Kilder
Kildeintroduktion:
Ved et rigsrådsmøde, der blev afholdt i september 1458, rejste Christian 1. (født 1426, regent 1448-1481) anklage mod biskoppen af Aarhus, Jens Iversen (Lange) (ca. 1400-1482), fordi denne havde ladet sørøveren Esbern Jude operere fra havnen i Aarhus. Biskoppen og domkapitlet havde købstaden Aarhus i pant af kronen, og det indebar, at biskoppen havde pligt til at håndhæve lov og ret i byen. Han kunne derfor gøres ansvarlig for Esbern Judes brug af Aarhus havn som base for sine kaperier. Sørøveri var ikke nødvendigvis ulovligt, kongemagten kunne således give licens til kaperi mod rigets fjender, men netop i 1458 havde Danmark indgået aftale med sine fjender, Polen og hansestaden Danzig, om gensidig standsning af kaperier.
Ved rigsrådsmødet i Kalundborg i begyndelsen af september 1458 fik biskoppen frist til Mikkelsdag (29. september) til at svare på kongens anklager. Da biskoppen ikke overholdt denne frist, rejste kongen igen sag mod biskoppen ved et rigsrådsmøde juni 1459, hvor ærkebiskoppen og rigsrådet nu dømte biskoppen og domkapitlet til at fortabe pantebesiddelsen af Aarhus uden udbetaling af den sum penge, som staden var sat i pant for. Om denne sag er dommen vist nedenfor eneste bevarede kilde. Dommen er skrevet på dansk og her gengivet på nutidsdansk.
Vi Tue[1], med Guds nåde ærkebiskop i Lund, Sveriges første og pavens legat, kundgør med dette vort åbne brev, at år efter Guds byrd mcdlix sancti Hans baptiste aften[2] på slottet i København for os og mange flere gode mænd, som da var til stede, som var værdige fædre med Gud biskop Oluf i Roskilde[3], biskop Knud i Viborg[4], og velbyrdige og strenge riddere hr. Claus Rønnow[5], vor nådige herre kong Christians marsk, hr. Oluf Axelsen[6], hr. Iver Axelsen[7], hr. Knud Henriksen[8], hr. Oluf Lunge[9], hr. Corfitz[10], hr. Mikkel Rud[11], hr. Strange Nielsen[12], riddere, og Anders Jensen landsdommer i Sjælland[13], var skikket velbyrdig og streng ridder hr. Erik Ottesen[14], vor nådige herres[15] hofmester, og tiltalte og beskyldte på vor nådige herres vegne værdig fader med Gud biskop Jens i Aarhus[16], at han ikke havde holdt det løfte, som han tilsagde vor nådige herre og nogle af hans nådes[17] ærlige råd[18] i Kalundborg omkring Vor Frues fødselsdag sidste år[19], idet at vor nådige herre beskyldte ham for, at han tillod Esbern Jude[20] at sejle ud af Aarhus havn imod hans nådes forbud, som hr. Claus Rønnow på forhånd havde kundgjort i Horsens med vor nådige herres fuldmagtsbrev, at ingen skulle tillade at sejle nogen fetalje ud af nogen havn under Danmarks side for at gøre skade i søen[21]; mod hvilket forbud biskop Jens tillod Esbern Jude sejle [ud] af Aarhus havn. Derfor begærede nogle af vor nådige herres ærlige råd[22] af biskop Jens, at han skulle oplade vor nådige herre Aarhus by, som han og Aarhus domkirke havde i pant af kronen, således at biskop Jens frit[23] skulle overdrage vor nådige herre Aarhus by og det pantebrev, som lød derpå. Dertil svarede biskop Jens og sagde, at han ikke måtte gøre det uden at rådføre sig med sit domkapitel i Aarhus[24]. Da blev det tilladt af vor nådige herre og hans nådes ærlige råd, som da var til stede, at biskop Jens skulle have råd med sit domkapitel om disse førnævnte ærinder, og biskop Jens lovede i vor nådige herres, vores og flere gode mænds tilstedeværelse, at han ville give vor nådige herre et sådant svar på disse førnævnte ærinder inden skt. Mikkels dag, som nu er passeret[25], at hans nåde intet skulle have at beskylde ham for i den sag. Nu, fordi biskop Jens ikke holdt, hvad han lovede vor nådige herre i denne sag, thi dømmer vi[26] efter disse førnævnte gode mænds[27] råd og samtykke, at hvis biskop Jens ikke kan forene sig i minde[28] med vor nådige herre inden i morgen aften om det, at han ikke holdt løftet til hans nåde, da tildømmer vi vor nådige herre Aarhus by frit igen; og det pantebrev, som er udgivet og lyder på førnævnte pant, dømmer vi ingen magt at have efter denne tid. Til vidnesbyrd herom er vort sekret[29] hængt under dette brev. Givet år, dag og sted som skrevet ovenfor.
