Optegnelser og minder

fra mit ophold på Vallekilde

vinteren 84-85

Niels Nielsen

3. 11. 1884

Nu er jeg da ankomen til Vallekilde, og det har i det hele gået meget naturligt til, kun er jeg snart rent fortum­let i det, af al denne tumlen og rumlen imellem fremede menesker. Det kneb ellers lit med at rejse hjemme fra denne gang, ti vel har jeg før rejst hjemme fra, og forladt kære venner, men jeg er aldrig taget hjemme fra, og ladet så kær en ven blive tilbage som det denne gang var til­fældet, og jeg troer, ja jeg ved forvist, at jeg er hende lige så kær som hun mig, hun var ved stationen imorges da vi rejste, og der sagde hun mig, ikke med munden, men med øjnene, der taler et langt tydeligere sprog end ord kan være, at hun holder af mig, som jeg af hende, jo jeg er sikker på, at når vi igen tales ved, da kommer det ord som løser vor tunge, men binder vore hjerter, ja så fast sam­men, så kun Gud fader selv kan løse dem, ja gid så han vil lægge sin velsignelse til vor kjærlighed, ti da skal den nok bringe os den lykke og glæde, som hans børn har i så rigt mål. Ja gid han også vil give sin velsignelse til, at mit ophold her må blive til gavn og glæde for mig, nu og i min fremtid.

(…)

8.11.

Idag har jeg gjort noget, som jeg er bange for, jeg kom­mer til at fortryde, jeg har nemlig sagt nej til at være med til at læse ”aritmatik” og ”geometri”, jeg bebrejdede mig selv det, lige så snart som jeg havde sagt det, men jeg var bange for at min hjernekasses indhold ikke skulde egne sig til at give sig af med de dele, og begynde på det, og så skulde løbe fra det på halvvejen, det vilde jeg ikke.

Vi havde naturhistorie med Rasmusen i aften, men det var nær ved at sortne for mig allerede det, skønt det kun var en begyndelse, så det havde rimmiligvis nok gået galt med det andet.

(…)

4.12.

Der har været en grusom løben idag, om nogle kedelige historier, i anledning af de månedlige pengeopgørelser, af alle de småudgifter der kan indløbe, sådan som sygepenge, postpenge og udgifterne ved vor befordring hertil dengang vi kom, der var nemlig en del der var misfornøjede med de dele, og syntes at det var al for dyrt. Trier[1] greb så til at behandle hele den historie i et helt foredrag, eller hvad man nu vil kalde det, han brugte da en foredragstime til det; og det endelige resultat af hele denne parlamenteren blev, at nu er betalingen fastsat til 2 kr. mere om måne­den, en[d] ellers, mod at Trier så tager alle udgifterne på sig. Det er nogle kedelige historier den slags, når sådan den ene er bange for at skulle komme til at betale 50 Øre eller så, mere end den anden, jo jeg har hørt udtalelser her i disse dage, spørgsmålet kom nemlig for igår, som jeg ikke havde tænkt mig kunne komme fra folk, der tog på højskole, så lave og egennyttige ting har jeg hørt, som jeg syntes måtte have hjemme imellem en flok soldater, og ikke imellem en flok karle, der er kommen sammen på en højskole, for at mødes i kærlighed om et godt ord, ja dette har sat sindene så mege[t] i bevægelse, så man ikke kan komme i nogen krog på hele skolen, næsten uden at man høre en flok stå og drøfte dette spørgsmål, jeg mener nu foresten at dette er et godt bevis for Triers udtalelser, som jeg har nævnt før en gang, om at pengene ikke er noget godt.

Jeg har fået brev fra Karen Marie [Niels Nielsens søster] idag, hun klager lidt så småt, dels over at hun længes hjem, men også over at hun er ikke så rask som hun kunde være, blodt hun da ikke skal gå og anstrænge sig så hun skal blive syg igen, og dog, det ligger jo alt sammen i hans hånd, som bedst ved hvad der tjener os til gode, så når vi kun kan give os hen i hans hånd, da behøver vi jo ikke at være bange. Hun er ellers godt fornøjet med sin plads, men det er, synes jeg, morsomt, at hun som ellers har været så sikker, når vi har talt om at længes hjem, dog nu må vedkende sig, at hun også længes.

(…)

10.12.

Nu har vi havdt Holbergsfest, så man har da så også prøvet hvordan sådan en herlighed spænder af. Triers søstersøn, en ung mand som hed Borup, holdt et foredrag, om Holbergs historiske betydning, det var foresten godt; det var han færdig med da kl var lidt over 4, så drak vi,

i dagens anledning, kaffe med boller til, om de sistes be­sidelse var der, i parentets bemærket, en rasende kamp, de var nær ved at tage både boller, bakke og pigen med, hver gang de kom ind med en bakke fuld, der var nok adskillige der påtog sig omsorgen for en 3 a 4 stykker, hvilket så igen havde til følge, at der var en del som måtte lade sig nøje med at få en lang næse, og så se efter bollerne som de andre stod og spiste. Om aftenen var der oplæsning af en Rosenberg, han læste ”Den stundesløse”, noget af ”Erasmus Montanus” og noget af ”Barselstuen” samt lidt af ”Jakob von Tybo”, til den siste og til ”Montanus” var der levende billeder, det vil sige, der var anskaffet dragter fra København, som hører til disse stykker, og så var der personer som havde fået dem på, og som så blev frem­stillet, sådan som enkelte sener af disse stykker skulde være, de sagde ingen ting, men stod blodt i de stillinger som vi jo kente fra oplæsningen. Der var kommet en hel del fremmede her til, ved denne lejlighed, de måtte betale 50 Øre for adgangen, og vi som er på skolen, måtte betale 25 øre. Efter at det hele var sluttet blev der foresten opført adskillige ”lystspil” her oppe omkring på kamrene, i form af senge der stod på enden, og hvis respektive ejermænd, med koste eller lignende mordvåben i hænderne, forfulgte ophavsmændene til denne for senge højst uheldige stilling, disse sener blev opført med så stor voldsomhed, at ”fatter” tilsist indfandt sig, for at få teatret lukket, og det var da foresten også på høje tid, ti klokken var hen imod 12.

