Det jugoslaviske sammenbrud

Josip Broz Tito (født 1892) døde i 1980. Han havde været Jugoslaviens ubestridte leder siden den socialistiske stats oprettelse i 1945. Landet var en føderation samlet af seks republikker - præget af kulturelle forskelle og indbyrdes konflikter, og Tito havde gennem alle årene været den, der opretholdt den fælles jugoslaviske identitet.

Ved Titos død opstod der et magttomrum. Lederne af delstaterne prøvede nu at profilere sig på deres egen etniske identitet, og tilliden til det fælles socialistiske system vaklede.

Kommunisten Slobodan Milošević (1941-2006) var kommet til magten i Serbien i 1987 og forsøgte efterhånden at basere sin magt på serbisk nationalisme. Det bekymrede især i Slovenien og Kroatien. Nationalistiske partier vandt frem i alle delstaterne. Slovenien og Kroatien erklærede sig selvstændige, og det kom til voldsomme kampe i dele af Kroatien.

Det blev imidlertid endnu værre i 1992, da bosnierne forsøgte at gå samme vej og erklærede Bosnien-Hercegovina for selvstændigt. I foråret 1992 holdt Jugoslavien således i praksis op med at eksistere.

Krigen blev udløst af et snigskytteangreb på en fredsdemonstration i Sarajevo i april 1992, og den varede ved helt frem til november 1995.  

Kampene i Bosnien endte med at koste 250.000 mennesker livet og drive seks ud af ti bosniere væk fra deres hjem. 700.000 bosniere endte med at blive asylansøgere i lande uden for Jugoslavien.

I 2012 – 20 år efter krigens begyndelse – blev der stillet 11.541 tomme røde stole op i Sarajevos hovedgade, Marsala Tito. Én for hver af byens dræbte. Egentlig skulle mindst tusind af dem have været børnestole, men det syntes arrangørerne blev lidt for makabert. Foto: Midhat Mujkic, Wikimedia Commons

De skal jo hjem igen

Allerede tre måneder efter at krigen brød ud i 1992, var omkring to millioner mennesker på flugt eller under belejring. Ret hurtigt blev det klart, at de urolige forhold tvang flygtningene til nabolandene og videre ud i Europa på flugt fra noget, der startede som chikane, men snart udviklede sig til massakrer, internering i koncentrationslejre, systematisk voldtægt og ødelagte byer.

Som et forsøg på beskyttelse af civilbefolkningen oprettede FN såkaldte sikre zoner. Men der var ikke tilstrækkelig militær styrke bag, og det førte til tragiske hændelser som den ved byen Srbrenica, hvor omkring 8.000 muslimske mænd og drenge blev dræbt af bosnisk-serbiske oprørsstyrker.

I stedet for at forstærke FN’s fredsbevarende styrkers mandat foreslog FN's Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) de europæiske lande at give de bosniske flygtninge midlertidig beskyttelse. Danmark tilsluttede sig denne tankegang sammen med en række andre lande.

Edo Hasanbegovic

I 1992 var Edo Hasanbegovic 12 år gammel og boede sammen med sin familie i en lille by i Bosnien-Hercegovina. Rygterne om uro og krig gik i den lille by, og en dag dukkede der soldater op fra den serbiskdominerede jugoslaviske hær. Mange bosnisk-muslimske familier flygtede fra byen, og efterhånden begyndte der også at køre politibiler op foran muslimernes huse for at tvangsfjerne beboerne og efterlade husene tomme. Efter nogle måneder skete det, Edo og hans familie frygtede. Der kom to politibiler efter dem. Kort efter stoppede bilerne og satte familien af ved nogle store gamle markedshaller lidt uden for byen. Man kunne se, at hele området var blevet hegnet ind med pigtråd, og der stod bevæbnede vagter uden for indgangen. Inde i hallerne var der samlet 1.200-1.500 mænd, der sov på det bare cementgulv. Området blev senere kendt som en af serbernes berygtede koncentrationslejre. Efter 12 dages venten kom der en lastbil, og de fik at vide, de skulle følge med. Men Edos far og 17-årige storebror fik ikke lov til at komme med.

