Vikingetiden, ca. 800-1050

Artikler

Den periode, som i dag kaldes vikingetiden, omfatter tiden ca. 800-1050. Ordet "viking" blev brugt både i vikingetiden og længe før og betød dengang vistnok søkriger, sørøver og hærfærd til søs. Siden forsvandt det fra det danske sprog, men kom via de islandske sagaer ind igen i 1800-årene og blev altså valgt til at betegne denne periode.

Det, som især definerer vikingetiden, er de store togter, der udgik fra de nuværende skandinaviske lande Danmark, Norge og Sverige, samt erobringerne og bosættelserne i det fremmede – for Danmarks vedkommende bl.a. plyndringen af Paris i 845, bosættelserne i England i slutningen af 800-årene og i Normandiet kort efter 900, samt erobringen af hele England i 1013 og igen i 1016.

Perioden danner overgang mellem de såkaldt forhistoriske tider og middelalderen. Mange træk peger bagud, og særlig mange træk peger fremad, for i løbet af de ca. 250 år introduceredes mange grundlæggende nyheder, som slog rod og udvikledes. Foruden kristendommen, kirker og en begyndende kirkeorganisation fik man bl.a. byer og bybefæstninger, kongelige borge og en ekspanderende kongemagt, nye specialiserede skibstyper, et møntvæsen, broer og stenarkitektur, bøger og latinsk skrift. Der skete en europæisering af Danmark og dansk kultur, især fra og med anden halvdel af 900-årene. Vikingetiden er også den første periode i Danmarks historie, hvor man har kendskab til konkrete, navngivne personer og begivenheder.

Danmarks udstrækning i vikingetiden

Allersenest fra midten af 900-årene og sandsynligvis allerede fra 700-årene eller lidt før havde Danmark omtrent samme udstrækning som i middelalderen. Foruden det nuværende Danmark omfattede riget Sydslesvig, Skåne og Halland, mens Bornholm og Blekinge vistnok først blev indlemmet i 1000-1100-årene. I perioder havde danske konger også overhøjhed over området omkring Oslo Fjord (bl.a. omkring år 800) og fra anden halvdel af 900-årene til 1035 periodevis over større dele af Norge. Dertil kom kongemagten i England i 1013, 1016-35 og 1040-42.

Rigsdannelsen: 'Danmark' og 'danerne'

Hvornår blev Danmark til? For de tidlige danske historieskrivere gik riget tilbage til den fjerne sagntid, da deres historier begynder. I modsætning til i mange andre lande berømmes ingen historisk kendt konge for at have skabt det rige, som omkring midten af 900-årene omtales på de to kongelige runesten i Jelling. I nogle lande synes der at være en forbindelse mellem rigsdannelse og kristendommens indførelse, f.eks. i Norge og Sverige, men det gælder ikke Danmark. Rigsdannelsen kan belyses af nogle få skriftlige kilder, men i dag giver også arkæologien oplysninger om forløbet.

Rigsdannelsen var utvivlsomt en lang, dramatisk og ujævn proces. Generelt gik udviklingen formentlig fra indbyrdes uafhængige stammesamfund, over vekslende stammeforbund med en overkonge fra den ledende stamme, til et egentligt kongerige med fælles konge. Det skete sandsynligvis under påvirkning og pres sydfra i forbindelse med indgribende politiske, økonomiske og samfundsmæssige ændringer og gennem mange kampe. Processen tog fart i yngre romersk jernalder (3-400-årene e.v.t), og i 500-årene var der måske et ”rige” bestående af stammeforbund ledet af ”danernes konge” og med en udstrækning omtrent som i vikingetiden. Gennem tiden ændredes kongemagtens indhold, opgaver og rettigheder samt rigets styreformer givetvis mange gange, og både i vikingetiden og senere er der eksempler på, at der var flere konger på samme tid, og at riget var delt og igen blev samlet. Riget eksisterede i et kompliceret spil mellem udenlandske magters periodevise ekspansionsbestræbelser, en national eller nordisk identitet, konkurrence om tronen blandt kongeslægtens unge mænd, praktiske behov for enhed, og regionale forskelle og ambitioner.

Betegnelsen ”danerne” og ”danernes konge” (på latin: rex danorum) kendes tilbage til 500-årene, hvor danerne må have været en førende stamme inden for det senere rige, og fra og med slutningen af 700-årene, da der jævnligt var konfrontationer med Frankerriget, omtales ”danernes konge” tit i frankiske kilder. En af disse konger var kejser Karl den Stores modstander Godfred, og det blev noteret, at han i året 808 lod opføre en vold tværs over Jyllands rod ved den fælles grænse. Det må være en udbygning af Dannevirke. Ingen andre konger end ”danernes” er omtalt i de frankiske kilder i relation til det, som var det danske område i sen vikingetid, men alligevel diskuteres det stadig, om de kun var konger af Jylland.

