Kilder
Kildeintroduktion:
I april 1848 skrev oberst Gustav Seyffarth (1787-1858) sin beretning om begivenhederne i dagene fra den 15. til den 26. marts 1848, hvor han havde været kommandant for Rendsborg Fæstning. Beretningen var stilet til kongen og har den fulde titel: Allerunderdanigst beretning af oberst von Seyffarth, forhenværende fungerende kommandant over fæstningen Rendsborg og kommandør for 14. linjeinfanteribataljon, om de begivenheder, der tildrog sig i fæstningen fra den 15. til om morgenen den 26. marts 1848.
Nedenfor er gengivet et mindre uddrag fra beretningen, som omhandler kuppet mod fæstningen i Rendsborg den 24. marts 1848. Natten mellem den 23. og 24. marts 1848 var der i hertugdømmerne dannet en provisorisk regering med deltagelse af hertugdømmernes tidligere statholder og kommanderende general, prins Frederik af Nør (1800-1865). Den 24. marts 1848 stod han i spidsen for et ublodigt kup mod fæstningen, der - sammen med våbenarsenalet og hertugdømmernes centralkasse - blev taget i besiddelse af den nydannede provisoriske regering.
Beretningen om kuppet er en af flere kendte kilder, der kan anvendes til at sammenstykke begivenhedernes gang. Til belysning af begivenhederne findes der på danmarkshistorien.dk også en beretning fra stabschefen ved generalkommandoen for hertugdømmerne, oberst Hans Chr. Rømeling (1786-1856), fra den 2. oktober 1848 samt et uddrag af prins Frederik af Nørs erindringer fra 1861. Af de tre kilder er Oberst Seyffarths beretning afgivet tættest på selve begivenheden. Modsat Rømeling befandt Seyffarth sig i allerhøjeste grad i en klemme, idet han i første omgang – om end usikker og tøvende – gik med prins Frederik af Nør, men indstillede sin støtte til denne, da han blev frataget kommandoen over fæstningen. Han havde derfor efterfølgende et påtrængende behov for at retfærdiggøre sig, som nævnt ikke uden grund. Ikke desto mindre er der i skildringen af kuppets hovedbestanddele en betydelig overensstemmelse mellem Seyffarths og Rømelings beretninger. Den bestyrker troværdigheden af de to beretninger som kilder til begivenhederne.
Uddraget fra beretningen er først gengivet i sin originale form på tysk og efterfølgende i en dansk oversættelse udarbejdet af dr.phil. og forskningsleder ved Rigsarkivet Hans Schultz Hansen.
På dette kort kan man danne sig et overblik over steder, der omtales i kilden:
Kort over Rendsborg Fæstning 1848 med de vigtigste lokaliteter i kuppets topografi: Jernbanelinjen fra Neumünster, der førte kupmagerne helt ind til voldgraven, hovedvagten, som de overrumplede, Gouvernementshuset, hvor prins Frederik mødtes med general Lützow, og Paradepladsen, hvor garnisonen samledes. Fra: Otto Vaupell: Kampen for Sønderjylland 1848-50, I, 1865, s. 12.
Beretningen på tysk:
Zu den Hergängen selbst zurückblickend, muß der Bericht in Erinnerung bringen, daß ich unter den Eindringenden den Prinzen Friedrich von Augustenburg bemerkte.
Der Auditeur Brackel, welcher bis hieher von meinem Hause mir nachgefolgt war, begrüßte denselben; ich wollte vorüber eilen. In diesem Augenblick aber erfaßte der Prinz mich am Arme mit der Frage ”Wohin?”
Auf meine Antwort, zum commandierenden General, laßen Sie mich meiner Pflicht nachleben, ich muß fort, wendete der Prinz den Blick nach den Jägern, ließ mich aber wieder los und gab mir ein Papier, das ich später für eine Proclamation erkannte.
Pflichtgemäß eilte ich nun zum General von Lützow, berichtete ihm, in Gegenwart des Obersten von Römeling den Hergang, worauf die Herren erwiederten, ”es ist nichts zu machen die Sache ist verlohren”.
Bald darauf kam auch der Prinz Friedrich von Augustenburg, in Begleitung des Advokaten Beseler, und sagte wiederholentlich zum General, ”Ich bin kein Rebell, sondern komme und handle im Namen des Königs, der nicht frei in seinem Handeln ist, weil er sich in den Händen einer Faction befindet, die ihm Zwang auflegt. Ich werde zurücktreten sobald der König wieder frei ist.[”]
Auf diese Worte des Prinzen erklärte der General von Lützow und der Oberst von Römeling, daß sie abtreten und in ihr Vaterland gehen würden; worauf jene Herren sich entfernten.
Der General ertheilte mir hierauf den Befehl, die Garnison auf dem Paradeplatze zu versammeln, jedoch ohne scharfe Patronen, und ihm zu melden, sobald es geschehen sein werde.