Mange år senere blev familien bedt om at afgive en blodprøve. Det førte til, at Edos far og storebror i 2006 og 2007 blev identificeret - fundet i en massegrav. Alt tyder på, at alle, der var i koncentrationslejren, blev dræbt allerede kort efter, at Edo og resten af familien forlod lejren.

I april 1995 lykkedes det endelig familien at slippe ud af Bosnien. Der blev organiseret en biltransport gennem Bosnien og videre til Zagreb, hvor de blev indkvarteret. Her havde Danmark på det tidspunkt oprettet et kontor, hvorfra man kunne søge asyl i Danmark. Hvis man fik ophold, arrangerede Danmark rejsen nordpå.

Efter nogle måneders ventetid fik Edo og resterne af hans familie opholdstilladelse i Danmark, og endelig i juni 1995 ankom de med bus til Sandholmlejren.

Der gik lang tid, inden Edo følte sig helt tryg og holdt op med at fare sammen ved høje lyde. Han havde mistet tre-fire års skolegang, som det tog ham lang tid at indhente, samtidig med at han skulle lære et helt nyt sprog.

Edo fik med tiden en handelsuddannelse, blev købmand i REMA 1000 og dansk gift. 

Manjaca-lejren i det nordvestlige Bosnien i august 1992. Her holdt serbiske militsstyrker bosniske muslimer fanget i store haller på samme måde som Edo Hasanbegovic’ far og storebror. Da det kom frem i offentligheden, kom disse serbiske koncentrationslejre til at til at spille en særlig rolle i den internationale opinion. Foto: Wikimedia Commons

Beskyttelse og ren opbevaring

Allerede i efteråret 1992 begyndte de bosniske flygtninge i stort tal at komme til Danmark. Folketinget besluttede derfor hurtigt at give flygtningene midlertidig beskyttelse i to år, hvor de til gengæld ikke havde mulighed for at søge om asyl.

Bosnierne skulle beskyttes, men krigen i Bosnien trak ud, og situationen blev mere og mere uholdbar. I slutningen af 1993 fik regeringen derfor flertal for et forslag om en ”aktiveringslov”, der skulle ændre livet på centrene, ved at flygtningene selv fik ansvar for børnenes undervisning, kulturelle aktiviteter, praktiske opgaver og demokratisk inddragelse gennem beboerråd. Det lettede på stemningen og skabte fornyet energi.

Men det blev tydeligt, at det ville være både hjerteløst og ufornuftigt at lade flygtningene fortsætte et liv i uvished og uvirksomhed.

I maj 1994 kom så endnu en lempelse igennem Folketinget. Nu fik både børn og voksne mulighed for at deltage i uddannelse næsten på lige fod med danskere.

I slutningen af 1994 nærmede udløbet af toårsfristen sig for de først ankomne. Dermed gik et politisk slagsmål i gang. De borgerlige partier argumenterede for at udvide midlertidigheden helt op til syv år, til trods for at ”Lov om midlertidig opholdstilladelse til visse personer fra det tidligere Jugoslavien m.v.” - også kendt som ”Jugoslaverloven” - på det punkt var meget klar, i §15 hedder det: ”Udskydelse af sagsbehandling af en ansøgning i henhold til udlændingelovens § 7 kan dog ikke udstrække sig ud over 2 år”. De bosniske flygtninge var bevidste om denne paragraf og kaldte endda sig selv for ”§ 15-flygtninge”.

Det følgende halve år bølgede debatten frem og tilbage, og den blev fulgt med bekymring på asylcentrene. Men i den sidste ende lykkedes det at fastholde Folketingets oprindelige løfte til de bosniske flygtninge, og i løbet af de næste par år fik over 17.000 bosniske flygtninge asyl og ophold i Danmark.

Bosnierne er ligesom Edo med tiden blevet temmelig velintegrerede, og den jugoslaviske tradition for at benytte sig af uddannelsessystemet har betydet, at den næste generation endog har en højere uddannelsesfrekvens end tilsvarende danske unge.

Dette materiale er udgivet i forbindelse med Aarhus Universitetsforlags bogserie '100 danmarkshistorier', der er Danmarks historie fortalt af 100 forskere i 100 bøger. På danmarkshistorien.dk udkommer løbende artikler og kilder i forbindelse med bøgerne. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.