Skandinavien og England op til 1066

Forholdet mellem Skandinavien og England havde været nært i flere århundreder op til skæbneåret 1066, ikke mindst siden plyndringstogterne, anført af skibsbårne mænd af skandinavisk oprindelse, begyndte i slutningen af 700-tallet. Disse togter, rettet mod byer og isolerede klostre, anses traditionelt som et af hoveddefinitionskriterierne for vikingetiden som historisk periode. I den sidste del af 800-tallet førte togterne til deciderede bosættelser og nære relationer mellem især den norske og den angelsaksiske elite.

Efter en relativt fredfyldt periode i 900-tallet begyndte en ny bølge af togter i 990’erne. Forskellene mellem de nye og de tidligere togter var bl.a., at de nye involverede mange elitesønner fra Skandinavien, at de nye flåder var markant større, og at togterne nu førte til udbetaling af kolossale betalinger i sølv, den såkaldte danegæld. I begyndelsen af 1010’erne tog strategien bag togterne en ny drejning. Svend Tveskæg (født ca. 963, regent ca. 987-1014), søn af Harald Blåtand (regent ca. 958-987) og daværende konge af Danmark, formåede at få militær overhånd og blev konge af England i 1013. Han døde få uger senere, i februar 1014, og efter et kort intermezzo genvandt hans søn, Knud den Store (født ca. 995, regent 1018-1035), magten. Efter Knuds søn Hardeknuds død i 1042, tabte den danske kongemagt herredømmet i England. Til gengæld synes den skandinaviske kongemagts tilstedeværelse at have dannet præcedens, og et legitimt krav om engelsk overherredømme blev dermed videregivet til de danske kongers efterfølgere.

Efter Hardeknuds død blev den norske kong Magnus den Gode (født ca. 1024, regent 1042-1047) udråbt som konge af Danmark. Magnus døde allerede i 1047, et år efter han havde delt magten i Norge med sin onkel Harald Hårderåde, som lige var hjemvendt fra tjeneste under den byzantinske kejser i Konstantinopel. Med den norske kongetitel overtog Harald Magnus’ krav på Danmark, hvilket førte til en vedvarende konflikt mellem ham og Knud den Stores nevø, Svend Estridsen (født ca. 1020, regent 1047-1074), som reelt havde overtaget magten efter Magnus.

I 1064, efter godt og vel 20 års stridigheder, opgav Harald sit krav og slog fred med Svend. I 1066 rettede han så sit blik mod England, hvor hans forgængere på tronen, både på norsk og dansk side, havde været politisk involveret. På dette tidspunkt var Edvard Bekenderen engelsk konge. Lige inden sin død den 5. januar 1066 nåede han at udpege jarlen af Wessex, Harald Godvinson (ca. 1020-1066), som sin efterfølger. Harald var på daværende tidspunkt i konflikt med sin bror, mens en anden aktør, hertug Vilhelm af Normandiet, var af den opfattelse, at den engelske trone burde være gået til ham.

Bayeux-tapetet blev fremstillet, få år efter hertug Vilhelm havde erobret England i 1066, og viser begivenhederne, der markerede hans militære og politiske felttog. På dette udsnit vises myten om, at Harald Godvinson døde af en pil i øjet under Slaget ved Hastings. Foto: Wikimedia Commons

Stamford Bridge og Hastings – og tiden efter

I september 1066 krydsede Harald Hårderåde Nordsøen med sin flåde, med støtte fra Harald Godvinsons bror. Efter en succesfuld landing ved Humberfloden bevægede han sig mod York og mødte de engelske styrker ført af Harald Godvinson ved Stamford Bridge den 25. september. Ifølge legenden blev Harald Hårderåde ramt af en pil i halsen og døde, og de norske styrker tabte dermed slaget. Det var sidste gang i historien, at en skandinavisk konge døde under et erobringsforsøg på engelsk jord. Sideløbende var Vilhelm af Normandiet i fuld gang med at forberede sit eget erobringstogt. I tidlig september 1066 forsøgte Vilhelm at krydse Den Engelske Kanal, men uden held. Det lykkedes dog endelig den 27. eller 28. september. Harald Godvinson måtte derfor i hast vende tilbage til Sydengland fra York med en sejrende, men også udmattet hær. Harald og Vilhelms hære stødte sammen ved Hastings den 14. oktober 1066. Harald faldt og Vilhelm fik fri bane til at gennemføre sin militære erobring.

