Slægt

Jens Iversen tilhørte en vidtforgrenet dansk adelsslægt, der førte tre røde roser i sit våbenskjold. I 1500-tallet antog Jens Iversens gren af denne slægt navnet Lange, mens en anden gren tog slægtsnavnet Munk. Slægten hørte i 1300-tallet til Danmarks højadel, men ved indgangen til 1400-tallet var dens betydning dalet, og slægtens medlemmer tilhørte nu aristokratiets mellemlag. Jens Iversens fader, ridderen Iver Thomsen, ejede gods i det sydlige og vestlige Jylland samt formentlig hovedgården Krogsgård ved det nuværende Esbjerg. Det var sikkert Iver Thomsen, der for at styrke slægtens position sørgede for, at to af sønnerne påbegyndte en gejstlig løbebane. Jep Iversen blev kantor ved domkapitlet i Ribe, Jens Iversen endte som biskop af Aarhus.

Gejstlig karriere

Jens Iversen omtales første gang i kilderne, da han i 1424 immatrikuleres ved universiteterne i Rostock og Erfurt. I 1428 blev han magister fra Erfurt, og senere omtales han som licentiat i gejstlig og verdslig ret. Universitetsuddannelsen var en forudsætning for at gøre karriere i det gejstlige hierarki. I 1434 blev Jens Iversen udnævnt til ærkedegn ved domkapitlet i Århus og ledsagede samme år sin biskop, Ulrik Stygge, til det store kirkekoncilium i Basel. Da Ulrik Stygge døde i 1449, valgte domkapitlet Jens Iversen til biskop af Aarhus Stift. Dette embede beholdt Jens Iversen til sin død i 1482.

I kongens og rigets tjeneste

Udover universitetsuddannelse og adelig afstamning var et godt forhold til kongen afgørende for at nå til tops i det kirkelige system i 1400-tallets Danmark. At Jens Iversen var blandt Christian 1.s mest betroede mænd, fremgår af, at han i 1449 som ærkedegn blev sendt til Rom for på den nykronede konges vegne at aflægge lydighedsed til paven. Som biskop blev Jens Iversen medlem af rigsrådet og deltog i mange politiske møder og diplomatiske missioner i kongens og rigets tjeneste. I 1466 belønnede kongen hans indsats ved at tildele Aarhus bispestol og domkapitel en værdifuld privilegiefornyelse, og i 1467 blev Jens Iversen kongens høvedsmand på Kalø Slot med et stort len, der omfattede det meste af Djursland.

Portræt af Jens Ifversen Lange på Bent Notkes altertavle i Aarhus domkirke. Billedet er besmykket med biskoppens våbenskjold med de tre røde roser.

Konflikter med østjyske adelige

Jens Iversen var en ihærdig forsvarer af kirkens frihed samt de besiddelser og rettigheder, der fulgte med embedet som biskop. Dette bragte ham flere gange på kant med aristokratiet i Aarhus Stift. I 1454 klagede han til paven over en række overgreb på Århuskirkens rettigheder begået af østjyske adelsmænd. Striden med to af disse, Otte Nielsen og Erik Ottesen (Rosenkrantz), udviklede sig de følgende år til en veritabel fejde, som bl.a. førte til blodige slag i Aarhus’ gader.

Otte Nielsen og Erik Ottesen var blandt Christian 1.s mest loyale støtter, og som kongens lensmænd i Aarhus Stift optrådte de i nogen grad som kongemagtens forlængede arm overfor biskoppen. Kongen greb derfor ind mod Jens Iversens bestræbelser for at frigøre sig af deres lokale dominans. Jens Iversens nederlag i denne fejde blev markeret ved et forligsmøde i 1458, hvor kongen og rigsrådet gav Otte Nielsen og Erik Ottesen medhold i deres klager over biskoppen, og endeligt i 1459, da rigsrådet fradømte Jens Iversen de kongelige rettigheder i Aarhus by, som bispestolen havde haft i pant indtil da.

