Fra enevældig helstat til nationalstat, 1814-1914

Revolution, grundlov, forfatningskamp og massepolitik

Udviklingen af de to politisk-nationale bevægelser knyttede sig til en politiseringsproces og skabelsen af politiske offentligheder i kongeriget og i hertugdømmerne og til den nationale tænknings gennemslag som politisk handlingsanvisende.

I den tidlige fase af politiseringsprocessen spillede indførelsen af rådgivende stænderforsamlinger i 1831 en afgørende rolle. Efter stænderforsamlingernes indførelse blev der skabt en politisk offentlighed, hvor samfundets og statens indretning blev sat til diskussion. Der var grænser for denne diskussion. Enevælden havde en streng censurlovgivning. Konfiskation og bødestraffe forekom således, men censurlovgivningen forhindrede ikke en kritisk liberal opposition i at udvikle sig.

Den organisatoriske basis for denne opposition var foreninger. Politisk foreningsdannelse var ikke tilladt, så der var tale om enkeltsagsforeninger eller foreninger med et oplysende sigte. Politisk og oplysende kommunikation foregik i tidens vigtigste massemedie, avisen, som var midlet til at udbrede politiske og nationale synspunkter og mobilisere opbakning bag dem. Aviserne gav grundlag for udviklingen af politiske offentligheder i kongeriget og i hertugdømmerne, hvis tyngdepunkt var byernes borgerlige lag.

De rådgivende stænderforsamlinger

Stænderforfatningen ændrede forfatningsmæssigt Kongelovens enevælde ved at indføre stænderforsamlinger valgt af ejendomsbesiddere, som skulle rådgive enevælderegeringen. Hensigten med indførelsen var ikke at skabe basis for udviklingen af en politisk offentlighed. Ud over at efterkomme forpligtelsen fra fredsslutningen i Wien 1814/15 som hertug af Holsten var kongens hensigt defensiv, nemlig at imødekomme liberale kræfter ved at give dem et forum for meningstilkendegivelse for at forebygge udviklingen af en stærk opposition til enevælden.

At systemet med stænderforsamlinger blev indført i 1831, hang sammen med en revolutionsbølge, der ramte flere europæiske stater og var igangsat af Julirevolutionen i Paris i 1830. Tilskyndet af Det Tyske Forbund, der fandt, at der måtte reageres på de revolutionære begivenheder, indførtes rådgivende stænderforsamlinger i helstaten, hvilket i højere grad var udtryk for ydre pres end indre opposition.

Resultatet blev indretningen af fire stænderforsamlinger, som skulle mødes i Roskilde, Viborg, Slesvig by og Itzehoe i Holsten. Der var tale om en politisk rådgivende repræsentation, som mødtes første gang i 1835. I sidste ende var det op til kongen og hans regering, om de ville følge forsamlingernes råd eller ej, hvilket man dog ofte gjorde. En del medlemmer blev udpeget af kongen, og de resterende valgt af godsejere, grundejere i byerne og større bønder, som var ejendomsbesiddere på landet. Valgretten hvilede alene på skattebetaling af jord- og ejendomsbesiddelse, var forbeholdt mænd som husstandsoverhoveder og afspejlede en tænkning, hvor forskellige erhverv fra land og by skulle repræsenteres, for at forsamlingen kunne afspejle befolkningens interesser.

Bestemmelserne for kongerigets vedkommende betød, at 50 % af gårdmændene ikke havde valgret, og at ca. 90 % ikke var valgbare. Set i forhold til befolkningen som helhed fik 3 % stemmeret, og på grund af kravet om ejendomsbesiddelse kun 1,4 % i København. Endnu færre kunne vælges. De samme forhold gjorde sig gældende i hertugdømmerne.

Modsat enevældens intentioner blev stænderforsamlingerne en politisk platform for de to nationale bevægelser, den danske og den slesvig-holstenske, der udviklede sig til at være en ødelæggende opposition mod enevælde og helstat.    

Den slesvig-holstenske bevægelse

Indtil slutningen af 1840’erne var den slesvig-holstenske bevægelse en regional bevægelse, der ønskede et selvstændigt Slesvig-Holsten, hvor de to hertugdømmer forblev knyttet til hinanden inden for rammerne af helstaten. Man betonede på den ene side tysk sprog og kultur og modsatte sig fordanskning og enevældige centraliseringsbestræbelser, men ønskede på den anden side at bevare en afstand til de tyske lande og forblive en del af helstaten. Idealet blev et Slesvig-Holsten i personalunion med kongeriget med den fælles konge, statsligt tættere på Danmark og kulturelt nærmere de tyske lande.

Efter 1831 blev den slesvig-holstenske regionalisme knyttet til et ønske om en fri forfatning. Bevægelsen havde sin basis i byernes borgerskab, og Kiel spillede i kraft af sit universitet og sit liberale borgerskab en central rolle i politiseringsprocessen og dannelsen af en avislæsende politisk offentlighed i hertugdømmerne. På landet var hovedparten enten indifferente eller enevældeloyale og kongetro.    