Markante udviklinger omkring år 700 tyder på, at Danmark allerede var samlet til ét rige på den tid. Øget vareproduktion og store nye handelsnetværk i Nordeuropa gav nye muligheder for stort udbytte og overskud og viser samtidig, at der var magthavere, som kunne opretholde fred på markeder, landeveje og sejlruter. Ribe blev grundlagt omkring år 700, og store bygværker blev renoveret eller opført til forsvar af sydgrænsen og til kontrol af de indre danske farvande. Dannevirkes ældste fase er fra omkring år 500, men volden blev udbygget i år 737,  og den 500 m lange Kanhavekanal på Samsø er fra år 726. Kanalen tillod hurtig passage af skibe fra den dybt indskårne Stavnsfjord til havet vest for øen. Skibe stationeret her kunne dermed kontrollere en stor del af søfarten. I 6-700-årene udvikledes desuden sejlførende skibe i Norden. Det er en forudsætning for udøvelsen af effektiv kontrol af et område med mange øer som Danmark – magten over danske farvande var en forudsætning for riget. Det var også i århundrederne før vikingetiden, at Danmark fik nye naboer. Slaviske folk bosatte sig syd for Østersøen, og Frankerriget erobrede Frisland og Saksen.

Den ældste omtale af Danmark (Denemearc) som betegnelse for et geografisk lokaliseret rige er fra ca. 890 og findes i to beretninger til Alfred den Store, konge af det sydengelske rige Wessex. Her beskrev den nordnorske høvding Ottar bl.a. sin sejlads fra Skiringssal (Kaupang) i Sydnorge til Hedeby ved den danske sydgrænse, mens købmanden Wulfstan berettede om sejlads fra Hedeby og østpå. Navnet Danmark betyder egentlig danernes ”mark”, dvs. danernes område eller land, eller danernes grænseområde.

Geografisk beliggenhed, Norden og sydgrænsen

Danmarks beliggenhed betingede de dominerende og varierede kontaktflader, som både bragte nye impulser og meget gods til landet og gav retning til udadvendte aktiviteter. For søfarten lå og ligger landet som en port, eller en barriere, mellem Vesteuropa og Østersøområdet. Der var forbindelser ad søvejen både til De Britiske Øer, til det europæiske fastlands kystegne og områder langs de store floder og til landene omkring Østersøen, herunder det nuværende Sverige. Samtidig var der kort sejlads til Norge og til den sydvestre del af det nuværende Sverige. Havet og effektive skibe bandt riget sammen og var også forudsætningen for, at Danmark og det meste af Norge og Sverige i mange henseender havde en særegen og fælles kultur og religion.

Kun ved Jyllands rod var og er der landforbindelse sydpå til Europa. Omkring år 800 havde grænsevolden Dannevirke allerede ligget her i flere hundrede år og var flere gange blevet udbygget. Den forsvarede landets sydgrænse og markerede både en politisk grænse og en kultur- og sproggrænse. Syd herfor boede saksere og frisere og mod øst de slaviske abodritter. Gennem tiden var der mange indbyrdes konfrontationer, men også skiftende alliancer mellem Danmark og de slaviske lande, der også var udsat for pres fra det mægtige frankiske Karolingerrige og siden Det Tyske Rige. Dannevirke blev udbygget mange gange indtil slutningen af 1100-årene og spillede en afgørende rolle i de politisk-militære forhold til magterne sydpå.

Dannevirke
Luftfoto af Dannevirke. Forsvarsværket strakte sig tværs over Jylland, fra den vigtige handelsby Hedeby i fjorden Silen til floden Trenen mod vest. I 2018 blev Dannevirke og Hedeby anerkendt som UNESCO-verdensarv. Foto: Martin Ziemer, Danevirke Museum

Vikingetidens begyndelse

Der er mange gode grunde til at anse "ca. 800" som begyndelsen på perioden, for på den tid skete der afgørende ændringer i forholdet mellem Norden og Vesteuropa. Begyndelsen defineres af det først kendte af den serie nordiske togter i Vesteuropa, der begyndte kort før år 800: plyndringen af det berømte Lindisfarne Kloster på en lille ø ved Nordenglands kyst den 8. juni 793. Det var utvivlsomt nordmænd, som var aktive her. Herefter omtales vikingeoverfald i Vesteuropa så tit, at det må være udtryk for nye tilstande, og omtrent samtidig begynder skriftlige kilder fra Frankerriget at omtale danske konger og forhold i Danmark - især grænseproblemer, missionsforsøg (som normalt var knyttet til magtpolitisk aktivitet) og danske vikingers hærgen i Vesteuropa. Den nyvakte interesse for Danmark skyldtes især, at Danmark og Frankerriget var blevet naboer, efter at Frisland og Saksen var erobret og tvangskristnet af Frankerriget under Karl den Store i slutningen af 700-årene og op til 804.

Forbindelserne mellem Danmark og Vesteuropa omkring år 800 øgedes vistnok også, hvad angår handel og andet fredeligt samkvem. Grundlaget var lagt i 700-årene, hvor der mange steder i Nordeuropa opstod nye handelspladser og etableredes nye handelsruter. I Danmark var f.eks. Ribe blevet grundlagt omkring år 700; her var et organiseret, internationalt sæsonmarked, der tiltrak mange specialiserede håndværkere, og formentlig var Ribe en by med fastboende befolkning lige fra begyndelsen. Kort efter år 800 nyordnedes Hedeby som en planmæssigt anlagt bebyggelse ved sydgrænsen; det blev vikingetidens største by i Norden. De frankiske Rigsannaler har endda en notits herom under året 808. Her fortælles, at den danske konge Godfred flyttede købmænd hertil fra handelspladsen Reric (som lå østpå ved Østersøens sydkyst, vistnok ved det nuværende Wismar). Snart efter blev der slået mønt i Hedeby efter frankisk forbillede. I slutningen af 700-årene skete også vigtige ændringer i de kunstneriske udtryksmåder.

