Krigen i Ukraine og anvendelsen af fortællinger om 2. verdenskrig

Artikler

Ukraine blev i februar 2022 invaderet af Rusland, der indledte et omfattende militært angreb på nabostaten. Det skete i forlængelse af tidligere russisk-støttede militære operationer og annekteringer i det østlige Ukraine og annekteringen af Krim-halvøen i 2014. I forbindelse med krigen i Ukraine har Rusland anvendt forskellige udlægninger af historiefortællingen om 2. verdenskrig, som er blevet brugt i forsøgene på at retfærdiggøre krigen. Det var stærkt selektive og kontroversielle tolkninger af begivenhederne under 2. verdenskrig, der blev fremhævet og anvendt som en slags ’våben’ i den politiske legitimering af krigen. Ifølge den russiske præsident Putin var angrebet nødvendigt for bl.a. at slå truslen fra ukrainske nazistiske og fascistiske kræfter ned, hvilket var i overensstemmelse med, hvad Sovjetunionen i Putins optik også havde gjort i Ukraine under 2. verdenskrig. Uafhængig forskning peger dog på, at der findes nationalistiske, højreekstreme kræfter i alle europæiske lande, og at de i Ukraine alene udgør et lille mindretal.

Den russiske version af begivenhederne i forbindelse med verdenskrigen 1939-1945, der er blevet anvendt som begrundelse for den russiske invasion i Ukraine, rummer væsentlige elementer af historieforfalskninger og fortielser. Samtidig har der været et tendentiøst fokus på udvalgte elementer fra historien med det formål at bekræfte den russiske stats stolte fortid. Denne artikel sammenfatter, hvordan 2. verdenskrig blev brugt og misbrugt som 'våben' i krigen i Ukraine i 2022.

Under 2. verdenskrig oplevede både Ukraine og Sovjetunionen meget hårde besættelser, der var langt voldsommere end fx den tyske besættelse af Danmark fra 1940 til 1945. Det samme var i øvrigt tilfældet for Jugoslavien, hvor besættelsen og kampen mod den kostede et sted mellem 7 og 11 % af befolkningen livet. I Sovjetunionens tilfælde mistede landet omkring 20 millioner mennesker.

Verdenskrigens store tab og tragedier og de mange efterfølgende spørgsmål og modstridende fortællinger om krigen præger den dag i dag de politiske og samfundsmæssige debatter i Sydøsteuropa og herunder Ukraine, Rusland og Jugoslavien. Det er derfor ikke overraskende, at disse debatter også er blevet udnyttet til at retfærdiggøre militære tiltag både i Ukraine og på Balkan.

Østeuropa
Kort over nutidens Østeuropa, herunder Ukraine og det vestlige Rusland. Fra: danmarkshistorien.dk

Sovjetunionens fortælling om 2. verdenskrig efter 1945

I Sovjetunionen eksisterede der én officiel fortælling om 2. verdenskrig. Krigen blev kaldt ’Den Store Fædrelandskrig’, og i fortællingen havde Sovjetunionen anført af det bolsjevistiske parti formået at forsvare både sig selv og verden mod nazismen. Krigen blev således reduceret til en enkel og let forståelig historie, hvor ’de gode’ kommunister anført af lederen Josef Stalin (1879-1953) i 1941 var blevet udsat for Nazi-Tysklands invasion og havde forsvaret sig selv. Denne glorværdige krig endte med ’befrielsen’ af alle de områder, der i begyndelsen af 2. verdenskrig havde været del af Sovjetunionen, og med udvidelsen af den kommunistiske verden til Østeuropa, inklusive Østtyskland.

I denne officielle fortælling var der ikke plads til ubekvemme detaljer såsom den ikke-angrebspagt, som Sovjetunionen og Tyskland havde skrevet under på i august 1939, hvor de bl.a. gik med til at opdele Polen mellem sig. Der var heller ikke nogen offentlig diskussion eller anerkendelse i Sovjetunionen af sovjetiske krigsforbrydelser under krigen, og alle modstandere af Sovjetunionen blev per definition betegnet som fascister. Om end Sovjetunionen anerkendte, at Nazi-Tyskland havde haft til formål at udrydde sovjetiske og alle andre europæiske jøder, var der i Sovjetunionen ikke nogen særlig fokus på de jødiske ofre. Især under Stalin, men også senere, var der officielle antisemitiske kampagner i Sovjetunionen – også efter 2. verdenskrig i perioden umiddelbart inden Stalins død i 1953.

Historiefortællingen om 2. verdenskrig i Ukraine

I den officielle fortælling blev mange forhold fortiet – og særligt forhold, der var relevante for Ukraine og ukrainerne. Først og fremmest var der ingen indrømmelse af, at mange mennesker i både Ukraine og de baltiske lande (Estland, Letland og Litauen) i hvert fald i begyndelsen af krigen havde været begejstrede for den tyske invasion af Sovjetunionen. Denne begejstring var særligt udpræget i den vestlige del af Ukraine. 

