Den historiske baggrund

Arkæologer har ikke fundet en eneste hjelm fra vikingetiden, som har horn. Heller ikke i de mere eller mindre samtidige skriftlige kilder findes der beskrivelser af, at vikingerne havde horn på deres hjelme. De ganske få hjelme, man kender til, viser, at vikingerne benyttede sig af hjelme, som skulle beskytte dem, når de drog i krig eller på togt. Hjelmene beskyttede den øverste del af hovedet og havde ofte forskellige former for næse- og halsbeskyttelse. I begyndelsen af vikingetiden anvendte man en hjelmtype, som var inspireret af hjelme fra den sene romertid (ca. 300-500 efter vor tidsregning), og senere i perioden var hjelmene også af samme grundtype som andre steder i Europa.

Før vikingetiden anvendtes hjelme med horn i Skandinavien og mange andre steder i Europa. Disse hjelme havde givetvis ofte en kultisk funktion, og måske blev de båret af en slags præster. Et berømt eksempel herpå er to hornede hjelme fra bronzealderen, som er fundet ved Veksø i Nordsjælland. Fra vikingetidens Skandinavien kendes enkelte afbildninger (f.eks. i form af små figurer) af personer med hornede hjelme, der efter alt at dømme også har en kultisk karakter. I hvert fald var sådanne hjelme ikke udbredte, og de har ikke været anvendt i krig, hvor det jo ikke var videre praktisk at bære en hjelm med horn.

I renæssancen begyndte nordeuropæiske lærde inspireret af antikke romerske historieskrivere at fremstille de germanere, som havde kæmpet mod romerne, med hjelme med horn. Renæssancens lærde opfattede på den ene side antikkens germanere som en slags ædle vilde, de gerne ville identificeres med, og på den anden siden så de germanerne som barbariske. Dette mundede ud i et dobbeltportræt, hvor germanske herskere og krigere blev fremstillet som ædle mennesker, der dog bl.a. via deres hjelme med horn havde et barbarisk skær over sig. Baggrunden for disse germanere med hornede hjelme var, at man blandede træk fra forskellige perioder og kilder sammen. Alle disse tendenser udvikledes i 1800-tallet, da de hornede hjelme blev overført til vikingetidens skandinaver.

Arkæologisk er der kun fundet ganske få spor af hjelme fra vikingetidens Skandinavien. Her ses en rekonstruktion af en hjelm, der stammer fra en krigergrav ved gården Gjermundbu nord for Oslo, hvor den blev fundet sammen med bl.a. en ringbrynje. Foto: Nationalmuseet

Hjelme med horn i Wagners operaer

I 1800-tallet opstod en særlig interesse for Nordens historie i årene fra ca. 800 til 1050, og perioden fik i slutningen af 1800-tallet navnet vikingetiden. Nationalromantiske kunstnere samt historikere og arkæologer konstruerede vikingetiden som en særlig glansfuld periode, som samtiden kunne spejle sig i. Det var imidlertid ikke kun i Danmark og resten af Norden, at man fik denne interesse. Flere steder i Europa opstod en opfattelse af, at Norden var arnested for germansk kultur.

Særligt tyske kunstnere og intellektuelle sværmede for at skabe sammenhænge mellem vikingerne og germansk kultur. En af disse var komponisten Richard Wagner (1813-1883). I en opsætning i 1865 blev en af de mandlige karakterer i operaen Tristan og Isolde, der er baseret på et keltisk sagn, af kostumedesigneren udstyret med en hjelm med horn. Da Wagner i 1870’erne skulle opsætte sit hovedværk Nibelungens Ring, som er inspireret af både det tyske 1200-talsheltedigt Nibelungenlied og den nordiske mytologi, blandede hans kostumedesigner Carl Emil Doepler (1824-1905) træk fra forskellige geografiske egne og perioder sammen, blandt andet ved at bruge hjelme med horn til kostumerne. I løbet af de følgende årtier spredte hjelme med horn sig i den europæiske kunst og litteratur om vikingerne, for eksempel begyndte man at afbilde vikinger med hornhjelme i engelske skolebøger.

Carl Emil Doeplers kostumetegning til karakteren Hunding til opsætningen af Wagner-operaen Nibelungens Ring i 1876. Fra: Doepler, C. E. og Wagner, R.: Der Ring des Nibelungen von Richard Wagner: Figurinen, Berlin 1896.

Vikingehjelme med horn i Norden

I Danmark findes den første vikingehjelm med horn så vidt vides på et træsnit af Lorenz Frølich (1820-1908). Frølich var en populær tegner og maler i 1800-tallet, hvor især hans nationalromantiske afbildninger af historiske begivenheder blev udbredte. På et billede fra 1877, tegnet til skolebrug og forestillende Svend Tveskægs løskøb af et fangenskab, bærer en kriger en hjelm med horn, og det er formodentlig den første danske udgave af motivet. Få år senere findes også eksempler på afbildninger af vikinger med hornhjelme i Sverige. Herefter følger tilsyneladende et intermezzo på et par årtier, hvor ingen nordiske kunstnere gengiver vikingernes hjelme med horn. I begyndelsen af 1900-tallet blev hornhjelmene for alvor udbredt i kunsten og på mange andre områder. I Norden blev man altså påvirket af udlandets forestilling om vikingernes hjelme.

Svend Tveskæg løskøbes fra Jomsvikingerne. Lorenz Frølichs tegning fra 1877 er her gengivet fra en serie af anskuelsesbilleder til undervisning (Fædrelandshistoriske Billeder, 1879). Til højre i billedet ses en kriger med horn på hjelmen. Fra: Det Kgl. Bibliotek

I de nordiske lande ser man i dag ofte vikingehjelme med horn i det offentlige rum. De anvendes i reklamer og ved sportsbegivenheder, når man gerne vil synliggøre f.eks. dansk eller svensk identitet. Vikingen og hornhjelmene er altså nationale symboler, der kan anvendes, når national identitet skal finde et udtryk. Vikingehjelme med horn anvendes også i mange andre sammenhænge, og når vi ser en hjelm med horn, forbinder vi den straks med vikinger.  Men vikingernes hjelme havde altså ikke horn. Det er en myte, som stammer fra anden halvdel af 1800-tallet. Selv om arkæologer og historikere i mere end 100 år har været klar over, at vikingernes hjelme ikke havde horn - og ganske ofte gør opmærksom på det - lever myten videre i bedste velgående.