(…)

14.12

Der er en hel heftig kamp her imellem dem, som er bedst med af eleverne, og så lærerne, i anledning af et stykke som Pontoppidan[2] har skrevet i tidens strøm, og hvor han, sådan forstår jeg ham da, drager tilfælts imod det alt for stærke fantasiliv, som leves på adskillige af vore høj­skoler, ti, siger han, det er som en fest i de 5 måneder, men når så de 5 måneder er forbi, så er festen også forbi, og alle drømmene og alle synerne de er blevne tilbage på festpladsen. Han siger sådan, at på højskolen, og når de siden kommer hjem, så ved foredrag af tilrejsende fore­dragsholdere, så synger højskolefolket, at de synger bag ved ploven, og under leers klang[3], men når de så kom­mer ud bag ploven, og leen, så tier de pænt stille, jo det kan såmænd gerne være at der er noget i alt dette, som Pontoppidan han der skylder højskolefolkene for, jeg må indrømme, at der er meget i den kreds som er udgået fra højskolerne, der ikke er sådan som det skulde være, ja måske der nok er en hel del som mener, at når de først er kommen hjem fra højskolen, så er den fest forbi, og det rige liv, de er bleven sat ind i på højskolen, det lever de nu kun ved at tænke sig tilbage i den tid de var på højskole, men hvor skal man så søge grunden til dette skæve forhold, ja Pontoppidan skyder skylden på skolerne, og jeg antager at han i næste nummer af bladet kommer med en opskrift på, hvordan den fremtidsskole han mener kan råde bod på dette misforhold skal indrettes.

17.12

Trier talte idag om profeterne i Israel, og udlagde da for os, hvad det ord egentlig er. Profeter er egentlig en man­gelfuld oversættelse, men han vidste ikke hvordan det kunne oversættes bedere, han vilde foretrække ordet ”skjalde”, det var folk der havde medfødte evner til at tale i et poetisk sprog, disse mennesker kendte vi godt i vore dage, når deres evner blev kunstigt uddanede, eller kom under kulturens påvirkning, så kunne de blive til store digtere, som kunne tiltale og smigre folkets sandser, men for at blive til skjalde, så måtte de under åndspåvirk­ning, Israels profeter, eller skjalde, de vare jo indblæste eller, påvirkede af helligånden selv, af virkelige store skjalde havde vi i de siste tider havdt Grundtvig, og han var tolk, både for nordens ånd, og for helligånden, og han anførte udtalelser af Grundtvig selv, som viste at hans store syner og skjaldskaber, det havde han egentlig kun nedskrevet, men den ånd i hvis tjeneste han gik, havde vist ham det, ja sådan ligesom i et syn stillet ham det for øje. Dette med ånders ledelse af menneske og folkelivet, kan jeg ikke rigtig klare mig, og jeg skal dog en gang have talt med Trier om det.

Jeg har i nogle dage gået og været lidt snavs, jeg har havdt hovedpine, og lidt feber, men nu troer jeg dog nok det er overstået, jeg var nær ved at blive ræd for, at jeg skulde blevet rigtig syg nu til Julen, det havde jo dog været kedeligt.

19. 12.

Nu har man allerede begyndt at rejse hjem til Julen, jeg syntes det må være nogle underlige mennesker, som kan have lyst til at rejse nu allerede, det er Jyder som skulde med dampskibet fra Kallundborg, men der går dampskib både Søndag og Tirsdag, og i begge disse to tilfælde, kunde de jo endda komme hjem før Juleaften, men jeg troer nok, at den egentlige grund til, at de havde sådant et hastværk, er den, at de føler sig ikke hjemme her, det er nu også en ting som håndværker skolen fører med sig, at her kommer en hel del mennesker, som ikke kan finde sig til rette ved foredragene, og det bidrager til at for­styrre forholdet, ti de søger andre steder, og jeg kan ikke vide, om Trier han ikke, en gang når han ret får sand­heden at høre, viser de folk vintervejen, det kunne da nok ligne ham. På Tirsdag morgen rejser jeg herfra, men jeg tænker ikke jeg tager længere end Vedskølle den dag, da jeg jo så nemt kan komme ind og gæste Hans ved den lejlighed, og når jeg tager med middagstoget fra Vallø om Onsdagen, kommer jeg jo enda tids nok hjem til Jule­aften, jo når jeg vidste, at en hvis person kom til toget Tirsdag aften, så tog jeg med aftentoget hjem, men det er jo sådanne fantastiske drømme, som jeg slet ikke vil mere, ti så skulde jeg jo skrive til vedkomende, og det vil jeg ikke. – Hvad jeg skrev om før i dag, med hensyn til disse vildbasser som findes her imellem, det er allerede kommen. Trier har holdt en lang moralprædiken for os idag, hvor han gennemgik hele synderegistret, og det var stort. Der var nu dette med at gå i byen og drikke halve