I Ukraines tilfælde findes hovedårsagen til denne begejstring i Holodomor – hvilket er den ukrainske betegnelse for den massive hungersnød, der opstod i Ukraine i begyndelsen af 1930’erne.  Ukraine var på mange måder Sovjetunionens brødkurv. Som led i tvangskollektiviseringen af sovjetisk landbrug og den centralt gennemførte industrialisering af Sovjetunionen tvang de sovjetiske myndigheder bønderne i Sovjetunionen til at overføre langt størsteparten af deres afgrøder til staten. I mange tilfælde fik bønderne ikke lov til at beholde tilstrækkeligt med fødevarer til at overleve, og staten eksporterede især korn og hvede for at kunne tjene penge til industrialiseringen. Resultatet blev udbredt hungersnød, hvor millioner af ukrainere døde.

Blandt historikere er der fortsat heftige diskussioner om, hvorvidt Stalins politik i begyndelsen af 1930’erne bevidst havde til hensigt at udrydde en stor del af den ukrainske befolkning. Generelt havde ukrainerne ligesom mange andre i Sovjetunionen det hårdt i slutningen af 1930’erne, hvor utallige mennesker var blevet fængslet og dræbt i de politiske udryddelser, der i historien betegnes som ’Den Store Terror’.

Den delvise ukrainske begejstring for den tyske invasion af Sovjetunionen i juni 1941 førte ikke til en fuldstændig alliance mellem tyskerne og ukrainerne. I tyskernes optik var ukrainerne først og fremmest et slavisk folkeslag, som ifølge den nazistiske ideologi hørte til blandt die Untermenschen, som var tyskerne underlegne. Denne ideologi spændte ben for et systematisk samarbejde mellem nazisterne og de ukrainske nationalister, der havde samlet sig i Organisationen af Ukrainske Nationalister (OUN). Senere i krigen, da Tyskland begyndte at lide alvorlige nederlag på Østfronten, begyndte Tyskland at udvide sit samarbejde med ukrainske nationalister, bl.a. ved i juli 1944 at danne en ukrainsk SS-division.

Udhungrede bønder under Holodomor
Udhungrede bønder i Kharkiv under Holodomor, 1933. Foto: Wikimedia Commons

Nationalisme og antisemitisme i Ukraine under 2. verdenskrig

En omstridt historisk figur fra denne tid, der ofte bliver nævnt i samtidig kontekst, er den ukrainske nationalist Stepan Bandera (1909-1959), der var leder i OUN. Hans turbulente liv og vej til magten illustrerer meget af ukrainsk histories kompleksitet. Bandera var ukrainsk nationalist og var blevet fængslet i Polen inden krigen. Kort efter den tyske invasion af Sovjetunionen i juni 1941 erklærede Bandera sig villig til at alliere sig med Nazi-Tyskland for at etablere en uafhængig ukrainsk stat. Bandera blev i stedet fængslet af tyskerne og sendt i koncentrationslejren Sachsenhausen lidt nord for Berlin. Senere i krigen løslod tyskerne ham i et forsøg på at hverve Bandera og hans tilhængere som allierede i krigen. De senere sovjetiske myndigheder gjorde Bandera til et symbol for ukrainsk ekstrem nationalisme og forsøgte på denne måde at ligestille ukrainsk nationalisme og nazisme.

På et særligt omstridt punkt overlappede nazistiske og ukrainske nationalistiske styrkers interesser.  Nazi-Tysklands ambitioner om at udrydde alle europæiske jøder vandt genklang hos de meget antisemitiske ukrainske nationalister. Mange af disse deltog derfor aktivt i Holocaust, hvor størsteparten af Ukraines store jødiske befolkning blev myrdet.

Forskelle mellem det vestlige og østlige Ukraine

Under 2. verdenskrig var der i Ukraine store regionale forskelle i synet på både den tyske besættelsesmagt og Sovjetunionens Røde Hær. I den østlige del af Ukraine var det en forholdsvis lille del af befolkningen, der viste nogen lyst til at samarbejde med den tyske besættelsesmagt. I stedet udgjorde befolkningen i denne del af Ukraine en stor del af Den Røde Hær.