De første konger, Ansgar og mission sydfra

I 700-årene omtales et par danske konger. Ongendus (eller Angantyr) afviste i begyndelsen af århundredet kristne missionsforsøg, og i 782 og 798 nævnes Sigfred i forbindelse med et frankisk rigsmøde og oprør blandt sakserne. Fra året 804 flyder kilderne mere rigeligt. I 804 var Godfred (eller Gudfred) "danernes konge", og der berettes om konfrontationer ved grænsen i dette og de følgende år. I 810 blev Godfred dræbt på et togt til Frisland af en af sine egne mænd, og der blev sluttet fred mellem den nye konge, Hemming, og kejser Karl. Efter Hemmings død i 811/812 udbrød der tronstridigheder, som også beskrives, og der var skiftende alliancer mellem danskere, de slaviske abodritter og frankere; sådanne alliancer blev også aktuelle flere gange i den følgende tid.

I året 826 kom den frankiske missionær Ansgar til Danmark sammen med tronkræveren Harald Klak. Harald var døbt samme år i Ingelheim hos den karolingiske kejser Ludvig den Fromme; året efter blev han igen fordrevet fra Danmark. I 830 drog Ansgar på missionsrejse til byen Birka i sveernes land. Det skete efter opfordring fra svenske sendebud til kejseren. Efter hjemkomsten i 831 indviedes han til ærkebisp over et nyoprettet ærkebispesæde i Hamborg med ansvar for missionen i Danmark og Sverige. Efter den danske kong Horiks plyndring af Hamborg i 845 blev ærkebispesædet forlagt sydpå til Bremen. Ansgar besøgte igen Birka omkring år 850 og missionerede ved samme tid i Danmark, hvor han af kong Horik og siden af efterfølgeren Horik den Unge fik tilladelse til at bygge kirker i Hedeby og i Ribe og ringe med klokke. Ansgar døde i 865, og hans levnedsbeskrivelse (Vita Ansgarii), der blev forfattet kort efter af hans efterfølger Rimbert, er den vigtigste kilde til den tidlige missionshistorie i Norden. Missionen selv fik næppe varig betydning, men ærkebispen af Hamborg-Bremen var indtil 1103 kirkeligt overhoved for hele Norden.

Der er få og tit modstridende skriftlige oplysninger om Danmark i første halvdel af 900-årene. Men bl.a. blev en dansk konge, Gnupa, i året 934 besejret af den tyske konge Henrik Fuglefænger og døbt, og i 948 nævnes bisper af Hedeby, Ribe og Aarhus i en tysk kilde. Det er første gang Aarhus nævnes. Alle tre byer blev befæstet med en kraftig vold i første halvdel eller midten af 900-årene – vel som konsekvens af urolige tider.

Ansgar
Den frankiske missionær Ansgar malet af Hans Bornemann i 1457. Han holder en model af en kirke som en påmindelse om, at han fik den første kirke bygget i Hamborg-området. Fra: Wikimedia Commons

Vikingetogter

Det meste af 800-årene var præget af vikingetogter i udlandet. De var tit nøje forbundet med handel, og det førte til udviklingen af et geografisk vidtspændende netværk af ruter. For Danmarks vedkommende rettede togterne sig især mod England og mod kyster og flodegne på det vesteuropæiske fastland. Arkæologiske fund og nogle få skriftlige oplysninger fortæller, at der også var aktiviteter østpå. Formentlig var mange af disse togter private foretagender eller organiseret af medlemmer af kongefamilien og andre høvdinge, som var fordrevet hjemmefra. Men i alt fald i Frisland og Hamborg var også danske konger aktive. I løbet af 800-årene udviklede togterne sig til massebevægelser, hvor bander og hære overvintrede i udlandet, og i slutningen af 870'erne, da store dele af England var erobret, bosatte hæren sig i Øst- og Midtengland. Formentlig fik de et godt tilskud af indvandrere fra Danmark. Mange stednavne, en stærk påvirkning af det engelske sprog og mange mindesmærker af sten vidner stadig om denne nordiske magtovertagelse og omfordeling af meget jordegods. I store engelske byer som York og Lincoln var den nordiske indflydelse også markant og medførte økonomisk opblomstring.

Andre steder overdrog den tyske eller frankiske konge et område ved mundingen af en stor flod til en dansk høvding, f.eks. den rige by Dorestad ved Rhinen, for at høvdingen og hans krigere skulle hindre andre vikingers overfald. I Normandiet fik det varig betydning, at høvdingen Rollo (som enten var norsk eller dansk) fik overdraget landet ved Seinens nedre løb i 911. Stednavne viser, at mange danskere bosatte sig her, og Rollos efterkommere organiserede og udvidede området til et stærkt selvstændigt hertugdømme, som i 1066 erobrede England og fastholdt magten her.

De store togter i Vesteuropa ebbede ud omkring år 900, men erfaringerne hos dem, som gennem 800-årene var vendt hjem med eller uden gods og guld, må have spillet en stor rolle for nye synsvinkler på mange forhold i hjemlandet bl.a. kongemagten og den hedenske religion.

