1: Jugoslavien før 1991

[til toppen]

Hvad var Jugoslavien?

Landet Jugoslavien blev oprettet som en ny stat på Balkan efter 1. verdenskrigs afslutning i 1918. Balkan havde indtil da været domineret af henholdsvis det Østrig-ungarske- og det Osmanniske imperium, som begge havde været multinationale imperier med mange forskellige folkeslag. 1. verdenskrig betød imidlertid, at de begge faldt fra hinanden, hvilket gav de sydlige slaviske folkeslag mulighed for at danne et samlet kongedømme under navnet Jugoslavien, der netop betyder de sydlige slavers land.

Kongeriget Jugoslavien 1918-1941. Fra Wikimedia Commons.

Det første jugoslaviske kongerige overlevede indtil 1941, hvor landet blev draget ind i 2. verdenskrig, da det blev invaderet af Tyskland, Italien og deres allierede i regionen. Efter fire års hård krigsførelse, hvor det aldrig lykkedes at underkaste landet fuldstændigt, blev Jugoslavien genoprettet af den kommunistiske modstandsbevægelse. Dette nye socialistiske Jugoslavien eksisterede frem til 1991, hvor det brød sammen i de blodige krige, der er temaet for denne bog.

Det socialistiske Jugoslavien var en føderation af seks forskellige delrepublikker: Slovenien, Kroatien, Bosnien-Hercegovina (ofte blot benævnt ”Bosnien”), Serbien, Montenegro og Makedonien. Landet dækkede et område på 250.000 kvadratkilometer, hvilket gjorde det over 2/3 så stort som det nuværende Tyskland, og havde i 1991 omkring 23 millioner indbyggere. Landets hovedstad var Beograd, som samtidig også var hovedstad i delrepublikken Serbien.

Landet Jugoslavien bestod af en række forskellige folkeslag, og de fleste af delrepublikker fungerede som det primære hjemsted for et af disse folkeslag. Slovenien var først fremmest befolket af slovenere, Kroatien af kroater, Serbien af serbere, Montenegro af montenegrinere og Makedonien af makedonere. Den eneste undtagelse var Bosnien-Hercegovina, hvor der ikke var nogen klar sammenhæng mellem delrepublikken og et enkelt folkeslag, idet der her, udover bosniske muslimer (senere kaldet bosniakker), også boede store grupper af kroater og serbere. Udover de nævnte folkeslag var Jugoslavien også beboet af en række mindre etniske grupper. De to væsentligste af disse var de etniske albanere i Kosovo og de etniske ungarere i Vojvodina. Disse to områder, havde hver især status af delvist autonome provinser. 

Jugoslavien under Tito

Josip Broz Tito var Jugoslaviens ubestridte leder og samlingsfigur fra statens oprettelse i 1945 til hans død i 1980. Tito kom fra en blandet kroatisk-slovensk baggrund og havde i 1930’erne opnået en førerposition i det jugoslaviske kommunistparti. Under 2. verdenskrig var Tito øverstkommanderende for de kommunistiske partisanstyrker, der kæmpede mod tyskerne, italienerne og deres fascistiske allierede i Jugoslavien. Den kommunistiske modstandsbevægelse i Jugoslavien var så stærk, at den selv kunne befri landet i 1945 uden afgørende hjælp udefra, og dette banede vejen for den kommunistiske magtovertagelse efter krigen. Som i flere andre østeuropæiske lande lykkedes det hurtigt det kommunistiske regime at udmanøvrere al opposition og sætte sig på al magten i landet. I det socialistiske Jugoslavien var hele det politiske system, alle institutioner samt økonomi og militær styret af kommunistpartiet under ledelse af Tito. 

Det er vanskeligt at overvurdere den betydning, Tito havde for efterkrigstidens Jugoslavien. Til trods for at han reelt ledede landet som diktator, var han en meget karismatisk leder, der var vidt beundret og respekteret i den jugoslaviske befolkning. Ingen anden i den jugoslaviske ledelse havde noget, der blot mindede om Titos magt og popularitet, og han var officielt udnævnt til leder af Jugoslavien for livstid.

Så længe Tito levede, stod han som symbolet på en fællesjugoslavisk identitet. Selvom det stod jugoslaver frit for at identificere sig som kroater, serbere, slovener mv., skulle de se disse etniske identiteter under det officielle slogan om ”Broderskab og enhed”. Over hele Jugoslavien blev børnene undervist i, at deres forfædre under kommunistpartiets ledelse havde ydet enorme ofre, for at de nu kunne leve sammen i fred. Nationalisme og etnisk diskriminering blev holdt nede af centralmagten, som i stedet søgte at skabe en kultur, hvor alle kunne dyrke og fejre deres kulturelle mangfoldighed inden for den politiske union, som det socialistiske Jugoslavien udgjorde.

På grund af hans altdominerende position skabte Titos død i maj 1980 et stort tomrum i jugoslavisk politik. Tito havde ikke selv udpeget en efterfølger, og lederne af de jugoslaviske delrepublikker kunne ikke blive enige om at udpege en fælles leder. I stedet indførte man et roterende præsidentskab, hvor de seks delrepublikker og to provinser skiftedes til at have præsidentposten et år af gangen.

Til forskel fra de øvrige kommunistiske lande i Østeuropa var Jugoslavien ikke blot en sovjetisk satellitstat, og Tito søgte ofte støtte fra vesten for at opretholde landets selvstændighed. Her et billede af Tito og præsident Nixon under et besøg i USA i 1971. Foto: Det Hvide Hus. 

