De krigeridealer, der var vokset frem i jernalderens samfund, tilskyndede den voksende gruppe af unge mænd, der ikke var strengt nødvendige for familiernes overlevelse, til at opsøge bytte og ære på hærfærd og togter. Mange aspekter af vikingetidens samfund kredsede om dette krigerliv og fastslog samtidig en patriarkalsk samfundsorden. Krigerens pligt var at kæmpe for sin høvding, der til gengæld forventedes at belønne sit følge rundhåndet. Belønningen omfattede del i det bytte, der blev taget i kamp, men også generøs beværtning ved store gæstebud.

Krigerkultur

Vikingetiden byggede videre på en politisk kultur, som den kendes helt tilbage til Homers Grækenland eller Centraleuropas keltiske stammer. Dens centrale institution var fester i høvdingenes haller, hvor krigerne i fællesskab blev beværtet righoldigt. Til gengæld blev krigernes privilegier modsvaret af lige så kontante forpligtelser. Det ser vi ved forskellige fredsslutninger, hvor en overvunden fjendes voksne mænd blev dræbt, mens kvinderne blev ført bort som trælle.

Denne side af krigerlivet er afspejlet i skjaldevers og i digtning som Bjovulfkvadet, men også i fund af enorme træbygninger, undersøgt blandt andet ved Lejre og Tissø på Sjælland. Hallerne havde tilknyttede kultpladser, og i nærheden er der fundet enorme dynger af kogesten, der var blevet brugt ved madlavning og ølbrygning. Den hedenske kult var en integreret del af store fester og gæstebud. Her spillede kvinder en central rolle, også ved offerslagtningen, kaldet blotet, af de dyr, der siden blev fortæret ved gildet. Et hyppigt motiv i vikingetidens kunst er en kvindefigur, der frembærer et stort drikkehorn eller tager del i offerritualer.

I sine myter, ritualer og daglige praktikker anviste krigersamfundet enhver sin plads i familien på baggrund af køn og status. Status kunne som i de fleste samfund overtrumfe de to andre. Elitens kvinder kunne træde ud over deres kønsbestemte roller, som fund af kvindegrave med våbenudstyr ser ud til at vise. Men kvinder var ikke som mænd underlagt en moralsk forventning om at være parate til at lade sig slå ihjel i kamp for deres familier eller ledere.

På dette dragtsmykke fundet ved Tissø på Sjælland ses to figurer i kvindedragt stående omkring en hest. Begge figurer bærer komplicerede hjelme, der minder om pragthjelme fra jernalderen. Figuren til venstre holder et spyd over hestens ryg, mens hun i den anden hånd har en stor kniv. Figuren til højre frembærer et kar foran hesten. Scenen viser sandsynligvis et offerritual. Foto: Roberto Fortuna og Kira Ursem. Nationalmuseet

Ting og lov

Selvom kongemagten i vikingetidens Danmark hvilede på et minimum af politiske institutioner, så var samfundet langtfra et anarki. Som i andre europæiske samfund var relationer reguleret af en nedarvet sædvaneret, der blev udøvet af en folkeforsamling, tinget, hvortil alle frie mænd (men som hovedregel ikke kvinder) i princippet havde adkomst. Et ting kunne samles fra et mindre lokalt område eller fra en hel landsdel, hvis spørgsmålene krævede det. De specifikke tingmødepladser for bygdeting fra vikingetiden kendes ikke i Danmark, men senest fra 1000-tallet har Viborg, Ringsted og Lund fungeret som samlingssteder for landsting for rigets tre landsdele: Jylland, Sjælland og Skåne.

Sandsynligvis fandtes der som senere i middelalderen fastsatte dage, hvor tinget trådte sammen. Tinget var på én gang en politisk og juridisk institution. Langt op i middelalderen var det landstingene, som godkendte kongevalg. I praksis var det dog først og fremmest domstol for tvister. Tinget kunne idømme bod eller bøder for uret og forbrydelse. Særligt vanskelige sager kunne forelægges kongen til dom.