Kort over Nordeuropa
Oversigtskort over Nordeuropa i vikingetiden. © danmarkshistorien.dk

Harald Blåtand og Jellingmonumenterne

Fra midten af 900-årene og frem kan både kongerækken og hovedtrækkene i den politiske historie og i religionsskiftet følges. Blandt de centrale kilder er Jellingmonumenterne. Både i dimensioner og udformning er de af kongelig kvalitet, og de udgør tilsammen et nøje planlagt mindesmærke over kong Gorm og dronning Thyra og over deres søn Harald Blåtand, der vistnok repræsenterer et nyt dynasti på den danske trone. Det blev påbegyndt som et hedensk monument, formentlig af kong Gorm, med en stor skibsformet stensætning (Nordens største) og en runesten til minde om dronning Thyra.

Det blev udbygget af kong Harald med en høj (Nordhøjen, som er landets største gravhøj), hvor faderen Gorm blev begravet med prægtigt udstyr på hedensk vis i 958 eller 959. Få år efter, ca. 965, blev Harald kristnet og lod nu Jelling ombygge og udbygge til et kristent monument. Den længdeakse, der var fastlagt af skibssætningen, blev fastholdt gennem alle ombygninger.

En stor tømret bygning blev opført (under den nuværende stenkirke), og kong Gorm blev vistnok overført hertil fra sin grav i den hedenske høj. Skibssætningen blev delvis ødelagt eller fjernet ved anlæggelse af en stor ny høj (Sydhøjen), som var endnu større end Nordhøjen, men ikke en gravhøj; sandsynligvis var den en mindehøj for moderen og måske Harald selv - og måske også tinghøj. Præcis midt på aksen mellem de to høje (lige syd for den nuværende kirke) lod Harald desuden rejse en stor, tresidet, billedprydet runesten. Den står stadig på sin oprindelige plads, og hvis indskriften lyder: ”Harald konge lod gøre disse mindesmærker efter Gorm sin fader og efter Thyra sin moder. Den Harald, der vandt sig Danmark al og Norge og gjorde danerne kristne”. Alle anlæg samt et stort område nord for Nordhøjen var omgivet af en kraftig palisade i form af et ligesidet parallelogram med Nordhøjen som centrum. Langs palisadens indersider lå et antal bygninger.

Jellingmonumenterne signalerer et nyt syn på kongemagten. Samtidig synes de i den sidste udformning med hedenske og kristne anlæg side ved side at signalere et politisk budskab om glidende overgang til kristendommen. Den store runesten giver et særlig markant signal om tradition og fornyelse: Indskriften er i runer (ikke latinsk skrift), og sproget er dansk (ikke latin). Men teksten er arrangeret i vandrette linjer som i en bog (ikke i lodrette rækker, som det var normalt på runesten), og de to store billeder af henholdsvis et dyr (måske en løve) og af Kristus er placeret på stenen, som var de et opslag i en af tidens pragtfuldt illustrerede kirkelige bøger. Det er første gang, en runesten blev prydet med monumentalbilleder. Jellingstenen er ”en bog af sten” og indvarsler den latinske bogkultur og den nye kunst, som fulgte med kristendommen.  

Den store Jellingsten
Kristusfiguren på den ene side af den store Jellingsten. Foto: Roberto Fortuna, Nationalmuseet

Broer, ringborge og Dannevirke

En serie andre usædvanlige monumenter blev opført under Harald Blåtand. I Ravning Enge nær Jelling blev der kort efter år 980 bygget en ca. 760 meter lang og fem meter bred bro over Vejle Ådal. Det er den ældste kendte bro i Danmark og langt den største fra vikingetiden. I 970’erne eller omkring år 980 blev der desuden opført mindst fem eller seks store og usædvanligt udformede borge spredt ud over landet: Trelleborg på Sjælland, Nonnebakken på Fyn, Fyrkat i Nordøstjylland og den allerstørste, Aggersborg ved Limfjorden; Borgeby i Skåne hører sandsynligvis også med i gruppen, og i 2014 blev der identificeret endnu en, Borgring nær Køge. Borgene havde samme grundplan: En præcist cirkulær vold, porte i de fire verdenshjørner og en borgplads delt i fire ens dele, hvor store bygninger lå placeret som firelængede gårde. De er de ældste kongelige borge kendt i Danmark. De var inspireret af ældre borge i Flandern, men udformningen er unik, og de var ligesom Ravning Enge-broen prestigearkitektur. Borgenes formål må have været at sikre riget i en tid med mange problemer med især Det Tyske Rige. Den store Aggersborg ved Limfjorden skulle sandsynligvis yderligere kontrollere trafikken på denne vigtige vandvej og udføre militære opgaver i forhold til Norge, hvor Harald Blåtand omkring år 970 havde erhvervet overherredømmet. Arbejdskraft til byggerierne må være skaffet ved konvertering af den almindelige forsvarspligt til befæstningsarbejde, ligesom det skete andetsteds i Europa på den tid.

Den massive kongelige byggeaktivitet i Harald Blåtands tid er bemærkelsesværdig. Sandsynligvis omfattede den også volde om byerne eller forstærkninger af dem, og ca. 968, da der var akutte problemer med Det Tyske Rige, blev Dannevirke igen udbygget. I 974 kom det til kamp her. Harald tabte, og tyskerne byggede en borg i grænseområdet, men den blev i 983 ødelagt af danskerne. Efter den tysk-romerske kejser Otto IIs død samme år blev Danmark uaktuel for tysk udenrigspolitik. Få år efter udbrød der oprør mod Harald Blåtand ledet af sønnen Svend Tveskæg. Harald blev dræbt - vistnok i 987 - og formentlig begravet i Roskilde Domkirkes første forgænger. Hans store bro og ringborgene forfaldt hurtigt og fik ingen efterfølgere. Heller ikke i Jelling blev der bygget nye monumenter bortset fra kirker, der afløste Haralds store træbygning.

