For Kongressen forelaa følgende trykte Beretning om:

Socialdemokratiets Virksomhed 1913-15.

Der er sket store Begivenheder i Tiden siden Kongres­sen i 1913, og det kan straks siges, at det danske Social­demokrati har øvet en ikke uvæsentlig Indflydelse paa de politiske Forholds Udvikling. Den store Forfatningsreform er bragt i Havn, og hvis den ulykkelige Krig ikke griber forstyrrende ind i vort Lands Forhold, vil det danske Folk i nær Fremtid gaa til det første Valg under den alminde­lige Valgrets Fane.

Kongressen samles nu for at planlægge Arbejdet under de nye Vilkaar, og hvis Planlæggelsen bliver lige saa heldig som Tilfældet var i 1913, kan vort Parti sikkert vente sig godt Udbytte i kommende Tider.

Kongressen i 1913 anbragte med Rette Grundlovssagen i første Række. Med den for øje planlagdes vort Partis Deltagelse i Folketingsvalgene, og loyalt fulgtes den an­lagte Taktik overalt i Landet. Kongressen ydede sin Til­slutning til det Grundlovsforslag, der var fremsat af Ven­stres Regering, og tilsagde den Socialdemokratiets Støtte i Kampen for dets Gennemførelse. Kongressen forudsaa de Konservatives Kamp for at bevare Privilegierne og udtalte, at en Kamp med Landstinget paa dette Grundlag vilde samle det store Flertal af Vælgerfolket til Støtte for Rege­ringsforslaget, ligesom Arbejderklassen vilde bringe endog betydelige Ofre for at skabe et Rigsdagsflertal for Forslagets Gennemførelse.

Folketingsvalget gav den ønskede Tilslutning til Grund­lovsforslaget. 275,000 Vælgere stemte paa Kandidater, der erklærede at ville stemme for dets Gennemførelse, kun 85,000 stemte paa Forslagets Modstandere. Men vort Partis Valgtaktik bidrog ikke blot til dette Resultat, den sikrede os ogsaa imod ethvert Forsøg paa at løse Sagen ved raad­dent Forlig, idet der skabtes et Folketingsflertal af Social­demokrater og radikalt Venstre paa 63 Medlemmer.

Socialdemokratiet opstillede 68 Kandidater, hvoraf 32 opnaaede Valg, altsaa en Fremgang af 8 Mandater. Vi vandt eller generobrede 12 Kredse og tabte 4. Socialdemokratiet opnaaede det største Stemmetal, nemlig 107,365 (Venstre 103,917, Radikale 57,903, Højre 81,404).

Ministerkrisen 1913.

Da Valget var overstaaet, indgav Venstre-Regeringen sin Begæring om Afgang, endskønt den kunde have fortsat Regeringen, med Støtte til Grundlovssagens Løsning, fra Radikale og Socialdemokrater.

Det var indre Partiforhold, som førte til denne Minister­krise, og Forsøgene paa at afværge Ministeriets Afgang mislykkedes derfor.

Rigsdagen var sammenkaldt til ekstraordinær Samling den 12. Juni 1913, og samme Dag kaldtes Partiformændene til Konferencer hos Kongen. Vi anbefalede at lade Venstres Regering fortsætte, eftersom Venstre havde den største Gruppe i Folketinget, men Afgørelsen var truffet indenfor Venstre.

Atter den 17. Juni var der Konference hos Kongen, hvor jeg fortsat anbefalede Venstre-Regeringens Forbliven. Kongen oplyste nu, at dette stødte paa Modstand hos Venstre, og han spurgte da, om jeg vilde paatage mig Dannelse af en Regering paa mit Partis Vegne, eventuelt i Forbindelse med et andet Parti (Det radikale Venstre).

Jeg oplyste, at Socialdemokratiet ikke havde noget saadant Ønske, men lovede at forelægge Spørgsmaalet.

