparelser ved finanslovene, når andre ministerier måtte spare. Auken blev desuden i 1997 medlem af regeringens magtfulde koordinationsudvalg, der udgjordes af partifællerne Nyrup og Lykketoft og de radikale ledere Marianne Jelved og Niels Helveg Petersen.

Ved valget i 2001 vendte Auken tilbage i opposition som sit partis energipolitiske ordfører. Samtidig blev han medlem af Folketingets Præsidium, hvor han sad ind til sin død i 2009.