Trelleborg
Luftfoto af vikingeborgen Trelleborg. Den præcist cirkulære ringvolds indre diameter var 136 meter. Der var porte i de fire verdenshjørner og uden for ringvolden beskyttes forborgen og gravpladsen af en mindre vold og grav. Foto: Knud Erik Christensen, Colourbox

Religionsskiftet

Anden halvdel af 900-årene blev på mange måder et tideskifte, og religionsskiftet er det vigtigste udtryk herfor. Kristendommen er en grundlæggende anden type religion end den nordiske (hedenske) og medførte nye holdninger til liv og død, familie, individ og ægteskab, gudsdyrkelse og religiøs organisation samt mange andre af livets centrale forhold. Det tog tid, før den slog igennem, og endnu omkring 980 kunne man blive begravet med gravgaver og endda hedenske symboler på kongens store ringborge. Men før år 1000 var kristne normer slået helt igennem i gravskikken, og hedenske symboler som thorshamre var opgivet til fordel for kors. Der må have været kirker og præster ved store kongsgårde og i byer, og i 965 nævnes igen biskopper af Slesvig, Ribe og Aarhus, mens der i 988 også nævnes en bisp af Odense. Men først hen ved 100 år senere, i ca. 1060, fik landet en kirkeorganisation med afgrænsede bispedømmer. Det var vistnok også først på den tid, at kirker blev almindelige på landet; i mellemtiden foregik mange gudstjenester vel i høvdinges og storbønders haller ligesom i hedensk tid. Gamle hedenske kult- og magtcentre som Lejre og Tissø blev også opgivet ved slutningen af 900-årene; funktionerne blev i ny skikkelse overført til nye byer.

Støbeform
Støbeform til både thorshammer og kors. Håndværkeren har altså kunnet levere hængesmykker med religiøse symboler til både hedenske og kristne kunder. Fundet ved Trendgården i Nordjylland. Foto: Lennart Larsen, Nationalmuseet

Meget andet ændredes i anden halvdel af 900-årene. Harald Blåtands monumenter må være udtryk for forsøg på at styrke kongemagten, og religionsskiftet kan tolkes i samme retning, for kirkeorganisationen var hierarkisk opbygget og kirkens mænd helt afhængige af kongens støtte. Der skete videre en markant opblomstring i rejsning af runesten til minde om navngivne personer og med angivelse af stenrejsernes navne. De fleste var mænd, men der blev også rejst sten af og til minde om kvinder. Mange runesten er kristne, mens andre er hedenske; en del af baggrunden for dette boom var formentlig den nye religions krav til ændret gravskik og mindesmærker.

Rekonstruktion af stavkirke
Moesgaard Museums rekonstruktion af stavkirken i Hørning fra ca. 1060. Foto: Wikimedia Commons

Mønter, handel og skibsfart

Betalinger foregik nu i voksende omfang med sølv, også for små transaktioner, og under Harald Blåtand blev der slået langt flere mønter end før, selv om hovedprincippet stadig var betaling med sølv efter vægt. Det fik utvivlsomt afgørende betydning, at den store tilstrømning af arabisk sølv, som i mange år var kommet via Rusland, ret brat tørrede ud omkring 970. Nye kilder måtte findes; det blev i Vesteuropa. For skibenes vedkommende skete der senest på denne tid en specialisering i handels-fragtskibe på den ene side og krigs-rejseskibe på den anden. Årsagen må være voksende handel, fred på havet og militære behov for særligt hurtige skibe. I slutningen af 900-årene kom der også nye byer, bl.a. Viborg, Roskilde og Lund.

England, Svend Tveskæg og Knud den Store

I Svend Tveskægs kongetid (ca. 987-1014) skete der en militær, politisk og kulturel nyorientering mod England. Der kendes ingen store bygværker bortset fra kirker, og heller ingen markante gravmæler. Der vides i det hele taget ikke meget om aktiviteter i Danmark. De første år var præget af problemer med de slaviske lande syd for Østersøen, men fra omkring 990 var der gode muligheder for at erhverve meget sølv i England. I årene 991-1013 var der næsten hvert år togter og store udbetalinger af Danegæld derovre – ifølge samtidige oplysninger f.eks. 48.000 pund sølv i året 1012. Kong Svend deltog flere gange, vistnok første gang i 991. Ca. 995 lod han slå mønt efter engelsk forbillede med eget portræt på den ene side, kors på den anden, og med angivelse af sit eget og møntmesterens navn på latin og med latinsk skrift. Det blev indledningen til en lang periode med stærk engelsk påvirkning. I 1013 erobrede Svend Tveskæg hele England, men døde året efter.

Hans søn Knud (den Store), der havde deltaget i togtet, vendte hjem med hæren og fik bistand af sin broder Harald, der nu var dansk konge, til i 1015 igen at drage mod England med en hær. I 1016 var England generobret. I 1017 giftede Knud sig med Emma, enken efter den engelske konge Æthelred, og efter den mærkeligt anonyme (eller fortiede) Haralds død i ca. 1018 blev han også Danmarks konge.

