Politiinspektør Einer Mellerup. Fra Mellerup, Einer (1957): I festlige og farlige Tider.

I Aarene 1916 og indtil den første Verdenskrigs Slutning havde vi en hel Del Ballade med Kommunisterne. Det vil sige: Etiketten ”Kommunister” var ikke opfundet endnu – de kaldte sig ”Syndikalister” – men Indholdet var det samme.

[…]

Syndikalister havde indvarslet til Generalstrejke om Morgenen den 13. November 1918, og da Politiet paa det Tidspunkt ikke havde Vogne, beordrede Politiinspektør[1] Steffensen, at der fra om Morgenen Kl. 6 og hele Dagen skulde holde en Droske[2] til Disposition uden for hver Politistation. Man var inden for Politiet ved at tabe Næse og Mund over saa uhørt Flothed! Tidligere maatte de Betjente, der om Aftenen sad paa Brandvagt, ikke engang benytte Droske, naar de skulde ud til Ildebrand, men skulde tage en Sporvogn. Og nu var der en Droske ved hver Station!

Det vil Glæden var nu kun kort, for Chaufførerne vilde ikke køre, da de opdagede, at der kunde være personlig Risiko forbundet med det. Steffensen lod saa udtage dem af Styrken, der var chaufføruddannede, og saa kom de for en Gangs Skyld til at køre Droske.

Imidlertid var der indvarslet til stort Møde paa Grønttorvet, og det var fra Syndikalisternes Side lagt op i det helt store Plan. Politiet havde dog truffet Foranstaltninger ud over det sædvanlige. Man havde lejet en 6 Personers Hupmobile[3] og sat en Politichauffør ved Rattet, og endvidere holdt der 4 Drosker parat. Hvor mange Politimænd der var, husker jeg ikke, men det var ogsaa langt ud over det sædvanlige. Jeg var udset til Leder af den motoriserede Styrke og Politiassistent[4] Norup af den gaaende.

Ca. Kl. 13½ indløb der Melding om, at Sporvognene blev standset paa Hjørnet af Frederiksborggade og Farimagsgade. Jeg fik Ordre til at rykke derud med de 4 Drosker, og jeg sad selv i den forreste. Da jeg passerede Grønttorvet, opdagede jeg, at det var der, det foregik. En Mand med en rød Fane paa en Stang stod oppe paa en Sporvogn og talte til Mængden.  Jeg raabte til Chaufføren om at standse og aabnede selv Døren for at springe ud. Men jeg sprang, før Chaufføren var standset, og Følgen var, at jeg gjorde min Entré paa Krigsskuepladsen med en mægtig Kolbøtte, hilst af stormende Jubel. Jeg var øjeblikkelig paa Benene, og en Mand rettede med en Jernstang i en Gummislange et Slag mod mit Hoved, men en Politimand afparerede Slaget. Manden blev afvæbnet, men der var ikke Tid til at anholde ham. Jernstangen kom i min Stavlomme og havnede senere paa Kriminalmuseet.

Med mine Folk rykkede jeg nu hen foran Sporvognen, hvor ogsaa Politiassistent Heiberg var kommet til Stede. Manden oven paa Sporvognen raabte: ”Kammerater;” ud mod Mængden. Den Stilhed, der herved opstod, benyttede jeg til at raabe: ”I Kongens og Lovens Navn! Gaa hver til sit!” Da jeg var begyndt paa 2. Gentagelse af denne Opraabsformular, blev der raabt fra Mængden: ”Slaa dem ned!!!” Det betragtede vi som en Opfordring til os, trak Stavene og slog til.

I næste Sekund var alle Demonstranterne paa vild Flugt. Foran mig laa i flere Lag en Bunke Mennesker, der ikke kunde hitte Rede i deres egne Ben. Jeg maatte løbe uden om Klumpen, lige tidsnok til at se, at en Mand med en Lægte[5] langede ud efter en Politimand. Desværre for ham kom jeg til at slaa først, saa Manden med Lægten lagde sig stille ned.

Selve Slaget havde kun varet et Par Minutter, og saa var det i Grunden det hele forbi, og vi Politimænd stod paa Grønttorvet og vidste ærlig talt ikke, om der var mere at lave. Vi fik Besked om at tage hjem paa Domhuset, hvor Politiet dengang residerede.