bajere, med hvad dertil hører og følger, så var der dette, at der var en masse som ikke kom til gymnastik, mere end hver anden gang eller sådant noget, og dette lagde han dem særlig på sinde, og gjorde, hvad han foresten før har gjort, det forståeligt, hvilke ofre der er bleven og bliver bragt, både fra ham og Rasmusen for at det skulde kunne gå, og gå fornøjeligt, og så måtte elleverne nu heller ikke sådan lige frem drille, ved at blive borte hver anden gang, ti der kan jo aldrig blive nogen orden i det på den måde, når, hvad der er blevet øvet af nyt den ene aften, halv­delen af dem der kommer om aftenen efter ikke kender, fordig de ikke havde været med den aften, da det blev øvet. Så var der dette, at der er en hel masse, vel særlig håndværkere, som ikke kommer med til Bennikes[4] fore­drag, fordig de vil hellere tegne i den tid, der er nu foresten også andre som udebliver, end håndværkerne, men det var særlig dem han møntede tiltalen på, og lod dem vide, at når han gav sig af med at være spisevært for alle disse mennesker, så var det ikke for at de billigt skulde kunne gennemgå en tegneskole, men så var det for at bringe dem livsudvikling, og for at udvikle deres livssyn, og var deres formål med at komme her, kun at opnå færdighed i teg­ning, så vare de komne i en fejl gade, så måtte de søge til de tekniske skoler, og sluttelig sagde han, at hverken han, lærerne eller de andre elever vare tjent med at have dem imellem sig, men hvis det var deres agt, så bad han dem, og så dermed alle dem der måtte have følt sig trufne af det han før havde sagt, og som ikke, nu de vare optagne i hans hus, ti som sådanne betragtede han os alle, ville finde sig i, at gå ind under husets skikke, og ordninger, han bad dem alle overveje, om de vilde finde sig i den ordning som han havde sat, og hvis ikke, så at blive borte nu til Jul, og alle dem som nu kom igen efter Jul, betragtede han som havende aflagt et løfte til ham i den retning.

6. – 8. 1. 85

Nu er jeg her igen, efter at have været hjemme at holde Jul og Nytår. Det har ret været nogle fornøjelige dage disse, hjemme imellem de gamle venner. Vi havde besøg i dagene fra nytårsaften til igår, af Karl Hansen fra Ravns­gård på Bornholm, det kan jo gerne være det ikke var så meget for vor skyld, som for en anden hvis person, jo jeg er sikker på det er så, han blev nemlig forlovet derude, nytårsdag, og det var jo selvfølgelig det som var hans ærinde til Stævns. Jeg kom der jo igrunden i samme ærinde, er kun ikke kommen så vidt som Karl, jeg har talt men det gik ikke som jeg tænkte mig, ti jeg var sikker på at hun var lige så fuldstændig på det rene med sig selv som jeg er, men hun sagde, at hun ikke turde svare på det, hun havde ikke rigtig klarhed over sig selv. Straks gjorde det mig en hel del nedslået, men nu er jeg snarere glad ved det, ti jeg er sikker på, at hendes følelse for mig, den er sådan at det nok skal føre sammen med os, ja at hun igrunden nu elsker mig lige så højt som jeg hende, og så dette, at hun er halvt bange for at give mig sit ord det er mig jo kun end en borgen for, at hun ikke tager det som en ligegyldig eller ubetydelig ting, men at hun føler hvad det betyder at give (give) sit ord på, at ville slutte pagt med et andet menneske for hele livet; og hvad har det vel så at sige, om også denne vinter, ja endnu længere tid skal gå hen, før vi kommer til at stå klart over for hverandre, det kan nok imellem trykke lidt, når længselen kommer op efter at tale ud, ja ret at tale ud i kærlighed, men, "jeg kan vente jeg", og jeg mener foresten nok at hendes hånd­tryk, som og hendes øjne dengang jeg sagde farvel, sagde til mig: til foråret når skoven bliver grøn, men dog, jeg vil ikke mere tale til hende om denne sag, før jeg ved med vished at hun ønsker det. Jeg havde tænkt på at skrive til hende før jeg kom hjem til foråret, og spørge hende om jeg måtte tale, men det troer jeg dog nok næppe jeg gør, det vil jeg dog alt sammen lade stå hen til foråret, og så handle efter som mit hjerte siger er ret.

Min broder Jørgen kender mit forhold indtil den dag, men dette kan jeg ikke nævne for noget menneske, det vilde for det første, synes jeg, være at røre med rå hænder ved noget som er helligt, og så kunde jeg heller ikke gøre det for hendes skyld, ti jeg mener næsten at hun vilde kunne se på Jørgen, at han kjendte hendes inderste tanker, (ja det troer jeg da dette er). Jørgen spurgte efter hvor jeg havde været henne den Søndag aften, ti vi var nemlig ved at skulde i seng, og klokken var mellem 10 og 11 da jeg så Birte Marie komme forbi tilligemed Karen M. Ras­musen, så tog jeg uden at sige noget min hue og gik, sådan at jeg nåede hende lidt efter at hun var blevet ene. På hans spørgsmål svarede jeg at det måtte han helst lade være at spørge om, og så var naturligvis dermed den forhand­ling til ende, om han har nogen mening om hvad der er sket ved jeg ikke, men jeg troer det ikke.

Jeg er glad ved at jeg ikke skal være hjemme i vinter, for denne sags skyld, ti som sagerne de nu står troer jeg nok vi på begge sider har bedst ved ikke at mødes for tidt. Vi havde juletræ her nede i aftes, det var ret morsomt, der var pyntet et meget stort juletræ, som nåede omtrent lige op til spidsen i øvelseshuset, og var besat med kræm­merhuse, og sådant noget med godter i, da vi så havde gået og sunget rundt om træet nogle salmer, så begyndte uddelingen af alle disse sager, idet vi gik på rad forbi træet, og så lærerne stod og delte det ud til hver når vi kom forbi, sådan gik vi to gange. Så kom vi til de egentlige hovedgevinster, de vare hængte op på vægene, og bestod af alle slags småting, som billeder, penneskafter og sådan noget, og så Appelsiner. 8/1. Her blev jeg afbrudt for leden, nu vil jeg fortsætte og lade som ingen ting. Jeg fik en appelsin, den smagte mig fortrinlig, og jeg nød den på stående fod. Da så juletræet var plyndret og slæbt ud, så blev der lavet en hel del kunster, der var først nogle formumede skikelser som førte en morsom samtale oppe på altanen, og den ente med at de røg i totterne på hver­andre, og efter en kort men hidsig kamp, gik på hovedet ned af trappen, så kom der en frem bag et tæppe oppe på den anden altan, og fortalte at han havde et stort menageri at forevise, bestående af de mest vidunderlige dyr, som han så regnede op, det var en ”råbuk” der var så ualmin­delig tam, en almindelig huggebuk, en hest med to ben og uden hale, så kom der en sengehest frem, og den slags ting var der en masse af, så tilsist havde han to mærkelige grise, de vilde komme ned mellem puplikum, og de var de eneste dyr man måtte fodre, det var så to lergrise, og de gik rundt imellem os, og indholdet var til fordel for børnelyet i Skippinge. Så var der en del flere kunster, og endelig et af Henrik Nielsen foranstaltet fyrværkeri.

