Under 2. verdenskrig oplevede både Jugoslavien og Sovjetunionen meget hårde besættelser, der var langt voldsommere end fx den tyske besættelse af Danmark 1940-45. I Jugoslavien kostede besættelsen og kampen mod den livet for et sted mellem 7 og 11 % af befolkningen, og i Sovjetunionen mistede landet omkring 20 millioner mennesker. Særligt bemærkelsesværdigt var det, at flere borgere i Jugoslavien blev dræbt af andre jugoslaviske borgere, der samarbejdede med besættelsesmagterne, end af selve besættelsesmagterne. Sammenlignet med besættelsen af Danmark var 2. verdenskrigs forløb i både Jugoslavien og Sovjetunionen ekstremt kompliceret.

Verdenskrigens store tab og tragedier og de mange efterfølgende spørgsmål og modstridende fortællinger om krigen præger den dag i dag de politiske og samfundsmæssige debatter i det tidligere Jugoslavien og også i Rusland og Ukraine. Det er derfor ikke overraskende, at disse debatter også er blevet udnyttet til at retfærdiggøre militære tiltag både på Balkan og i Ukraine.  

Kort over det sydøstlige Europa, hvor de nye lande, der opstod efter krigene på Balkan i 1990’erne er fremhævet med rødt. Fra: danmarkshistorien.dk

Historiefortællingen om 2. verdenskrig i det tidligere Jugoslavien

Efter 2. verdenskrig blev krigen i Jugoslavien kendt som ’Folkebefrielseskampen’, og den officielle fortælling om krigen var ganske enkel. Jugoslavien var i april 1941 blevet besat af Aksemagterne (Tyskland, Italien og Japan) og deres allierede i regionen. Efter Jugoslaviens hurtige kapitulation havde besættelsesmagterne etableret en række marionetregeringer, hvoraf den mest berygtede var Den Uafhængige Stat Kroatien (Nezavisna Država Hrvatska, NDH), der dækkede det meste af Kroatien, hele Bosnien-Hercegovina og dele af Serbien. Anført af den fascistiske Ustasja-bevægelse (Ustasja) begik denne marionetstat folkedrab mod serbere, jøder og romaer. Også i Serbien fandtes der dog under den tyske militærbesættelse serbiske myndigheder, der samarbejdede med tyskerne og bl.a. bidrog til udryddelsen af de serbiske jøder. 

Efter krigens afslutning satte de kommunistiske myndigheder i Jugoslavien fokus på den multietniske partisanbevægelse anført af kommunisterne og Josip Broz Tito (1892-1980), der havde formået at befri landet fra Aksemagternes besættelse. I ”broderskabet og enhedens” ånd betonede kommunisterne, at der hos alle folkeslag i Jugoslavien havde været kollaboratører, der fortjente total fordømmelse, men at alle folkeslag også havde bidraget til landets befrielse. Det var frem for alt partisanerne og deres heltemod og -gerninger, der blev undervist i i skolerne og omtalt i offentligheden. Også den historiske forskning fokuserede hovedsageligt på partisanbevægelsen, da det var politisk følsomt at forske i de forbrydelser, der blev begået i NDH og af andre kollaboratører under 2. verdenskrig.

Josip Broz Tito var præsident i Jugoslavien fra 1945 til sin død i 1980. Under 2. verdenskrig var han leder af den jugoslaviske partisanbevægelse, der gjorde modstand mod Tyskland, Italien og lokale fascistiske bevægelser. Foto: Wikimedia Commons

Nationalistiske og fascistiske udlægninger af historiefortællingen i 1980’erne

Efter den jugoslaviske leder Tito døde i 1980, begyndte historikere og andre i Jugoslavien i stigende grad at stille kritiske spørgsmål til historien. Det førte ret hurtigt til en omstridt begyndende rehabilitering af både de kroatiske fascister – Ustasja-bevægelsen – og de serbiske nationalistiske styrker fra 2. verdenskrig kendt som tjetnikker. Desuden opstod der en slags nationalistisk kapløb mellem hhv. kroatiske og serbiske historikere. Nogle kroatiske historikere forsøgte at så tvivl om og bagatellisere antallet af ofre og bestride, at der var tale om folkedrab. En række serbiske historikere forsøgte omvendt at skrue antallet af især serbiske ofre i vejret som led i et større forsøg på at udstille serbere som de største ofre i 2. verdenskrig og som et offerfolk i det hele taget.