På vej mod sammenbruddet efter Titos død

Titos død og indførelsen af det nye svagere ledelsessystem kom på et meget uheldigt tidspunkt for Jugoslavien, der netop ved indgangen til 1980'erne stod overfor en tiltagende økonomisk krise. Blandt de største problemer var en stor og kronisk arbejdsløshed samt et stort handelsunderskud med udlandet, da Jugoslavien importerede langt mere end det eksporterede. Jugoslavien indtog en særstatus under den Kolde Krig pga. Titos stærke position, som gjorde landet i stand til at føre en selvstændig politisk kurs uafhængigt af Sovjetunionen. Det gjorde landet til en interessant partner for Vestmagterne, og blandt andre USA var længe villig til at yde Jugoslavien meget billige lån, hvilket hjalp landet til at holde de økonomiske problemer på afstand og fastholde en levestandard, som var højere end de øvrige kommunistiske landes. 

Omkring 1980 var villigheden til fortsat at låne Jugoslavien penge imidlertid på retur, og Jugoslavien var ude af stand til at tilbagebetale de lån, man allerede havde fået. Jugoslavien var i realiteten bankerot og måtte skære kraftigt i det indenlandske forbrug, samtidig med at eksporten måtte øges. Jugoslavien producerede imidlertid ikke meget, der kunne sælges i udlandet, og mange fabrikker var rene underskudsforretninger, der udelukkende blev holdt i gang for at undgå en stigende arbejdsløshed.

Den tiltagende økonomiske krise fik hurtigt politiske konsekvenser, da Jugoslavien ikke mere havde Tito til at fremtvinge løsninger og kompromisser. De mere velhavende delrepublikker såsom Kroatien og Slovenien var stærkt utilfredse med, at de skulle sende penge til fattigere dele af landet som Bosnien, Serbien, Kosovo og Makedonien. Samtidig havde en forfatning fra 1974 givet delrepublikkerne mere selvstændig magt, hvilket betød, at den føderale stat Jugoslavien nu manglede magtinstrumenter, der kunne tvinge delrepublikkerne til at indgå kompromisser eller blot overholde indgåede aftaler.

I den tiltagende politiske og økonomiske krise begyndte den skrøbelige jugoslaviske identitet at falde fra hinanden. I takt med den stigende uenighed begyndte flere intellektuelle og politikere at diskutere dueligheden af de fællesjugoslaviske værdier. Debatklimaet delrepublikkerne imellem blev stadig mere giftigt og konfrontatorisk, og flere begyndte nu åbenlyst at sætte spørgsmålstegn ved, om konstruktionen Jugoslavien gav mening, eller om delrepublikkerne ikke hellere skulle søge uafhængighed. Oven i denne udvikling kom så Berlinmurens fald i 1989 og de efterfølgende demokratiske revolutioner i Østeuropa. Tiltroen til den kommunistiske ideologi, der havde været et vigtigt bindeled i det samlede Jugoslavien, faldt drastisk, hvilket yderligere satte gang i tankerne om en opsplitning.

De første tegn på den dramatiske forandring, som Jugoslavien gennemgik i 1990’erne, kom i 1987, hvor den serbiske politiker Slobodan Milošević overtog kontrollen med det kommunistiske parti i Serbien. Milošević indså hurtigt, at vejen til politiske indflydelse lå i at gøre sig til talsmand for de mange utilfredse serbere. Mange serbere følte, at Serbien blev uretfærdigt behandlet i det samlede Jugoslavien, og ønskede blandt andet, at de to autonome provinser Kosovo og Vojvodina, som hørte under Serbien, skulle have deres delvise autonomi ophævet. Ikke mindst i Kosovo var der etniske spændinger mellem albanere og serbere, og da Milošević markedsførte sig selv som beskytter af serbernes rettigheder, lykkedes det ham at indtage dele af det magttomrum Titos død havde efterladt. Den serbiske nationalisme, Milošević slog sig op på, betød dog naturligvis, at han kun kunne vente begrænset opbakning i andre dele af Jugoslavien, og ikke mindst i Slovenien og Kroatien var man stærkt bekymrede ved udsigten til en mere centraliseret Jugoslavisk stat domineret af Milošević og Serbien.

Slobodan Milošević fik kontrollen med det serbiske kommunistparti i 1987. Han slog herefter ind på en kurs, der sigtede mod en styrkelse af den serbiske delrepublik og øget serbisk dominans i Jugoslavien. Foto: U. S. Air Force.

[til toppen]

2: KRIGEN I SLOVENIEN

Den rigeste delrepublik

Af de seks jugoslaviske delrepublikker var det nordligt beliggende Slovenien både den rigeste og den etnisk mest homogene, hvilket vil sige, at der foruden slovenerne ikke fandtes store grupper af anden etnisk herkomst. Selvom Slovenien ikke før havde eksisteret som en selvstændig stat, var det derfor ikke overraskende, at Slovenien var den første af delrepublikkerne, der søgte at løsrive sig som reaktion på de serbiske forsøg på at dominere Jugoslavien.  

Den korte løsrivelseskrig

Mod slutningen af 1980'erne fulgte Slovenien Milošević' opstigning til magten i Serbien med stor bekymring. Da Serbien i 1989 tog konkrete skridt til at annullere Kosovos og Vojvodinas autonome status, udløste det massive demonstrationer blandt utilfredse etniske albanere i Kosovo. Milošević reagerede ved at bruge politiet og militæret til at undertrykke demonstrationerne, og han gav ordre til, at de førende etnisk albanske kommunister i Kosovo skulle arresteres. 