Jeg har tidligere omtalt et stykke som Pontoppidan har skrevet i ”Tidens strøm”, Trier tog anledning af det til at holde et foredrag den første dag efter at vi var kommen, hvori han påviste at det slet ikke er sådan som P. påstår, at det var sådan en lys og festlig tid for højskolen i den første tid den kom frem, men at det den gang var anderledes trange tider for den end nu, og klarede så for os, hvordan alle de ulykker som strømede ind på vort folk i de ulyk­kelige år omkring ved 64[5], havde nedtrykt folket, og kuet dets håb, så her var alt andet end fest i landet i de tider. Vi var imidlertid ikke tilfreds med den forklaring, og bad ham om at klare for os, navnlig et, som en del af os havde fået ud af dette stykke, dette nemlig, at P. skriver sådan som han mener, at man skal ikke sætte sine drømme, håb eller idealer, hvad man nu vil kalde det, alt for høj, men holde sig mere til virkeligheden, ti man bliver ellers skuf­fede, og det har han så talt om idag, og som jeg syntes gjort rigtig godt. Han hævdede særligt, at man skal ikke være bange for at drømme stort, ti det som lever i ens drømme det kommer man til at elske, og det som man elsker det vil man, ja villien er egent[lig] dette, at man elsker en ting sådan rigtig med hele sit hjerte, og har man kun en kraftig villie, til at føre sine drømme ud i virke­ligheden, så skal de nok bære frem tillykke og velsignelse for os, og når drømmen[e] skuffede, da var det i de fleste tilfælde fordig man ikke ret havde elsket dem, og altså ikke havdt villien til at føre dem ud i livet, men kun gået og fantaseret sådan op i det blå. I morgen har han lovet at tale om hvad højskolen har virket, i den svundne tid, og hvor man skal søge, og på hvad man skal kende dem der er gået ud fra den.

(…)

12.1

Han kom derimod i sit næste foredrag til at sige noget som jeg blev meget glad ved, han kom lidt ind på forhol­det imellem mand og kvinde, og sagde da, at det var stor synd af manden, når han lige over for kvinden, hustruen, i ting som hun ikke straks kunde fatte, eller følge ham, vilde sådan på en måde ved en meget overbevisende og heftig forklaring, bringe hende til at forstå og følge ham, ti selvom han opnåede dette, så vilde det blive omtrent det samme som når man tager en halv udsprungen blomst, og med hænderne vil udvikle dens krone, det, som når det havde faet lov til at få sin naturlige udvikling, kunde blevet til en smuk blomst, det bliver kun til noget stakkels forkrøblet noget, uden skønhed eller ynde; dette falder jo nemlig sammen med, og bestyrker mig i, at det er ret når jeg overfor Birte Marie ikke vil skynde på, med at hun skal svare mig, men giver hende tid til den stund da hun af sig selv står over for mig, med sin kærlighed, som en blomst der af sig selv har udfoldet sine blade.

(…)

25.1

Der er inat død en mand, eller karl var det da, som var her på skolen, det var en maler og han havde lungebetæn­delse, jeg har været nede på sygehuset inat, for at skulde hjælpe til med at våge over ham, jeg var dog ikke inde hos ham da han døde, jeg var inde i kammeret hos en anden, for at være hos ham, og så at kunne komme ned hos maleren hvis det behøvedes, sygeplejersken og så en til af eleverne var der nede, men han var så mat, at han ingenting kunne, og døde så klokken 12. Det gør et underligt indtryk, sådan midt imellem en flok unge, kraf­tige og livsglade mennesker, pludselig at stå ansigt til ansigt med døden, ja man bliver mindet om, at vi går til døden hvor vi går, og held den som står i et sådant for­hold til sin Gud, at man med glæde, eller da uden frygt, kan være beredt til at gå den lange vandring, og gå den ved Jesus vor frelsers hånd.

28.1

Trier har idag talt om ordet, gudsordet, og jeg syntes jeg har været så glad ved det. Han begyndte med dette, at man meget almindelig hører at folk kalder bibelen for ”Guds ord”, og at hvisse folk endogså bliver yderst for­nærmede, eller stødte, når man ikke vil give dem ret i dette. Og dog, nu syntes jeg det ligger så klart for mig, at der er en umådelig forskel på det døde bogstav, hvor det så end findes, og så på det levende Guds ord, det ord som skaber hvad det nævner. Det som findes i bibelen, selvom det er gengivelse af hvad vorherre selv har sagt, enten det så er i den gamle pagts dage, eller den gang han som frelseren i menneskeskikkelse gik her nede, det er og bliver dog kun gengivelse af hvad Gud har sagt den gang, og til de mennesker, den gang det kom ud af hans mund, da var det dette ord som skabte hvad det nævnede, enten så det var hans: ”bliv lys”, i begyndelsen, eller det var Jesuses: ”Lasarus kom herud”, nu er det noget som kan være til stor trøst og glæde for os, men Guds levende ska­berord, det er det ikke, ja det kan nok være det samme ord, men livet, det som gav ordet sin kraft, ja som jo egentlig er ordet, sidder nu ved Guds højre hånd, og taler nu kun til hver af os personlig, igennem sine sakramenter, jo der taler han ved sin ånd gennem meneskemunden, til alle dem som vil tage ordet i tro. Ja der møder os skaber­ordet som, for alle dem der troer, idet det bliver udtalt gør, at vandet kan aftvætte synden, og som forvandler vinen og brødet til Jesu legeme og blod.