Fra det radikale Venstres Formand var den Mulighed nævnt overfor Kongen, at der kunde dannes en Regering af de tre Grundlovspartier, der tilsammen havde 107 Repræ­sentanter i Folketinget. - Denne Plan blev derfor ogsaa overvejet i Partierne. Den 18. Juni var jeg atter tilsagt til Konference hos Kongen og meddelte da:

At vi fremdeles ansaa den siddende Regering for den bedst skikkede til at fortsætte. Men jeg meddelte videre, at hvis dette ikke lod sig gøre, vilde vi overveje og mulig søge Tilslutning til vort Partis Medvirkning ved Dannelse af en Regering ved Samvirken mellem de tre saakaldte Grundlovspartier.

Kongen erklærede, at begge Udveje var spærrede af Partiet Venstre.

Det radikale Venstres Formand fik derefter Tilbudet, og efter Forhandlinger med vort Partis Gruppe, hvorunder vi tilsagde det radikale Venstre Støtte under Arbejdet for Grundlovssagens Gennemførelse, forsaavidt det paatog sig Regerings-Dannelsen, udnævntes Ministeriet Zahle den 21. Juni.

Landstings-Opløsning.

Grundlovsforhandlingerne optoges derefter igen i Rigs­dagen og førtes igennem Højres mange Forhindringer frem til Afgørelse. Men da denne forestod, iværksatte Højre i Landstinget den saakaldte Strejke overfor Valgloven og Grundloven, der havde vort parlamentariske Livs første Landstingsopløsning til Følge. Opløsningen fandt Sted i Juni 1914, og Valget den 10. Juli gav det Resultat, at Højre mistede 5 Mandater og derved Magten til at øve Modstand. Partistillingen i Landstinget blev:

Højre og Frikonservative 25 valgte og 3 kongevalgte. Venstre 20 valgte og 7 kongevalgte.

Radikale Venstre 5 valgte og 2 kongevalgte. Socialdemokratiet 4 valgte.

Partiets Hovedbestyrelse holdt Møde forud for Lands­tingsvalget og besluttede, overensstemmende med den af Kongressen vedtagne Taktik, at lade Hovedformaalet være Tilvejebringelse af et Flertal, der vil stemme for den ny Grundlov. I Henhold hertil støttedes Venstre i stor Ud­strækning af vort Parti, og der var almindelig Enighed om at følge den af Hovedbestyrelsen tagne Beslutning herom.

Spørgsmaalet om de kongevalgtes Opløselighed kunde have bragt hele Sagen til at strande, idet Kongen nægtede at underskrive Opløsnings-Dekretet. Da Spørgsmaalet for­nemlig havde en teoretisk Interesse, som, hvis det lykkedes at føre den ny Grundlov igennem, var uden reel Værdi i Fremtiden, undlod Regeringen at tage Konflikt paa Sagen før Valget, og da Valget bragte den fornødne Majoritet, tabte de 3 kongevalgte Højremænd al Interesse. Kongen fastholdt sin Opfattelse og Regeringen sin; men Spørgs­maalet fik ingen reel Betydning, og nu er Begrebet "Konge­valgte" strøget af Forfatningen.

Henlæggelse og Afgørelse.

Efter Opløsningsvalget optoges de afbrudte Grundlovs­forhandlinger i Rigsdagen 21. Juli 1914 og førtes til Maa­nedens Udgang atter frem foran Afgørelsen; men saa ud­brød Krigen, og denne gav Højre Anledning til at forlange Sagen henlagt, hvilket Krav fandt delvis Støtte hos Venstre. Uden formelig Beslutning lykkedes det at forhindre Afgørel­sen i den ekstraordinære Samling, og Sagen forelagdes paany i Landstinget i Oktober 1914.

I Marts 1915 meddeltes det fra Regeringen, at der paa Foranledning af 3 Højre-Rigsdagsmænd var ført nogle Samtaler om Grundlovssagens Løsning, og et Forslag, som disse Højremænd ventede at faa Tilslutning til, forelagdes Partierne. Dette blev tiltraadt som Forhandlingsgrundlag, og i Midten af April Maaned afgjordes Sagen saaledes, at man i Maanedens Slutning kunde udskrive Bekræftelses­valgene.