Fra slovensk perspektiv varslede disse begivenheder ilde for resten af Jugoslavien. Sloveniens kommunistiske ledere gjorde det derfor klart, at de støttede de etniske albanere i Kosovo, og det vakte raseri i Serbien, som gav ordre til en boykot af slovenske varer. De serbiske ledere forsøgte også at sende busser fulde af serbere til Slovenien for at holde ”møder for sandheden”. Formålet med møderne var at presse de slovenske ledere til at acceptere de serbiske krav om centralisering af magten. Mod slutningen af 1989 var det ganske tydeligt, at Serbien og Slovenien ikke længere talte samme politiske sprog. De slovenske kommunister følte ikke længere, at der var nogen mulighed for dialog med deres kolleger i Serbien, hvorfor de afbrød kontakten til de øvrige jugoslaviske kommunister.

Igennem 1990 og første halvdel af 1991 arbejdede Sloveniens ledere ihærdigt for mere selvstændighed fra de føderale jugoslaviske institutioner, og den 25. juni 1991 erklærede Slovenien sin uafhængighed fra Jugoslavien. Slovenien tog straks skridt til at få kontrol over sine grænser, men Den Jugoslaviske Folkehær satte sig til modværge. Milošević og de føderale myndigheder vidste imidlertid, at Slovenien var etnisk kompakt og kun havde et ganske lille serbisk mindretal, så Beograd besluttede snart at opgive modstanden mod Sloveniens løsrivelse, og den 7. juli 1991 anerkendte Serbien og det resterende Jugoslavien den slovenske løsrivelse. I foråret 1992 opnåede Slovenien international anerkendelse fra både EF og FN, og landet forblev relativt uberørt af de langt mere voldsomme krige, som ramte Kroatien, Bosnien og Kosovo i de følgende år.

Den korte slovenske uafhængighedskrig blev en meget ublodig affære sammenlignet med de senere krige i Jugoslavien. Her er en mindetavle for de ganske få politifolk, der faldt under konflikten. Foto: Christian Axboe Nielsen

[til toppen]

3: KRIGEN I KROATIEN

Det etnisk splittede Kroatien

Historien om krigen i Kroatien er i høj grad historien om det anspændte forhold mellem kroater og serbere. I Kroatien, modsat i Slovenien, fandtes der et betydeligt serbisk mindretal. I det socialistiske Jugoslavien havde regimet proklameret en politik af "broderskab og enhed" i en bestræbelse på at betone de mange fælles interesser mellem serbere og kroater. Det var et storstilet forsøg på at lægge den voldelige fortid under 2. verdenskrig bag sig. Først og fremmest kunne både serbere og kroater huske den fascistiske "Uafhængige Stat Kroatien", som eksisterede under 2. verdenskrig, og som havde begået folkedrab mod serbere, jøder og romaer. 

Skønt serberne kun udgjorde omkring 12 % af den samlede befolkning i Kroatien i 1991, var de af historiske grunde fordelt således geografisk, at de i nogle distrikter udgjorde befolkningsflertallet. Serberne i Kroatien så med stor bekymring på kroaternes udbredte længsel efter uafhængighed. Omvendt så kroaterne, ligesom slovenerne, den serbiske leder Milošević' opstigning til magten i Jugoslavien som en bekymrende udvikling. I 1990 ønskede kroaterne generelt enten mere autonomi eller komplet uafhængighed fra Jugoslavien. Serberne i Kroatien var derimod tilbøjelige til at ønske at forblive i Jugoslavien, og stadig flere af dem så Milošević som deres frelser fra kroatisk nationalisme.

Den kroatiske nationalist Franjo Tuđman blev præsident i Kroatien efter det første flerpartivalg i foråret 1990 og beholdt posten frem til sin død i 1999. Foto: U. S. Department of Defence. 

Optakten til krigen

I april og maj 1990 blev der afholdt flerpartivalg i Kroatien. Et nationalistisk parti, Den Kroatiske Demokratiske Union, vandt valget og afsluttede dermed fireogfyrre års kommunistisk styre. Franjo Tuđman, lederen af Den Kroatiske Demokratiske Union, blev Kroatiens præsident. Tuđman havde været general i den jugoslaviske hær og direktør for Kroatiens største historiske institut, hvor han havde skrevet værker, som anfægtede den kommunistiske udlægning af 2. verdenskrigs historie. Ikke mindst havde Tuđman skrevet, at han anså Den Uafhængige Stat Kroatien som et legitimt udtryk for kroaternes ønske om deres egen stat. Tuđman satte også spørgsmålstegn ved antallet af serbiske ofre i Jasenovac, den mest berygtede koncentrationslejr oprettet af de kroatiske fascister under 2. verdenskrig. Den slags synspunkter, kombineret med nogle ændringer i den kroatiske forfatning og brugen af bestemte symboler forbundet med kroatisk nationalisme, gjorde mange serbere i Kroatien voldsomt utrygge. Medierne i Serbien udnyttede disse bekymringer og bidrog til en generel forværring af forholdet mellem kroater og serbere. 

Det var i denne situation, at serberne i Kroatien i bekymring for deres fremtid begyndte at søge mere autonomi inden for Kroatien. I sommeren 1990 tog serberne de første konkrete skridt, der skulle føre til oprettelsen af "Den Serbiske Krajinas Republik". Krajina var navnet på et område i Kroatien, der historisk havde en stor serbisk befolkning. I denne fase arbejdede både kroater og serbere for mere autonomi, men i hver sin retning. Mens kroaterne ønskede mere autonomi inden for Jugoslavien, for at modstå den magtcentralisering Milošević arbejdede for, ville serbere have mere autonomi inden for Kroatien for at modstå Tuđmans nationalistiske dagsorden. Med andre ord var kroatere og serbere dybt uenige om Kroatiens og Jugoslaviens fremtid.