Begge sider havde det til fælles, at de i høj grad fokuserede på offertallet i Jasenovac, den største og mest notoriske koncentrationslejr i NDH. Desuden var hverken de kroatiske eller de serbiske historikere interesseret i at omtale og behandle emner omkring deres egne gerningsmænd og kollaboratører under krigen. Med andre ord ville hver side helst snakke om sine egne ofre og helst ikke om egne forbrydelser og medskyld, og disse forvrængede forestillinger om krigen spredte sig hurtigt fra historieskrivningen ind i offentlige politiske debatter og i medierne.

Et kontroversielt og revisionistisk syn på 2. verdenskrig i Kroatien i 1990’erne

Ret væsentligt var det, at én af de nationalistiske kroatiske historikere var Franjo Tuman (1922-1999), en tidligere kommunistisk general, der i 1960’erne blev smidt ud af kommunistforbundet. Netop Tudman blev i 1990 valgt som Kroatiens første præsident. Hans kontroversielle og revisionistiske syn på især 2. verdenskrig bidrog til en voksende frygt hos det serbiske mindretal i Kroatien og Bosnien-Hercegovina for, at de igen ville risikere at blive udsat for folkedrab eller andre forbrydelser. Tudman omtalte ofte NDH positivt, bl.a. når han ytrede sig om, at Ustasja-bevægelsen angiveligt havde skabt en stat, som det kroatiske folk havde drømt om i århundreder.

Den nye kroatiske regering, der blev valgt i 1990, brugte begreber og dyrkede anvendelsen af symboler, der mindede mange i Jugoslavien om den mørke fortid. Særligt tankevækkende var det, at den fascistiske hyldest fra NDH-tiden Za dom spremni (Parat for fædrelandet) blev taget i brug igen i offentligheden af nationalistiske kroater. Især for serberne i Kroatien, men også for mange antifascistisk sindede kroater, vakte dette bekymring for, hvad der ville ske, efter Kroatien erklærede sig uafhængigt i 1991.

Nationalismen på Balkan

De mange økonomiske og politiske udfordringer i Jugoslavien i løbet af 1980’erne gjorde folk sårbare over for nationalismen, der påstod, at alle problemer kunne løses, hvis blot nationen samlede sig omkring én stor leder. Derfor forkastede befolkningen i høj grad ikke kun den særlige jugoslaviske socialisme og dens budskab om ”broderskab og enhed” blandt de jugoslaviske folkeslag, men lod sig også forføre af ukritiske forestillinger om de fascistiske og autokratiske ledere og bevægelser, der havde præget Jugoslavien under 2. verdenskrig.

Samtidig i Serbien begyndte der i slutningen af 1980’erne en rehabilitering af både de nationalistiske tjetnikker og også nogle af de førende serbere, der under 2. verdenskrig havde samarbejdet med tyskerne. Ligesom rehabiliteringen af Ustasja-bevægelsen i Kroatien skabte harme hos serbere, så var mange kroater og bosniske muslimer forargede over rehabiliteringen af tjetknikkerne, hvis styrker under krigen havde begået mange krigsforbrydelser mod kroatiske og muslimske civile i bl.a. Kroatien, Bosnien-Hercegovina og Serbien. 

I konteksten af den tiltagende krise i Jugoslavien, hvor der udbrød krig i 1991, blev disse forvrængede historiske fortolkninger til en slags våben, som politikere udnyttede til egen fordel. Forestillinger om, at 2. verdenskrigs uhyrligheder kunne gentage sig, skabte frygt og bidrog til en oppiskning af nationalistiske stemninger og manglende tolerance og dialog. Da Kroatien begyndte at bane sig vej mod en uafhængighedserklæring, tænkte et stigende antal serbere, at de måske ville blive udsat for mishandling og det, der var værre, i et nyt uafhængigt Jugoslavien.

