Vikingetidens runealfabet (futhark)

Kilder

Kildeintroduktion:

Vikingetidens runer forbindes især med de monumentale runesten, som i det nuværende Danmark blev rejst i perioden ca. 700-1100. Runestenene havde rod i jernalderens samfund, og runeskriften havde da allerede eksisteret i adskillige århundreder.

Runerne var oprindeligt inspireret af de græske og romerske alfabeter, men blev udviklet til et selvstændigt skriftsystem, der var tilpasset det sprog, man talte i det nordiske og germanske område. Det begyndte med runerækken f-u-þ-a-r-k, som senere kom til at give runealfabetet navnet 'futhark'. Hen mod vikingetiden havde sproglige udviklinger og politiske strømninger skabt et behov for en radikal ændring af skriftsystemet.

Vikingetidens futhark var i forhold til forgængerne stærkt forenklet og havde kun 16 tegn. Hvert tegn var angivet med et navn, som hjalp runeristeren til at huske, hvilken lyd den enkelte rune repræsenterede. De fleste runer består af en eller flere lodrette streger, som kaldes hovedstave, hvor der er påsat skrå eller vandrette streger kaldet bistave eller kurvede linjer, som kaldes bælge.

Vikingetidens runer er især overleveret på runesten, der blev rejst som monumentale mindesten over begivenheder og - især - navngivne personer. Der var stor prestige forbundet med at skrive sig selv og sin slægt ind i historien ved at rejse de kolossale og uforgængelige runesten. Harald Blåtands store runesten i Jelling står endnu som et monument over den tidlige danske kongemagt og omtales jævnligt som 'Danmarks dåbsattest'.

Runeskriften uddøde ikke, da den latinske skriftkultur kom ind i landet med kristendommens indførelse i slutningen af 900-tallet. Så langtfra. Latin og de latinske bogstaver var stærkt knyttet til kirken og senere til staten, men i flere hundrede år var det fortsat almindeligt at benytte runerne, når man skulle skrive på dansk. Der er også eksempler på, at man tidligt i middelalderen anvendte runer til at skrive på latin med.