Uenigheden blev forstærket af en atmosfære af voksende mistillid og af en syndflod af rygter om, at begge sider hamstrede våben. I løbet af få måneder blev både serbere og kroater overbeviste om, at modparten planlagde krig. Medierne i Kroatien og Serbien udnyttede de isolerede angreb, der forekom, idet de holdt dem op som bevis for, at der var stor sandsynlighed for en gentagelse af 2. verdenskrigs massedrab. I Krajina-området nægtede serbiske politimænd at adlyde ordrer fra politiet i Kroatiens hovedstad, Zagreb. Forsøg fra politiet i Zagrebs side på at genetablere deres kontrol over hele Kroatien førte til væbnede sammenstød, som yderligere overbeviste begge sider om, at en krig var uundgåelig.

Krig og FN-indgreb

Den 25. juni 1991, samme dag som Slovenien, erklærede Kroatien sig uafhængig af Jugoslavien. Den Jugoslaviske Folkehær, der i stigende grad var serbisk kontrolleret, forsøgte omgående at få kontrol over landet, men bevæbnede enheder af det kroatiske politi og visse hærenheder kontrolleret af kroater gjorde modstand. I løbet af få uger var det meste af Kroatien ramt af væbnet konflikt. Mange civile omkom i angreb begået af militæret, politiet og paramilitære grupper. Der fandt også en enorm fysisk ødelæggelse sted, især da Den Jugoslaviske Folkehær i efteråret 1991 kæmpede for at fordrive kroatiske styrker fra Vukovar, en vigtig by i det østlige Kroatien på grænsen til Serbien. Kampene var voldsomst i de dele af det østlige Kroatien, som historisk havde en blandet serbisk og kroatisk befolkning.

Mens kroaterne kæmpede for en uafhængig kroatisk stat, kæmpede serberne i Krajina-området for deres selvproklamerede "Det Serbiske Krajinas Republik", som de ønskede skulle forblive i Jugoslavien. Mod slutningen af 1991 var de to sider havnet i en fastlåst position, hvor omtrent en tredjedel af Kroatiens territorium var serbisk kontrolleret. En fredsbevarende FN-styrke, kaldet UNPROFOR, blev sat ind for at opretholde en våbenhvile mellem de to parter. 

I perioden fra slutningen af 1991 til 1995 var der talrige sporadiske træfninger mellem kroatiske og serbiske væbnede styrker. I maj og igen i august 1995 iværksatte den kroatiske hær to større offensiver, som resulterede i Det Serbiske Krajinas Republiks fald. Hundredtusinder af serbere flygtede fra Kroatien til Bosnien-Hercegovina og Serbien, og mange, der blev tilbage, blev såret eller dræbt af kroatiske soldater eller politimænd. Efter disse offensiver var der kun et lille område i det østlige Kroatien, som forblev under serbisk kontrol. Området blev sat under en FN-ledet overgangsforvaltning, og den fulde kontrol overgik til kroaterne i 1997.

De kroatiske styrker havde ved krigens udbrud ikke det samme militære udstyr, som deres modstandere i den jugoslaviske hær havde. Her er det en jugoslavisk tank, der er ødelagt af kroatiske styrker. Foto: Wikimedia Commons.

[til toppen]

4: KRIGEN I BOSNIEN-HERCEGOVINA

En miniatureudgave af Jugoslavien

Delrepublikken Bosnien-Hercegovina (også blot kaldet "Bosnien") var den mest etnisk blandede af de seks republikker i Jugoslavien. Bosniens befolkning bestod især af tre grupper: de bosniske muslimer, de bosniske kroater og de bosniske serbere. Dertil var der jøder, romaer, ukrainere og andre minoriteter. Denne mangfoldighed havde sikret Bosnien øgenavnet "mini-Jugoslavien". Desværre var det også netop denne mangfoldighed, som bidrog til den særligt voldelige karakter af krigen i Bosnien. 

I efteråret 1990 blev der afholdt flerpartivalg i Bosnien, ligesom det var sket tidligere på året i Kroatien og Slovenien. En koalition af tre nationalistiske partier, som repræsenterede de tre hovedgrupper i Bosnien, besejrede det reformerede kommunistparti. Den sejrrige koalition begyndte straks at dele poster i regeringen og administrationen mellem sig, hvilket hurtigt førte til uenigheder og skænderier de tre grupper imellem. Alle tre parter tog for givet, at de havde monopol på at tale for og repræsentere henholdsvis de bosniske muslimer, bosniske kroater og bosniske serbere. 

Modsætningerne fra 2. verdenskrig

Blot et år efter valget var koalitionen ved at falde fra hinanden på grund af de gensidige beskyldninger og trusler medlemmerne imellem. Mange beskyldninger indeholdt referencer til 2. verdenskrig, som havde været et meget mørkt kapitel i Bosniens historie. Under 2. verdenskrig havde den fascistiske "Den Uafhængige Stat Kroatien" opslugt Bosnien, og de fascistiske kroater, kaldet "Ustaše", begik folkedrab på serbere og jøder i Bosnien. De fascistiske kroater anså imidlertid de bosniske muslimer for "i virkeligheden" at være kroater. 