Saa fulgte nogle livlige Timer! Som altid, naar der var store Tumulter, havde det Offentlige sørget for Krigsmateriel: Boulevardbanen[6] var under Anlæg, og vældige Skærvebunker var jo som skabt til Kasteskyts mod Politiet. Navnlig det ridende Politi gik det ud over: de var et altfor let Maal for Stenkast, og mange af Betjentene blev ret alvorligt saarede. I det hele blev der under disse Grønttorvsspektakler saaret over 100 Politimænd.

Da jeg kom op paa Domhuset, viste det sig, at jeg i Faldet fra Drosken havde forstrakt en Muskel, og jeg havde stort Besvær med at humpe rundt. Men hvert Øjeblik blev jeg kaldt ud med 5-6 Mand i den aabne Vogn, og saa snart jeg kom ud paa Krigsskuepladsen, sprang jeg saa godt som nogen Balletdanser. Hver gang der var Opløb, gik vi løs med Stavene, og der vankede mange Klø. Hvis Folk ikke fjernede sig øjeblikkeligt, kunde de være sikre paa at faa et Rap over Nakken. Jeg mindes, at da vi kørte hjem, passerede vi en Kreds af fredelige Borgere, der vinkede begejstret til os; det havde Politiet aldrig oplevet før!

Politiassistent Hakon Jørgensen havde siddet hele Dagen paa Politiskolen i Gothersgade og skrevet Lærebøger. Han og jeg rykkede ud sammen om Aftenen, og han var meget overrasket over den Forskel, der var paa Stavens Brug i Teori og Praksis!

Danske Revolutioner er jo ikke farlige; de aflyses i Tilfælde af Regnvejr, og naar den sidste Sporvogn kører hjem. Saaledes var det ogsaa her. Urostifterne arbejdede som sædvanlig i Ly af de nysgerrige. Naar disse tog hjem, var Kamppladsen alene overladt til Bisserne og Politiet, og saa blev der Ro.

Der blev overhovedet ikke foretaget Anholdelser paa Grønttorvsspektaklernes første Dag. Det var en øjeblikkelig og navnlig haandfast Afgørelse.  

Næste Dag fortsatte Urolighederne, og saa begyndte Politiet at foretage Anholdelser, og det blev til mange i Dagens Løb – ikke mindst da Urostifterne tændte et mægtigt Baal midt paa Grønttorvet. Politiet kunde ikke faa Brandvæsenet til at rette en afsvalende Straale mod den tætte Sværm af Urostiftere – til stor Forargelse for os. Ved nærmere Eftertanke maatte jeg indrømme, at Forargelsen var ugrundet. For Brandvæsenet turde ikke udsætte sig for, at Slangerne blev skaaret over, hvis man kom ud til en virkelig Ildebrand.

”Arbejderbladet” – det daværende ”Land og Folk” – havde opgivet Numrene paa de Politimænd, der havde været særlig ivrige. Det var nemt at opdage, for hver eneste Politimand bar sit Tjenestenummer tydeligt paa Hjælmen. Politiforeningens Formand – Politibetjent Dyberg – opfordrede Betjentene til at fjerne disse Numre, der virkelig kunde betyde en fare for den enkelte Mand, og det blev gjort – vist nok imod Politidirektørens Ordre. Politiforeningen havde Ret, og Numrene blev da heller aldrig siden indført igen[7].

Der blev anholdt 40-50 Mennersker paa den anden Dag, og den tredie Dag faldt Afgørelsen: 40 Kr. til hver eneste anholdt for Deltagelse i Opløb. Og saa var den Revolution forbi.

Borgerne aandede lettet op, og der blev fra Bladenes Side startet en Indsamling til Politiet for dets Indsats. Men Regeringen fandt med Rette, at hvis der skulde belønnes, burde det ske officielt, og ikke ved en Bladindsamling. Justitsministeriet fik gennemført en Bevilling, hvorefter hver eneste Mand i Københavns Politi – for øvrigt ogsaa de kvindelige Betjente – fik et Gratiale paa 100 Kr.[8] ganske uanset om han havde været med i Kampen eller ikke. De eneste, der ingenting fik, var Politiets Embedsmænd; de var formodentlig for ”fine” til at honoreres med Penge. Men de fik dog et Haandtryk af Justitsministeren, da denne paa Statens Vegne takkede Politidirektøren og Repræsentanter for Styrken for god og modig Indsats. Politiinspektør Steffensen, der havde ledet det hele, fik ikke det Ridderkors, som han havde gjort sig fortjent til.