Temaer
Dette tema indeholder artikler og kilder, der kan give indblik i den udvikling, der især tog fart efter Julirevolutionen i Paris i 1830 og endte med enevældens fald og Grundlovens indførelse knap 20 år senere. Fokus ligger dermed på de processer og den debat, der foregik i perioden, og ikke i så høj grad på de politiske begivenheder, der udspillede sig i 1848 og 1849.
I 1848 indvilligede den nytiltrådte Frederik 7. (født 1808, regent 1848-1863) i at afskaffe enevælden, som havde været styreformen siden 1660. Hermed banedes vejen for Danmarks første grundlov i 1849, hvorved landet blev et konstitutionelt monarki inspireret af datidens demokratiske principper. Forud var gået en række samfundsmæssige processer, som var med til at muliggøre forfatningsændringen og gøre samfundet klar til den nye statslige styreform.
I 1830'erne opstod en række forskelligartede politiske bevægelser, som dog næsten alle delte ønsket om en mere fri forfatning og afskaffelse af enevælden. Disse politiske bevægelser kunne komme til orde i en fremvoksende borgerlig offentlighed, hvor borgerne kunne deltage i bl.a. aviser, blade og ved folkemøder.
Den enevældige kongemagt forsøgte det meste af 1830'erne og -40'erne at dæmme op for de mest radikale krav, som de politiske bevægelser stillede. Samtidig forsøgte man også at forhindre, at den politiske debat spredte sig til de mindre privilegerede dele af befolkningen. Det kunne dog ikke lade sig gøre uden visse indrømmelser, som da Frederik 6. (født 1768, regent 1808-1839) i 1834 indførte rådgivende stænderforsamlinger, hvor forskellige politiske emner kunne diskuteres. På den måde var den enevældige kongemagt, i samspil med de politiske bevægelser, med til at lære borgerne at deltage i den offentlige debat og dermed (måske utilsigtet) at forberede samfundet til en mere demokratisk styreform efter 1849.
Constantin Hansens maleri af det første møde i Den Grundlovgivende Rigsforsamling i 1848. Fra: Wikimedia Commons
I dette tema kan du læse tre oversigtsartikler om perioden: Der er et periodekapitel om politiske bevægelser frem til 1848 og en artikel om de offentlige debatfora, som fra 1830'erne blev en vigtig faktor på den politiske scene. Endelig kan du læse en artikel om inddragelse af befolkningen i den enevældige administration, hvori det beskrives, hvordan kongemagten igennem perioden gav små indrømmelser, som var med til at bane vejen for, at en række veluddannede borgere var i stand til at tage del i magten før 1848.
Derudover findes der artikler om Bondevennerne og nationalliberalisme, som var de to mest markante politiske bevægelser i perioden. Disse bevægelser blev bl.a. trænet i politisk debat i stænderforsamlingerne, som der også findes en artikel om. Der er også biografiske artikler om to af tidens markante skikkelser i form af den nationalliberale forkæmper Orla Lehmann og Rasmus Sørensen, som var med til at mobilisere bøndernes kamp for bedre forhold.
Du har også mulighed for at læse en række centrale kilder for perioden. Al skriftlig kritik af enevælden skulle foregå inden for rammerne, som Trykkefrihedsforordningen af 1799 med tillæg fra 1814 udstak. Misbrug af 'trykkefriheden' blev straffet, og man var derved reelt underlagt censur.
Uwe Jens Lornsen blev således idømt et års fængselsstraf, efter at han i 1830 havde udgivet en pjece, der behandlede forfatningssagen i Slesvig-Holsten. Her argumenterede han bl.a. for, at Slesvig-Holsten skulle knyttes tættere sammen administrativt. Det var startskuddet til kampen om Slesvig, der resulterede i to krige.
Pjecer var én måde, man kunne prøve at påvirke debatten og kongemagten på. En anden mulighed var at blive valgt til en af de fire stænderforsamlinger. Stænderforsamlingerne muliggjorde bl.a., at almindelige borgere kunne rejse spørgsmål til politisk debat via deres lokale repræsentant. Det kan du læse et eksempel på i 'Andragende om afskaffelse af fæstevæsen og hoveri'.
Enevældens opposition var ikke partiorganiseret, men grupperede sig alligevel. To af de vigtigste grupper, de nationalliberale og bondebevægelsen, begyndte at arbejde sammen i 1840'erne. Det skyldtes blandt andet Orla Lehmanns 'Falstertale' i 1841, hvor han fik bønderne til at se kritisk på den kongemagt, de traditionelt havde set som deres beskytter.
Til venstre: portræt af Christian 8. malet af W.N. Marstrand i 1843. Fra: Kongernes Samling
Til højre: litografi af den nationalliberale politiker Orla Lehmann. Fra: Det Kgl. Bibliotek
Bønderne begyndte i 1840'erne at afholde store bondemøder. Tusindvis af mennesker samledes til taler om bedre bondevilkår. Det gjorde kongemagten så bange, at den i 1845 udstedte 'Bondecirkulæret'. Ifølge dette måtte bønderne kun afholde møder, hvis de havde fået tilladelse.
Den offentlige debat blev også påvirket gennem aviser, der fik en mere kritisk rolle fra 1830'erne og frem. Aviserne var vigtige debatfora for oppositionen. Bønderne agiterede primært i Almuevennen, mens de nationalliberale havde Fædrelandet. I den leder, temaet indeholder, forsøger forfatteren i 1839 at presse den nytiltrådte Christian 8. (født 1786, regent 1839-1848) til at give landet en ny forfatning.
De nationalliberale havde ikke held med at få en fri forfatning i 1839. Det havde de til gengæld ti år senere. Stærkt medvirkende til dette var Orla Lehmanns 'Casinotale'. Her fik Lehmann støtte til en henvendelse til kongen, der krævede indsættelsen af et nyt ministerium. Kongen efterkom og indsatte det såkaldte Martsministerium. Med det fulgte både Grundloven 5. juni 1849 og borgerkrigen 1848-1850, der også kendes som Treårskrigen.