Serberne gjorde under 2. verdenskrig modstand mod det kroatiske styre, og nogle serbere grundlagde paramilitære organisationer, der begik alvorlige krigsforbrydelser mod både kroater og muslimer. Disse serbere var kendt som tjetnikker, og de samarbejdede også lejlighedsvis med de tyske og italienske styrker, som havde besat Jugoslavien i 1941.

Der var imidlertid også mange bosniere fra alle etniske grupper, som sluttede sig til de antifascistiske partisaner under Titos og Jugoslaviens Kommunistiske Partis ledelse. Desværre betød alle disse splittelser, at 2. verdenskrig i Jugoslavien ikke blot var en krig mod en besættelsesmagt, men også en bitter og morderisk borgerkrig mellem Bosniens befolkning indbyrdes. Femogfyrre år efter afslutningen på 2. verdenskrig dukkede disse splittelser op igen. Begreber som ”Ustase” og ”tjetnikker” blev brugt som politiske fornærmelser og som synonymer for ”kroater” og ”serbere”.

Lederen af ”Den Uafhængige Stat Kroatien”, Ante Pavelić, besøger Adolf Hitler i 1941. Foto: United States Holocaust Memorial Museum, med tilladelse fra Muzej Revolucije Naroda i Narodnosti Jugoslavije. 

Vejen til krig

Alle tre parter i Bosnien blev således stadig mere overbeviste om, at en ny krig var uundgåelig, og mange frygtede sågar, at de ville blive ofre for et nyt folkedrab. Som følge deraf begyndte de politiske partier, politiet og andre i Bosnien at fordele våben til deres respektive grupper. Skønt denne våbenuddeling formelt skete i selvforsvarets navn, skabte rygterne om bevæbningen af befolkningen, i kombination med et stadigt voksende antal voldelige hændelser, en ond cirkel, hvor den tillid, der traditionelt havde holdt det bosniske samfund sammen, hurtigt fordampede. 

En dyb uenighed forværrede det stadig dårligere klima. De bosniske kroater og muslimer så med bange anelser på Slobodan Milošević' opstigning til magten i Serbien. Især efter, at krigene var brudt ud i Slovenien og Kroatien i juni 1991, begyndte de bosniske kroater og muslimer at overveje en fremtid uden for Jugoslavien. De ønskede ikke at blive mobiliseret til Den Jugoslaviske Folkehær for at kæmpe i en krig i Kroatien. Omvendt støttede de bosniske serbere stærkt serberne i Kroatien i deres ønske om at forblive i Jugoslavien. De bosniske serbere så de bosniske kroaters og muslimers manglende støtte som et klart tegn på, at disse grupper også snart ville forsøge at rive sig løs fra Jugoslavien.

Samtidig begyndte de negative konsekvenser af krigene at kunne mærkes i Bosnien, som var omkranset på to sider af Kroatien. Traumatiserede flygtninge fra Kroatien strømmede ind i Bosnien, og Bosnien blev i stigende grad brugt som udstationeringssted for væbnede enheder, der skulle til Kroatien. Paramilitære organisationer fra Kroatien begyndte at angribe bosniske byer nær grænsen til Kroatien. Bosniske politikere skændtes indbyrdes om, hvorvidt man skulle mobilisere tropper til indsættelse i krigen i Kroatien.

I efteråret 1991 begyndte serberne i Bosnien at organisere selvudråbte autonome distrikter. Derved fulgte de nøje den model, serberne i Kroatien havde brugt. I oktober 1991, da de bosniske kroater og muslimer i det bosniske parlament stemte for at søge uafhængighed for Bosnien, oprettede de bosniske serbere deres eget parlament, som de kaldte ”Den Serbiske Nation i Bosniens og Hercegovinas Forsamling”. I januar 1992 skabte serberne deres egen ”Den Serbiske Nation i Bosnien og Hercegovinas Republik”, og de begyndte i hemmelighed at opbygge deres egen separate politistyrke.

Lederen af de bosniske serbere Radovan Karadžić i 1994. Foto: Mikhail Evstafiev/Wikimedia Commons 

Krigen bryder ud i Bosnien

I april 1992 stemte et flertal af den bosniske befolkning for at forlade Jugoslavien og skabe en uafhængig stat kaldet Bosnien og Hercegovina. Men flertallet i denne folkeafstemning bestod næsten udelukkende af bosniske muslimer og kroater. De bosniske serbere var stærkt imod dannelsen af en uafhængig stat, og de erklærede øjeblikkelig, at de havde til hensigt at modsætte sig dette skridt. Det havde de den serbisk kontrollerede Jugoslaviske Folkehærs opbakning til, og det førte til udbruddet af krigen i Bosnien i begyndelsen af april 1992. 

I begyndelsen af krigen i Bosnien var der stort set kun to modstridende parter. De bosniske kroater og muslimer kæmpede sammen for at forsvare et uafhængigt Bosnien, som i april 1992 blev anerkendt af både FN og EF. De bosniske serbere, støttet af Den Jugoslaviske Folkehær, kæmpede mod dem for at kontrollere så meget af Bosnien som muligt og for at holde dette territorium i en politisk union med resten af Jugoslavien. I den henseende var krigen en variation over et tema, der allerede var set i Kroatien. Ingen af de tre grupper ønskede at ende som en minoritet i en stat kontrolleret af et andet etnisk flertal. Det store spørgsmål på alles læber var: hvorfor skulle jeg være en minoritet i dit land, hvis du kan være en minoritet i mit? Men på grund af det meget komplicerede etniske fletværk i Bosnien var det simpelthen umuligt at skabe etnisk homogene stater gennem politiske aftaler.