Det er hvad jeg har fået ud af hans tale idag, og jeg syntes jeg er svær glad ved det, ti jeg har aldrig rigtig kunnet få klaret mig dette, med hvad det var for en uhyre forskel Grundtvig hævdede, at der er imellem ord og skrift, og når man vil tænke sig om, så ligger forskellen dog så nær i vore menneskelige forhold, hvor tit har man ikke erfaret, når der var noget man rigtig vilde tale om med et menneske, og man så ikke var ham så nær at man kunde gøre det mundtligt, man har nok så kunnet gøre det med skrift, men selv i sådanne forhold, er det døde bogstav dog intet, imod hvad det levende ord, er når man stå[r] ansigt til ansigt med den man har noget at sige.

Med alt dette fralægger man dog ingenlunde bibelen sin betydning, den er og bliver, for den kris[t]ne som i den vil hente trøst og opbyggelse, en kilde til sådant, og dertil er den skrevet, men aldrig for at den skulde være Guds levende ord, det som den jo også selv siger, sidder ved Guds højre hånd.

(…)

4.2

I Søndags blev maleren som døde her begravet, der var et mægtigt følge, ja så stort som vel sjælden en frændeløs mand har havdt, så godt som hele menigheden fulgte med herned, da gudstjenesten var forbi, og så var jo naturlig­vis alle eleverne og Triers folk også med. Hans fader og moder vare da også komne, de lever ellers et underligt liv, han lever sammen med et andet kvindemenneske, og hun med en anden mand, og efter hvad der siges, er nok ingen af dem gift med den de lever sammen med, jeg ved ikke om de har været gift sammen, eller Kristjan Larsen var uægte født.

Trier holdt i aftes et foredrag om den engelske general Gordon, som nu har været ovre i Afrika i over et år, og har været indesluttet i byen Karton[6], imellem araber­stammer, hvor han er kommen hen for at kæmpe for men­neskelighedens sag, imod disse halvvilde arabere, der, så­dan forklarede Trier det da, egentlig er dem som har for­synet slavemarkederne, med disse ulykkelige negere, som de røvede i egnene der nede i mellem Afrika, og nu for nogle dage siden, har det endelig lykkedes Engelsmæn­dene, at slå sig igennem og få forbindelse med Gordon, hvilket Trier omtalte som en meget lykkelig ting; og han omtalte Gordon som en helt, i dette ords egenlige betyd­ning, ja han stillede ham ved siden af de største helte historien har at opvise.

(…)

12.2.

Hvad er hjærte, sjæl og ånd? alle disse ting har kørt rundt for mig før, uden at jeg har kunnet klare for mig selv hvad der adskilte det ene fra det andet, eller om der i det hele taget er forskel på disse benævnelser. Både Trier og Bennike har i den siste tid kommet noget ind på de dele, og nu troer jeg nok jeg ser hvordan det forholder sig med det, og jeg vil da prøve at klare det for mig selv.

Den menneskelige sjæl er dette, som Gud fader indgav mennesket da han havde skabt det i sit billede, det hedder jo så at han indblæste det livsånde, det er jo det udødelige ved mennesket, ja det er en ånd, kommen fra Gud fader selv, og dens mål er at komme der hen igen hvorfra den er udgået, men ellers forstå hvad en ånd er det kan vi mennesker ikke, før vi engang, på den store dag, er bleven lig med vor frelser og broder Jesus.

Hjærtet, ja der er jo en kødklump i al levende skabning, som man kalder sådan, men menneskehjærtet det er noget ganske andet, og det er netop det som gør mennesket til en så meget ypperligere skabning end dyret, og det er denne egenskab ved mennesket, at det er modtagelig for ånd så når man taler om at et menneske er hjærteligt, da vil det sige, det meneske er i høj grad modtagelig for ånd, hos ham kan ånden og kødet i højere grad end almindelig forene sig; det er altså ikke noget lem eller legemsdel på et menneske, men en egenskab, der af Gud er nedlagt i mennesket, og som kun ved synden er bleven forstyrret og ødelagt, så ånden ikke, sådan som det oprindelig var Guds bestemelse med mennesket, rigtig inderlig og broderlig kan forene sig med kødet, men det kan dog i nogen måde ske endnu, og jo mere vi giver os hen til, og kommer til at elske Gud fader, jo mere kommer hjærtet til sin ret hos mennesket, og desto mere kan ånden, Gud faders ånd tage bolig i ham.

17.2

Idag er jeg kommen hjem efter en tur, på 3 dag så godt som, jeg har været ude at holde fastelavn, vi gik her fra i Løverdags middag, og kom hjem idag Tirsdag til Triers foredrag. Jeg fulgtes med en fra en by ude ved Kallund­borg, som hedder Årby, hjem, tilligemed 2 andre, der skulde nemlig være gymnastikfest der ude om Søndagen, og den herlighed havde jeg dog nok lyst til at se. Der er mellem 3 og 4 mil der ud, men vi gik ikke mere end 1 god milsvej, så kom de kørende imod os, og så gik det stry­gende der udad, endskønt vi var så mange i følge, der var nemlig flere der skulde samme vej, så vi blev 11 på vognen, det regnede en del, men hvad gør det, når man vil ud at more sig så er man jo fornøjet hvordan så vejret er, og vi sang da også helt lystig der ud ad. Vi kom til gården da klokken var omtrent 8, og ved en hønsesteg trøstede vi os over rejsens besværligheder og det dårlige vejr. Så sad vi og fik os en lun pasiar[7] til klokken var 10, hvorpå vi gik til ro, og sov til næste morgen; da vi var kommen isæng sagde min sængefælle, en jydsk tømrer som hedder Lavrits Vig, lad os nu huske på hvad vi drømmer inat, ti det skal jo gå i opfyldelse; om morgenen efter spurgte jeg så efter hvad han havde drømt, ja jeg skulde da først fortælle mit, det var imidlertid ingen let sag, ti jeg havde drømt noget fortvivlet tøjeri, om en gymnastikfest hvor både danske, svenske og norske deltog i, og så var der noget jeg ved ikke hvad var, men jeg syntes det hele blev til en tegning, som jeg trak forlængelser på, og disse smæltede sammen og blev til en fane, med nordens tre flags farver i, og det skulde vel så være gymnastik fane ved festen. Ja hans var snart fortalt, det som han vilde fortælle da, ti han sagde kun, at han havde været sammen med en hvis person, han er nemlig forlovet; hva-behager, jeg siger ikke mere. Vi havde egentlig bestemt at skulde til Ubberup kirke om Søndagen, men det blev opgivet, dels for det dårlige vejr, og så tillige fordi at vi knap kunde nå at komme tids nok hjem til gymnastikfesten, som skulde begynde klokken

