Fejder: Lovlig selvtægt

I alle europæiske lande, hvor historikere har udforsket fænomenet, således også i Danmark, var fejder almindeligt forekommende i middelalderen, nogle steder (f.eks. Skotland, Korsika og Albanien) også længe efter middelalderen. Fejdernes store udbredelse og lange levetid hang sammen med, at der ikke fandtes nogen stærk statsmagt som i et moderne samfund. Dette betød for det første, at ingen statslig myndighed evnede at afstraffe folk, der førte fejder, effektivt. For det andet, at håndhævelsen af normer og retsregler i høj grad var overladt til den forurettede selv: Blev man krænket på liv, legeme, ejendom eller ære, måtte man tage sig selv til rette, evt. i form af en fejde mod krænkeren eller lovbryderen.

Kirken og kongemagten

Kirken og kongemagten forsøgte gennem hele middelalderen på forskellig vis at kriminalisere fejder, hævn og selvtægt; kirken bl.a. ud fra ideologiske motiver, kongemagten ud fra et ønske om at monopolisere retten til legitim voldsanvendelse. Allerede i middelalderen medførte kirken og kongemagtens indsats en vis fredeliggørelse af samfundet og dermed en begrænsning af fejdepraksissen, men bestræbelserne bar først for alvor frugt med opkomsten af en stærk statsmagt i 1500- og 1600-tallet. I middelalderen måtte kirken og kongemagten acceptere, at en total kriminalisering af fejder var urealistisk. Fejder vedblev derfor længe at være en delvist lovlig form for reguleret selvtægt.

Oldtid og vikingetid

Fejder var efter alt at dømme vidt udbredte i Danmarks oldtid og vikingetid. Vikingetidens mytologi, legender og historiske beretninger fra bl.a. skjaldekvad og runesten er gennemtrukket af fortællinger om ære, hævn og fjendskab, men der vides ikke noget nøjagtigt om disse fænomeners faktiske udbredelse eller spilleregler. Man kan antage, at der forekom mange langvarige og blodige hævnfejder som dem, der kendes fra de islandske sagaer, men man skal være opmærksom på, at der i Danmark langt tidligere end Island fandtes en centralmagt til at regulere og begrænse fejderne.

Højmiddelalder

I højmiddelalderen kendes eksistensen af fejder først og fremmest fra de danske landskabslove fra 1100- og 1200-tallet. Landskabslovenes regler om drab og fredsbrud repræsenterer et kompromis mellem en ældre retsopfattelse, hvor hævn og private forlig var hovedingredienser, og en nyere opfattelse fremført af kongen og kirken. Overlagt drab var ulovligt, men der var ingen offentlig straf. I stedet skulle drabsmanden dømmes fredløs, hvormed den dræbtes slægtninge fik ret til straffrit at slå ham ihjel; altså en slags reguleret hævn. Dog kunne drabsmanden få sin fred igen, hvis han betalte fredkøb til kongen og mandebod til den dræbtes slægtninge. Landskabslovenes regler om mandebod efter drab byggede på en før-statslig konfliktløsningsmodel baseret på slægten, men var indarbejdet i og omformet af kongens og kirkens program, hvor der bl.a. blev taget hensyn til et mere moderne princip om individuel skyld og ansvar. Landskabslovene indeholder også en række særfredsregler (f.eks. tingfred, vejfred, plovfred, julehelg), hvor vold og fejdehandlinger begået på bestemte tider og steder straffes med fredløshed eller ekstrabøder.