Den eneste måde at skabe et etnisk flertal på i Bosnien var gennem brug af vold. I erkendelse deraf iscenesatte de bosniske serbere en systematisk og bred kampagne af, hvad der blev kendt som ”etnisk udrensning”. Det pæne begreb dækkede over et rædselsvækkende program af mord, fængsling, indespærring, forfølgelse, tvungne fordrivelser, voldtægt og destruktion af civile beboelsesområder og religiøst og kulturelt vigtige bygninger. Disse forbrydelser blev begået af soldater, politimænd og paramilitære enheder. I sommeren 1992 havde de bosniske serbere med succes brugt disse metoder til at hævde deres kontrol over ca. 70 % af Bosniens territorium. Sarajevo, Bosniens hovedstad, blev belejret af de bosniske serbere, og byen forblev omringet og under næsten konstant bombardement fra de omkringliggende bjerge i tre et halvt år.

Regeringsbygningen i Sarajevo brænder efter at være ramt af en tankgranat under Sarajevos belejring, 1992. Foto: Mikhail Evstafiev/Wikimedia Commons.

Da krigen fortsatte ind i 1993, voksede spændingerne mellem de bosniske muslimer og de bosniske kroater markant. Skønt de ved krigens udbrud var enige om at forsvare staten Bosnien og Hercegovina, fik ekstreme nationalister blandt de bosniske kroater efterhånden overtaget. Støttet og opmuntret af Franjo Tuđman og hans nationalistiske ledelse i Kroatien begyndte de bosniske kroater at overveje skabelsen af en udvidet kroatisk stat, som skulle indeholde de områder af Bosnien, hvor kroaterne var i flertal. I efteråret 1993 havde spændingerne mellem de bosniske muslimer og de bosniske kroater nået bristepunktet, og der udbrød krig mellem de to grupper, så der nu var tre parter, der kæmpede indbyrdes mod hinanden i Bosnien.

Selv om den ikke var så geografisk udbredt som krigen mellem de bosniske regeringsstyrker og de bosniske serbere, rummede krigen mellem de bosniske kroater og de bosniske muslimer alle de rædselsfulde elementer, som kendetegner etnisk udrensning. Mostar, den regionale hovedstad i Hercegovina, blev delt i en kroatisk og en muslimsk halvdel, og byens historiske gamle bro blev ødelagt i et kroatisk artilleriangreb. Først i april 1994, efter enormt pres fra USA, underskrev de to sider en våbenhvileaftale. Derefter vendte krigen tilbage til sin oprindelige todimensionale form med de bosniske kroater og muslimer i en vakkelvorn koalition mod de bosniske serbere.

Jugoslavien under krigen i Bosnien 1992-1995, med markering af det område, der var kontrolleret af den serbisk dominerede Republika Srpska under krigen. 

FN-indgreb og krigsafslutning

Fra krigens begyndelse havde der været fredsbevarende FN-styrker til stede i Bosnien. Ironisk nok var styrkerne ankommet til Bosnien for at hjælpe med at etablere en våbenhvile i krigen i Kroatien. Deres tilstedeværelse kunne imidlertid ikke forhindre krigen i Bosnien i at bryde ud og heller ikke de efterfølgende bølger af etnisk udrensning, der fejede hen over landet. 

I 1993 var situationen i adskillige større byer i Bosnien blevet så desperat, at FN erklærede disse byer "sikre zoner". I princippet betød det, at FN ville beskytte disse byer, hvis indbyggertal var svulmet dramatisk op med titusinder af fordrevne bosniske muslimer, mod alle fremtidige angreb. Desværre levede FN ikke op til sin rolle, og angrebene fortsatte. De kulminerede i juli 1995, da den bosnisk-serbiske hær angreb og indtog den "sikre zone" Srebrenica i det østlige Bosnien. I de efterfølgende dage dræbte den bosnisk-serbiske hær systematisk omkring 8000 bosnisk muslimske mænd og drenge. De øvrige bosniske muslimer i området fik lov til at tage til territorier kontrolleret af den bosniske regering. Den Internationale Krigsforbryderdomstol for det Tidligere Jugoslavien har siden afgjort, at angrebet udgjorde et folkedrab.

Selv efter folkedrabet i Srebrenica fortsatte kampene i Bosnien. Den internationale offentligheds vrede havde imidlertid nået et enormt niveau på grund af folkedrabet. Da de bosniske serbere senere den sommer iværksatte en række artilleriangreb i Sarajevo, som kostede mange civile livet, besluttede det internationale samfund sig endelig til at gribe ind. I slutningen af august 1995 indledte en kombination af FN- og NATO-styrker en artilleri- og luftoffensiv mod den bosnisk-serbiske hær, et angreb som blev komplementeret af en landoffensiv fra de bosniske regeringsstyrkers side.

I løbet af få uger ændrede disse offensiver krigsforløbet i Bosnien og tvang de bosniske serbere til forhandlingsbordet. I efteråret 1995 mødtes de stridende parter og internationale repræsentanter til forhandlinger på en amerikansk luftvåbensbase i Dayton, Ohio. Fredsaftalen, som kom ud af disse forhandlinger, er blevet kendt som Daytonaftalen. Den afsluttede krigen i Bosnien-Hercegovina, idet den skabte en svag central bosnisk stat delt i to enheder: den bosnisk-muslimske og bosnisk-kroatiske Føderation Bosnien-Hercegovina, som fik 51 % af Bosniens territorium, og Republika Srpska ("Den Serbiske Republik"), som fik 49 %. En meget stor NATO-kontrolleret fredsstyrke blev sat ind for at sikre aftalen.

