Artikler
Harald 1. Blåtand, død senest 987, konge af Danmark. Harald regerede ifølge Adam af Bremen først sammen med sin far, Gorm den Gamle, og efter hans død alene til 980'erne. På dette tidspunkt rejste hans søn, Svend 1. Tveskæg, et oprør, der førte til Haralds død i Venden. Han blev dog begravet i Roskilde, efter sigende i den kirke, han selv havde ladet opføre.
På den store Jellingsten kundgør Harald, at han har erobret hele Danmark og Norge. I løbet af få år, fra 979 til 981, opførtes en række større bygningskomplekser, der formodentlig må sættes i forbindelse med den påståede rigssamling: udbygningen af Dannevirke, broen over Ravning Enge og de store ringborge, bl.a. Trelleborg. Endvidere tilskrives opførelsen af den ældste stavkirke i Jelling også Harald.
Harald har ligesom flere tidligere danske konger haft indflydelse i Sydnorge og gennem sin jarl, Håkon Sigurdsson fra Trøndelagen, måske i mere af landet. Efter 974 kom Håkon i modsætning til Harald.
I indskriften på den store Jellingsten, som også tilskrives kongen, står der, at Harald gjorde danerne kristne. Haralds egen omvendelse til kristendommen ved missionæren Poppos jernbyrd er omtalt i Widukind af Corveys Sakserkrønike; Haralds dåb dateres til ca. 965.
Tilnavnet Blåtand forekommer først i Roskildekrøniken fra ca. 1140 og må sigte til, at Harald havde en iøjnefaldende blå (eller sort) tand.
Kobberstik af Harald Blåtand fra 1685. Fra: Det Kgl. Bibliotek
Læs mere om Harald Blåtand på denstoredanske.dk