Ich ließ diese Ordre durch die Ordonnanz des Generals ausführen und gewehrte daß die Mannschaft der Hauptwache, neben welche sich das eingerückte Jäger Corps aufgestellt hatte, ins Gewehr getreten sei und der Prinz mit dem wachthabenden Officier – dem Premier Lieutenant von Clasen vom 15ten Bataillon – sich unterhalte. Diesem näherte ich mich daher und reif ihm zu, ”Sie haben von niemanden Befehle anzunehmen als von mir; ein Zuruf den der Prinz gehört haben muß, da er seinen Blick nach mir hinrichtete.
Als die Truppen der Garnison versammelt waren, meldete ich solches dem General von Lützow. Dieser begab sich in den Kreis der Truppen, sagte ihnen sehr bewegt einige Worte und erklärte, daß er sein Commando niederlege und in sein Vaterland zurückkehre.
Zur Erwiederung wurde ihm ein “Hoch” gebracht. Hierauf trat der Prinz von Augustenburg vor und hielt eine Anrede an die Truppen, auf die Proclamation bezüglich, welche er mitgebracht hatte, worauf ein fast allgemeiner Jubel erscholl.
Die Truppen wurden darauf entlaßen und verlangte der Prinz, daß sie sich am Nachmittage um 5 Uhr wieder auf demselben Platze versammeln, vorher aber Namenslisten der Officiere von den Abtheilungen eingesendet werden sollten. Mich beschied der Prinz auf den Nachmittag zu sich.
Als ich, es mochte 3 Uhr sein, mich einstellte, fragte mich der Prinz, “ob ich nach meinem ersten Auftreten gegen ihn auch bleiben wolle”, worauf ich erwiederte: ”unter den von Ew. Durchlaucht gestellten Bedingungen werde ich bleiben[”]. [….]
Dansk oversættelse af beretningen:
Skuende tilbage på selve begivenhederne, må beretningen bringe i erindring, at jeg blandt de indtrængende bemærkede prins Frederik af Augustenborg.
Auditør Brackel, som fra mit hus og indtil dette var fulgt efter mig, hilste på samme; jeg ville ile forbi. I dette øjeblik greb prinsen mig i armen med spørgsmålet: ”Hvorhen?”
På mit svar, til den kommanderende general, lad mig efterleve min pligt, jeg må videre, vendte prinsen sit blik mod jægerne, slap mig derpå fri og gav mig et stykke papir, som jeg senere opfattede som en proklamation.
Pligtmæssigt ilede jeg nu til general von Lützow, fortalte ham, i nærværelse af oberst von Rømeling, om det passerede, hvortil herrerne svarede, ”der er ikke noget at gøre, sagen er tabt”.
Kort derefter kom også prins Frederik af Augustenborg, ledsaget af advokat Beseler, og sagde gentagende til generalen, ”Jeg er ingen oprører, men kommer og handler i kongens navn, fordi denne ikke mere er fri i sine handlinger, idet han befinder sig i hænderne på et parti, der pålægger ham tvang. Jeg vil træde tilbage, så snart kongen igen er fri”.
Til disse ord fra prinsen erklærede general von Lützow og oberst von Rømeling, at de trådte af og ville gå til deres fædreland, hvorpå begge herrer fjernede sig.
Generalen gav mig derpå befaling til at samle garnisonen på Paradepladsen, dog uden skarpe patroner, og melde det til ham, så snart dette var sket.
Jeg lod denne ordre udføre ved generalens ordonnans og fik øje på, at hovedvagtens mandskab, ved siden af hvilket det indrykkende jægerkorps havde taget opstilling, havde stillet sig i gevær, og at prinsen underholdt sig med den vagthavende officer – premierløjtnant von Clasen af 15. bataljon. Jeg nærmede mig derfor denne og råbte til ham, ”De må ikke tage imod ordrer fra andre end fra mig”; et råb, som prinsen må have hørt, siden han rettede sit blik imod mig.
Da tropperne var samlet, meldte jeg dette til general von Lützow. Denne begav sig ind i troppernes kreds, sagde dem meget bevæget nogle ord og erklærede, at han nedlagde sin kommando og vendte tilbage til sit fædreland.
Som svar blev der udbragt et ”Hurra” for ham. Herpå trådte prinsen af Augustenborg frem og holdt en tale for tropperne, henvisende til proklamationen, som han havde medbragt, hvorpå en nærmest almindelig jubel gav genlyd.
Tropperne fik derefter ordre til at træde af og prinsen forlangte, at de skulle forsamle sig igen om eftermiddagen klokken fem, idet lister over officererne dog forud for dette skulle indsendes af afdelingerne. Prinsen beordrede også mig til sig til om eftermiddagen.
Da jeg, det må have været klokken tre, stillede hos prinsen, spurgte denne, ”om jeg efter min første optræden imod ham nu også ville blive”, hvortil jeg svarede: ”under de af Deres Højhed stillede betingelser vil jeg blive”.