Ordforklaringer m.m.
[1] Tue Nielsen, Danmarks ærkebiskop i Lund. Grunden til, at det var ærkebispen, og ikke som normalt kongen, der foresad og afsagde rigsrådets dom i denne retssag, var, at kongen selv var part i sagen.
[2] 23. juni 1459.
[3] Oluf Henriksen (Då), biskop af Roskilde.
[4] Knud Mikkelsen, biskop af Viborg.
[5] Claus Markvardsen Rønnow, ridder, rigsråd og Danmarks marsk.
[6] Oluf Axelsen (Thott), ridder og rigsråd.
[7] Iver Axelsen (Thott), ridder og rigsråd.
[8] Knud Henriksen (Gyldenstjerne), ridder og rigsråd.
[9] Oluf Andersen Lunge, ridder og rigsråd.
[10] Corfitz Tønnesen Rønnow, ridder og rigsråd.
[11] Mikkel Rud, ridder og rigsråd.
[12] Strange Nielsen (Strangesen), ridder og rigsråd.
[13] Anders Jensen (Passov), væbner, rigsråd og landsdommer i Sjælland.
[14] Erik Ottesen (Rosenkrantz), ridder, rigsråd og rigshofmester. Det var i sin egenskab af rigshofmester, at han her optrådte på kongens vegne.
[15] Vor nådige herre er her og i det følgende kongen af Danmark, Christian 1.
[16] Jens Iversen (Lange), ca. 1400-1482, biskop af Aarhus 1449-1482.
[17] Dvs. kongens.
[18] Dvs. rigsrådet.
[19] Dvs. det rigsrådsmøde, som var blevet afholdt året forinden i dagene omkring helligdagen for Jomfru Marias fødsel (‘wor frwe daghs tiidh natiuitatis’) = 8. september 1458. Ved dette rigsrådsmøde havde rigsrådet også behandlet en anden sag, biskop Jens Iversen var indblandet i, nemlig sagen om hans fejde med Otte Nielsen (Rosenkrantz) og Erik Ottesen (Rosenkrantz).
[20] Esbern Jude, som her angives at være sørøverkaptajn, kendes ikke fra andre kilder.
[21] Dvs. sejle ud mhp. at begå sørøveri. Ordet ‘fetalje’ betød egentlig proviant, men udtrykket kunne også bruges som betegnelse for sørøvere eller sørøveri. At det i nærværende dokument betyder sørøveri fremgår bl.a. af sætningens afslutning ‘for at gøre skade i søen’.
[22] Rigsrådet.
[23] Dvs. uden at kongen betalte pantesummen tilbage til bispestolen og domkapitlet.
[24] Grunden til, at bisp Jens kunne undskylde sig med, at han først måtte rådføre sig med sit domkapitel, var, at Aarhus ikke kun var bispestolens, men også domkirkens og dermed domkapitlets pantebesiddelse. Derudover skulle en biskop i princippet rådføre sig med sit domkapitel i alle større sager.
[25] Dvs. Mikkelsdag (29. september) 1458.
[26] Dvs. enten ærkebispen alene eller han og de tilstedeværende rigsråder, som nævnes i begyndelsen af brevet.
[27] Dvs. enten de tilstedeværende rigsråder, som nævnes i begyndelsen af brevet, eller de rigsråder, som havde deltaget i sagens behandling ved mødet i Kalundborg.
[28] ‘forene sig i minde’: Indgå forlig.
[29] Ærkebispens segl er ikke bevaret.