Konger, drenge, thegner og goder

Det er uklart, hvilke beføjelser vikingetidens konger i Danmark præcis har nydt. En del af de regaler eller kongelige privilegier, som konger nød i middelalderen, har vikingetidens konger næppe haft til rådighed. Kongen modtog ikke regulære skatter, fastholdt ikke et regulært møntsystem og rådede ikke over en stående hærstyrke. Når en konge som Svend Tveskæg kaldte til togt, er styrken sandsynligvis blevet samlet af stormænd, der individuelt havde svoret ham troskab, og som har medbragt deres krigerfølge. Kongen var dog uden tvivl berettiget til afgifter og til gæstning, dvs. til at blive beværtet med sit følge på rejser. Personligt har kongerne utvivlsomt også besiddet store ejendomme.

Under kongerne fandtes et bredt udvalg af betegnelser for agtværdige folk. Runeindskrifter nævner titler som fx ”drenge” – krigere, ”thegner”, der betyder noget i retning af respektable jordejere, eller ”landmænd” og ”bryder”, der måske begge betyder godsbestyrere. Nogle få indskrifter nævner ”fæller”, der er mænd, der som krigere eller handelsrejsende var kompagnoner. En særlig titel er ”gode”, der findes på nogle ældre, hedenske indskrifter. Den betegner en kultleder og som sådan en ærespost snarere end et embede. Der er i det hele taget ikke spor blandt disse betegnelser af egentlige embeder uddelegeret fra kongemagten. Runestenenes mennesker orienterede sig efter deres slægt eller deres umiddelbart foresatte.

Nordisk religion og kristendommen

Fra begyndelsen af vikingetiden står det klart ud fra mange kilder, at kristne uden for Danmark betragtede danskerne som et hedensk folk. Hvad danskerne selv har tænkt og ment, står mindre klart. Kristne missionærer blev accepteret, som da Ansgar i midten af 800-tallet besøgte Hedeby og Ribe og fik lov til at bygge kirker der. Der findes også beretninger om mange skandinaver, der har antaget kristendommen på rejser i udlandet. I den samtidige beretning om Harald Blåtands omvendelse i Widukinds krønike hedder det, at danerne påstod, at Kristus nok var en Gud, men at der også var andre guder, der var større end han.

Fra islandske kilder nedskrevet i 1200-tallet kender vi til nordiske guder og gudemyter. Mange af navnene og nogle få af myterne klinger igen i indskrifter, stednavne og billedfremstillinger fra vikingetidens Danmark. Men den nordiske religion havde til forskel fra kristendommen ingen hellig bog, der fastlagde den rette tro, og mange forhold kan have været forskellige fra det, som senere erindredes i kristen tid på Island.

Igennem hele vikingetiden var kristendommen en kulturel og religiøs faktor i Danmark, sideløbende med den nordiske mytologi. Da Harald Blåtand antog kristendommen i 960’erne, er der intet, der tyder på, at det på landsplan umiddelbart førte til en egentlig organiseret religion, selvom der var en vis inddeling i bispedømmer. Endnu på Knud den Stores tid fandtes der ingen klar opdeling i kirkeprovinser, og det tyske ærkebispesæde Hamborg-Bremen blev bevidst ignoreret. Men enkelte kirker som den i Roskilde blev generøst støttet under hans regering, og Drotten Kirke i Lund blev vistnok opført i sten på Knuds tid. Først under Svend Estridsen, ca. 1060, blev Danmark systematisk opdelt i stifter med klar reference til ærkebispesædet i Hamborg-Bremen. Overgangen til den kristne kultur var en alvorlig sag, men en gradvis proces.

Dyrets metamorfose

Et anden kulturtræk, der tydeliggør vekselvirkningen mellem den gamle og den nye religion, er vikingetidens med rette berømte visuelle kultur. I århundrederne forinden brugtes i Nordeuropa fra Alpeområdet til Irland og Nordkap fortsat forskellige varianter af den særegne dyreornamentik, der siden folkevandringstiden havde været en kulturel markør blandt de germanske folk. Hvad enten det var som ornamenter på metalgenstande, bogmalerier eller træskærerier, var ornamentikken koncentreret om sammenflettede dyremotiver. De har givetvis haft langt bredere betydningslag, end vi i dag kan aflæse, men de afspejler visuelt en organisk sammenhæng, som svarer til de forestillinger om menneske og kosmos, der kendetegner førkristne myter.

