Margrete-Stenen i Riis Skov

En smuk Afsløringshøjtidelighed i Gaar.

Tone: Længe var Nordens

Aarhus har ogsaa
Adkomst at takke
Dannemarks Dronning
dygtig som faa.
Bymænd fra Bispen
bjergede Riis Skov;
Dronningen dømte
det, der var ret.

Stenen nu stander
stolt her i Riis Skov,
vidner for hver om
Visdom og Ret.
Fuldmægtig Frue,
Folkenes Husbond
hylder vi her med
Hæder og Tak.

Den mægtige Sten, som alle vore Læsere sikkert husker fra Landsudstillingspladsen, har nu faaet en smuk Anvendelse. Paa Foranledning af "Historisk Samfund" og ved Hjælp af Bidrag fra Kommunen og fra Private er den bleven reist i Riis Skov som Mindesten for Dronning Margrethe, der i længst svundne Dage skaffede Aarhus By Retten til Skoven respekteret, da den Aarhus Bisp vilde tilrane sig den.

I Gaar Eftermiddags blev Mindesmærket, der staar under høje Ege nær Skrænten ud mod Havet (tæt syd for Kløften ved Ferdinandspladsen) afsløret ved en stemningsfuld Højtidelighed, der overværedes af flere Tusinde Mennesker.

Højtideligheden indlededes af Samfundets Formand, Redaktør P. B. Rasmussen med et Leve for Konge og Fædreland.

Naar vi i Dag, udtalte redaktøren, afslører et Mindesmærke for en af Nordens mest fremragende Fyrster, vender Tanken sig uvilkaarligt mod vor nuværende Regent, som med saa varm Interesse omfatter alt, hvad der kan styrke og højne vor nationale Bevidsthed og gavne vort elskede Fædreland.

Kongen og Fædrelandet leve!

"Så freder og værner vi Fortidens Værk"

Til Melodi "Langt højere Bjerge" afsang Forsamlingen derpaa følgende Sang af M. J. Gejlager:

Naar Dagglansen lyser i Borggravens Vand
og glimter i gyldne Fløje,
naar Havbrisen stryger saa lindt imod Land
og visker om mosgro'de Høje,
da er det et Kærtegn, et barnemildt Blik
fra Dagen, som kommer, til Dage, der gik.

Naar Fuglene stiger med Jubel mod Sky
fra Vange og Skovenes Kroner,
mens Klokkernes Hilsen gaar ud over By
med rungende Tusindsaars-Toner,
da er det de gamle, som signer vor Færd
og selv bliver hilset af Dag, der er nær.

Naar Plovjernet klinger mod Oldtidens Guld
og gnistrer mod Flintestenskiler,
og røbes af Spaden en Kiste i Muld,
hvor ukendte Forfædre hviler,
da er det til Slægten, som haster forbi,
en Bøn om at agte paa Mindets Værdi.

Og Sagnene mumler i Hytte og Gaard
og hvisker fra Lunde og Høje,
saa Gamlingen ræddes; men Forskeren staar
og lytter med Smil i sit Øje.
Thi det faar han vidnet af Fortidens Mund:
Vi lever som Frimænd paa Fædrenes Grund.

Saa freder og værner vi Fortidens Værk
og lægger dens Raad os paa Sinde,
da klares vort Øje, vor Arm bliver stærk,
og Vejene frem skal vi finde.
Thi rejser vi Mindernes Tempel af Grus,
da bygger vi ogsaa paa Fremtidens Hus.

Dronning Margrete 1.

Derefter talte Underbibliotekar Cand. mag. Langsted om den mærkelige og mægtige Kvindeskikkelse, hvis Minde man var samlet for at hædre.

Taleren gennemgik udførligt Dronning Margrethes Liv og Regentvirksomhed fra hendes Barndom til den Dag, da hun ved Kalmarunionen stod ved sine Ønskers Maal og paa sin Magts højeste Tinde. Og han fortsatte:

Naar denne Sten er bleven rejst paa dette Sted, er det ikke blot, fordi vi som alle andre danske med Tak mindes Margrethes Kongegerning: men der er for Byen Aarhus en særlig Grund til at tænke paa den store Dronning her i Riis Skov. Margrethe har ikke, som det i senere Tider blev fortalt, skænket Riis Skov til Aarhus By, end mindre til Aarhus Havn, som paa det Tidspunkt næppe spillede nogen Rolle; men hun har jævnet Trætte mellem Bispestolen og Byen og trukken Grænsen op mellem Bymarken og Bispegodset. Der er ikke bevaret noget Dokument under Margrethes Segl om hendes Afgørelse af denne Grænsestrid.

Men da Striden blussede op igen paa Christiern 1.s og Hans's Tid, blev der udstedt en Række Dokumenter, der er bevaret i Original dels i Rigsarkivet, dels i Aarhus Raadhusarkiv. Disse Oldbreve udtaler med al fornøden Tydelighed, at Dronning Margrethe har gjort Markskel for Aarhus By.

