Germansk oprindelse

Mandeboden havde sin oprindelse i det før-statslige germanske samfund, hvor slægten (i fravær af politi og domstole) beskyttede sine medlemmer udadtil ved hjælp af hævn og gengældelse af krænkelser. Gensidige hævnaktioner mellem to slægter kunne udvikle sig til langvarige og blodige fejder. Betaling af mandebod var en måde, hvorpå en sådan slægtsfejde kunne bilægges eller måske helt undgås. Mandebod kendes under forskellige betegnelser i en lang række germanske og skandinaviske love og retsordninger fra middelalderen.

Mandebod i højmiddelalderens lovgivning

Anvendelse af mandebod i Danmarks højmiddelalder kendes fra landskabslovene og anden lovgivning fra 1100- og 1200-tallet. Her fremstår mandebod som et kompromis mellem på den ene side en oprindelig, (ikke-nedskrevet) sædvanebestemt praksis og på den anden side kirkens og kongemagtens mere ”moderne” retlige synspunkt inspireret af international kanonisk ret (kirkeret), romerret og fredslovgivning.

Kirkens og kongemagtens bestræbelser for at individualisere skyld og retligt ansvar, begrænse slægtsansvaret og skaffe kongen del i retshåndhævelsen skinner tydeligt igennem. Lovene indeholder således bestemmelser, der skal afskaffe misbrug af slægtninges bidrag til mandeboden, begrænse retten til at tage hævn samt tildele kongen en andel i bøderne efter manddrab og fredsbrud. Imidlertid var ”staten”, kongemagten, endnu ikke stærk nok til at sætte noget i stedet for slægtens hævn som sanktion overfor retsbrud, og derfor måtte hævnretten og den private konfliktløsning i form af mandebod endnu indrømmes plads i lovgivningen.

Så sent som i kongelige forordninger og love fra begyndelsen af 1200-tallet var mandebod så vidt vides den eneste straf for overlagt manddrab, således også hævndrab, med mindre der forelå et skærpende fredsbrud, som udløste fredløshed. Ifølge den yngste af landskabslovene, Jyske Lov fra 1241, som sandsynligvis var tænkt som en rigslov, skulle ethvert overlagt manddrab imidlertid straffes med fredløshed, og betaling af mandebod kom således kun på tale, hvis den fredløse – med tilladelse af den dræbtes slægtninge – købte sin fred igen hos kongen, eller hvis der var tale om drab i nødværge eller af våde (uheld). Dog synes der at have været mulighed for lovligt at aftale mandebod ”hjemme”, dvs. helt uden at rejse sag på tinge, i sager om overlagt manddrab.

Mandebod i senmiddelalderen

Jyske Lov fra 1241 tilsigtede at begrænse mandeboden og den hermed sammenhængende hævnret og slægtsansvar ved at gøre overlagt manddrab til et såkaldt orbodemål (u-bødemål), som der ikke kunne betales bøder for, men i stedet gjorde drabsmanden fredløs. I mange købstadslove gik man skridtet videre og indførte dødsstraf for overlagt manddrab. I senmiddelalderen, hvor kilderne tillader et langt bedre indblik i retspraksis end tidligere, fandt mandebod imidlertid meget ofte anvendelse efter overlagte manddrab, også i tilfælde hvor drabsmanden tilsyneladende ikke havde været dømt fredløs efter loven og derfor ikke havde haft mulighed for at købe sin fred igen hos kongen. Mandeboden var således en populær måde at løse konflikter på, trods kongemagtens forsøg på at begrænse dens anvendelsesområde.

Mandebod efter middelalderen

Christian 3.s reces af 1537 indførte dødsstraf for overlagt drab begået af bønder og borgere. Endnu skulle der dog betales mandebod efter landskabslovenes regler i tilfælde af nødværge- eller vådedrab, eller hvis drabsmanden flygtede, inden han kunne straffes. I anden halvdel af 1500-tallet klagedes der ofte over, at godsejere lod deres undergivne bønder betale bøder for drab (dels mandebod til den forurettede slægt; dels bøde/bestikkelse til godsejeren) i stedet for at lade dem henrette efter recessen, hvilket afstedkom en række indskærpende forordninger. I 1600-tallets tingbøger kan man iagttage betaling af mandebod efter landskabslovenes regler, og man kan have en mistanke om, at mandebod i nogle af disse tilfælde blev brugt til at sone overlagte drab, selvom det var ulovligt. For adelen var landskabslovenes regler om mandebod og fredløshed gældende helt indtil Danske Lov 1683, hvorefter dødsstraf for manddrab kom til at gælde alle samfundsgrupper. Danske Lov medførte endvidere, at mandeboden blev gjort helt individuel, således at den dømtes slægtninge ikke længere skulle bidrage, men på dette tidspunkt havde mandeboden for øvrigt mistet sin reelle betydning, om end de sidste spor af den først afskaffedes udtrykkeligt med straffeloven af 1866.

Mandebodens størrelse

I de fleste af de udenlandske middelalderlove, som havde bestemmelser om bøder svarende til mandeboden i dansk ret, var størrelsen af boden gradueret efter ofrets sociale status og ”værdi”. I samtlige danske landskabslove var mandeboden den samme for alle frie mænd, hvorimod der kun skulle bødes halv mandebod (til ejeren) for drab af en træl. Mandeboden for en fri mand var i de sjællandske og skånske love 15 mark sølv, i Jyske Lov tre gange 18 mark penge, i alt lig med 18 mark sølv. For folk af almuen var det en ruinerende bøde, for samfundets rigeste et mærkbart men overkommeligt beløb. Mandebod kunne også tages i anvendelse i sager om vold uden dødelig udgang, hvis ofret var blevet skamferet.

Tillægsbod, lighedsed og orfejde

Udover mandeboden kunne parterne aftale en tillægsbod, en såkaldt gørsum. Denne mulighed blev især udnyttet blandt overklassen for at signalere den dræbes store værdi og hans slægts høje status. Forhandling af tillægsbod kunne også afspejle konfliktløsningens karakter af mindeligt forlig. Ifølge Skånske Lov og Eriks Sjællandske Lov skulle drabsmanden og hans slægtninge i forbindelse med betaling af mandebod sværge, at de i et tilsvarende tilfælde selv ville tage imod bøder frem for at øve hævn (såkaldt lighedsed). Efter modtagelse af mandebod og tillægsbøder skulle endelig den dræbtes slægtninge sværge en såkaldt tryghedsed (i senmiddelalderen under betegnelsen orfejde), hvor de lovede drabsmanden og dennes slægtninge fred og venskab. Fra senmiddelalderen og renæssancen er bevaret et antal dokumenter, såkaldte orfejdebreve, om aflæggelse af denne ed i konkrete drabssager, udstedt både af adelige men også af borgere og bønder.