Senmiddelalderen

Fra Danmarks senmiddelalder har vi kendskab til mange fejder. Grunden til, at vi kender til langt flere fejder i senmiddelalderen end højmiddelalderen og tidligere, er næppe, at der blev flere fejder, men at der fra senmiddelalderen er bevaret langt flere kilder, navnlig retsdokumenter og klageskrifter, der oplyser om konkrete fejder. Middelalderens fremadskridende økonomiske og sociale lagdeling kommer til udtryk i senmiddelalderens mange såkaldte adelsfejder, dvs. fejder mellem adelige personer eller slægter. Adelsfejderne var ofte langvarige og voldsomme, men mindre blodige end tidligere tiders formentlig mere uhæmmede blodhævnsfejder. For den fejdende adelsmand var det som regel ikke hensigten at slå sin adelige fjende ihjel, men at ramme ham ved at angribe – voldgæste, plyndre, chikanere og nogle gange overfalde eller dræbe – hans undergivne bønder. Formålet var at gengælde en krænkelse eller presse modstanderen til at give indrømmelser i verserende retssager eller politiske konflikter. Adelsfejderne havde ofte, på trods af kirkens og kongemagtens principielle fredspolitik, deltagelse af biskopper og kongelige lensmænd. Adelen betragtede det at fejde som en ret. I 1468 erklærede rigsrådet, at en god mand må fejde en anden god mand, når blot han varsler fejden skriftligt eller mundtligt, og denne regel blev senere optaget i de kongelige håndfæstninger fra 1513 og frem. Ikke kun adelen, men også bønder og borgere, havde ret til at fejde. At de faktisk gjorde det, er bl.a. bevidnet i en række bevarede såkaldte orfejdebreve, dvs. skriftlige fredsslutninger med erklæring om ’orfejde’ (ikke-fejde) mellem f.eks. to bondeslægter.

Efter Reformationen

Efter Reformationen 1536 begyndte en langt stærkere statsmagt at opbygge et effektivt retssystem og bekæmpe privat voldsanvendelse, og med tiden forsvandt fejderne. Selvom mange af de middelalderlige retsregler, som gav delvis tilladelse til hævn og selvtægt, fortsat var i kraft indtil den enevældige Danske Lov af 1683, var fejderne i stærk tilbagegang i alle samfundslag efter 1536. De omfattende og langvarige adelsfejder, som periodisk havde hærget senmiddelalderens Danmark, ophørte umiddelbart efter Reformationen, og de mindre omfattende fejder, også blandt borgere og bønder, blev stadig sjældnere gennem resten af 1500-tallet.

Fejde og krig: Ordet fejde

Efter en nutidig definition skelnes der mellem fejder og krige. Fejder er private konflikter mellem individer eller mindre grupper indenfor det samme samfund, mens krige er offentlige konflikter mellem stater/samfund. I middelalderen skelnede man ikke på samme måde skarpt mellem fejde og krig. Begge fænomener blev således beskrevet med de samme begreber. Selve ordet ”fejde” (feyde), som er afledt af det tyske ord Fehde, var i almindelig brug i Danmark fra 1400-tallet og frem. I senmiddelalderen kunne ordet både betegne en fejde mellem to bønder eller to herremænd og en krig mellem f.eks. Danmark og Sverige eller en borgerkrig (f.eks. Grevens Fejde). Efter at de private fejder aftog og forsvandt i 1500- og 1600-tallet, blev ordet ”fejde” efterhånden udelukkende brugt til at betegne statslige krige. At ordet fejde i moderne sprogbrug igen er kommet til at betegne den private, afgrænsede konflikt, skyldes således en nyere sproglig udvikling. 

Podcast fra Mægtige Middelalder om Brok-Rosenkrantz fejden

Lyt til podcasten, hvor lektor, ph.d. Jeppe Büchert Netterstrøm fra Aarhus Universitet fortæller om Brok-Rosenkrantz fejden og dansk adel i midten af 1400-tallet . 

I perioden 1460-75 udkæmpede Rosenkrantz-slægten og Lage Brok Danmarkshistoriens mest kendte fejde. Denne fejde handlede måske nok om ret til jord og magt over bønder i Østjylland, men den handlede også i lige så høj grad om danske adelslægters magt og om Christian 1.s forsøg på at spille dem ud mod hinanden. Gæst er Jeppe Büchert Netterstrøm, lektor på Aarhus Universitet, og i denne  episode tager han os på en særdeles grundig tour gennem danske fejder og adelskultur i 1400-tallet. 

Læs mere på Mægtige Middelalder.