Det ældste af disse breve er et Tingsvidne fra 1465 - altsaa godt halvhundrede Aar efter Margrethes Død - hvori otte af Byens ældste Borgere, som vidste bedst Besked med Marken og hvoraf nogle var tilstede, da Dronning Margrethe og Rigens Raad anviste og overantvortede Borgmester og Raad Aarhus Mark, vidnede, at Marken strakte sig i Længde og Bredden efter de angivne Grænser.

Det paagældende Sted lyder som følger:

Otte Mænd af de ældste og de, der mest af vidste af Aarhus Mark (Navnene) vidnede endrægtigt paa deres gode Tro og rette Sanding og dem selv helt vitterligt er og somme af dem hos vare den Tid, Dronning Margrethe og Rigens Raad, som der hos hende var, viste og antvortede Borgmester, Raadmænd og menige Almue i Aars Aarhus Mark paa Kronens Vegne, hvor bred og hvor lang hun skulde være til forne Aardes Almues Behov til deres Fæ og Svin: Først lige efter den Sten, der ligger ved Riigbjerget, og saa til en Eg, som kaldes Griims Eg og efter fra Griims Eg og i Riisgaards Bæk og saa følger Skellet forskrevne Bæk neder i Havet. -

I 1486 udtaler Kong Hans: at vi selv og vort Raad har for Rette funden, at det Markskel, som Dronning Margrethe lod gøre og lagde det til Aars[1] By, og Biskop Jens med andre gode Mænds Nærværende siden samtykkede, bør at blive ved sin fulde Magt og de af Byen skal nyde, bruge og beholde Skov, Markjord, Forte[2], Fælled og alt andet som inden forne Markskel er. -

I 1490 opnaar Byen endelig et saakaldt Laasebrev[3] af Kong Hans ("Laas er Lovens Ende og evig Tielse") hvori Marken efter de gamle Markskel tildømmes Aars til evindelig Eje. (Rigens Marskers Segl).

Altsaa Aarhus By har en særlig Grund til at mindes Margrethe. Hun var den første af dens kongelige velgørere. Hun sikrede den Besiddelsen af en stor og frugtbar Bymark med Ager, Græsjord og Skov; hun gav den "virksom Støtte i den ulige Kamp mod den mægtige Biskop. Hvem ved, om Bispen ikke havde tilegnet sig hele Bymarken, hvis Dronningen ikke havde sat Grænse for Bispedømmets Udvidelseslyster. Naar vi tænker paa, at Havreballegaard - det nuværende Marselisborg - hvis Marker naaede til det nuværende Sønderallé, at den største del af Jels, Hasle og Brændstrup, at Nørregaard i Vejby med den nordlige Del af Riis Skov laa under Bispestolen, forstaar vi, at det var en Livsbetingelse for Byen at beholde det Stykke Mark og Skov, som Margrethe sikrede den.

Gid denne Sten må bidrage til at Mindet om Margrethe, saavel om hendes store Kongegerning som om hendes Retfærdighedsbehandling overfor Aarhus By, skal bevares til sene Tider.

Efter endnu en Sang (af Underbibliotekar Holstein-Rathlou) talte Forfatterinden Nicoline Kirkegaard først om Forskellen mellem Sagnets Dronning Margrethe og den Dronning Margrethe, som Historien lærer os at kende.

Fru Kirkegaard, der reciterede Plougs Digt om Dronningen, saa hendes største Styrke i hendes fremragende Evner til at samle. Danske Kvinder burde hver i sin Gerning - stor eller lille - tage Lære heraf. Det at samle er netop en Opgave, der nu og altid er god og taknemlig at tage op for Kvinden.

Under et tredobbelt Leve fra den store Forsamling faldt nu Dannebrogsflaget, der havde dækket Stenen, og man saa Indskriften:

Margrethe, Valdemars Datter, under tre Kongekroner.

Paa to mindre Steen ved Siden af den store læses "1412-1912" og "Dronning Margrethe lod gøre Markskel for Aarhus By og sikrede derved Borgerne Besiddelsen af Riis Skov".

Man afsang saa Kantatens sidste Del (de to Vers, som er citeret i Spidsen af denne Artikel), hvorefter Redaktør Rasmussen bragte en Tak til alle, der havde hjulpet med til at rejse Mindesmærket, som han herved overgav til Aarhus Kommune.

Paa Byens Vegne takkede Borgmester Drechsel Historisk Samfund baade for det smukke Mindesmærke og for Samfundets udmærkede Virksomhed i det hele taget.

Og saa sluttede Højtideligheden med tre kraftige Hurraraab for Aarhus By.

Margrete-stenen. Foto: Søren Hein Rasmussen

Den ene af de mindre sten med indgraveret tekst. 

Den anden af de mindre sten til minde om Margrete 1.  

Ordforklaringer m.m.

[1] Aars: ældre stavemåde for Aarhus.

[2] Forte: betyder her veje, der blandt andet anvendtes til drivveje for kvæg. 

[3] Et Låsebrev var afslutningen på en rettergang for Det kongelige Retterting, hvorved kongen eller hans stedfortræder satte lås og ”evig tielse” på sagen, dvs. at den ikke på det foreliggende grundlag kunne rejses på ny.

Låsebrev: domskendelse, hvorved ’Lås’ fastslås. 'Lås' er et gammelt udtryk for en kongelig tilkendelse af en ejendom eller et område som retmæssigt eje.