Vedtagelsen af ottetimersdagen

Den 17. maj 1919 indgik De samvirkende Fagforbund og Dansk Arbejdsgiverforening forlig om ottetimersdagen, der skulle gennemføres inden 1. januar 1920. Undtaget var dog søfart, sygepleje og den store gruppe af arbejdere på landet, som først fik indført ottetimersdagen i 1959. For arbejdere i fabriksvirksomheder med døgndrift blev de otte timer indført ved lov allerede den 12. februar 1919, for de statsansatte den 3. marts 1919. Arbejderbevægelsen opfattede indførelsen af de otte timer som en enestående sejr i et samfund, hvor flertallet af arbejderne stadig arbejdede 9,5 timer eller mere. Hvad man havde kæmpet for i henved 30 år, skete nu fyldest. Arbejdsgiverne ønskede i begyndelsen af 1920’erne en revision af aftalen om de otte timer, men det lykkedes arbejderbevægelsen at fastholde den skelsættende 1919-aftale. Der skulle gå næsten 40 år, før arbejdstiden igen blev nedsat. I 1958 indgik arbejder og arbejdsgiver aftale om nedsættelse af arbejdstiden fra 48 til 45 timer om ugen.

Den 17. maj 1919 underskrev De samvirkende Fagforbund (én af forgængerne til nutidens Fagbevægelsens Hovedorganisation) og Dansk Arbejdsgiverforening overenskomsten, der indførte otte-timers arbejdsdagen. Femte fra venstre er arbejdsmændenes formand, Michael Christian Lyngsie (1864-1931), dernæst DsF's formand, Carl Frederik Madsen (1862-1944). Foto: Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv

Kampen for ottetimersdagen

Arbejderbevægelsens kamp for de otte timer blev besluttet i Paris i 1889. To internationale socialistkongresser for henholdsvis socialistiske partier og faglige folk enedes om at udnævne den 1. maj til en international kampdag. I de følgende år agiterede Socialdemokratiet den 1. maj i forståelse med socialistpartier i andre lande for otte timers arbejde, otte timers fritid og otte timers hvile. Kravet om de otte timer blev en del af det danske Socialdemokratis identitet og et håndgribeligt udtryk for det internationale broderskab. De otte timer blev opfattet som et retfærdighedskrav, der skulle løfte den store arbejderarmé ud af trællekår, men det blev også set som et middel til at frigøre vældige kræfter hos hver eneste arbejder til at deltage i kampen for socialisme.

Kampen for nedsat arbejdstid blev fremsat ved overenskomster, i kommuner og på Rigsdagen.  Typograferne rejste kravet om ottetimersdagen ved overenskomsten i 1906, som blev aftalt indfaset i 1910, ni år før kravet blev gennemført på det øvrige arbejdsmarked. I 1913 havde det socialdemokratiske flertal i hhv. Aarhus og Nakskov indført ottetimersdagen for kommunens arbejdere. I hele samfundet kunne iagttages en glidende arbejdstidsnedsættelse for de fleste arbejdere fra 10,5 i 1890 til 9,5 timer efter 1. verdenskrig.

Et afgørende vendepunkt for kortere arbejdstid indtraf den 25. maj 1918, da murersvendene på tre københavnske byggepladser gik hjem kl. 12:00. De var inspireret af de såkaldte syndikalister, der agiterede for direkte aktion ved at forlade arbejdspladsen, når arbejderne følte sig trådt under fode. En stribe af bygningshåndværkere sluttede sig i de følgende uger til murernes aktioner.

Weekendbevægelsen fortsatte frem til efteråret, og nye fag kom til. På flere store virksomheder i København, Aarhus og Odense indledte smedene weekendstrejker. Ottetimersdagen blev sat på den politiske dagsorden som et brændende aktuelt krav. Socialdemokratiets formand Thorvald Stauning (1873-1942) tog gentagne gange afstand fra den syndikalistiske ophidselse og den planløse strejkeagitation, men alt tyder på, at det var store dele af Socialdemokratiets egen vælgerskare, der var aktive i weekendbevægelsen. Netop derfor var det så vigtigt for Socialdemokratiet at generobre førertrøjen i kampen for de otte timer.

Den 13. november 1918 mødtes hen mod 40.000 demonstranter på Grønttorvet i København. De protesterede for arbejdermagt og mod fængsling af revolutionære kammerater. Mødet forløb fredeligt, men ved dets afslutning sprang en ung syndikalist op på taget af en sporvogn svingende med en rød fane. I de følgende timer og dage kom det til blodige sammenstød mellem demonstranter og ordensmagten. Foto: Det Kgl. Bibliotek

Under indtryk af de såkaldte Grønttorvsuroligheder den 13. november 1918 enedes Thorvald Stauning med De Radikales statsminister Carl Theodor Zahle (1866-1946) om at indlede en reformoffensiv, hvor de otte timer havde topprioritet. Nu gik det stærkt.  Allerede den 28. november vedtog Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre i Københavns Borgerrepræsentation, at de otte timer skulle indføres for hovedstadens arbejdere. Den 12. februar 1919 blev ottetimersdagen indført ved lov i fabriksvirksomheder med døgndrift, og for de statsansatte blev det sikret den 31. marts.

