Fejdebrevets oprindelse

Brugen af fejdebreve havde sin oprindelse i Det Tysk-romerske Kejserrige, hvor kejserlige dekreter og fyrstelige landefredsforordninger siden højmiddelalderen forlangte, at en ærefuld ridderfejde skulle varsles skriftligt. Fra senmiddelalderens Tyskland er bevaret store mængder af sådanne fejdebreve. I Danmark kendes fænomenet bedst fra rigsrådets udtalelse om ærligt fejdevarsel af 1468 og fra håndfæstningerne 1513 og frem.

Ærligt fejdevarsel

Efter forespørgsel udtalte det danske rigsråd i 1468, at hvis en god mand vil varsle en anden god mand ærlig fejde, skal han gøre det i et fejdebrev. Den, som således erklærer fejde, skal give fjenden en frist på et døgn, inden han må påbegynde fejdehandlinger. Den, som erklæres fejde, må derimod begynde med det samme. Fejdevarsel kan også gives mundtligt, men i så fald behøver den varslede ikke acceptere, at der er tale om en tilstand af ærlig fejde. Rigsrådets udtalelse om ærligt fejdevarsel blev i revideret form optaget i håndfæstningen af 1513 og gengivet i samtlige adelsvældens håndfæstninger, hvor ”god mand” blev ændret til "riddersmandsmand" (dvs. adelig), hvorved bestemmelsen i en vis forstand kom til at indebære en positiv adelig fejderet.

Fejdebrevets retlige virkning

Den retlige virkning af ærligt fejdevarsel var ikke, at den, som afgav varslet, ikke kunne straffes for de forbrydelser, han måtte begå i den efterfølgende fejde, men alene at han bevarede sin ære. Meningen var heller ikke, at man alene ved at afgive fejdevarsel og uden øvrig begrundelse var berettiget til at føre en ærlig fejde. Selvom det ikke fremgår udtrykkeligt af rigsrådsudtalelsen 1468 eller de senere håndfæstninger, må man antage, at man i Danmark ligesom i Tyskland, hvorfra reglerne om fejdevarsel var importeret, skulle have en retfærdig grund til at påbegynde fejden. Set fra kongemagtens synspunkt var formålet med at indføre et krav om fejdevarsel at regulere og begrænse fejder og voldshandlinger.

Faktisk brug af fejdebreve

Der kendes flere eksempler på, at danske adelige sendte fejdebreve til deres fjender. I 1467 sendte den højadelige Iver Axelsen (Thott) et fejdebrev til sin egen konge, Christian 1., og i 1462 sendte en gruppe af jyske rigsråder et fejdebrev til staden Bremen. Fra Danmarks senmiddelalder er imidlertid ikke bevaret et eneste fejdebrev fra én herremand til en anden herremand. I 1460 udtalte den højadelige Lage Brok, at han opfattede et klagebrev, som hans fjende Otte Nielsen (Rosenkrantz) havde ladet bringe til ham, for at være et fejdebrev, hvilket Otte Nielsen dog benægtede. Dette vidner sammen med rigsrådets erklæring af 1468 om et kendskab til brug af fejdebreve i adelsfejder, men da ingen sådanne er bevaret, må man antage, at de i virkeligheden kun blev brugt meget sjældent. Til gengæld synes brug af mundtligt fejdevarsel (mundtlig ”forvaring”; ”undsigelse”) at have været meget udbredt.

Fejdebreve og krigserklæringer

Da man i middelalderen ikke skelnede skarpt mellem private fejder og statslige krige, var der i realiteten ikke stor forskel på adelige fejdebreve og kongelige krigserklæringer. Middelalderens fejdebreve, hvad enten de var givet af konger eller adelsmænd, kan betragtes som forløbere for nyere tids nationale krigserklæringer.