Vilhelm af Normandiet, i dag kendt som Vilhelm Erobreren, blev udråbet til konge i Westminster Abbey på juledag 1066. Det var begyndelsen på det anglonormanniske styre og en periode markeret af omfattende omstruktureringer i det engelske samfund. I Skandinavien overtog Harald Hårderådes søn, Olav Kyrre (ca. 1050-1093), kongemagten over Norge. Han opgav sin fars ambitioner om erobring af England i modsætning til Svend Estridsen, der både i 1069 og 1075 sendte en flåde til Humberfloden for at støtte nordengelske styrkers oprør mod Vilhelm Erobreren. Disse sporadiske forsøg forblev stort set uden effekt. Alle efterfølgende angreb mod England fra dansk hånd fejlede, allerede før de blev realiseret, eller også er de gået i glemmebogen. Det gælder f.eks. Knud den Helliges planlagte togt i 1085-1086, der førte til hans drab i Skt. Albani Kirke i Odense samme år (1086), og et muligt angrebsforsøg mod England i 1138. Efter slagene ved Stamford Bridge og Hastings vendte den danske kongemagt i stigende grad sin opmærksomhed mod Østersøen frem for Nordsøen.

Dette illuminerede håndskrift viser Slaget ved Stamford Bridge den 25. september 1066, hvor englænderne fik stoppet Harald Hårderådes erobringsforsøg. Historien blev nedskrevet i middelalderen. I sin krønike fortalte munken Matthew Paris (ca. 1200-1259) om fortidens begivenheder, herunder om den engelske konge Edvard Bekenderen. Illustration fra ’The Life of King Edward the Confessor’, manuskript fra 1250'erne. Fra: Cambridge Digital Library

Vikingetidens egentlige afslutning

At anse de to slag på engelsk jord i 1066 som en symbolsk afslutning på vikingetiden udspringer af et ganske snævert syn på vikingetiden som historisk periode. De maritime togter, som førtes af skandinaver i denne periode, var af forskellig karakter og rettet mod forskellige mål. Foruden plyndring var tributafkrævning og handel også strategier for at skaffe sig rigdom. I det lys virker politisk og militær erobring nærmest som et marginalt fænomen, ligesom England kun udgjorde en mindre del af den verden, skandinaver spillede en rolle i perioden igennem.

Stamford Bridge og Hastings bør snarere anses som symptomatiske for en ny tid, hvor nordiske og europæiske skæbner i bredere forstand blev viklet sammen, og for nogle markante samfundsudviklinger, som ikke kun vedrørte den bevæbnede elite. Vikingetidens egentlige ophør skyldes frem for alt et kulturskifte. Periodens sidste del og middelalderens første århundrede i Skandinavien er blevet beskrevet som en ”europæiseringstid”, hvor Norden blev integreret i det bredere europæiske fællesskab. På tværs af regionerne opstod der fælles former for magtudøvelse, som hvilede på stærke kongedømmer, og hvor kristendommen var med til at omdefinere menneskers sociale relationer og deres forståelse af verden omkring dem. Men også en række kulturelle faktorer, såsom den latinske skriftkultur, bidrog i høj grad til, at viden og idéer blev spredt, og at administration og lovgivning blev udviklet med urbanisering, møntkultur, nye bydannelser, netværk og sociale dynamikker til følge.

Dette materiale er udgivet i forbindelse med Aarhus Universitetsforlags bogserie '100 danmarkshistorier', der er Danmarks historie fortalt af 100 forskere i 100 bøger. På danmarkshistorien.dk udkommer løbende artikler og kilder i forbindelse med bøgerne. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.