1½ , så gik vi og så os om på gårdens indretning, og drift. Det er jo alt sammen så nær lige som hjemme, kun var der den mærkelighed at de havde flisegulv i de stuer som de brugte til daglig, det kan jo være at det nok kan betale sig, når man kun ser hen til varigheden, men skal man tage varmehensyn med, da må det dog vistnok være en dårlig besparelse. Det var ret rare folk, konen var enke men havde to voksne sønner hjemme, som styrede gården, så var der den broder til som vi var med hjemme fra Valle­kilde, det var hele familien. De andre to havde også været på Vallekilde, og var som sagt ret rare mennesker, kun syntes jeg at de var lit vel raske på det, og jeg troer nok de ikke gik afvejen for et lille sold[8], af den slags som jeg kalder for halvstort.

Om eftermiddagen gik vi så til gymnastikfest, og det var nærmest for at se dette at jeg var kommen med til Årby, min rejses mål var ellers Ågerup, på Refsnæs, hvor en af dem jeg ligger på kammer sammen med er fra, og det var da meningen at jeg skulde gå dertil, så snart som gymnastiken var forbi. Jeg havde aldrig set en gymnastikfest før, så det var jo for så vidt noget ganske nyt for mig, de var 20 gymnastikere, og da folk var samlede, kom de anstigende ind i øvelseshuset, de fleste nok så stolt med sigar i munden men alle i deres hvide dragt, med et stort flagrende skjærf om livet. Så gjorde de først nogle af de gamle forberedende øvelser, og derpå, medens musiken spilede op, begyndte de på at springe, og gøre smidigheds­øvelser. Når jeg sammenligner dem med os der hjemme i Siersløv, da kommer jeg vel til at sige, de var gode, dog troer jeg nok ikke bedre end så vi nok, de bedste af os, kan hamle op med dem, men de led af den samme sygdom som vi, mig hidtil uafvidende, lider af hjemme, der var ikke sikkerhed eller bestemthed nok i springene, og hold­ningen, men de sprank ellers højt, ham som vi var fulgt med her inde fra, han sprank med, og det gjorde det især så meget øjensynlig, ti han er temlig godt med, efter Rasmusens anvisning, og var rank og strakt hvor han skulde være rank, og havde også sine nedspring i orden.

Bag efter gav de en lille ekstraforestilling i Trapetsen. Det hele var forbi kl. 8, så skulde der jo være dans hele natten, men da jeg havde fået mig en bid mad, så kilede jeg afsted ad Kalundborg til, for at komme til Refsnæs; det var imidlertid bleven regnvejr, så det var ikke den aller behageligste tur, min kammerfælle havde lovet at skulde komme og møde mig, da jeg ikke kendte vejen, jeg nåede dog Kallundborg uden at have truffet nogen, og så var der jo ikke andet for end trave af nedigennem byen, jeg måtte jo spørge mig for, hvor jeg skulde gå hen for at finde vejen til Ågerup og kom også ned igen­nem byen, men nu var jeg lige ved at blive betænkelig, ti det kunde jo være vanskelig, om jeg mødte dem, så at kende dem, da det nu var bleven mørkt, og jeg tillige ikke vidste enten de kom kørende eller gående, men lykken var større end forstanden, ti ligesom jeg kom ud af byen mødte jeg en vogn, og det var da mine venner fra Ågerup, jeg kom så op i agestolen, og så rullede vi i bælgmørke og regnvejr ud på næsset. Det var rare, lidt gammeldags folk jeg der kom til, både manden og konen levede, men var rigtignok en del til års, der var 2 sønner hjemme, og 3 døttre, af de siste var den ene tillige med en kærest, og friskolelæreren rejst til Jylland, i besøg i fastelavnen. Den næstyngste af sønnerne, han hed Rasmus, var en umådelig ivrig gymnastiker, han har øvelse med drengene der i sognet, og jeg mærkede straks, at han var lidt skindsyg på Årbyerne, han vilde gerne have mig til at komme frem med alle mulige og umulige fejl, jeg kunde have fundet ved deres øvelse, men det var en uskyldig og godmodig fornøjelse den. Om Mandagen skulde vi jo så været ud og se os om, men o ve! det var regnevejr, og tåge igen lige som om aftenen. Vi gik hjemme snakkede og så på bedrif­ten om formiddag, og så da kl. var 2½ om eftermiddagen blev vejret noget bedre, og så tradskede vi af ud på op­dagelser. Den første mærkelighed vi stødte på, var noget som de kalte ”blålersklinten”, den var en skrænt ud imod havet, som bestod af en underlig masse, som det stod i klinten så det ud som jeg tænker mig skiffer må se ud, det var sådan fast sammen hængende, i tynde lag, det var ikke så fast som skiffer, men kunde dog lade sig flække i lag. Når så vandet kom, så kunde det blive opløst til en vælling, der som en lavastrøm flød ned ad siden på skrænten, og som så samlede sig forneden i en stor dynge, som rigtignok ingen skulde fortrøste sig til at komme op i, ti man kunde ikke komme op igen.