Forudsætningen for Højres Tilslutning var, at Bekræftelsesvalgene fandt Sted som "Fredsvalg", ved hvilke man genvalgte alle de Rigsdagsmænd, der sad i den opløste Rigsdag, og saaledes gennemførtes Valget.

Den ny Grundlov med tilhørende Valglov gennemførtes af Bekræftelses-Rigsdagen og stadfæstedes den 5. Juni.

Der kunde siges meget om dette Resultat og om de særlige politiske Forhold, der muliggjorde dets Opnaaelse, det var et Resultat større og betydeligere end noget andet Lovgivningsarbejde, og det var navnlig for Arbejderklassen en uhyre stor Vinding, fordi den ny Grundlov ophævede Overklassens Særrettigheder, Hartkornsejernes betydende Privilegier, og skabte politisk Lighed, hvorved den parla­mentariske Vej virkelig kan blive rig paa positivt Udbytte for det arbejdende Folk.

Den socialdemokratiske Rigsdagsgruppe har naturligvis været stillet overfor mange vanskelige Spørgsmaal, og Par­tiets Hovedbestyrelse har været samlet for at tage Stand­punkt til visse vigtige Afgørelser. Det var kun ved Efter­givenhed fra vor Side paa mange, i Forhold til Hovedsagen, underordnede Punkter, at Venstre blev holdt fast ved Sagens Hovedprincip: Privilegiernes Ophævelse, den almindelige Valgrets fulde Anerkendelse. Vi umuliggjorde Gang paa Gang det Tilbagetog, som man fra visse Sider havde Lyst til at iværksætte, og vi kan med fuld Ret tilskrive vort eget Parti en væsentlig Del af Æren for, at det lykkedes at holde dem sammen om Sagen, som var en Betingelse for dens Gennemførelse.

Ofre for Sagen.

Kongressen i 1913 var som anført forberedt paa, at denne Sag kunde kræve Ofre. De er heldigvis ikke blevet store.

Bestræbelserne for at holde tre Partier i loyalt Sam­arbejde om denne Sag nødvendiggjorde en vis Fredstilstand, hvorunder man lod væsentlige Stridsspørgsmaal ligge.

Dannelsen af den radikale Regering, med Socialdemo­kratiets Støtte som Forudsætning, nødvendiggjorde end­videre, at Konflikter mellem Regeringen og Rigsdagens Flertal blev undgaaet. Og navnlig maatte Regeringens parlamentariske Berettigelse naturligvis konstateres ved alle væsentlige Afstemninger. Deraf fulgte, at Socialdemokratiets Rigsdagsgruppe forlod sin i foregaaende Aar indtagne Holdning overfor Finansloven.

Man har hidtil svaret "Stemmer ikke« ved Finanslovens Vedtagelse. Gruppen har i 1913 og 1914 stemt for Finans­loven.

Gruppens Ordfører motiverede denne Afstemning, i Samlingen 1913-14, saaledes: ”Grunden hertil (til Afstemningen) ligger altsaa ikke i selve Finans­lovforslaget, thi det er i alt væsentligt af samme Karakter som dets For­gængere, men i et Forhold udenfor Finansloven. Jeg behøver ikke at sige, hvad det er; alle ved, at det er af Hensyn til Forfatningssagen, til Kampen og Arbejdet for Gennemførelsen af den ny Grundlov. Radikale og Socialdemokrater, alle har vi slaaet af, alle har vi søgt at undgaa Stridspunkter og søgt at samle alle vore Kræfter om det ene store Spørgsmaal at gennemføre den nye Forfatning. Derfor stiller Socialde­mokratiet sig paa det Standpunkt i Aar, at vi sammen med de andre Partier stemmer for det Finanslovforslag, som nu gaar op i Landstinget. Strængt taget var det maaske ikke nødvendigt, at vi Socialdemokrater i Folketinget skulde stemme for Finansloven. Den vilde sikkert blive vedtaget alligevel, vore Stemmer kan i den Henseende hverken gøre fra eller til. Men anderledes stiller Forholdene sig oppe i Landstinget. Hvis man tænker sig, at de 4 Socialdemokrater i Landstinget nægtede at stemme for Finanslovforslaget, er det ikke godt at vide, hvad der kunde ske. Vi ser jo, hvorledes Højre mere og mere nærmer sig Despe­rationens Standpunkt, at de begynder at tale om, at de vil gennemføre Etkammersystemet og lignende radikale Skridt. Det er derfor ikke godt at vide, hvad de 32 Højremænd i Landstinget kunde finde paa, hvis de 4 Socialdemokrater i Landstinget ikke vilde være med til at stemme for Finanslovforslaget. Muligvis vilde de vælte Finansloven og derved skabe ny Uro og ny Forstyrrelse i Arbejdet for Gennemførelsen af Grundloven. Det vil vi forhindre, og det er paa Forhaand forhindret, naar vi Social­demokrater her erklærer at ville stemme for Finansloven.”

