Ordet ’jul’ og dets betydning

Ordet ’jul’s sproghistoriske ophav fortaber sig noget. Det har dog formentlig en urgermansk rod. Et tidligt eksempel på ordets anvendelse er i det gotiske sprog, der blev talt i Central- og Sydeuropa i senantikken og i den tidlige middelalder. Her dukkede ordet ’jul’ op i 300-tallet. Det blev blandt andet anvendt i formen ’jiuleis’, som var navn for enten november eller december. Et par århundreder senere kan det også findes i oldengelsk, hvor det blandt andet forekom som ’giuli’ (eller ’Yule’) som beskrivelse af perioden december-januar. På oldnordisk, som man talte i Norden i vikingetiden, synes ordet at have haft flere betydninger, men alt peger dog i retning af, at det ordnordiske ’jól’ kan oversættes til ’fester’. I hvert fald er ’jól’ et flertalsord. 

Ordet synes således at have været udbredt i Europa i antikken og tidlig middelalder - de perioder, som i Danmark kaldes jernalder og vikingetid. Det blev alle steder anvendt om den samme tid på året. Men derudover er det usikkert, hvad ordet egentlig dækkede over – også i en nordisk sammenhæng.

Julen i skjaldekvad og sagaer

Der foreligger ingen samtidige skriftlige kilder, som beskriver den førkristne jul. De ganske få nordiske kilder (skjaldekvad og sagaer), der anvender ordet, er først nedskrevet i kristen tid, og de afspejler derfor den kristne forfatters verdensopfattelse. I de fleste tilfælde, hvor julen omtales i kilderne, anvendes det om den kristne højtid. Men enkelte nordiske kilder angiver, at julen i Norden også i førkristen tid var en særlig begivenhed, som var placeret i december eller januar.

Det kommer til udtryk i den formentlig ældste nordiske kilde, som omtaler julen. Det drejer sig om et skjaldekvad, som skjalden Torbjørn Hornklofi omkring år 900 komponerede til kong Harald Hårfager af Norge (konge ca. 872-930), hvor en strofe bl.a. lyder: ”Kongen vil drikke jul ude […] og udføre Frejs leg.”  Her henviser det første sikkert til, at en hersker i vikingetid måtte bevæge sig meget rundt, hvis han ville beholde sin magt. Det er uklart, hvad der menes med ”Frejs leg” i skjaldekvadet, men drikkeofferet indtog en central rolle i den førkristne religion, hvor man drak for at ære guder som Frej og Odin. Måske refererer skjaldekvadet til et sådant offer.

Et andet skjaldekvad hylder kong Harald Hårderåde af Norge (konge 1046-1066) for at have sejret på slagmarken: ”Jeg tror, at kongen forberedte jul for Hugins hird”. Hugin var en af Odins to ravne, så skjaldekvadet henviser sikkert til, at mange blev dræbt i slaget, hvorfor der var rigeligt mad til de ådselædende ravne. Måske refereres der her også til de usædvanlige mængder af mad, som man indtog i forbindelse med julen.    

Den islandske kristne historieskriver Snorri Sturlasson omtaler julen i en saga om Norges kong Håkon den Gode (konge ca. 933 – ca. 959), nedskrevet ca. 1230. Han beretter om, at kong Håkon besluttede, at julen skulle holdes på samme tid som hos de kristne. I sagaen findes også historien om en stormand, som efter at være blevet kristen fastholdt en tradition for at holde tre store gilder i løbet af året. Førhen havde han holdt tre årlige blotgilder (dvs. offerfester): et ved vinterens start, et midt om vinteren og et ved sommerens start. Da han antog kristendommen, forsatte han med at holde tre årlige gilder, som nu kaldtes gæstebud: et om efteråret, et julegilde om vinteren og et i påsken. Hvordan sådanne julefester blev afholdt, skriver Snorri om andetsteds i sagaen: Den kristne kong Håkon var inviteret til julegilde af nogle hedenske bønder, der, som traditionen bød, ville have kongen til at deltage i blotet (offerfesten). Det ville den kristne konge ikke, men han havde behov for bøndernes støtte. Derfor blev kompromiset, at kongen skulle spise lidt hestelever og drikke mindeskåle, uden at slå korsets tegn over sit drikkebæger. Sidstnævnte var en kristen skik, som bønderne ikke ville acceptere.    

