Artikler
Adam af Bremens krønike er opkaldt efter forfatteren Adam af Bremen (ca. 1040 - ca. 1081) og er en af de vigtigste kilder til Danmarks historie i vikingetiden og den tidlige middelalder. Adam af Bremen var kannik ved domkirken i Bremen.
Krønikens indhold
Adam af Bremens krønike er skrevet på latin og opdelt i fire bøger. Dens erklærede formål er at beskrive Nordens og Nordtysklands historie fra tiden omkring 870 op til omkring 1075 i almindelighed samt at berette om ærkebispesædet i Hamborg-Bremens store bedrift, nemlig kristningen af Skandinaviens og de vestslaviske landområders endnu hedenske befolkninger i samme tidsrum.
Ud over begivenhedshistorie rummer værket, som det på den tid var almindeligt, levnedsbeskrivelser af helgener og forskellige geografiske og etnografiske skitser. Disse sidste bygger dog i vidt omfang på klassiske romerske og tidligt middelalderlige skrifter. Foruden skriftlige kilder bygger Adam sin krønike på mundtlige oplysninger. En af hans vigtigste kilder var således den danske konge Svend Estridsen (født ca. 1020, regent 1047-74), som Adam personligt opsøgte. Kongen er kilde til oplysning om en lang række begivenheder, som han selv havde oplevet eller fået berettet om.
I fjerde bog, der bærer titlen ”Beskrivelse af øerne i Norden”, får læseren et indtryk af det danske riges udformning og udstrækning omkring 1075. Adam gengiver rejseafstande og rejseruter, bispesædernes placering, antallet af kirker, skikke og love og endog sørøveres tilholdssteder.
Ud over beskrivelsen af Danmark indeholder bog 4 beskrivelser af de nærmeste slaviske folkeslag, Norge, Sverige, Island, Grønland og endda den nye opdagelse Vinland (Nordamerika), som her beskrives for første gang. Bemærkelsesværdig er Adams beskrivelse af templet i Gammel Uppsala i Sverige, hvor den gamle asetro i modsætning til i Danmark stadig dyrkedes.
For de sidste dele af bog 4 gælder det generelt, at beskrivelserne, efterhånden som man bevæger sig længere og længere væk fra forfatterens hjemegn, bygger mere på rygter og romerske oldtidsforfatteres forestillinger om disse fjerne egne end på reel viden.