Daytonaftalen afsluttede den største, længste og blodigste krig i Europa siden 2. verdenskrig. Omkring 100.000 mennesker, de fleste af dem bosniske muslimer, blev dræbt under krigen og mange flere såret, og over en million mennesker blev internt fordrevet eller søgte tilflugt i andre lande. Meget af Bosniens infrastruktur, især landets boligbestand, var fuldstændig ødelagt. Men selv om Daytonaftalen bragte fred til Bosnien, løste den ikke på nogen måde den underliggende uenighed om Bosniens fremtid, som i sin tid havde udløst krigen. Der var ikke nogen klar vinder i denne rædselsfulde krig, og Bosnien har siden været plaget af en næsten kronisk politisk og økonomisk stagnation.

Den endelige underskrivelse af Dayton-aftalen i Paris i december 1995. I midten ses fra venstre mod højre: Slobodan Milošević, Alija Izetbegović og Franjo Tuđman. Foto: U. S. Air Force.

[til toppen]

5: KRIGEN I KOSOVO

Jugoslavien efter krigen i Kosovo 1998-1999. 

Kosovo: fra serbisk til albansk flertal

I det socialistiske Jugoslavien havde Kosovo status af en autonom provins inden for Republikken Serbien. De to største befolkningsgrupper i Kosovo var etniske albanere og serbere. Skønt Serberne anså Kosovo for at være den serbiske kulturs vugge, havde den demografiske udvikling siden 1945 medført en støt nedgang i serbernes andel af befolkningen i Kosovo. Da Tito døde i 1980, udgjorde albanerne et solidt flertal af befolkningen i Kosovo, og anført af albanske studenter begyndte de at forlange, at Kosovo skulle have større selvstændighed og status af en republik, ligesom f.eks. Serbien og Kroatien. De centrale myndigheder i Jugoslaviens hovestad Beograd – og især Serbiens republikmyndigheder – opfattede kravet som urimeligt og som begyndelsen på en glidebane, som ville føre til, at Kosovo blev forenet med nabolandet Albanien. 

I mange serberes øjne havde albanerne, i 1980'ernes socialistiske Jugoslavien, misbrugt de friheder, de havde fået. I 1981 blev Kosovo rystet af voldelige optøjer, og der blev erklæret militær undtagelsestilstand. I midten af 1980'erne hævdede en stadig mere højrøstet gruppe serbiske intellektuelle, at albanerne langsomt var ved at fordrive serberne fra Kosovo. De serbiske intellektuelle hævdede sågar, at der var et folkedrab undervejs mod serberne i Kosovo. 

Vejen til krigen i Kosovo

I slutningen af 1980'erne betød de nationalistiske bølger i Jugoslavien, at kravene fra både albanere og serbere fik fornyet styrke. Særligt de serbiske krav fik støtte hos kommunisterne i selve Serbien og især hos Slobodan Milošević, som fik kontrol over kommunistpartiet i 1987. I 1989 ophævede Milošević Kosovos og Vojvodinas (en provins i den nordlige del af Serbien) autonomi, hvilket reelt betød en indlemning af Kosovo i Serbien. Mens serberne var tilfredse med dette skridt og hyldede Milošević som en helt, gjorde tabet af autonomi det albanske flertal i Kosovo rasende. 

I denne meget ustabile situation troede mange internationale observatører, at hvis en krig skulle slå Jugoslavien i stykker, ville Kosovo være det første sted, hvor der blev kæmpet. Men det skete ikke, idet Kosovo forblev fredeligt fra 1991 til 1995, alt imens krigene rasede i Slovenien, Kroatien og Bosnien. Det skyldtes til dels, at det jugoslaviske militær og det serbiske politi opretholdt en massiv tilstedeværelse i Kosovo, hvilket afskrækkede fra oprør. Men fraværet af væbnet konflikt i Kosovo skyldtes også i høj grad Ibrahim Rugova, kosovoalbanernes karismatiske leder. Rugova var talsmand for en politik af ikke-voldelig modstand og arbejdede i stedet for på at oprette parallelle institutioner som skoler og sundhedsklinikker, der kunne levere de ydelser, albanerne følte, at de ikke kunne få fra den serbiske eller jugoslaviske stat.

Rugovas ikke-voldelige strategi dominerede gennem det meste af 1990'erne. Efter 1991 forblev Kosovo i Den Føderale Republik Jugoslavien, som udgjordes af Serbien og Montenegro. Men efter at Dayton fredsaftalen havde afsluttet krigen i Bosnien i 1995, var mange unge kosovoalbanere dybt skuffede over, at Kosovo slet ikke var blevet nævnt ved fredsforhandlingerne. Eftersom de følte sig fuldstændig glemt af det internationale samfund, begyndte et lille, men signifikant, antal unge kosovoalbanere at overveje at bruge væbnet magt til at skille sig af med serbisk overherredømme.

En amerikansk destroyer affyrer et Tomahawk-missil som led i NATO’s militære indgriben i Kosovo-krigen i 1999. Foto: Den amerikanske flåde. 