I løbet af 1944 og 1945 befriede Den Røde Hær hele Ukraine. Men i den vestlige del af Ukraine blev hærens ankomst ikke anset som en befrielse, men snarere som en ny sovjetisk besættelse.  Ukrainske nationalister modsatte sig genetableringen af sovjetisk magt, og der opstod heftige kampe mellem dem og Den Røde Hær. Selv om krigen officielt sluttede i maj 1945, så fandt der også i flere år derefter kampe sted mellem ukrainske nationalister, der agerede som guerillaer, og de sovjetiske sikkerhedsstyrker. Mange af de ukrainere, der af de sovjetiske myndigheder var blevet stemplet som kollaboratører, blev deporteret og tilbragte mange år i Gulag – det omfattende sovjetiske netværk af koncentrations- og fangelejre.

Efter 2. verdenskrig betegnede sovjetiske historikere alle ukrainske nationalister som nazistiske kollaboratører. Den sovjetiske historieskrivning viste til gengæld ikke megen interesse for Holocausts jødiske ofre, da den ikke passede godt ind i den officielle fortælling, især fordi der også var stærke antisemitiske elementer til stede i stalinismen. Dette er særdeles vigtigt, fordi det betød, at begreber som 'fascisme' og 'nazisme' i officielt brug blev reduceret til udelukkende at omfatte antisovjetiske og antirussiske handlinger og aktører.

Som en vigtig historisk detalje skal det også nævnes, at Ukraine som konsekvens af 2. verdenskrig rykkede vestpå. Territorier, der tidligere havde tilhørt Polen, Rumænien og Tjekkoslovakiet, blev tildelt Ukraine som del af Sovjetunionen. Til gengæld var det først i 1954, at Sovjetunionen overdrog Krim-halvøen fra den russiske sovjetiske delrepublik til den ukrainske sovjetiske delrepublik.

2. verdenskrig som russisk begrundelse for invasionen af Ukraine

Få dage inden den store russiske invasion af Ukraine den 24. februar 2022 holdt den russiske præsident Vladimir Putin (f. 1952) en tale, hvor han begrundede beslutningen om at gå i krig. Putin sagde, at Rusland ikke havde noget valg, dog brugte han ikke ordet 'krig', men hentydede i stedet til en 'særlig militær operation'. Denne var angiveligt nødvendig for at fjerne den trussel, som Ukraine udgjorde mod Rusland. Putin påstod, at Ukraine og det ukrainske folk blot var noget, der var blevet opfundet af den første sovjetiske leder, Vladimir Iljitj Lenin (1870-1924). Putin sagde endvidere, at Ukraine i dag blev styret af (neo-)nazister, der hadede Rusland og ville Rusland det ondt.

Efter den russiske invasion gik i gang, udtalte Putin, at Rusland først ville trække sig fra Ukraine, når Ukraine var blevet demilitariseret og denazificeret. Første mål var helt klart permanent at forhindre Ukraine i at kunne blive medlem af NATO og endvidere at sikre, at Ukraine ville være for svag til at yde nogen form for modstand over for fremtidige russiske politiske, økonomiske og militære krav. Andet mål var direkte forbundet med Putin og Sovjetunionens officielle fortolkning af 2. verdenskrig. Al støtte til fordel for et uafhængigt Ukraine blev på denne måde ligestillet med og betragtet som ukrainsk fascisme og nazisme. Dette kan ses som en forlængelse af den meget forenklede brug af netop disse begreber i den sovjetiske historieskrivning.

Omtaler af den ukrainske nationalistiske fortid og nutid

Siden 1991 har der i Ukraine været højreekstreme kræfter, inklusive nogle, der kan betegnes som fascistiske og/eller neonazistiske. Lignende kræfter findes i næsten alle europæiske lande. Mest kontroversielt i ukrainsk kontekst har været Azov-bataljonen, der opstod i 2014, da Rusland besatte dele af det østlige Ukraine. Både internt i Ukraine og i andre lande har der været betændte diskussioner om, hvordan man i Ukraine omgås med den ukrainske nationalistiske fortid, især antisemitismen og ukrainske gerningsmænd i Holocaust.

Forskere i højreekstremisme mener dog, at fascistiske og neonazistiske styrker udgør et lille mindretal i dagens Ukraine. Der er således ingen seriøse argumenter for en ligestilling af Ukraine som stat med nazismen. Desuden skal det nævnes, at Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj (f. 1978) faktisk er født ind i en jødisk familie, hvilket også udstiller det urimelige i de officielle russiske argumenter om et fascistisk Ukraine. 

I maj 2022 udtalte den russiske udenrigsminister Sergej Lavrov (f. 1950) desuden, at også Hitler angiveligt delvist skulle have haft jødisk baggrund, og at de værste antisemitter ofte er jøder. Denne meget underlige påstand blev mødt med massiv international kritik, ikke mindst fra Israel.

