Mod nord, lige ud for Vestlollands kyst, ligger de to små øer Fejø og Femø, der blev scenen for et af de mest bizarre retsdramaer i 1800-tallet. Fejøsagen begyndte, da kirkegraver Jens Rasmussen fandt et barnelig på kirkegården den 28. maj 1881. Et nyfødt drengebarn var blevet skjult under gamle ligkranse og andet affald og havde efter alt at dømme ligget skjult i nogle måneder. Obduktionsrapporten slog fast, at barnet var ”fuldbaarent” og havde ”aandet og levet efter Fødslen”. En lungeprøve havde vist, at lungevæv fra liget kunne flyde på vand, hvilket sammen med en bleg rødlig farve var tegn på, at ilt havde strømmet gennem vævet. Barnet levede ved fødslen, men den eksakte dødsårsag kunne rapporten ikke give svar på. Trods ihærdige undersøgelser lykkedes det ikke den lokale birkedommer Harry Lund at opklare sagen.

”Dette Tøi var Overdelen af et sort Forklæde med hvide Blomster, Baandet om det sorte Tøi var af graat Lærred samt et … Bomuldsbaand”. Sådan beskriver Fejø Politiprotokol klædestykkerne svøbt om det barnelig, der blev fundet på Fejø Kirkegård den 28. maj 1881. Ligklædet findes på Rigsarkivet. Foto: Kenn Tarbensen 

Tilståelserne

Året efter, den 1. september 1882, kom en ny birkedommer ved navn Carl Anton Freuchen til øen. Assisteret af den lokale sognefoged, gårdejer Jens Poulsen, blev barnemordssagen taget op på ny, og i løbet af sommeren 1883 tilstod en ung, fattig pige barnemordet. Rygterne havde allerede i 1881 været rettet mod den 20-årige Ane Christiansen, som tjente på en gård på Femø. Ane var datter af Christiane Gotfredsen, som boede i en ussel lerklinet rønne på nordsiden af Femø. Den fattige, ugifte Gotfredsen havde tre uægte børn og var ofte mistænkt for både at skjule tyve og tyvekoster.

Den 19. juli 1883 tilstod Ane over for birkedommer Freuchen, at hun var blevet gravid med en gårdskarl, Rudolf, på Femø i foråret 1880. Han ville ikke vedkende sig barnet, og moren besluttede, at Ane skulle skjule sin graviditet, og at barnet skulle dræbes ved fødslen. Ane gik – ulykkelig og fortvivlet – med på ideen, og da fødslen nærmede sig, besøgte hun og moren familie på Fejø. Barnet blev født tæt ved kirken natten mellem den 18. og 19. december 1880, hvorefter Ane kvalte barnet, og moren bragte det til kirkegården.

Efter nogle måneder i en mørk arrest i Sakskøbing tilstod også moren. Sagen var således klar, og birkedommer Freuchen fældede dommen under medvirken af fire meddomsmænd den 23. november 1883. Ane blev idømt tugthusstraf i 5 år, hvorimod moren blev idømt dødsstraf – halshugning. Sagen gik til Højesteret, der stadfæstede dommen, dog med indstilling om ændring af straffen til livstidsfængsel til moren. Fejøsagen blev stærkt omtalt i offentligheden. Sideløbende med barnemordssagen fik Freuchen dømt en række kvinder for forsøg på fosterfordrivelse, og det kan næppe undre, at både aviser og skillingstryk svælgede i hårrejsende beretninger fra Fejø Birk.

I Straffeanstalten på Christianshavn modtog fængselslæge Chr. Tryde (1834-1904) de to kvinder i december 1884. Han undrede sig over, hvor ihærdigt de påstod, at de var uskyldige. Da Tryde senere modtog to andre unge piger fra Fejø Birk, blev han for alvor mistænksom. Christine og Louise Pedersen, to søstre på 16 og 21 år, var i 1884 blevet dømt for barnemord af netop birkedommer Freuchen i endnu en uhyggelig sag. De to søstre var opvokset på fattiggården, og sammen med Ane og hendes mor tilhørte de en udstødt underklasse i øsamfundet.

Chr. Tryde undersøgte Ane i foråret 1885. Resultatet var klart. Hymen, mødomshinden, var intakt, og der var ikke den mindste sandsynlighed for, at hun havde født et fuldbårent og levedygtigt barn. En justitsskandale af dimensioner lurede. Havde Højesteret dømt en uskyldig kvinde? Justitsminister Johannes Nellemann (1831-1906) reagerede hurtigt og nedsatte en undersøgelseskommission under ledelse af assessor Jacob Vitus Ingerslev (1838-1923) fra Københavns Kriminal- og Politiret.   