Hovedbestyrelsen gav i Mødet i September 1913 sit Bifald til denne Holdning fra Rigsdagsgruppens Side.

I Samlingen 1914-15 forelaa den samme Nødvendig­hed som foregaaende Aar, forstærket ved den indtraadte Krigssituation, og Gruppen indtog da samme Standpunkt som Hovedbestyrelsen i 1913 havde anvist.

Krigssituationen.

Den Krigstilstand, som indtraadte i Europa den 1. Aug. 1914, har naturligvis paavirket Socialdemokratiets Virksomhed i høj Grad.

Vort Partis Repræsentanter stilledes overfor store Op­gaver og betydningsfulde Afgørelser, men naar vi nu ser tilbage paa den svundne Tid, kan vi med Sikkerhed hævde, at vor Handlemaade har været den rette. Situationen var meget farefuld for vort Land, som ligger omgivet af krigs­førende Nationer, og Udsigterne for det arbejdende Folk meget mørke.

Ved den Politik, som Socialdemokratiets Repræsentanter ydede sit Bidrag til, er det hidtil lykkedes at undgaa Lan­dets Indblanding i Forviklinger og at skaffe betydende ­Hjælp til den arbejdende Befolkning.

Der kan derfor ikke for Alvor rejses Tvivl om vore Handlingers Forsvarlighed, men naturligvis kunde vi kun opnaa Indflydelse paa de vigtige Forhold ved at paatage os Arbejde og Ansvar, som et betydningsløst Mindretal kunde [være] undgaaet.       .

Socialdemokratiets Rigsdagsgruppe valgte straks ved Krigens Udbrud at tilsige den radikale Regering Støtte i Arbejdet for at bevare vort Lands Neutralitet og deraf fulgte naturligvis Forpligtelsen til ogsaa at yde denne Støtte, naar det skulde konstateres, at Regeringen fortsat havde parla­mentarisk Berettigelse.

Den 6. August 1914 forelaa det første Forslag om Bevilling af Midler til de Neutralitetsforanstaltninger, som Landet var pligtigt at iværksætte. - Rigsdagsgruppen ved­tog enstemmig at stemme for Forslaget. Før Afstemningen gav Gruppens Ordfører i Sagen følgende Motivering:

Forinden vi gaar over til Afstemning, ønsker jeg med et Par Ord at motivere den Stilling, som Socialdemokratiet indtager overfor dette ­Lovforslag. Lovforslaget er fremkaldt af den alvorlige Situation, der foreligger. Strængt taget havde det næppe været nødvendigt for Rege­ringen at fremsætte et saadant Lovforslag; Regeringen har i Følge Hær­lovens § 22 Ret til at foretage de Indkaldelser, som er foretagne, og den bestaaende Lovgivning hjemler ogsaa Regeringen Ret til at afholde de Udgifter, som nødvendigt følger af de Indkaldelser, der er foretagne, men naar Regeringen alligevel har fremsat dette Lovforslag, antager jeg, at den har gjort det for at tilkendegive, at den er i nøje Overensstem­melse med Medlemmerne her i dette Ting. Socialdemokratiet vil stemme for dette Lovforslag, for det første, fordi det er fremgaaet af den alvor­lige Situation, der foreligger, og for det andet, fordi det er en Følge af den bestaaende Lovgivning, som kræver, at disse Udgifter maa afholdes, og endelig for det tredie, fordi vort Parti ønsker under de nuværende Forhold at vise, at vi har fuld Tillid til den nuværende Regering.