Krig og NATO-indgreb

Hvad der begyndte som et antal isolerede angreb på symboler på den serbiske regeringsmagt i Kosovo – især politimænd og de bygninger, de arbejdede i – havde i 1998 udviklet sig til en egentlig terrorkampagne. Gerningsmændene bag disse angreb, som senere fusionerede til, hvad der blev kendt som, Kosovos Befrielseshær (KLA), kalkulerede kynisk, men korrekt, med, at de serbiske myndigheder ville overreagere på disse angreb. I flere tilfælde dræbte eller sårede det jugoslaviske militær og det serbiske politi et stort antal civile under gengældelsesaktioner. Med de nylige krige i Kroatien og Bosnien frisk i erindringen hos beslutningstagerne i det internationale samfund advarede disse de jugoslaviske og serbiske ledere om, at de skulle afstå fra flere brede gengældelsesaktioner. Mange uden for Jugoslavien frygtede, at angrebene ville kulminere i kampagner af ”etnisk udrensning” som dem, man tidligere havde set i Kroatien og Bosnien. 

I foråret 1999, da jugoslaviske og serbiske sikkerhedsstyrker fortsatte deres operationer i Kosovo, kaldte det internationale samfund til fredsforhandlinger i Frankrig. Jugoslavien blev stillet over for en række meget vidtgående krav, som var beregnet på at garantere det kosovoalbanske flertals sikkerhed. Men da Milošević i stedet så kravene som en uacceptabel krænkelse af den jugoslaviske stats ret til at slå en hjemlig terroristisk opstand ned, nægtede han at acceptere kravene. Den 24. april 1999 begyndte NATO derfor et luftbombardement af Jugoslavien. Angrebet var ikke godkendt af FN Sikkerhedsråd, hvor både Rusland og Kina var imod militær intervention. Skønt luftbombardementerne var rettet mod militære mål i Jugoslavien, blev der også dræbt et antal civile under krigen.

Efter 78 dages bombardement kapitulerede de jugoslaviske ledere i juni 1999. Ifølge betingelserne i Kumanovo-aftalen, som afsluttede krigen, skulle alle jugoslaviske og serbiske sikkerhedsstyrker trækkes ud af Kosovo. Sammen med dem udvandrede også de fleste serbere, som frygtede for deres sikkerhed i et Kosovo, som fremover efter al sandsynlighed ville blive regeret af albanerne. En fredsbevarende NATO-styrke, kaldet KFOR, blev sat ind i Kosovo sammen med en FN-administration, som skulle passe Kosovos forhold, indtil områdets status kunne blive endeligt besluttet. Kosovo erklærede sin uafhængighed i 2008, men skønt Danmark, de fleste andre EU-lande og USA anerkender Kosovo som en selvstændig stat, nægter Serbien fortsat at anerkende landet.

[til toppen]

6: FRED, FORSONING OG RETFÆRDIGHED I DET TIDLIGERE JUGOSLAVIEN

Jugoslavien efter krigene 1991-1999. 

Den negative fred

Over 150.000 mennesker blev dræbt, langt flere såret og millioner af mennesker fordrevet fra deres hjem i det tidligere Jugoslavien i krigene fra 1991 til 1999. Skønt der ikke har været væbnede konflikter i over et årti på Balkan, og skønt alle regeringer i regionen erklærer det som deres mål at blive medlem af EU, er der fortsat stærke og udbredte etniske spændinger i området.

 Mange forskere bruger begrebet "negativ fred", når de beskriver situationen efter konflikten i det tidligere Jugoslavien. Det betyder, at mens der er et fravær af væbnet konflikt, er de dybere sociale, økonomiske og politiske forandringer, som er nødvendige for at opnå varig fred, fortsat uden for rækkevidde. Kun når mennesker fra de forskellige stridende parter begynder at samarbejde frivilligt hen over grænser og etniske skel, og når skolebørn ikke længere lærer historien om, at alt var de andres fejl, kan en "positiv fred" langsomt spire frem. 

Krigsforbrydelser og krigsforbryderdomstolen

Forskerne er også enige om, at samfund, der dukker op efter traumatiske episoder med udbredt vold, har brug for at gennemgå en proces af "overgangsjustits" ("transitional justice"). Allerede i 1993, under krigen i Bosnien-Hercegovina, skabte FN en "International Krigsforbryderdomstol for det Tidligere Jugoslavien" (ICTY). Domstolen blev ikke blot oprettet i en erkendelse af det utrolige omfang af de krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden og folkedrab, der blev begået, men også i en erkendelse af, at retssystemerne i disse lande ville være uvillige og/eller ude af stand til at håndtere disse forbrydelser. Indtil nu har ICTY ført retssager mod over 160 individer fra alle dele af det tidligere Jugoslavien undtagen Slovenien. Dertil er et antal alvorlige krigsforbrydelser i de seneste år blevet behandlet af særligt etablerede domstole i Kroatien, Bosnien-Hercegovina og Serbien. 

Hundreder af ikke-statslige og mellemstatslige organisationer har arbejdet i det tidligere Jugoslavien efter afslutningen på de væbnede konflikter. Mange af disse sponsorerer initiativer, som er skabt til at bidrage til opbygningen af stabile og fredelige samfund. For nylig er en bred koalition af ikke-statslige organisationer begyndt at presse på for at få oprettet en regional freds- og forsoningskommission, som kan undersøge konfliktens årsager og forsøge at besvare mange af de presserende spørgsmål, som stadig udestår mange år efter afslutningen på den blodigste konflikt i Europa siden 2. verdenskrig.

Den alvorligste krigsforbrydelse under krigene i det tidligere Jugoslavien var måske massakren i Srebrenica i 1995, hvor bosniske serbere dræbte omkring 8000 bosniske muslimer som led i den etniske udrensning. Billedet viser et lighus, hvor opgravede ligrester opbevares, mens man forsøger at identificere ofrene. Foto: Wikimedia Commons.