De fleste mordsager i 1800-tallets Danmark handlede om drab på nyfødte børn født i dølgsmål. Sognefogeden har fat i armen på en anklaget kvinde. Siden Danske Lov fra 1683 havde der været dødsstraf for barnemord, men fra midten af 1700-tallet begyndte Højesteret at omstøde til livstidsstraf i tugthus. Ved straffeloven i 1866 blev dødsstraf for barnemord helt afskaffet og erstattet af fængsel på mellem fire år og livstid. Maleri af Erik Henningsen (1855-1930): ’Barnemordet’, 1886. Foto: Den Hirschsprungske Samling.

Fejøkommissionen

Fejøkommissionen optrevlede et ganske problematisk forløb. Ane og hendes mor var blevet presset voldsomt af Freuchen, der havde udvist tegn på sygelig fantasi og fanatisk vilje til at få de to kvinder dømt. Politirapporten var ren manipulation. Og datoen, den 18. december 1880, fastsætter Freuchen, da det var den eneste dag i december 1880, at færgemanden Lars Jørgensen havde fragtet to personer frem og tilbage - han kunne dog ikke huske hvem.

Den inkvisitoriske proces, der betød, at den lokale forhørsdommer i realiteten var både dommer, anklager og forsvarer i samme person, viste sig her fra sin værste side. Uden at nogen greb ind, heller ikke skræmte retsvidner, manipulerede Freuchen med de fattige kvinder og tvang dem til at tilstå. Og så snart tilståelserne var faldet, kunne sagen let gå gennem de forskellige instanser i retsvæsenet, da processen var skriftlig og alene baseret på Freuchens forhørsprotokol. Kvinderne blev udsat for vold, trusler, langvarige natlige forhør, varetægtsarrest på vand og brød og mørklægning af cellevinduer.

Under sagen blev Freuchen indlagt til observation på Østifternes Sindssygeanstalt i Vordingborg, hvor overlægen stillede diagnosen manisk excitation. Han havde været utilregnelig under retssagerne, og det kom frem, at ingen involverede kvinder havde gjort det, de var anklaget for. Ane og hendes mor fortalte, at de udelukkende havde tilstået for at få den mareridtsagtige sag til at stoppe.

Tvungne falske tilståelser var dog ikke det eneste, undersøgelsesdommer Ingerslev fandt frem til. Hans mange afhøringer i sommeren 1885 af de involverede aktører i den stærkt omtalte Fejøsag afslørede flere uheldige forhold. Det blev klart, at den lokale sognefoged, gårdejer Jens Poulsen, havde sin egen dagsorden og ville skaffe sognet af med de mest berygtede og udstødte kvinder. Stort set alle rygter om fattige kvinder stammede fra sognefogeden.

Desuden havde Freuchen fået assistance fra politiassistent Jørgen August Schmidt, der havde en fortid som hædret overbetjent i det københavnske opdagelsespoliti. Schmidt måtte indrømme over for Ingerslev, at han havde forfalsket en række afhøringsrapporter – især om Ane Christiansens tilståelse. Og distriktslægen N.C. Heerfordt (1840-1893) på Fejø havde overhovedet ikke undersøgt hende, men blot skrevet attest på, at hun havde født.

Ingerslev var dog systemets mand, og Fejøkommissionens primære opgave var at beskytte retsvæsenet mod bebrejdelser fra oppositionen i Venstre, der i 1880’erne konstant var klar med kraftig kritik af strafferetsplejen under godsejer J.B.S. Estrups (1825-1913) regeringer. I august 1885 afleverede Ingerslev sin hemmeligstemplede rapport til Justitsministeriet og konkluderede, at alle domme i de behandlede sager var baseret på Freuchens sygelige fantasi og kritisable forhørsmetoder.  Ingerslev anbefalede, at birkedommer Freuchen skulle indlægges ”til Observation paa et Sindssygehospital”. Ingerslevs mål var at isolere problemet til en mentalt utilregnelig dommer, så selve systemet stod uberørt tilbage.

Dommene for barnemord blev omstødt til frifindelse, og kvinderne kunne den 30. juli 1885 forlade Straffeanstalten på Christianshavn for at tage tilbage til øerne i Smålandshavet, hvor de dog ikke blev taget imod med åbne arme. En anonym mand fra Femø skrev i et læserbrev, at de ikke var ønskede på egnen, da de ikke befandt sig ”i de agtede Borgeres Kreds”. Sognerådet på Femø nægtede Christiane fattighjælp, men det lykkedes Ane at få en ny tjenesteplads på Lolland. Dagbladet Politiken konstaterede syrligt, at ingen fra systemet blev retsforfulgt. Freuchen blev afskediget i ”Naade og med Pension” i februar 1887.

