Lydklip
Kildeintroduktion:
I dette interview fra 1986 fortæller Edel Saunte (1904-1991) om at have både familie og karriere. Meget utraditionelt i forhold til denne tids arbejdsdeling, var det hovedsageligt Edel Sauntes mand, der tog sig af børnene. Edel Saunte var fra 1920'erne og halvtreds år frem både fremtrædende kvindesagsforkæmper og fremtrædende socialdemokrat. Som kvindesagsforkæmper var hun en markant skikkelse i Dansk Kvindesamfund, og i det socialdemokratiske arbejde blev hun blandt andet socialdemokratisk landsformand, borgmester i København og formand for Kvindekommissionen nedsat af Jens Otto Krag i 1965.
Transskription af interviewet:
De drømmer ikke, hvad det vil sige af hårdt, kontant arbejde at være politisk valgt. Jeg har prøvet det i otte dage. Det er hårdt, kontant slid. Og især når man er begynder, så er det slid til kl. både 2 og 3 om morgenen. Og op igen kl. 7. Hvis man skal gøre sig gældende.
- Hvordan har De klaret det selv?
Jeg har et jernhelbred. Og jeg havde en mand, som støttede mig i et og alt.
- Ja. Hvad sagde børnene?
Ja, de havde jo min mand hjemme. Han var jo komponist, så han arbejdede jo hjemme. De havde jo altid ham. Som en af dem sagde til mig for nogle år siden, sagde: ”Ved du hvad, mor. Vi har egentlig aldrig kendt dig, før far døde.” Og det kan være hårdt. For det føler man – at man til en vis grad er uden for en nær cirkel. Og det må mange mænd føle.
- Men det var også hårdt, da Deres børn var små og …?
Det var det. Det var hårdt.
- Ja. Alle små, dagligdags ting gik de til deres far med, eller hvad?
Ja. Det er jo klart. Han var der altid. Og jeg var der kun nogle timer.
- Ville den aktivitet, De har haft gennem hele Deres liv, ville den have været mulig uden en mand, der f.eks. har arbejdet hjemme?
Den ville have været meget, meget vanskeligere.
- Men så kan man sige, det er jo de færreste, der har muligheden for at arbejde hjemme.
Ja. Jeg mener også, at jeg har været privilegeret i en utrolig grad. Med at møde en mand, som både kunne forstå, at jeg gik ind i alt arbejdet, og som elskede børn og nød at tage sig af dem.
- Hvordan har omverdenen så set på Deres mand?
Til at begynde med, da vi var unge, når han kørte med barnevogn, så grinede de jo ad ham, men det rørte da ikke ham. Men efterhånden så beundrede de ham. Og børnene elskede ham.
- Og De fik drøje bemærkninger, måske?
Ja. Men det måtte man jo tage. Hvis De tænker på den indstilling, som mænd havde dengang. Jeg kan da huske, at min mands familie af alle syntes, han var ikke rigtig klog at gifte sig med en selverhvervende kvinde. Han måtte jo være tosset. Han ville jo aldrig blive passet ordentligt. Det var jo indstillingen. Min svigermor, som jeg holdt meget af, og som også holdt af mig, hun syntes, at det var frygtelig synd for min mand. At han ikke havde en kone, der gik og nussede om ham derhjemme. Og så i dag, hvor de unge mænd, Gud bedre mig, nærmest er fornærmede, hvis konen ikke vil ud og arbejde. Det hører man tit. Ja, hun gider jo ikke lave noget, og derfor kan vi ikke få ditten og datten. Det kommer af sig selv. Kvinderne kommer i arbejde, hvad enten de vil eller ej.
Edel Saunte. Fra: Dansk Lydhistorie, Statsbiblioteket