Partiets Hovedbestyrelse, som samledes den 4. Oktober 1914 og fik Beretning om Forholdene, godkendte Rigsdags­gruppens Holdning.

Ved Siden af at medvirke til Neutralitetens Oprethol­delse havde vort Partis Repræsentanter det Formaal at skaffe Hjælp til de mange, der kom til at lide under Krigstilstan­dens Følger.

Paa vort Initiativ vedtoges Loven om Understøttelse til de indkaldte Soldaters Familier og senere Loven om eks­traordinær Understøttelse til Arbejdsløse.

Dernæst er der ved Bevillinger paa Finansloven skaffet betydeligt mere offentligt Arbejde end sædvanligt, og ved Forhandlinger med Finansministeren tilvejebragt Midler til Støtte for Byggevirksomhed iværksat af Arbejdere.

Overfor Dyrtiden er der iværksat en Række Foranstalt­ninger: Stats-Import, Maksimalpriser m. v., hvorved Kapita­listernes Udplyndring begrænsedes under voldsom Protest fra Venstre og Højre, og der er fortsat Bestræbelser i Gang for yderligere at mildne Vilkaarene for Smaafolk.

Hvad der er opnaaet paa det økonomiske Omraade, er naturligvis ikke tilfredsstillende, men en Række Forhold maa her nærmere belyses, for at Dom kan fældes, og over alt andet staar saa desuden den Kendsgærning, at det dan­ske Samfund er anlagt efter kapitalistiske Principer som alle andre, og Flertallet i den danske Befolkning har hidtil ydet sin Tilslutning til de kapitalistiske Partier.

[…]

Kommunale Valg.

I Marts 1913 fandt de ordinære Valg Sted til Byraad og Sogneraad.

I København opnaaede Socialdemokratiets Liste 55,181 Stemmer, medens de fire Modstanderlister tilsammen havde 58,150 Stemmer. Fra Valget i 1909 var Fremgangen 10,300 Stemmer. Der valgtes 27 socialdemokratiske Borgerrepræ­sentanter (22 Antisocialister, 5 Radikale og 1 af Missionens Liste).

Af Interesse er det at bemærke, at Kvindernes Valgdel­tagelse var vokset fra 1909 med godt 5 pCt., medens Mændenes Deltagelse kun var vokset med 1 pCt.

Efter den officielle Statistik var der opstillet socialde­mokratiske Lister ved kommunale Valg i 406 Kommuner. Der opstilledes imidlertid 422 Lister. Paa disse afgaves 160,818 Stemmer og der valgtes af disse Lister 1083 Kan­didater.

Desuden har der været opstillet et stort Antal Lister af Husmænd, Afholdsfolk, Fiskere o. a., og der har utvivl­somt været Socialdemokrater paa disse Lister samt paa ad­skillige Fælleslister, saaledes at man næppe gaar for vidt, naar man regner med, at ca. 1200 socialdemokratiske Re­præsentanter har Sæde i kommunale Raad.

Stemmefremgangen fra 1909 til 1913 var 35,000.

Behandlede Sager.

Forskellige af den sidste Kongres behandlede Spørgs­maal har siden været Genstand for Behandling i Forret­ningsudvalg og Hovedbestyrelse.

Kongressens Beslutning om Kongefester, hvori ogsaa fandtes en Misbilligelse til Byraadsgruppen i Aarhus [der havde deltaget i et arrangement, som kongehuset arrangerede], gav saaledes Anledning til nogen Forhandling, idet en Protest­skrivelse indløb. Sagen endte med Henvisning til Parti­kongressen og jeg undlader da ikke at aftrykke den paagæl­dende Skrivelse, der var saalydende:

Den socialdemokratiske Byraadsgruppe i Aarhus fremsender herved til Forretningsudvalget for Socialdemokratisk Forbund en energisk Protest imod den Misbilligelse, som det paa Kongressen vedtoges at udtale over­for den socialdemokratiske Byraadsgruppe i Aarhus.