Stridigheder med borgerne i Aarhus

Som biskop var Jens Iversen også i konflikt med de selvbevidste borgere i stiftsstaden Aarhus. Borgerne var utilfredse med, at beboerne på gejstlighedens ejendomme i byen ikke bidrog til den årlige byskat til kongen, og at bispen forsøgte at føje dele af Aarhus bymark, som tilhørte borgerskabet, til bispens godser udenfor bymarkens grænser. Under Jens Iversens efterfølger blev der i 1488 klaget over, at bispens folk drev handel i Aarhus trods borgernes handelsmonopol. Klagerne over bispens handelsaktiviteter gik formentlig tilbage til Jens Iversens tid.

Da Jens Iversen i første halvdel af 1460’erne stod svækket efter nederlaget til Otte Nielsen og Erik Ottesen (Rosenkrantz), var borgerne i stand til at gennemtrumfe deres vilje overfor bispen i stridighederne om byskatten og bymarken. Men da Jens Iversen ca. 1465 igen fik overdraget de kongelige rettigheder i Aarhus og i årene 1466-67 steg yderligere i kongens gunst (se ovenfor om disse års privilegiefornyelse og udnævnelse til lensmand), blev borgerne gjort tavse. Først under Jens Iversens efterfølger hører man igen om borgernes utilfredshed med bisp og gejstlighed.

Kirkebyggeren

Som biskop af Aarhus forestod Jens Iversen en større udbygning af Aarhus Domkirke. Han færdiggjorde således bygningen af det vældige tårn i domkirkens vestende, forhøjede hovedskibet og sideskibene og forsynede dem med hvælvinger i gotisk stil, og opførte et stort begravelseskapel for sig selv syd for vesttårnet. Jens Iversen udbyggede også koret, hvor han placerede en altertavle, der betragtes som et af de væsentligste kunstværker fra Danmarks senmiddelalder, udfærdiget af kunstmesteren Bernt Notke fra Lübeck.

Slægt og embede

Jens Iversens slægt havde et usædvanlig godt sammenhold. Familiesammenholdet var ligefrem organiseret i et gilde (dvs. samfund), det eneste kendte gilde i Danmarks middelalder, hvor betingelsen for medlemskab var tilhør til en bestemt slægt. I broderen Jep Iversens brev fra 1440 om stiftelse af et kapel i Ribe domkirke, medbeseglet af Jens Iversen og flere andre slægtninge, bestemmes det, at slægtsgildet skulle forsamles en gang om året.

Formålet med Jens Iversens gejstlige karriere var formentlig fra begyndelsen, at han gennem et kirkeligt embede skulle bidrage til at styrke hele slægtens position og måske endda trække udvalgte slægtninge med op på sin vej mod magtens tinder. Det var i hvert fald, hvad der skete. Til at administrere de borge og godser, der hørte til bispestolen, ansatte han en række slægtninge som bispelensmænd. Han sørgede endda for, at adskillige slægtninge trods deres forholdsvis beskedne status blev optaget i rigsrådet. Jens Iversen demonstrerede sin slægts genvundne magt ved at pryde Aarhus Domkirkes tårn, gavle, hvælvinger og inventar med slægtens våbenskjold. På samme måde lod han mere end en snes sognekirker i stiftet besmykke med de tre røde roser.

For Jens Iversen var der næppe nogen modsætning mellem indsatsen for at berige sig selv og begunstige sine frænder og så den mere ædle kamp for kirkens selvstændighed. I opgørene med stiftets aristokrati og stiftsstadens borgerskab betragtede han givetvis sig selv som kirkens beskytter, også på et mere principielt plan. Samtidig erkendte han, at hans egen adelige afstamning, slægt og arvegods var grundlaget for, at han overhovedet blev i stand til at kæmpe kampen på kirkens vegne. De jordiske goder, som bispeembedet indbragte Jens Iversen og hans slægtninge, anså han utvivlsomt for retfærdig løn. Jens Iversen ville formentlig selv have argumenteret for, at langt størstedelen af indtægterne fra stift og bispegods gik til at forherlige Guds hus. En behagelig sidegevinst ved dette var dog, set med middelalderens øjne, at Jens Iversens egen frelse i det hinsidige var sikret.