Slægt

Otte Nielsen blev født ca. 1395 og døde 1477. Han var søn af ridderen Niels Jensen, som tilhørte den nørrejyske linje af den adelige slægt, som først i 1500-tallet begyndte at kalde sig ved slægtsnavnet Rosenkrantz. For nemheds skyld bruger historikere også dette slægtsnavn om slægtens ældre led. Slægten kan spores tilbage til første halvdel af 1300-tallet, men steg først op i den øverste elite i 1400-tallet. Denne opstigen skyldtes i høj grad Otte Nielsens personlige indsats og navnlig hans nære tilknytning til kongemagten kombineret med et indbringende giftermål.

Gods

Otte Nielsens arvegods bestod af en andel i hovedgården Hevringholm på Djursland med tilhørende bøndergods. Det gods, han kunne råde over, forøgedes meget betydeligt ved ægteskabet (senest 1426) med den betydeligt ældre Else Holgersdatter (Krognos). Hun var enke efter et medlem af Hvideslægten og indbragte Otte Nielsen en andel i denne slægts hovedsæde, Bjørnholm (nuværende Høgholm) ved Tirstrup, og store godsbesiddelser på Djursland.

Otte Nielsen forøgede selv disse ejendomme med omfattende godserhvervelser, især i områder, hvor han som kongelig lensmand stod stærkt. I 1450’erne opkøbte han f.eks. godset Skjern mellem Randers og Viborg fra en række lavadelige godsejere, og i 1449 skødede Christian 1. ham Hassens Birk, Ebeltoft og øen Hjelm, dog med genkøbsret for kronen. En del af dette omfattende gods blev allerede i Otte Nielsens levetid overdraget til parrets eneste overlevende barn, Erik Ottesen, og resten af godset gik efter Otte Nielsens død i arv til samme søn.

Politisk karriere

Første gang, man hører om Otte Nielsen, er, da han ca. 1420 såres under et slag i Erik af Pommerns krig om Sønderjylland. Otte Nielsen synes at have tjent sig op under denne konge, men deltog siden i hans afsættelse og var blandt mændene bag indkaldelsen af Christoffer af Bayern i 1438. Otte Nielsen var senest 1436 (måske allerede 1434/35) medlem af rigsrådet, og senest 1444 blev han udnævnt til rigshofmester, som var det højeste politiske embede i Danmark næst efter kongens.

Christoffer af Bayern forlenede ham endvidere med Kalø Slot og Len i 1439. Da Christoffer af Bayern døde barnløs i 1448 var Otte Nielsen blandt hovedaktørerne i indkaldelsen af Christian 1. til den danske trone. Det nære forhold til Christian 1. fremgår bl.a. af de usædvanligt vidtgående personlige privilegier, Otte Nielsen modtog af kongen. I 1452 måtte kongen pga. et skifte i unionspolitikken afskedige Otte Nielsen som rigshofmester, men embedet blev i 1456 givet til Otte Nielsens søn, Erik Ottesen, og Otte Nielsen selv bevarede sit sæde i rigsrådet og forblev en af Christian 1.s mest betroede mænd.

Fejder

Otte Nielsens magt- og godsudvidelse bragte ham på kant med konkurrerende jyske stormænd. Det førte til en række konflikter, hvoraf nogle blev løst ved rettergang, mens andre brød ud i åbne fejder. I 1454 opstod fjendskab med biskoppen af Aarhus, Jens Iversen (Lange), som følge af stridigheder om bl.a. kirkelige afgifter og rettigheder. Fejden, der kostede menneskeliv på begge sider og førte til voldelige opgør i Aarhus’ gader, var udslag af en mere generel magtkamp mellem kongemagt og kirke, hvor Otte Nielsen uofficielt repræsenterede kongemagten. Kongens støtte til Otte Nielsen var baggrunden for, at rigsrådet i 1458 ved et forligsmøde gav Otte Nielsen medhold i de fleste af hans klagepunkter, og at Aarhusbispen i 1459 blev fradømt de kongelige rettigheder i Aarhus, hvilket i realiteten gav Otte Nielsen sejren i fejden.

Året efter, i 1460, kom Otte Nielsen og broderen Stygge Nielsen i fejde med herremanden Lage Brok af Gl. Estrup. Denne meget voldsomme strid, der bl.a. drejede sig om rettigheder til agrare ressourcer, men også havde politiske implikationer, varede helt til 1475. På det tidspunkt havde sønnen Erik Ottesen dog overtaget Otte Nielsens rolle som Lage Broks argeste fjende. Undervejs i fejden havde Otte Nielsen i 1466/67, da Lage Broks parti en overgang nød kongens gunst, mistet forleningen med Kalø som følge af anklager om embedsmisbrug.

Religiøsitet og alderdom

Otte Nielsen organiserede og finansierede en række kirkebyggerier, dels af ægte religiøs interesse, dels fordi det var med til at styrke hans image som from herremand. Inden 1458 havde han ladet rydde skov ved Ryomgård og bygget Marie Magdalene Kirke fra grunden. Omkring 1465 nedrev og genopbyggede han Tirstrup Kirke, og han og/eller Erik Ottesen stod bag en omfattende udbygning af Dråby Kirke ved Ebeltoft. I en sen tradition omtales han som en af Mariager Klosters stiftere, både han og sønnen var i hvert fald med sikkerhed klosterets verdslige beskyttere, og Otte Nielsens hustru, Else Holgersdatter, skænkede gods til det.

Efter Otte Nielsens tilbagetræden fra sine politiske og administrative hverv omkring 1466 synes han hovedsageligt optaget af religiøse spørgsmål frem til sin død 1477. Otte Nielsen og Else Holgersdatter, der var død 1470, blev begravet i et kapel i Franciskanerkirken i Randers, som de selv havde bekostet.

Otte Nielsen Rosenkrantz' gravsten, illustreret af Søren Abildgaard i 1770. På gravstenen ses også hans hustru Else Holgersdatter, samt datteren Anna. Fra: Nationalmuseet