Hvad Kongressen vedtager skal selvfølgelig enhver Socialdemokrat rette sig efter, forsaavidt Forholdene tillader det, og vi har derfor intet at bemærke imod Kongressens Beslutning angaaende Socialdemokratiets Stilling overfor Kongen. Vi kan kun udtale vor personlige Tilfredshed med, at Ansvaret for de Handlinger, der vil være en Følge af denne Beslutning, for Fremtiden falder paa Partiets højeste Myndighed, Kon­gressen, altsaa paa Partiet som Helhed og ikke paa den eller de enkelte Partifæller, der af Forholdene stilles overfor Situationer, hvor de har Valget imellem at vække Mishag hos en Del Partifæller eller undlade at handle saaledes, som deres Opfattelse af, hvad der er politisk klogt og rigtigt eller deres Anskuelser om, hvad der er almindelig Høflighed, paa­byder dem at handle.

Men en Misbilligelse, der ganske uretfærdig rettes mod en enkelt Bys Byraadsmedlemmer og som vedtages uden at de, der derved an­gribes og dømmes, faar Lov til at forsvare sig, kan den socialdemokrati­ske Byraadsgruppe i Aarhus ikke modtage, men maa afvise den som ganske utilbørlig og uberettiget.

Vi anmoder om, at denne vor Protest maa blive tilføjet Kongressens Forhandlingsprotokol og dermed Beretningen paa Kongressen.

Aarhus. den 18. Februar 1913.

Harald Jensen.    F. F. Samuelsen. M. Simonsen.       Mousten.

Niels Jensen.   J. F. Lehmann. H. P. Christensen.

Jakob Jensen.      Erik Olesen.          Dagmar Petersen.      R. P. Jakobsen.

Spørgsmaalet kommer nu ogsaa til Behandling i anden Forbindelse.

[…]

Organisationslivet.

I Henhold til Partilovene, som de vedtoges paa sidste Kongres, er der i alle Kredse oprettet Kredsorganisationer, Sammenslutninger af de i hver Folketingskreds bestaaende Afdelinger, og i en Række af Kredsene er der kommet overordentlig god Plan i Arbejdet ved Hjælp af den nye Organisationsform.

Den nye Valglov medførte som bekendt forskellige Omlægninger i Valgkredsene, og da det var af Vigtighed for Agitationen at faa indrettet Organisationerne efter den nye Valglov, besluttede Forretningsudvalget at opfordre Kredsorganisationerne og Afdelingerne til at iværksætte den fornødne Reorganisation fra 1. Juli eller dog i Løbet af Juli Kvartal, og dette er nu udført saaledes, at Valgene til Kongressen har fundet Sted indenfor de nye Grænser.

Parliets organisatoriske Styrke har været i god Vækst siden 1913. Der er sket en Tilgang af 83 Afdelinger eller 20 pCt., saaledes at der nu er tilsluttet Partiet 485 socialdemo­kratiske Foreninger. Medlemsantallet er ca. 60,000, hvilket betegner en Fremgang paa 10-12,000 eller ca. 25 pCt. siden Kongressen 1913. Betragter vi den forelagte Regn­skabs-Oversigt, viser dennes Tal ligeledes Vækst og Ud­vikling. Regnskabs-Oversigten omfatter 2¹/₂ Aar (1913-14 og 1. Halvaar 1915). Omsætningen er 126,046 Kr. 40 Øre, der er Regnskabets Balancesum.

Udgifterne til Partiets almindelige Virksomhed og Ad­ministration har udgjort 59,118 Kr., men til Dækning heraf er ved det saakaldte Administrationsbidrag kun indkommet 39,415 Kr. Der har saaledes været 20,000 Kr. at dække paa anden Maade. Til denne Dækning har Folkefesterne i København paa Grundlovsdagen 1913, 14 og 15 bidraget med et Overskud paa 7238 Kr. 86 øre. Fra "Social-De­mokraten" er modtaget et Tilskud paa 8700 Kr., og Over­skudet af "Arbejdernes Almanak" har udgjort 6387 Kr. 72 øre. - Af denne Sum har den socialdemokratiske Presse­forening dog faaet 25 pCt. = 1596 Kr. 92 øre.