Carl Anton Freuchen fotograferet omkring 1900. Freuchen kom fra et roligt prokuratorembede i Fakse og havde ikke før sin ansættelse på Fejø arbejdet med kriminalsager. Foto: Heinrich Johan Barby, Det Kongelige Bibliotek

'Fejøpigen' vender tilbage

En sen eftermiddag i starten af november 1913 stod journalist Marius Wulff (1881-1953) på det nordlige Falster og betragtede en rønne, mens tusmørket sænkede sig tavst over skoven. Døren stod halvåben, men der var stille og ingen reaktion, da journalisten fra København bankede på. Han gik ind i huset og så to kvinder sidde ved et bord i stuen. Den ene kvinde var hende, han søgte; nemlig Ane, Fejøpigen. Marius Wulff satte sig ved bordet og forklarede, hvorfor han var rejst dertil.

Den nu 52-årige Ane fortalte om den ulykkelige sag i 1880’erne og om sit liv, efter at hun forlod forbedringshuset: Hun havde haft tjeneste på Lolland og været gift med en drukkenbolt, der intet kunne tjene og siden forlod hende. Hun kunne ikke længere arbejde på grund af gigt og fik hver måned 6 kr. i fattighjælp.

Wulff forklarede, at han var journalist på Social-Demokraten. Grunden til, at han var på Falster, havde at gøre med debatten om en retsreform, som Socialdemokratiet med Frederik Borgbjerg (1866-1936) i spidsen førte en kampagne for at få vedtaget. Ved et helt utroligt tilfælde fik partiet og avisen en stærk sag i efteråret 1913.

Fejøsagen havde siden 1880’erne været en øm tå for Højesteret, fordi landets højeste domstol havde stadfæstet livstidsdommen over den uskyldige Christiane Gotfredsen som anstifter af datterens barnemord. Ved en højesteretsdom i april 1913 blev gårdejer Jespersen fra Aarhusegnen, der nægtede sig skyldig, dømt skyldig i brandstiftelse på indicier og vidneudsagn. Dagbladet Demokraten i Aarhus var på Jespersens side og udkom senere med en kraftig kritik af Højesteret, hvor det blev fremhævet, at Højesteret tidligere bevisligt ”har dømt Folk for Forbrydelser, de aldrig har begaaet”.

Den temperamentsfulde højesteretspræsident Niels Lassen (1848-1923) udtalte i et interview til den borgerlige avis Nationaltidende, at Højesteret aldrig nogensinde havde dømt et uskyldigt menneske, og tilføjede, at Fejøpigen blev dømt med rette, da ”Indicierne var saa overvældende, at den første Domfældelse sikkert var den rigtige”. På alle avisforsider blev hele Fejøsagen rullet op igen, og Ane skrev under på en fuldmagt, der gav Social-Demokraten ret til at føre injuriesag mod Niels Lassen.

Niels Lassen blev dog pure frifundet ved Københavns Kriminal- og Politiret den 4. april 1914, og i præmisserne for dommen kunne man læse, at han efter rettens mening havde ”haft tilstrækkelig Føje til at fremsætte sin Udtalelse”. Retten slog reelt fast, at fængselslæge Chr. Trydes berømte erklæring fra marts 1885 ikke var tilstrækkeligt modbevis til at rense Anes navn. Ane måtte derfor leve med mistanken, så Højesteret kunne redde lidt af æren. 

Afslutning

Fejøsagens tilbagekomst i 1913 havde dog givet kritikerne af retssystemet vind i sejlene. Sagen kunne af den politiske opposition anvendes som et klart eksempel på de uretfærdigheder, som var indbygget i den måde, som den danske straffeproces blev ført på. At der var tale om en systemfejl, der krævede en grundlæggende reform af straffeprocessen. Den nye retsplejereform trådte i kraft den 1. oktober 1919 og indførte det system, som vi kender i dag, hvor retssager føres af to parter - en anklager og en forsvarer - foran en neutral dommer. Den offentlige anklagemyndighed blev indført og enhver fik ret til et juridisk forsvar.

Dette materiale er udgivet i forbindelse med Aarhus Universitetsforlags bogserie '100 danmarkshistorier', der er Danmarks historie fortalt af 100 forskere i 100 bøger. På danmarkshistorien.dk udkommer løbende artikler, film og kilder i forbindelse med bøgerne. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.