Slægt og gods

Erik Ottesen blev født ca. 1427 og døde i 1503. Hans fader var Otte Nielsen, som tilhørte den indflydelsesrige adelige slægt, der i 1500-tallet begyndte at kalde sig ved slægtsnavnet Rosenkrantz. Moderen var den højadelige Else Holgersdatter (Krognos). Erik Ottesen var parrets eneste barn, og efter dem arvede han et omfattende jordegods bestående af hovedgårdene Bjørnholm på Djursland og Skjern mellem Viborg og Randers samt en række mindre hovedgårde, alle med dertil hørende bøndergårde.

Gennem ægteskab med Sofie Henriksdatter (Gyldenstjerne) ca. 1451 (senest 1456) kom han yderligere i besiddelse af hovedgården Boller og mange bøndergårde. Selv forøgede Erik Ottesen sine besiddelser ved mange godsopkøb, således at han i slutningen af 1400-tallet udover hovedgårdene ejede ca. 800 bøndergårde, hvilket gjorde ham til datidens næstrigeste – og i det hele taget en af danmarkshistoriens rigeste – adelige godsejere. Erik Ottesen fik i alt 17 børn, hvoraf han dog overlevede de fleste.

Politisk karriere

Faderens nære forhold til Christian 1. (født 1426, regent 1448-1481) medførte, at Erik Ottesen fra begyndelsen stod i høj gunst hos kongen og blev inddraget i det politiske liv i en meget ung alder. Allerede inden 1449 havde Erik Ottesen modtaget ridderslaget, og i 1452 var han optaget i rigsrådet. Omtrent samtidig blev han kongens lensmand på Skanderborg. I 1456 afløste han Niels Eriksen (Gyldenstjerne) som rigshofmester, det højeste politiske embede i Danmark næst efter kongens. De næste mange år var han Christian 1.s højrehånd i en lang række politiske forhandlinger, diplomatiske missioner og krigstogter i udlandet. F.eks. medbeseglede Erik Ottesen i 1460 Ribebrevet i anledning af det slesvig-holstenske ridderskabs antagelse af Christian 1. til hertug af Slesvig og greve af Holsten, og 1477 blev han sendt til Sachsen for på vegne af den senere kong Hans at bejle til en kurfyrstedatter, der senere blev dronning af Danmark.

For sin indsats i kongens tjeneste belønnedes Erik Ottesen med en række usædvanligt vidtgående privilegier. Han fik således i 1459 birkeret (dvs. domsmagt) over Tirstrup sogn, hvor hovedsædet Bjørnholm lå, og i 1457 hals- og håndsret (dvs. ret til at opkræve bøder og eksekvere straffe) over alle sine fæstebønder. Erik Ottesen var rigshofmester til Christian 1.s død 1481, og selvom dennes efterfølger, kong Hans, udnævnte en anden rigshofmester, blev Erik Ottesen flere gange senere, om så blot honorært, tiltalt med denne sin gamle titel. Han vedblev længe at være en central person i dansk politik, var medlem af rigsrådet til sin død i 1503, og deltog aktivt i dets arbejde frem til ca. 1500.

Fejder og retssager

Erik Ottesens godssamling og politiske magt bragte ham mange gange på kollisionskurs med andre danske adelsmænd. I flere tilfælde udviklede konflikterne sig til åbne fejder. I årene 1454-59 udkæmpede han sammen med sin fader en blodig fejde mod biskoppen af Aarhus, Jens Iversen (Lange), og i 1461 blev han part i faderens og farbroderens fejde med herremanden Lage Brok af Gl. Estrup. I løbet af denne langvarige fejde blev han efterhånden Lage Broks hovedmodstander. De bevarede kilder til fejden er i høj grad venligt indstillede overfor Rosenkrantzerne, og det er således mest Lage Broks voldshandlinger, man hører om, bl.a. et egenhændigt drab og en veritabel belejring af Bjørnholm. Ved et fredsmøde i 1464 blev Lage Broks anklager afvist og end ikke taget til referat med den begrundelse, at alt, hvad Otte Nielsen havde foretaget sig, var "delt og gjort efter loven". Utvivlsomt udnyttede både fader og søn deres kongelige embeder til at legitimere angreb på Lage Brok. I 1466/67 blev Otte Nielsen dog frataget Kalø Len pga. Lage Broks klager over embedsmisbrug, og i 1474 måtte Erik Ottesen modbevise anklager om, at han skulle have hyret en lejemorder til at skaffe Lage Brok af vejen. Baggrunden for denne fejde, som sluttede i 1475, var dels rivalisering om lokale godsrettigheder, dels politiske motiver. Efter fejdens afslutning var Erik Ottesen indblandet i retssager med Lage Broks slægtninge og politiske allierede.

Fromhed

For en herremand af Erik Ottesens format var det vigtigt at gøre fromme gerninger, både for egen sjælefrelses skyld og for at fremstå som troens vogter i omverdens øjne. I 1449 fik han pavens tilladelse til at have et rejsealter og med det afholde gudstjenester på profane steder. En praktisk foranstaltning for en omrejsende herremand som Erik Ottesen. Samtidig fik han tilladelse til selv at vælge en skriftefader, der én gang kunne give ham aflad for samtlige begåede synder samt fuldt aflad i dødsøjeblikket.

Erik Ottesen og Sofie Henriksdatter skænkede gods til diverse kirkelige institutioner og blev optaget i forskellige religiøse samfund. Både veletablerede munkeordener og nyere reformbevægelser havde parrets bevågenhed. Erik Ottesens fader regnedes senere for en af Mariager Klosters stiftere, og Erik Ottesen selv skænkede gods til klosteret og fungerede som dets verdslige beskytter. I 1501 fik han pavelig tilladelse til at blive optaget i klosteret, og han synes at have levet sine sidste år i et hus i nærheden af det. Da han udåndede i 1503, blev han begravet i et kapel i klosterkirken, hvor Sofie Henriksdatter havde hvilet siden sin død (senest 1488).

De Ti Bud ifølge Hr. Erik Ottesen

Som endnu et interessant vidnesbyrd om Erik Ottesens religiøsitet står et så vidt vides egenhændigt skrift fra 1476, der indeholder hans helt personlige udlægning af De Ti Bud. Nogle af Det gamle Testamentes ti bud har Erik Ottesen udeladt, Jesu to budord fra Det nye Testamente har han i stedet føjet til, atter andre af De Ti Bud har han forandret. F.eks. er det femte bud, "Du skal ikke slå ihjel", i Erik Ottesens fortolkning lavet om til: "Gør ej manddrab uden om loven med råd eller gerning". I sine afvigelser fra det bibelske forlæg viser skriftet en herremand, der som følge af sin særlige rolle i et voldeligt og socialt ulige samfund må gå på kompromis med visse af forskrifterne, men som netop gennem sin frie fortolkning fremstår som en reflekteret og inderligt troende kristen.

Eftermæle

I en krønike fra første halvdel af 1500-tallet, der muligvis skal tilskrives Mariager Kloster, bliver Erik Ottesen beskrevet i rosende vendinger: "Han var ligesom en fader for Danmark; hans mage og lige så vi ikke end i ære, dyd, fromhed og alle gode vilkår". Også blandt nyere historikere omtales Erik Ottesen ofte positivt. Den onde Lage Brok sættes gerne op som hans modsætning. Imidlertid var Erik Ottesen næppe meget værre eller bedre end så mange andre magtmennesker i senmiddelalderen. Blot sikrede hans høje status og nære tilknytning til kongemagten, at de bevarede kilder fra hans samtid sjældent omtaler ham negativt.