Sagaerne rummer også det første eksempel på ordet ’julegave’. Det findes i en beskrivelse af Norges kong Håkon (konge 1093-1095), som fik støtte fra en del af den norske befolkning ved at afstå fra at opkræve de traditionelle afgifter, befolkningen skulle betale til kongen, herunder julegaver (’jólagjafir’). Andre steder i sagaerne findes eksempler på julegaver, som minder om det fænomen, vi kender i dag. Nordiske stormænd gav f.eks. gaver til deres nærmeste omkring årsskiftet, og hermed fulgte de en skik, der var udbredt ved europæiske hoffer. Traditionelt brugte fyrster også gaver for at knytte vigtige personer til sig og dermed etablere eller fastholde social status, og med tiden blev disse gaver knyttet til julefesten.

Stemningsbillede af en hal ved Fredshøj i Gl. Lejre. I haller af denne type holdt stormænd gilder, f.eks. i december eller januar (digital rekonstruktion). Copyright: ROMU/Niels Valentin.

Julen ifølge kristne krøniker

Den tyske historieskriver Thietmar af Merseburg skrev i begyndelsen af 1000-tallet om en offerfest, som blev afholdt hvert niende år i Lejre på Sjælland. Her har arkæologer senere fundet en meget vigtig plads, der sikkert fungerede som kultisk center i dele af jernalder og vikingetid. I flere skriftlige kilder omtales Lejre også som danernes gamle kongesæde. Ifølge Thietmar ofrede danerne mennesker og dyr i Lejre på det tidspunkt, hvor de kristne fejrede Helligtrekonger (6. januar), fordi de håbede, at deres offer ville behage de underjordiske. Thietmars beskrivelse afspejler en kristen forfatters negative syn på et hedensk samfund, og det er usikkert, om den kan knyttes til den førkristne jul. Men også den angiver, at man i Norden i december eller januar holdt rituelle offerfester.    

Efter kristendommens indførelse i Danmark omtaler adskillige kilder, hvordan danske konger holdt prægtige gilder for at fejre den kristne jul. Tyske historieskrivere (f.eks. Arnold af Lübeck) beskriver i 1100-tallet, hvordan danske konger fejrede julen med store drikkelag, og lignende beskrivelser ses også i de danske krøniker. Blandt andet skriver historieskriveren Saxo omkring år 1200 om store julegilder ved det danske hof. Kongen inviterede rigets fornemmeste mænd til storslåede gilder, hvor man spiste og drak i flere dage.

Fra hedensk fest til kristen højtid  

Nogle mener, at den førkristne jul lå ved vintersolhvervet (21. eller 22. december), andre at den lå ved midvinternatten (mellem 19.-21. januar). Begge forslag kan være rigtige. Der har givetvis været tale om flere rituelle fester, som er blevet afholdt på forskellige tidspunkter i december eller januar. Festerne har varieret fra egn til egn og over tid – måske endda fra familie til familie. I nogle tilfælde har der givetvis været tale om en solhvervsfest, i andre om en fest ved midvinter og i atter andre om en frugtbarhedsfest. Vinterens Jól blev opfattet som et af årets skæringspunkter.         

Julen var en rituel begivenhed, som var knyttet til tiden midt på vinteren. Det lader til, at stormænd fra samfundets elite ofte har været omdrejningspunkt for fester, som blev anset som vigtige. Stormændene (f.eks. kongen) var ofte centrale i de ceremonier, der knyttede sig til praktiseringen af førkristen religion, så de har givetvis også spillet en vigtig rolle i markeringen af julen. Her drak, spiste og ofrede man, og formentlig blev gildet afholdt i en af de store halbygninger, hvor stormanden residerede. Julegildet bidrog til at fastholde og udvikle samfundets sociale og religiøse strukturer.

I Norden overlevede ordet ’jul’ kristendommens indførelse, mens man i andre dele af Europa begyndte at anvende ord, som udsprang af kristendommen (f.eks. Christmas (engelsk), Weihnacht (tysk) og Navidad (spansk)). Ligeledes synes den store indtagelse af mad og drikke at have levet videre i nye former. Man skålede selvfølgelig ikke længere til f.eks. Odins og Frejs ære, men fejrede Kristi fødsel. Selv om det altså umiddelbart ser ud, som om centrale dele af den førkristne jul fortsatte efter kristendommens indførelse, må man dog her være opmærksom på, at informationerne blev nedskrevet af kristne forfattere. De så fortiden gennem en kristen linse og kan derfor meget vel have overført dele af deres samtids julefejring til deres beskrivelser af fortiden.