I slutningen af 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne dokumenterede politiet også et støt stigende antal daglige hændelser af chikane og vold mod serbere i Kroatien. Sammen med den ofte meget aggressive propaganda, der blev formidlet i serbisk fjernsyn, skabte dette frygt og vrede hos mange serbere i Kroatien og Bosnien-Hercegovina. Her skal også nævnes, at de serbiske medier fra tid til anden decideret manipulerede med fakta, bl.a. ved hele tiden at fremhæve og vise billeder af Ustasjas forbrydelser fra 2. verdenskrig.  I nogle enkelte tilfælde fandt serbiske fjernsyns- og avisredaktører sågar på at vise billeder af serbiske ofre fra 2. verdenskrig ved siden af tekster, der påstod, at disse billeder stammede fra nutiden. 

Ukritiske nationalistiske udlægninger som led i krigenes legitimering

Den frygt og foragt, der blev skabt gennem manipulering med den brandfarlige fortid fra 2. verdenskrig, fik alvorlige konsekvenser. De allerede spændte forhold imellem især serbere og kroater i Jugoslavien forværredes yderligere, og moderate stemmer og fortalere for sameksistens, forsoning og kompromis blev i stigende grad fortrængt og fortiet.

Både i Kroatien og Serbien meldte mange af de især unge mænd, der troede på den nationalistiske propaganda, sig ind i diverse ekstreme paramilitære organisationer. Et andet bidragende element var, at mange kroater og serbere, der havde boet uden for Jugoslaviens grænser, og som i udlandet var opvokset med meget ukritiske og nationalistiske fortolkninger af 2. verdenskrig, vendte tilbage til Jugoslavien, hvor de i flere tilfælde blev medlemmer af disse organisationer. Det var netop de paramilitære styrker, der begik nogle af de værste forbrydelser i krigene i det tidligere Jugoslavien i 1990’erne.

Frygten for en gentagelse af folkedrabet under 2. verdenskrig

Et sidste og særligt trist element var det faktum, at hadet og frygten for en gentagelse af 2. verdenskrigs folkedrab i nogle tilfælde førte til, at folk endte som skyldige i nye forbrydelser i krigene i 1990’erne. Ved FN’s domstole for det tidligere Jugoslavien (International Criminal Tribunal for the Former Yugoslavia, ICTY) fortalte adskillige gerningsmænd fx om, hvordan situationen havde forandret sig meget hurtigt i Bosnien-Hercegovina i slutningen af 1980’erne.

Fra et forholdsvist stabilt samfund, hvor der på trods af mange udfordringer fandtes en god grad af tolerance blandt de forskellige folkeslag, opstod der forholdsvist hurtigt en voksende frygt for borgerkrig og gensidige overgreb og forbrydelser ligesom dem, mange huskede eller havde hørt om fra 2. verdenskrig. Nogle serbere blev i denne situation så bange og vrede, at de ’præventivt’ selv tog initiativ til overgreb mod ’de andre’, da de ellers selv frygtede at blive ofre for nye forbrydelser. Det hører til blandt nogle af de mest triste ironier i forbindelse med Jugoslaviens sammenbrud, at folk, der blev manipuleret til at frygte overgreb, selv blev til gerningsmænd.

I dag over 30 år efter Jugoslaviens opløsning døjer regionen stadigvæk med efterdønningerne af krigen og vedvarende politisk misbrug af 2. verdenskrigs forbrydelser. Det er ikke svært, især i Kroatien, Bosnien-Hercegovina og Serbien, at finde politiske og kulturelle eksempler på, at krigsforbrydere fra 2. verdenskrig (og fra 1990’erne) i skolebøger, i politiske taler og i kulturlivet behandles som positive forbilleder for nationen. Især på fodboldstadioner er det ofte muligt at se krigsforbrydere blive hyldet og høre nationalistiske og fascistiske slogans – inklusive Za dom spremni! –  fra 2. verdenskrig blive råbt af publikum. I hele regionen taler man alt for gerne om sine egne ofre, men kun sjældent og modvilligt om sine egne gerningsmænd, og det, der kan betegnes som et ’konkurrerende offerskab’, er noget af en regional fritidsbeskæftigelse.