I russiske medier og officielle udtalelser omtales Ruslands modstandere i Ukraine ofte som tilhængere af den ukrainske nationalist Stepan Bandera. Der er uden tvivl tilhængere af Bandera i dagens Ukraine. I perioden, siden Ukraine blev uafhængigt, har der været forsøg på at rehabilitere Bandera og fremhæve ham som en ukrainsk folkehelt. I 2010 beærede den daværende ukrainske præsident Viktor Jusjtjenko (f. 1954) Bandera med titlen ’Helt af Ukraine’, hvilket medførte stor kritik fra EU. Beslutningen blev efterfølgende annulleret, men der findes statuer af Bandera i mange ukrainske byer. Det nu verdensberømte slogan Slava Ukrajini (Ære til Ukraine) har også en problematisk tilknytning til ukrainsk ekstrem nationalisme og fascisme og var forbudt under Sovjetunionen. Dog har sloganet også en forhistorie, der går tilbage til den ukrainske uafhængighedskrig fra 1917 til 1921.

Statue af Stepan Bandera
Statue af den ukrainske nationalist Stepan Bandera (1909-1959) i byen Dubno i det vestlige Ukraine. Foto: Wikimedia Commons

Manglende beviser for de russiske anklager og undertrykkelse af den historiske forskning

Nationalismen i Ukraine siden 1991 kan dog på ingen måde ligestilles med fascisme og nazisme.  Der findes ingen troværdige beviser for de gentagne russiske anklager om en massiv forfølgelse eller undertrykkelse af det russiske mindretal i Ukraine i de forløbne år, endsige for forsøg på at udrydde russisk identitet og sprog i Ukraine. Tværtimod har mange forskere og analytikere påpeget problematiske mulige fascistiske træk i Ruslands ideologiske forsøg på at retfærdiggøre invasionen af Ukraine. De officielle russiske erklæringer om, at hverken Ukraine eller det ukrainske folk virkelig findes, og at både området og befolkningen fremtidigt skal indordne sig under Rusland, bærer stærke nationalistiske, kolonialistiske og fascistiske træk. Blandt de væbnede russiske styrker i Ukraine findes der for eksempel også den såkaldte Wagner-gruppe, hvis tilhængere har udmærket sig ved ytringer, hvormed de beundrer Nazi-Tyskland. 

Slutteligt kan det bemærkes, at flere forskere har fremhævet, at Putins og Ruslands egen omgang med fortiden er meget opportunistisk og lemfældig. I de senere år har de russiske myndigheder forholdsvis systematisk undertrykt historisk forskning med fokus på forbrydelser begået i Sovjetunionen, bl.a. også med hensyn til Ukraine. Prominente organisationer som den russiske menneskerettighedsorganisation Memorial, der har prøvet at dokumentere såvel historiske forbrydelser som samtidige massive krænkelser af menneskerettigheder, er blevet hængt ud som ’fremmede agenter’ og er blevet tvunget til at lukke. Kritik af især den stalinistiske fortid og særligt de massive og systematiske krænkelser af menneskerettigheder under Stalin fejes til side af Putin og myndighederne i Rusland. I stedet fokuseres der mht. til stalinismen hovedsageligt på det faktum, at Sovjetunionen under Stalin besejrede nazismen. Der er derfor meget, der taler for den konklusion, at Putin og den russiske stat kun er interesseret i de elementer i russisk og sovjetisk historie, der bekræfter staten og nationens storhed.

Om artiklen

Forfatter(e)
Christian Axboe Nielsen
Tidsafgrænsning
1945 -2022
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
5. maj 2022
Sprog
Dansk
Litteratur

Applebaum, Anne: Rød Sult: Stalins hungersnød i Ukraine (2018).

Himka-John Paul Himka: “Ten Turning Points: A Brief History of Ukraine” (2022): ukrainesolidaritycampaign.org/2022/04/13/ten-turning-points-a-brief-history-of-ukraine/

Markiewicz, Pawe?: Unlikely Allies: Nazi German and Ukrainian Nationalist Collaboration in the General Government During World War II (2021).

Weiss-Wendt, Anton: Putin's Russia and the Falsification of History: Reasserting Control over the Past (2020).

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Christian Axboe Nielsen
Tidsafgrænsning
1945 -2022
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
5. maj 2022
Sprog
Dansk
Litteratur

Applebaum, Anne: Rød Sult: Stalins hungersnød i Ukraine (2018).

Himka-John Paul Himka: “Ten Turning Points: A Brief History of Ukraine” (2022): ukrainesolidaritycampaign.org/2022/04/13/ten-turning-points-a-brief-history-of-ukraine/

Markiewicz, Pawe?: Unlikely Allies: Nazi German and Ukrainian Nationalist Collaboration in the General Government During World War II (2021).

Weiss-Wendt, Anton: Putin's Russia and the Falsification of History: Reasserting Control over the Past (2020).

Udgiver
danmarkshistorien.dk