Navnet Thor

Thor (oldnordisk Þórr) har været dyrket over hele det germanske område (blandt andet som Donar [oldhøjtysk] og Þunor [angelsaksisk]) og så langt tilbage, som vore kilder går. Desuden forekommer Thors navn på flere runesten, hvor han anmodes om at beskytte det mindesmærke, som runestenen udgør. Hans store popularitet afspejles også i enorme mængder af sted- og personnavne, der er sammensat med Thor, som i øvrigt betyder torden.

Kampguden Thor

I mytologien siges Thor at være søn af Odin og selve jorden. Han er gift med Sif og har sønnerne Magne og Mode, samt datteren Thrud. Han har flere attributter, hvoraf den mest berømte er hammeren Mjølner, men også et styrkebælte og nogle jernhandsker spiller en rolle i enkelte myter.

Med ganske få undtagelser er Thors rolle i langt de fleste myter at være den store jættedræber, og han kan således uproblematisk betegnes som kampgud.

Som vi skal vende tilbage til nedenfor kan det derfor forekomme paradoksalt, at hans rolle i ritualerne primært synes at have været som giver af frugtbarhed, sådan som det berettes hos Adam af Bremen, der i sin beskrivelse af et tempel i Gamle Uppsala, hævder, dels at Thor var den øverste i den nordiske kreds af guder, og dels at han blev påkaldt med henblik på godt vejr og afgrøde.

Thor i myterne

Thors mest berømte modstander er Midgårdsormen. Denne slange, der ligger omkring hele jorden konfronteres med Thor i hvert fald i to omgange. Første gang er da Thor sammen med jætten Hymer tager på fisketur og ror så langt ud, at han får Midgårdsormen på krogen. Historien kender vi primært fra Snorre (Gylfaginning kap. 48) og eddadigtet Hymiskviða, men også fra en række billedlige fremstillinger, hvoraf en af de kendteste er den såkaldte Hørdumsten, fra Hørdum i Thy.

Den såkaldte Hørdumsten opkaldt efter Hørdum Kirke i Thy, hvor stenen blev fundet, og hvor den stadig kan ses i dag. Hørdumstenen er en af de meste kendte billedlige fremstillinger af myten om Thor og Midgårdsormen. Foto: Nationalmuseet

Historien går, at Thor efter at have vredet hovedet af Hymers største okse for at bruge det til madding, sammen med jætten ror ud på havet. Hymer bliver mere og mere betænkelig jo længere de kommer ud og med god grund, for selvfølgelig får Thor Midgårdsormen på krogen. Snorre beskriver på kostelig vis, hvordan uhyret og guden kæmper og stirrer hinanden ind i øjnene, men Hymer bliver så ræd, at han skærer fiskesnøren over, så ormen synker tilbage. Thor får dog kastet sin hammer, og både hos Snorre og i digtet er det usikkert, om ormen faktisk dræbes eller overlever.

For det sidste taler, at et udbredt motiv i beskrivelsen af Ragnarok er at Thor og Midgårdsormen kæmper og dræber hinanden. For det første taler dels, at Mjølner altid rammer sit mål, og dels at tilsvarende myter fra hele det indoeuropæiske område, hvor guder af Thortypen og slanger kæmper mod hinanden, altid lader kampen finde sted i forbindelse med jorden skabelse og ikke undergangen. En løsning på problemet kan ikke umiddelbart gives.

Forsvarer af kosmos mod kaoskræfterne

Denne myte giver et ganske typisk billede af Thorsmyterne: Guden er kendetegnet ved en enorm kraft og aggressivitet, og der er et lidt komisk skær over mange af de kampe han fører. Det er imidlertid værd at notere sig, at Thors kampe altid finder sted mod væsener (jætter og andre), der på en vis måde er symboler på kaos. Med Thor har vi derfor at gøre med en forsvarer af kosmos imod kaoskræfterne.

Og dette kan også lede os på sporet af en løsning på det problem, der blev nævnt ovenfor, nemlig at han i myterne næsten udelukkende er kriger, medens han i ritualerne tilsyneladende har været dyrket, primært med henblik på frugtbarhed. Det er blevet foreslået, at Thors frugtbarhedsgivende funktion skal ses som et biprodukt af hans kosmiske kampe, for når han kommer drønende gennem luften i sin gedebukkeforspændte vogn, svinger han med hammeren, så der opstår lyn og torden.

Det kan let tænkes at være en medvirkende årsag, men den egentlige forklaring skal snarere søges i det faktum, at uregelmæssigheder, såsom tørke, sygdomme og andre ulykker, i et samfund som det førkristne blev anset som indtrængen af kaotiske kræfter i et ellers velordnet kosmos. Det er derfor en kampgud må træde til og dermed i selve kampen redde den ordnede verden, dvs. den verden, som i sin substans er god for mennesker at leve i.

Bøndernes gud

Thor har primært været dyrket af bønderne, medens Odin primært var kongernes gud. Denne modsætning mellem de to guder er fremstillet i lettere karikeret form i eddadigtet Hárbarðsljóð, hvor Odin, forklædt som færgemand, og Thor, der ønsker at blive fragtet over en flod, fra hver sin bred fornærmer hinanden, tydeligvis med Odin som den klogeste. Thor fremstilles således ofte som lettere enfoldig, men til gengæld altid pålidelig, begge træk, der er i skarp modsætning til Odin.

Der er som antydet ovenfor klare indicier for, at Thor eller en gud af samme type, har eksisteret over hele det indoeuropæiske område. Vi kender nemlig til myter om flere kosmosbevarende guder fra det indoeuropæiske område med både den nævnte styrke, aggressivitet og i øvrigt en ganske betydelig sult og tørst.