Dette dragtspænde fundet ved Lindholm Høje i Nordjylland er udført i urnesstilen, der var i brug fra vikingetidens slutning til første halvdel af 1100-tallet. Motivet med et stort dyr, der omslynges af en slange, kendes fra Jellingstenens dyrebillede. Udtrykket med det sammenslyngede dyremotiv er en direkte tradition fra den dyrestil, der havde været i brug i Danmark siden folkevandringstiden. På den måde bragte dette visuelle udtryk den nye religion sammen med traditionen. Foto: Nordjyske Museer

I de kristnede riger i Vest- og Centraleuropa blev dyreornamentikken fra slutningen af 700-tallet gradvist fortrængt til fordel for planteornamenter og andre motiver inspireret fra antik kunst. I Skandinavien blev den derimod på netop samme tid udviklet med det såkaldte gribedyrsmotiv, der tydeliggjorde dyrebillederne i højere grad end tidligere. Dermed fik blandt andet skandinaviske smykker en visuel identitet, der var umiddelbart genkendelig og tydeligt forskellig fra de kristne landes kunst. Forskellige varianter af dyrestil var blandt skandinavernes faste markører i hele vikingetiden, også i nye bosættelsesområder i øst og vest.

Det er værd at bemærke, at Harald Blåtand efter sin omvendelse brugte et dyremotiv med tydelig rod i denne ornamentiktradition, nemlig billedet på Jellingstenen. Igennem de næste 150 år fortsatte varianter af Jellingstenens dyrebillede med et stort dyr, ofte sammenflettet med en slange, med at være et karakteristisk motiv i nordisk udsmykningskunst, inklusive de berømte billedskæringer i Urnes stavkirke i Norge. Det afspejles også i hundredvis af smykkefund i Danmark fra slutningen af 1000-tallet og begyndelsen af 1100-tallet. Endnu længe efter vikingetiden, i 1130’erne, brugtes urnesstilen sammen med romanske billeder på kirkekunst som det gyldne alter fra Lisbjerg Kirke.

Dyrestilen, med dens rod i et hedensk verdensbillede, blev således videreført i århundreder og levede langt ind i kristen tid, genfortolket som et kristent motiv. Den udvikling opsummerer passende den gradvise, men ikke desto mindre gennemgribende forvandling, som Danmark gennemlevede igennem vikingetiden.

■ Vikingetiden – riget tager form

Vikingetiden (ca. 790-1050) giver de tidligste skriftlige optegnelser om politiske begivenheder og strukturer i Danmark. Fra begyndelsen af 800-tallet blev landet ofte nævnt i kontinentale og angelsaksiske skriftlige kilder som en geografisk og politisk enhed. Det kunne ledes af en eller flere konger, og nogle gange blev det ramt af krig mellem forskellige tronkandidater. Alligevel kunne danske konger samle betydelig militær magt til forsvar eller flådeangreb. Deres repræsentanter blev modtaget af udenlandske herskere som forhandlere af fred eller handelsaftaler. Frankiske kejsere brugte betydelige ressourcer og opmærksomhed på at søge magt og indflydelse gennem militær konfrontation, spionage, mission og støtte til kandidater til den danske trone. Alligevel blev deres indflydelse holdt i skak, og truslen om fremmed overherredømme tjente gentagne gange til at samle politisk støtte eller modstand mod konger. Intet i kilderne tyder på, at det danske rige var en ny politisk konstruktion omkring år 800, og rigets politiske institutioner udviklede sig næppe nævneværdigt i løbet af 800- og 900-tallet.

Kongerne var de ledende i krige, ceremonier og politiske aftaler. Med undtagelse af Harald Blåtands kortvarige forsøg på at organisere nationale fæstningsværker, møntprægning og muligvis et skattesystem var det først efter 1050, at danske konger for alvor begyndte at kontrollere magtinstrumenter som reguleret møntomløb eller kirkelig organisation. Dette politiske system bestod til trods for store kulturelle ændringer såsom indførelsen af kristendommen. Det var forankret i et krigersamfunds magtstrukturer og trivedes i kraft af elitens muligheder for plyndring i udlandet. Da disse muligheder svandt ind i 1000-tallet og blev sat over for stadig mere organiserede modstandere, fandt kongedømmet ind i en ny alliance med kirkelige institutioner og med den voksende magt i et jordejende aristokrati.