Hele denne søndre side af halvøen, er foresten en hel del bakket, og der er ret smukt der ud imod havet, men det har samme mangel som klinten hjemme, der er ingen skov. Så gik vi et godt stykke langs med havet, men oven på bakkerne, til vi kom om hvor de havde deres øvelses­hus, vi skulde nemlig se det, det var knap så stort som vort hjemme, ellers bygget omtrent på samme måde, kun havde de vinduer på siden, men de var nogle grisebasser til at holde det rent, der var et helt stort lag snavs på gulvet. Så var vi henne og så deres friskole også, læreren var jo rejst bort, og vi talte kun med en pige. Jeg så kun skole­stuen, men den var meget hyggelig, en del større end vor og, både vægge og gulv var malede. Nu ejede læreren selv skolen, men den var oprindelig bygget af 3 mænd der i byen, der var nu 50 børn i den. Nu var det aften, og vi luntede hjem. Om morgenen efter skulde vi så afsted, vi skulde med toget fra Kallundborg kl. 9, men de vilde køre os dertil, så vi kunde jo sagtens komme den mils vej, vi kørte en lille omvej, for at komme forbi kysthospitalet, så jeg fik da set det også udvendig, men der var jo ikke andet at se, end nogle svære bygninger. Vi kom så med toget til Jyderup, og her var vi så heldige, at Sigrid, Triers datter, hun kom også med toget fra Ubberup, og der var vogn efter hende, så vi kom til at køre hjem, fra Jyderup. Ved vor hjemkomst blev vi af Trier underrettet om, at de vare blevne enige om her hjemme, at alle dem som havde holdt fastelavn, de måtte nu også holde faste, så vi skulde leve ved fisk og fastemad til påske, og så lo han så det klukkede i ham; nå det går vel ikke så strængt.

(…)

22.3

Idag er der mødt mig noget ganske mærkeligt. Da vi havde spist til middag, kom en lille sømand, som er på skolen, og bad mig om jeg vilde gå med ham op på Solbakken, hvor han boer, da der var nogen der oppe som gerne vilde tale med mig, det kunde aldrig falde mig ind at sige nej, så jeg fulgtes naturligvis med; på vejen der op spurgte jeg ham ad, hvem det så var der vilde tale med mig, han trak lidt på det, men sagde så, at jeg måtte ikke blive alt for forbavset, det var hans søster, han vidste ikke hvad hun vilde mig, men hun havde længe gået og vilde tale med mig. Jeg blev lidt underlig ved det, ti jeg kjendte nok hans søster, hun er nede på Skippinge børnely, men jeg har aldrig talt et ord med hende, og kun set hende når hun har været her på skolen til foredrag, min første tanke var: mon du skulde være sådan en hjerteknuser, så du skulde have knust hendes lille hjerte, og hun nu vilde lægge det blødende for min fod, ved denne tanke løb det mig så­dan lidt koldt ned ad ryggen, og jeg havde den største lyst af verden til at vende om, men det kunde jeg dog ikke godt, da jeg havde sagt ja, og var kommen et godt stykke med på vej, og så tænkte jeg, lige så godt springe i det som krybe i det, og gik så trøstig frem. Vi kom så der op, og et øjeblik efter kom hun, hun følte sig i ingen måde trykket af stillingen, men hilste aldeles frit på mig, og sagde at hun havde en hel mængde spørsmål og vilde rette til mig, jeg svarede: spørg væk. Jeg hed jo Niels Nielsen og var fra Stævns? ja, hvad hedder din fader, jeg svarede herpå, og så hvad heder din moder, så hvor mange sødskende jeg havde, om jeg var den ældste af dem, og hvor gammel jeg var, så var der vist ikke mere, jo hvor fader og moder de var født[,] jeg gav hende besked på det hele, og hun skrev det ned, hidtil havde jeg ingen spørgs­mål gjort, nu spurgte jeg, om jeg så måtte få at vide hvortil alle disse oplysninger skulde tjene, men det sagde hun måtte hun ikke sige, men jeg kunde være sikker på, at det var ikke til skade hverken for mig eller hende, jeg kunde jo nu tænke mig en gammel tante, eller sådan noget, som kunde være død ovre i Amerika, så der nok en skønne dag kom en stor arv, det tog vi os jo en god latter over, vi gik så og sludrede lidt, hvorpå jeg anbefalede mig og tøflede så af. Hvad hele denne historie betyder er mig en fuldstændig gåde, jeg kan ikke tænke mig hvorved det kan ligge i hendes interesse, at vide besked om disse ting, og det er mig da også temlig ligegyldigt. Det undrede mig foresten at hun, som kvinde, kunde være så fri over for en hende ukjendt mand.

24.3

Det er hårde tidender der kommer fra den pollittiske verden i disse dage. På en adresse fra folketinget til kongen, hvori de på det indstændigste, men måske lidt truende, opfordrede ham til at skifte ministerium, har han svaret: at hans ministre er ham tro, at han derfor ikke vil skifte dem, og at det er folketingets skyld, når lovgivningsarbejdet ligger stille[9]. Jeg, og flere med mig, havde ellers næret et lønligt håb om, at denne adresse skulde været i stand til at bevæge kongen, så han skulde revet sig løs fra Estrup, men sagen er vel den, at stymperen tør ikke andet end hvad Estrup siger, og måske så igen han helst gør hvad Bismark siger. Rasmus Henriksen er lige klar til hvad øjeblik det skal være, at tage riflen i hånden og tage dem på kornet, han har rigtignok ingen riffel, og det er hans største sorg, at han ikke har så mange penge, så han kan købe sig en, nu er der ikke tid til at vente på riffelforeningerne siger han. Jeg er just ikke lige så hidsig på det, men det er rigtignok til at blive harmelig over.