Det er en Selvfølge, at den i 1913 vedtagne Forhøjelse af Administrationsbidraget har lettet Virksomheden betyde­ligt, og navnlig har vi, hvad der ogsaa var Formaalet, kun­net skaane den socialdemokratiske Presses Administration for de store Krav om Tilskud.

Den samlede Udgift i Perioden er imidlertid mere end dobbelt saa stor, som den foran nævnte Udgiftspost, nemlig 122,465 Kr. Heraf er 43,980 Kr. medgaaet til Agitationen ved Folketings- og Landstingsvalg, og denne Sum er dæk­ket af Valgfonden.

De kommunale Valg i København og Frederiksberg har medført Agitations-Udgifter paa 19,367 Kr., og hertil har de københavnske Fagforeninger samt Arbejdernes Fælles­bageri og Bryggeriet "Stjernen" ydet 14,283 Kr.

Som Illustration til Virksomheden fra Partiets Hoved­kontor kan endelig nævnes, at der i de forløbne 2¹/₂ Aar er udsendt Cirkulærer og Tryksager af forskellig Art til Partiets Foreninger, vedrørende Partiforhold, hvortil er ud­skrevet 54,560 Konvoluter. Maskinskrevne Cirkulærers Antal var 46,186. Af Pakker er udsendt 3075.

Vedrørende Kassererforretninger er udsendt 11,513 Breve fra Kassereren med Svar paa Forespørgsler, Kvitteringer o. s. v. Udsendelsen af Valgfondsmærker i 1913, 14 og 15 har foranlediget 2100 Ekspeditioner.

Forretningsførerens Korrespondance omfatter ca. 3500 udsendte Breve.

Som de her meddelte Oplysninger viser, er vort Parti i en stadig Fremgang og Virksomheden meget betydelig. Trods de store Vanskeligheder, som Tidens uhyggelige Forhold har bragt os, er det Sammenhold bevaret, som er en Livsbetingelse for den arbejdende Befolkning.

Der er ikke Tilbagegang, end ikke Standsning, men Fremgang for vort Partis Organisationer, Fremgang for vort Partis Presse og Fremgang for den faglige og den koope­rative Bevægelse. Kan Sammenholdet bevares, vil Frem­gangen kunne fortsættes, og hvert Skridt fremad er et Skridt nærmere til Socialdemokratiets store Maal.

Rigsdagsvirksomheden.

I foregaaende Afsnit er væsentlige Sider af vort Partis Rigsdagsvirksomhed belyst, men endskønt Grundlovsarbej­det og Krigssituationen dæmmede op for visse Lovgivnings­spørgsmaal, har Virksomheden dog ingenlunde været resul­tatløs.

Socialdemokratiets Rigsdagsgruppe har fremsat Forslag om Skolebespisning, om Ophævelse af Kommunallovens Opholdsbestemmelse og privilegerede Valgret, om Militær­personers Skattepligt og om Arbejdstid.

Forslagene om Skolebespisning og om Militærpersoners Skat (Ophævelse af Privilegiet, hvorefter der kun betales 2 pCt. kommunal Skat) er vedtagne i Folketinget, hvad der ikke er uden Betydning for det videre Arbejde.

Forslaget om 8-Timers Arbejdsdagen fremkaldte for første Gang en Vedtagelse i Folketinget, nemlig følgende:

”Idet Folketinget udtaler som sin Forventning:

at Arbejdsraadet, om fornødent med særlig Bistand, vil fremskynde sine Undersøgelser vedrørende Sygeligheden blandt Arbejderne i sund­hedsskadelige Erhværv og, saa snart ske kan, afgive Indstilling til Indenrigsministeriet, og

at Indenrigsministeriet, med Hensyn til de Erhværv, der maatte fremvise væsentlig større Sygelighed end almindelig eller som tidligere end almindeligt opslider deres Arbejdere, snarest vil gøre Brug af den Ministeriet ved Fabriklovens § 24 hjemlede Bemyndigelse til at paa­byde en Indskrænkning af Arbejdstiden for de derved beskæftigede Arbejdere, derunder navnlig, at det forbydes Virksomheder med stadig kontinuerlig Drift at arbejde med færre end 3 Arbejdshold i Døgnet, gaar Tinget over til næste Sag paa Dagsordenen.”