De mange forbindelser mellem Danmark og England medførte en stærk engelsk påvirkning i Danmark og dansk påvirkning i England. I Danmark kan det især ses inden for møntvæsen, kirke, arkitektur og kunst. Flere steder blev der nu foretaget store udmøntninger efter engelsk model og ofte slået af engelske møntmestre, og man blev vant til at betale med mønter frem for med vejet sølv. Der blev indsat engelske bisper på danske bispesæder, selv om ærkebispesædet Hamborg-Bremen var stærkt imod det. Der blev introduceret engelske helgener. De første danske stenkirker er sandsynligvis bygget af engelske bygmestre; de ældste, man har kendskab til, blev opført i Roskilde omkring år 1030. Også den dekorative kunst i første halvdel af 1000-årene (Ringerikestilen) var påvirket af engelsk kunst, og der kom fortsat meget sølv fra England.

Efter at være blevet Danmarks konge i ca. 1018 gjorde Svend Tveskægs søn, Knud den Store, i 1020'erne krav på Norge, der blev erobret i 1028, og der var i de følgende årtier et nært samspil mellem dansk, norsk og engelsk magtpolitik. I 1027 foretog Knud en stor rejse til Rom, hvor han overværede den tyske kejser Konrads kroning og besøgte de hellige steder. Der blev indgået aftale om Danmarks sydgrænse, og hans position som en af Europas mægtigste herskere blev markeret ved aftalen om ægteskab mellem Konrads søn Henrik (den senere kejser Henrik III) og Knuds datter Gunhild/Kunigunde.

Knud den Store var først og fremmest engelsk konge og kom kun til Danmark, når der var problemer, og bl.a. for at hindre nye vikingeangreb på England. Han var i Danmark flere gange, og hans og hans følges internationale udsyn må have sat sig dybe spor i landet. Han døde i 1035 og blev begravet i Old Minster i Winchester.

Knud den Store og dronning Emma
Knud den Store og dronning Emma skænker et alterkors til kirken New Minster i Winchester. Tegningen er fra Knuds levetid, ca. 1031. Fra: Wikimedia Commons

De sidste årtier af vikingetiden

De næste årtiers magtpolitik blev præget af konger, der døde tidligt uden sønner, og i Danmark skabte de slaviske folk (venderne) nu problemer. Her blev Knud den Store efterfulgt af sin søn med Emma, Hardeknud, der efter halvbroderen Harald Harefods død i 1040 også blev Englands konge. Hardeknud døde i 1042 i England og efterfulgtes her af halvbroderen Edward Bekenderen, en søn af Emma og hendes første mand, kong Ethelred; også han døde barnløs. I Danmark blev Hardeknud efterfulgt af den ligeledes barnløse norske konge Magnus den Gode, søn af Olav den Hellige, Norges skytshelgen. Magnus slog venderne i et stort slag på Lyrskov Hede i Sønderjylland i 1043, og snart kom det til kampe om riget med Svend Estridsen, en dattersøn af Svend Tveskæg. Magnus døde i 1047, og næste konge blev Svend, som gennem adskillige år kæmpede om magten med Magnus' onkel, den norske konge Harald Hårderåde, der var vendt rig hjem fra tjeneste hos kejseren i Byzans. Mønter er en vigtig kilde til den omskiftelige politiske historie i disse år.

Vikingetidens udgang prægedes således af mange kampe, men med Svend Estridsen fik Danmark omsider igen en dansk konge med basis i hjemlandet, og kristendommen var rodfæstet efter 100 år som landets officielle religion. Det blev grundlaget for vigtige indenlandske reformer i Svends lange regeringstid.

Vikingetidens slutning defineres ud fra oplysninger i skriftlige kilder om forhold i England: Enten året 1042, da den dansk-engelske kong Hardeknud døde, hvilket blev enden på nordisk herredømme over England, eller 1066, da den normanniske hertug Vilhelm (Erobreren) erobrede England. "Ca. 1050" bruges tit som middelvej.

At anse vikingetiden for at slutte i ca. 1050 er velbegrundet. Ganske vist kunne ingen vide, at det i 1042 var endeligt slut med nordisk herredømme over England. Der var adskillige forsøg på at generobre landet, bl.a. den norske kong Harald Hårderådes mislykkede togt i 1066 og Knud den Helliges planlagte togt i 1085, som aldrig kom af sted. Men fra omkring 1050 begyndte en stor, ny bølge af indre udvikling både i Danmark og i de andre nordiske lande. Der var nu lukket for de gode muligheder i England, hvor danske konger havde regeret i et kvart århundrede, og mange mænd havde haft gode stillinger og indtægter. Det ser ud, som om man nu lagde kræfterne i at udvikle hjemlandene og deres ressourcer. En ny tid begyndte.

Togter og bosættelser: formål og baggrund

Formålet med vikingetidens plyndringer og bosættelser udenlands må, sagt i korthed, være erhvervelse af rigdom, ære og berømmelse samt tilfredsstillelse af bondehunger efter godt land at dyrke og bo på. Sociale forhold må også have spillet en stor rolle. Fremragende sejlskibe (uden skibe - ingen vikingetid!), stor mobilitet, gode våben og stor mental fleksibilitet var vigtige forudsætninger. Skandinavernes fremfærd omtales tit i europæiske kilder med særlig afsky. Det skyldes imidlertid, at de indtil anden halvdel af 900-årene var hedninge, og at det var kirkens mænd, som skrev. Intet tyder på, at de opførte sig hverken værre eller bedre end andre i samtiden.