29.3

Nu har vi havdt den store gymnastikfest den var igår og den var over al måde vellykket. Svenskerne kom i Fre­dags aftes 28 i tallet foruden kapitajn Norlander og så en professor[10]. Det var nogle herlige mennesker, og jeg troer nok at de var godt fornøjede med at være komne til en dansk folkehøjskole vi gik og pasiarede meget for­nøjeligt med dem og de sang for os alt imellem. Der er ellers gjort storartede forberedelser her i denne anledning i retning af at pudse op og i det hele taget at vise skolen fra sin fordelagtigste side og så var her jo pyntet svært op med flag alle vegne. Vi begyndte festen med vore øvelser kl. 8, morgenholdet hvor jeg er delingsfører var først fremme og jeg troer nok vi gjorde vore sager godt ved springene sprank da min deling ½ Al[en] højere end de plejer at kunne til daglig brug. Så var der ½ times ophold før aftenholdet kom frem, der var jeg med til at gøre øvelse, jeg var i 1 deling det var gamle gymnastikere så de var naturligvis bedre end min deling som jo udeluk­kende er folk der aldrig har havdt øvelse før de kom her, vi havde i 1 deling også hesten på langs den havde vi 3 puder på og så sat benene så højt op som de kunne komme men så var vi rigtignok heller kun en 5-6 stykker som kunne jumpe over men jeg troer nok når vi tager øvel­serne sådan i deres helhed, så kan vi være godt fornøjede med hvad vi har nået i vinter både i retning af færdig­heder som også når vi ser hen til den udvikling den enkelte har fået i sin legemsbygning, der er da flere som har ud­viklet sig fler tommer over brystet hvad jeg er sikker på de svenske øvelser er årsag i. For mit eget vedkommende som delingsfører er jeg også godt fornøjet med udfaldet min deling kan meget godt stå mål med de andre som er lige stillede med den det vil sige dem der ikke har havdt øvelse før. Da vi så var færdige gik vi og sundede os lidt så spiste vi til middag og så begyndte svenskerne på deres øvelser de begyndte med våbenøvelser det var fægtning med alle mulige våben imod hverandre det gjorde de ud­mærket med sådan en kraft og smidighed at det var en fornøjelse at se på og så hvad der undrede mig meget næsten uden nogen dækningsmidler de havde ikke andet end hanske og maske til alle deres kontra både med hak og stødvåben uden til kontra med brede ryttersabler og flere våben havde de kontra med uden noget som helst dækmiddel. Derefter havde de legemsøvelser det var også udmærket og særlig udviklede de en umådelig kraft navn­lig ved armgang i bommen og ved deres spring på hesten uden brædt og madradse og så var det jo deres egen hest de havde den er en hel del mere lige ud oven på end vor måske også en lille smule længere og så er der ingen bomme på den vi prøvede den også og efter svenskernes opfordring uden springbrædt men den var svær at tage når den blev sat lidt op. Det samlede indtryk man fik af deres øvelser var denne at på den måde som de driver øvelser bliver kraften i det menneskelige legeme udviklet i en særdeles grad og det er jo det som egentlig bør være målet med øvelserne de fik en vældig masse klap og bravo råb hvad de da også havde fortjent. Da de så var færdig med deres øvelser og vi gik der imellem hverandre de endnu i deres gymnastikdragt så spændte de pludselig Trier og løftede ham op over deres hoveder og bar ham under umådelig jubel og klap fra tilskuernes og en vældig sparken og sprællen fra hans side rundt i salen. Den samme tur fik lidt efter Rasmusen og bager Marstrand[11] fra Kø­benhavn og senere på aftenen Hostrup men disse siste tog det lidt mere med ro end Trier. Så talte først den svenske professor, Hoff, kaptajn Norlander og så sagde endelig Trier et par ord, hvorpå vi spiste til aften, og så derefter havde vi gilde, d. v. s. hele øvelseshuset blev fyldt med borde, og tilsvarende bænke, de første blev fyldt med glas, og kopper, der så igen blev fyldt med puns, ja så var der også kager, og de siste blev fyldt med mennesker, der så tømte de førstes våde indhold, medens den ene tale strømmede over deres læber efter den anden, og mangen hilsen og tak blev medgivet brødrene fra hin side sundet, og som de naturligvis gav svar på tiltale, dette gilde blev hævet kl. 10, men man blev dog ved at gå og småsnakke, og synge til kl. var 12. Den hele fest var særdeles vellyk­ket, ja jeg troer nok jeg tør sige, at jeg aldrig har været til noget samlag, hvor jeg har været så velfornøjet som her, og hvis dette kan være en begyndelse til, at ikke allene svenske og danske, men den studerende ungdom og ungdommen fra ploven, og høvlen, de kan mødes og gå sammen, mod samme mål, da er det jo også i sandhed noget stort vi her har været med til. Nu går jeg ellers med en hvis længsel, og venter på Tirsdag, så skal jeg nemlig rejse, så skal jeg hjem, og så mødes jeg med hende, som har taget pladsen inders[t] i mit hjerte, det vil vel da vise sig, om hun nu tør svare på det hun ikke turde i julen, jeg mener da at jeg må kunne se på hende, hvad hun tænker i dette stykke.

17.4

Ja nu har jeg været hjemme, og nu har jeg fået rede på, om hun turde svare mig eller ikke, hun har svaret og, svaret lød "ja", om også det lød noget lavmælt, så var det ikke mindre ærligt ment, ja kort sagt, nu er hun min, som har taget alle mine tanker fangen, og nu får vi så dele sorg som glæde sammen for hele livet, ja jeg håber nok også at det for os skal stadfæste sig, at ”da er med glæden man dobbelglad, kun halv om sorgen så tung at bære”. Gid så Gud fader vil lægge sin velsignelse til vor kærlig­hed, ti kun da kan den ret bringe glæde og velsignelse i sit følge. Når enden er god så er al ting godt, siger man jo, og så kan jeg jo hermed slutte disse optegnelser, det bliver så næsten ligesom en hel roman, hvor de elskende får hverandre til slut, i romanerne må de jo så rigtignok frem og spille hovedrollerne, det har de ikke gjort her, men så er det til gengæld den enne part der har været ”forfatteren”.