Tilbage stod den store gruppe på det private arbejdsmarked. Den 21. januar indgik De samvirkende Fagforbund og Dansk Arbejdsgiverforening aftale om trinvis nedsættelse af arbejdstiden. En arbejdstid på 9,5 blev nedsat med 1 time til 8,5 timer, og 9 timer med en halv time. Om lørdagen skulle alle arbejde otte timer. Forhandlingsresultatet kunne dog ikke indfri de store forventninger.

Kritikken fra fagbevægelsens lokale organisationer var massiv og ofte uforsonlig. Scenen var åbnet for fagoppositionen. Endnu en gang rejste de københavnske bygningsarbejdere oprørets fane. De stillede krav om de otte timer her og nu. Mestrene i Murerlauget og Tømrerlauget accepterede at forhandle med arbejderne, men Dansk Arbejdsgiverforening insisterede på lockout af bygningsarbejderne fra den 17. februar. Herved blev det.

Socialdemokratiet og dets formand kom under pres, idet partiet umuligt kunne overlade initiativet til de oprørske bygningsarbejdere. Det var arbejderbevægelsens vigtigste krav, der her stod på spil. Den 20. februar 1919 fik Stauning nedsat en kommission, som inden 1. juli skulle komme med udspil til en lovfæstet ottetimersdag. Initiativet skulle virke som en trussel over for arbejdsgiverne. Hvis ikke de bøjede sig for fagbevægelsens krav om de otte timer, risikerede de at få påført en lov herom.

Fagbevægelsens grundorganisationer krævede dog fortsat handling her og nu. Den 26. april vedtog De samvirkende Fagforbunds generalforsamling, at forhandlingerne om de otte timer skulle genoptages. Den 17. maj 1919 indgik De samvirkende Fagforbund og Dansk Arbejdsgiverforening forlig om ottetimersdagen, der skulle gennemføres inden 1. januar 1920 for alle fag undtagen landbrug, søfart og sygepleje og uden lønkompensation. En historisk beslutning var truffet.

Forsiden af Social-Demokraten den 18. maj 1919. Dagen forinden havde De samvirkende Fagforbund og Dansk Arbejdsgiverforening indgået forlig om ottetimersdagen. Fra: Det Kgl. Biblioteks Avissamling, Mediestream

Kampen om sejren og æren

Socialistisk Arbejderpartis avis Klassekampen og Fagoppositionens avis Solidaritet fastslog, at det var bygningsarbejdernes konsekvente holdning, der havde sikret de otte timer. Mere bemærkelsesværdigt er det, at det radikalt orienterede Politiken fremhævede bygningsarbejderne som den impuls, der tvang De samvirkende Fagforbund til at genoptage kravet om de otte timer i 1919.

Kampen om æren for de otte timer blev et stridspunkt i den efterfølgende historieskrivning. I den socialdemokratiske fortælling hos E. Wiinblad (1854-1935) og Alsing Andersen (1893-1962) i Det danske Socialdemokratis Historie 1871-1921 (1921), og hos Henning Tjørnehøj, Fremad og atter fremad. LOs historie 1871-1960 (1998), fremhævedes Socialdemokratiet og De samvirkende Fagforbund som den drivkraft, der ved fredelig forhandling og med den disciplinerede arbejderhær i ryggen gennemførte kravet om ottetimersdagen. Syndikalisterne fik derimod tildelt rollen som skurkene, der underminerede de aftalte overenskomster mellem arbejder og arbejdsgiver og ødelagde fagbevægelsens troværdighed.

I kølvandet på den fornyede interesse for arbejderhistorie i 1970’erne opstod en kritisk historikerstrømning, hvor syndikalisterne og de aktionerende arbejdere blev set som aktører, der inspirerede hele arbejderbevægelsen til handling og pressede arbejdsgiverne til indrømmelser. Hos Søren Kolstrup, ”8-timers dagen. Kravets formulering og dets gennemførelse i Danmark” i Erhvervshistorisk Årbog (1972), fremhævedes fagbevægelsens og Socialdemokratiets indsats for at fastholde kravet om de otte timer i henved 30 år, mens de københavnske bygningsarbejderes kamp blev tolket som en katalysator for at fremme kravets endelige gennemførelse. Poul Vitus Nielsen: ”De tog, de fik, de otte timer”, Årbog for arbejderbevægelsens historie 22 (1992), dokumenterede senere, at bygningsarbejdernes direkte aktion fremkaldte en strejke- og aktionsbølge, der rakte langt ind i de menige socialdemokraters rækker. Den socialdemokratiske top i partiet og fagbevægelsen var presset til at handle, arbejdsgiverne tvunget på retræte, lød det fra Vitus Nielsen. Henning Grelle: ”Thorvald Stauning. Demokrati eller kaos” (2008) gav indblik i en taktisk smidig Thorvald Stauning, der slog på flere strenge for at generobre førertrøjen i kampen for ottetimersdagen.

Dette materiale er udgivet i forbindelse med Aarhus Universitetsforlags bogserie '100 danmarkshistorier', der er Danmarks historie fortalt af 100 forskere i 100 bøger. På danmarkshistorien.dk udkommer løbende artikler og kilder i forbindelse med bøgerne. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.