De skriftlige kilder

De danske middelalderlige historieskrivere Svend Aggesen og Saxo Grammaticus skrev i slutningen af 1100-tallet og begyndelsen af 1200-tallet om kong Gorm den Gamle (død ca. 958), hans hustru Thyra og deres søn Harald Blåtand. Svend skrev bl.a., at kong Gorm og dronning Thyra blev begravet i to høje i Jelling, og Saxo, at Harald Blåtand rejste en runesten på stedet. Da Sydhøjen er en anelse større end Nordhøjen, har man siden 1200-tallet antaget, at Sydhøjen måtte være Gorms gravhøj, og den lidt mindre Nordhøj måtte være Thyras.

De to skriftlige kilder bygger dog i dette tilfælde nok på mundtlige overleveringer og skal derfor også vurderes som ret usikre. I dag ved vi f.eks., at Sydhøjen aldrig har indeholdt en grav, og derfor kan vi kalde Nordhøjen den største gravhøj fra vikingetiden, selvom Sydhøjen faktisk er en smule større.

Luftfoto af monumenterne i Jelling. Midt i billedet tættest på kirken ses Nordhøjen. I billedets nederste højre hjørne ses Sydhøjen. Foto: Nationalmuseet.  

Højens opbygning

Nordhøjen har en samlet diameter på 62 meter og er 8 meter høj. Højens kerne består af et gravkammer, som er blevet sat oven på en mindre høj med en diameter på ca. 20 meter og en højde på ca. 4 meter. Denne mindre høj blev i mange år fejltolket som resterne af en gravhøj fra bronzealderen, men i dag tolkes den som værende bygget til gravkammeret. Den mindre høj med gravkammer blev dækket af et lag af middelstore kampesten, der sikkert både skulle beskytte graven mod gravrøvere og mod trykket fra de ca. 1,5 millioner græstørv, som efterfølgende blev lagt over kernen, og som har givet højen dens imponerende størrelse.

Et kongeligt gravkammer

Igennem tiden havde regnvand samlet sig til en lille dam på toppen af Nordhøjen. Denne dam af ferskvand fungerede som vandingsbrønd for kreaturerne i Jelling indtil 1820. Det år løb den lille dam tør for vand, og det var i forbindelse med en udgravning efter vand i de dybereliggende lag, at man i stedet fandt et gravkammer nede i højen.

Tværsnit af Nordhøjen (øverst) og gravkammeret (nederst) set mod øst, som blev lavet på baggrund af de første arkæologiske undersøgelser af højen og gravkammeret i 1820. Tegning: H.G.F. Holm, Nationalmuseet.

Kammeret, som var bygget af egetræsplanker, målte 6,77 meter i længden, var 2,60 meter bredt og 1,46 meter højt. Loftet på gravkammeret bestod af 24 egestammer. Ved hjælp af årringene i træet fra gravkammeret kunne fældningsåret for tømmeret dateres til vinterhalvåret 958-959. Denne dateringsmetode kaldes dendrokronologi.

Da gravkammeret blev åbnet i 1820, viste det sig at være stort set tomt. Kammeret var sandsynligvis blevet tømt allerede i vikingetiden, få år efter det var blevet konstrueret. Selvom den gravlagte manglede, tyder alt dog på, at det var en yderst betydningsfuld person. De sparsomme fund var af meget høj kunstnerisk og håndværksmæssig kvalitet og gav formodninger om en meget rig begravelse.

Det mest berømte fund fra udgravningen i 1820 er Jellingbægeret, et 4,3 cm højt sølvbæger med forgyldt inderside og udsmykket med dyrefigurer. Ornamentikken på dette bæger har givet navn til en af vikingetidens stilarter, som på grund af fundstedet i dag kaldes for Jellingstil.

Hvem var den gravlagte?

Fra 1976 til 1979 blev der foretaget arkæologiske udgravninger inde i Jelling Kirke. Det mest opsigtsvækkende fund under disse udgravninger var fundet af endnu et gravkammer, hvori der lå knogler fra en mandsperson. Den gravlagte under kirken var bl.a. udstyret med en remholder, der sikkert var et bæltespænde, og hvis ornamentik var lavet i samme stil som Jellingbægeret.

Remholder fundet i graven under Jelling Kirke. Remholderen er 7,5 cm lang. Foto: Nationalmuseet.

Knoglerne fra manden, der blev fundet under kirken, var ret medtagne, undersøgelser viste bl.a., at al DNA var forsvundet, hvilket måske kan skyldes en afkogning af knoglerne inden begravelsen. Det kunne konstateres, at knoglerne stammer fra en mand, som var ca. 173 cm høj og mellem 35 og 50 år gammel, da han døde.

Der er flere teorier om, hvem denne mand er. En teori er, at det er Harald Blåtands far, Gorm den Gamle, og at han først blev begravet i gravkammeret i Nordhøjen for derefter, i omegnen af år 965, at blive genbegravet under et langhus, der stod på pladsen, hvor Jelling Kirke står i dag. Alt sammen på foranledning af Harald Blåtand. Tidligere mente man, at langhuset under den nuværende stenkirke var en trækirke, men nyere forskning vidner om, at det sandsynligvis ikke var tilfældet.  

Teorien om, at Gorm blev taget ud af Nordhøjen omkring 965 og flyttet til en ny begravelse, bygger bl.a. på et fund fra højfylden over kernen af et stykke træ, som deler sig i to og vurderes at være brugt til at flytte på stenene over gravkammeret; en såkaldt tveje. Denne tveje er dendrokronologisk dateret til netop ca. 965.

Harald Blåtands to byggefaser i Jelling

Mellem 2006 og 2013 blev der foretaget nye udgravninger i Jelling. Det var i forbindelse med disse udgravninger, som fik navnet Jellingprojektet, at bl.a. skibssætningen og palisaden blev påvist. Det har resulteret i, at vi i dag kan inddele byggerierne i monumentområdet i to overordnede byggefaser.

Det var i den første fase, at Nordhøjen med gravkammeret, skibssætningen samt Gorms runesten blev opført. Disse ting blev ikke alle lavet på samme tid, men de tilskrives alle denne første byggefase, som gik fra ca. 950 til 965.

Forslag til, hvordan Jelling kan have set ud omkring år 970, da Sydhøjen var under opførelse under Harald Blåtands anden byggefase i Jelling. Nordhøjen er anlæggets geometriske midtpunkt: Den er placeret i midten af det område, som palisaden omkranser. De grå bygninger er ikke påvist arkæologisk. Grafik: Gert Gram. Datagrundlag: Peter Jensen, Arkæologisk IT, Aarhus Universitet.

Anden byggefase begyndte i den sidste halvdel af 960'erne og fortsatte en årrække frem. På dette tidspunkt kom der en heftig byggeaktivitet i Jelling. Det var i disse år, at Harald Blåtand rejste sin store runesten, byggede Sydhøjen og opførte den monumentale palisade. Det var altså også i denne periode, at Harald måske lod sin far genbegrave.  Måske som led i transformationen af monumentområdet i Jelling fra et hedensk magtsymbol til et kristent.

Denne artikel er lavet i samarbejde med Nationalmuseet