Baggrunden for den eksplosion af togter, der fandt sted fra ca. år 800 og knap 100 år frem, må være nye muligheder for at profitere fra de rigdomme, der var ophobet i bl.a. Vesteuropas klostre og byer, og fra den øgede handel og de mange varer, som nu blev omsat på markeder og transporteret rundt til lands og til vands. Denne udvikling tog fart i 700-årene i hele Vest- og Nordeuropa. Gode internationale forbindelser gjorde, at man i Norden var velorienteret om politiske forhold andetsteds, og om hvornår og hvor der var muligheder for bytte. F.eks. tog togterne på det vesteuropæiske fastland straks fart, da der i 833 opstod strid om magten i Frankerriget, og i 843 blev byen Nantes ved Loirefloden plyndret netop på Sankt Hans dag, hvor store folkemængder opholdt sig her for at fejre helgenen; samtidig var der utvivlsomt store markeder, og overfaldet indgik i et politisk spil mellem en lokal greve og den vestfrankiske konge.

De danske bosættelser i England og Normandiet i årtierne omkring år 900 må ses som afslutningen på "den første vikingetid" og som del af den bølge af bosættelser, der også omfattede Færøerne, Island og andre områder i Nordatlanten, og som især udgik fra Norge.

Rekonstruktion af vikingeskib
På billedet ses vikingeskibet Saga Oseberg, som er en rekonstruktion af Osebergskibet, der blev fundet i begyndelsen af 1900-tallet. Foto: Ole Harald Flåten, Oseberg Vikingarv

Kongemagten

Kongemagtens indhold og økonomiske basis i vikingetiden har været omdiskuteret, og forholdene ændredes utvivlsomt gennem perioden. Harald Blåtands mange store bygværker og ganske omfattende udmøntninger vidner således om et bredspektret forsøg på styrkelse af kongemagten, men han blev dræbt ved et oprør. Det står imidlertid klart, at kongen var rigets militære leder og også den politiske leder i forhold til udenlandske herskere og udlændinge i Danmark - f.eks. missionærer og købmænd. Konger havde utvivlsomt også ansvar for opretholdelse af fredelige forhold i landet, herunder markedsfred i byer. Der var f.eks. kongelige repræsentanter i Hedeby og Ribe, og i 873 indgik den danske og tyske konge aftale om, at købmænd skulle kunne passere frem og tilbage over grænsen med varer og handle i fred. Kongen havde dertil centrale funktioner i den hedenske kult, og han (Harald Blåtand) spillede utvivlsomt en central rolle for gennemførelsen af det officielle religionsskifte. Efter kristendommens indførelse havde kongen stor indflydelse på kirkens forhold.

Kongens indtægter stammede hovedsageligt fra jordegods og kunne suppleres med skatter fra undertvungne områder, plyndringer udenlands og afgifter fra byer og markeder. Han havde også ret til hærfølge fra undertvungne områder, og der var givetvis mange andre indtægtskilder. I det ældste kendte danske dokument fra 1085 opregnes bl.a. retsbøder og udskrivning af arbejdskraft til særlige opgaver; mange af disse afgifter går utvivlsomt længere tilbage i tid.

En konges reelle magt afhang imidlertid også af hans personlige anseelse og hans evne til at samle rigdomme og mænd omkring sig og udføre ærefulde bedrifter samt af et godt samarbejde med ledende stormænd. Flotte bygninger, store gæstebud, fornemt udstyr, lovprisninger i skjaldedigte, god behandling af sine mænd og overdragelse af rige gaver bidrog til anseelsen og æren. Det belyses bl.a. af fund fra kongsgården i det sagnomspundne Lejre og fra stormands- eller kongsgården ved Tissø. Også skattefund samt gravgods fra tidens hedenske grave demonstrerer den kvalitet og pragt, som konger og andre stormænd omgav sig med, f.eks. i form af fornemt rideudstyr, våben, smykker, bordtøj og dragter.

Skat fra Lejre
Fund fra Lejre: et helt bæger og tre fragmenterede af sølv. Skiveformet barre af sølv, halskæde af glas, vægtlod af bly og bronze samt hvæssesten af skifer. Foto: Roberto Fortuna og Kira Ursem, Nationalmuseet

Vikingetidens samfund

Samfundet var stærkt lagdelt. Øverst stod kongen og de store høvdinge - aristokratiet. Frie bønder udgjorde et mellemled. Jordløse landarbejdere lå derunder, og lavest stod trællene. Håndværkere var muligvis tit ufrie, men der er ikke meget konkret viden om deres status. Slægten var det grundlæggende fællesskab, men der var også andre fællesskaber (olddansk: félag) med gensidige forpligtelser, der kunne træde i dens sted. Et sådant fællesskab kunne gælde ejerforhold til et skib eller være et samlag af krigere eller en handelssammenslutning.

Ægteskab var en alliance mellem ligestillede og deres familier. Kvinder havde vistnok frie forhold, undtagen når det drejede sig om "hor". De havde selvstændig status og kunne udøve selvstændig autoritet, men deres centrale opgaver lå i hjemmet med husholdning og børneopdragelse. I hedensk tid kunne de også forestå kulten, men den mulighed forsvandt med kristendommen, der gradvis reducerede kvinders råderum. Børn havde vistnok deres særlige livsramme, og først med indførelsen af kristen gravskik bliver barnegrave almindelige på gravpladserne.