Socialdemokrater, Radikale og Højre tiltraadte denne Indstilling, hvorimod Venstre nægtede Tilslutning med den Motivering, at Fabrikloven kun var et Aar gammel. (!)

Paa Finanslovene har Socialdemokratiets Indflydelse afsat betydelige Spor. Paa Forslag af Socialdemokratiets Repræsentanter er der vedtaget en Række Lønforhøjelser til Banearbejdere, Ledvogtere, Landpostbude, Skovarbejdere, Orlogsværftsarbejdere m. fl. For Hjælpearbejdere (Sne­kastere o. a.) er et gammelt Krav gennemført, nemlig at der skal ydes tarifmæssig Betaling, den paa Stedet gæl­dende Arbejdsløn og mindst 35 Øre pr. Time. Bevillingen til Husmandsrejser er forøget og til Ungdomsskoler er Be­løb opført til Tilskud til Kommuner, der opretter saadanne Skoler.

I den almindelige Lovgivning er gennemført Loven om Understøttelse til Enkers Børn. Fabrikloven med en Række betydende Fremskridt. Arbeidsanvisning uden Angreb paa Fagforeningernes Virksomhed. Revision af Loven om Arbejdsløshedsunderstøttelse uden de foreslaaede Indtægtsgrænser. Sygekasseloven uden Indtægtsgrænser, uden Indskrænkning af Tilskudet, men med stærkt forøget Tilskud til Landkas­serne.

Et Forslag til en gennemgribende Forbedring af Ulyk­kesforsikringen er forelagt af Regeringen, og Forslag til en vidtgaaende Reform af Retsplejen er ligeledes forelagt og vedtaget i Folketinget.

Endvidere har flere vigtige Sager været til Behandling, saaledes: Polak-Importen, Skolevæsenes Styrelse og Tilsyn samt Lærernes § 8, Loven om Husmandsbrug m. m.

Til Dækning af de ekstraordinære Udgifter ved Krigs­situationen er gennemført nye Skatter, som Paalæg paa Arveafgift, Formueskatten, store Indtægter og den særlige Krigs-Fortjeneste. Det er udelukkende Skatter paa Over­klassen, saaledes som det bør være.

l Krigssituationen er der desuden gennemført en Række midlertidige Love, foruden de allerede nævnte, men en nær­mere Omtale af disse vil næppe være fornøden.

Af det kortfattede Uddrag af de forskellige Sider af Partiets Virksomhed kan det ses, at vi deltager i meget betydningsfuldt Arbejde, og den kommende Tid skulde gærne i endnu højere Grad vies til de Opgaver som har særlig Betydning for den arbejdende Befolkning. Det vil ske, naar vor Styrke forøges, og det opnaas ved solidt, grundlæggende Arbejde paa Partiets Kongres.

September 1915.

Th. Stauning

Forretningsføreren afgav i Tilslutning hertil en Rede­gørelse for Partiets Virksomhed siden sidste Kongres. Han, paaviste med Tal Organisationernes Vækst, idet han iøvrigt henviste til den forelagte trykte Beretning og Regnskabs­oversigt, omtalte saavel den skriftlige som den mundtlige Agitation og gjorde udførligt Rede for Grundlovssagens hele Udvikling. Han gav endelig en Oversigt over det Arbejde som under Socialdemokratiets kraftige Medvirken var udført for at mildne de, navnlig for Arbejderklassen, uheldige Følger af Krigssituationen og sluttede med en udførlig Omtale af de iværksatte Neutralitetsforanstaltninger, af Landets Udenrigspolitik samt af Arbejdet for at holde Danmark udenfor Krigen.