Vikingetidens bebyggelser

Næsten hele befolkningen boede på landet, hovedsagelig i landsbyer, men der fandtes også enkeltgårde. Landsbyer kunne være indrettet som den fuldt udgravede bebyggelse i Vorbasse i Midtjylland, men der var regionale forskelle. I Vorbasse lå seks gårde omkring en fælles vej eller gade. Alle var omgivet af hegn og havde port mod gaden. Midt på gårdspladsen lå hovedbygningen og tit et par ”grubehuse” (små, halvt nedgravede bygninger, der somme tider var vævestuer), mens andre bygninger lå ud mod hegnet. I nogle gårde kan antallet af opstaldede dyr tælles ud fra båseskillerum. Landsbyen havde ligget på stedet siden omkring år 700, men omkring år 1000 blev den omstruktureret, idet gårdene blev større. Noget senere flyttede den som så mange andre landsbyer for sidste gang og fik sin nuværende placering. Disse flytninger skyldes sandsynligvis især, at korndyrkning generelt vandt stærkt frem på bekostning af kvægavl.

I vikingetiden eller lidt før etableredes de første danske byer. Ligesom landsbyerne var de ”ustabile” og flyttede somme tider til et andet sted i nærheden. Omkring år 700 grundlagdes Ribe. Det skete nord fra Ribe Å, og her var et internationalt marked, hvor håndværkere producerede mange varer som bl.a. kamme, perler og spænder, og hvor udenlandske varer som keramik og kværnsten fra Rhinområdet blev omsat. Mange små sølvmønter, såkaldte sceattas, vidner om, at selv små transaktioner blev betalt med mønter. Fra 900-årene og indtil anden halvdel af 1000-årene er der dog få fund fra dette område; der må have været en stærk reduktion i aktiviteterne på stedet, indtil man igen tog fat for alvor - nu på den anden side af Ribe Å, omkring Domkirken.

Hedeby blev grundlagt af kongen som en struktureret by kort efter år 800 og levede videre indtil midten/anden halvdel af 1000-årene, da man flyttede til det nuværende Slesvig. Hedeby blev Nordens største vikingetidsby, og fundene vidner om intens og udstrakt international handel - både med Norge, hele Østersøområdet og Vesteuropa. Aarhus går vistnok tilbage til 800-årene, men vareproduktionen og den internationale handel nåede aldrig Ribes og Hedebys niveau. Alle tre byer er omtalt som sæde for en bisp (utvivlsomt en missionsbisp) i 948, 965 og 988, og alle blev befæstet i vikingetiden. I slutningen af 900-årene kom en ny bølge af byer med bl.a. Viborg, Roskilde og Lund. Alle havde vigtige centralfunktioner i forhold til konge og kirke og rod i hedenske kult- og magtcentre i nærheden.

Plan over den udgravede bebyggelse i Vorbasse
Plan over den udgravede bebyggelse i Vorbasse. Illustration: Sarah Croix 2015, efter Steen Hvass i Nationalmuseets Arbejdsmark 2011.

Historiebrug af vikingetiden

Begrebet vikingetid og opfattelsen af, at det var et særligt afsnit i Danmarks og Nordens historie, blev skabt i anden halvdel af 1800-årene. Det skete på baggrund af nationalromantikkens dyrkelse af den nordiske fortid, nationale behov for at fremhæve denne særlig glorværdige del samt på baggrund af en række nye og markante arkæologiske fund. I dag bruges periodebetegnelsen også tit i andre lande, hvor skandinaver hærgede eller bosatte sig.

Kilder til vikingetiden

Arkæologiske fund udgør hovedkilden til vor viden om vikingetiden i Norden, men også runesten, skjaldedigte og nogle få udenlandske skriftlige kilder giver vigtige oplysninger. Herudover er mange dramatiske begivenheder i udlandet omtalt i samtidens skriftlige kilder fra de områder, som blev ramt af vikingetogterne - især i det kristne Vesteuropa, der havde en højt udviklet skriftkultur. Om de hedenske områder syd for Østersøen og i Østeuropa er der kun få skriftlige oplysninger fra samtiden, men også her var skandinaver aktive. Mange begivenheder blev senere idealiseret og dramatiseret i islandske sagaer og omkring år 1200 også i Danmark af krønikeskriverne Svend Aggesen og Saxo.


Udgivet første gang den 14. maj 2009

Om artiklen

Forfatter(e)
Else Roesdahl
Tidsafgrænsning
800 -1050
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
7. juli 2022
Sprog
Dansk
Litteratur

Roesdahl, Else: Vikingernes verden: vikingerne hjemme og ude, 8. udg. (2012).

Roesdahl, Else: Vikingetid - eventyr, hverdag og myter (2019).

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Relateret indhold

Om artiklen

Forfatter(e)
Else Roesdahl
Tidsafgrænsning
800 -1050
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
7. juli 2022
Sprog
Dansk
Litteratur

Roesdahl, Else: Vikingernes verden: vikingerne hjemme og ude, 8. udg. (2012).

Roesdahl, Else: Vikingetid - eventyr, hverdag og myter (2019).

Udgiver
danmarkshistorien.dk