Den dansk-nationale bevægelse

København var det altoverskyggende omdrejningspunkt for politiseringsprocessen og den dansk-nationale bevægelse i kongeriget. Toneangivende i den politiske offentlighed var de nationalliberale og tidens vigtigste avis Fædrelandet (udkom fra 1834). Her blev grundlagt foreninger, aviser og tidsskrifter, som var afgørende for den politiske offentlighed, der trak tråde til de borgerlige lag i provinsens byer.

Drømmen om Danmark til Ejderen blev proklameret i en tale fra 1842 af den væsentligste nationalliberale politiker i 1840’erne, Orla Lehmann. Hovedpunktet i nationalliberal politik var derefter realiseringen af det nationalstatslige projekt omfattende Danmark og Slesvig, hvilket dominerede nationalliberal politik frem til 1864. Argumentet var dels nationalt, at en stor del af befolkningen i hertugdømmet var dansktalende, dels at Danmark og Slesvig historisk og statsretligt var en enhed. Det historiske og statsretlige argument blev afgørende for, at Slesvig som helhed skulle være en del af en fremtidig dansk nationalstat på trods af den tysksprogede befolkning i Mellem- og Sydslesvig.

Enevælden og det nationale

En fri forfatning og en national stat var helt sammenvævede politiske krav i de nationale bevægelser i helstaten, som dermed udgjorde en dobbelt udfordring for enevælden som styreform og som statsdannelse. Christian 8. kunne ikke gå ind på en fri forfatning, lige så lidt som han kunne acceptere, at helstaten blev omdannet som ønsket af de nationale bevægelser. Kongen og hans regering opfattede således bevægelserne som drevet af partiånd, der alene skabte splid og modsætninger i stedet for fornuftige løsninger.

Christian 8. sammentænkte folk og sprog. Det sprog, man talte til daglig, burde være det sprog, man talte i alle sammenhænge. Men det betød ikke, at helstaten var en umulig konstruktion. Det betød derimod, at enevælden måtte føre en politik, der gav sproggrupperne de rettigheder, de havde rimelige krav på, men med respekt for andre sproggrupper og ikke mindst bestående traditioner.

At få trukket de rette linjer mellem alle disse hensyn var enevældens opgave, en opgave, som kun enevælden magtede, fordi den alene kunne se upartisk på sagerne uden hensyntagen til særinteresser. Det handlede således heller ikke om, hvorvidt regeringsmedlemmer var dansktalende eller tysktalende, men om deres virke til fordel for helstaten og almenvellet.

A.S. Ørsted, der fra 1842 var statsminister, gjorde synspunktet gældende i den statsstøttede Berlingske Tidende, der var regeringens vigtigste organ og kongerigets mest udbredte avis. Det er en pointe, at det positive syn på treenigheden helstat, enevælde og det nationale ikke var afgrænset til politisk ledende personer, men genfindes blandt personer både i hertugdømmerne og i kongeriget, personer, som man ville betegne som konservative.     

Slesvig og sproget

Ledende personer i den gryende dansk-nationale bevægelse i Nordslesvig stod på dette konservative standpunkt indtil Treårskrigen 1848-1850. Andre, som hovedmanden Christian Flor, der var dansk og uddannet i København, var nationalliberale og havde tætte forbindelser til de nationalliberale i hovedstaden.

Den dansk-nationale bevægelses målgruppe var bønderne, idet det var her, de dansktalende fandtes, mens byernes borgere og embedsstand hovedsageligt var tysktalende. Ud over det lignede bevægelsen de øvrige nationale bevægelser med sin foreningsorganisering og sin avis Dannevirke (udkom fra 1838). Sigtet var at vække dansk bevidsthed og sikre det danske sprog mod det tyske sprogs fremtrængen mod nord.

Mange slesvigere ville dog helst besvare det nationale spørgsmål som et både-og i stedet for enten dansk eller tysk. Det gjaldt de tysktalende danskorienterede i en by som Flensborg, der ønskede, at Slesvig måtte bevare sin selvstændige status mellem kongeriget og Holsten. De lagde afstand til den slesvig-holstenske såvel som den danske bevægelse.

For mange dansktalende slesvigere var det politiske mål det samme som de tysktalende slesvigeres. De opfattede det danske sprog som deres modersmål og satte pris på det, men de opfattede samtidig forbindelsen til Holsten og placeringen mellem dansk og tysk som afgørende. Tilhængerne af denne slesvigskhed forsøgte derfor at undgå at tage stilling til fordel for en af de nationale bevægelser. Man ville forblive det, man var: dansktalende slesvigere.

Polarisering efter 1840

Fra begyndelsen af 1840’erne blev det nationale spørgsmål i stigende grad genstand for opmærksomhed i en helstatslig politisk-national offentlighed og blev i stigende grad polariseret. Mellem 1838 og 1842 gik sproget fra at være en praktisk færdighed til at være et afgørende politisk problem og en nationalitetsmæssig markør.

Dynamikken i udviklingen lå i aktioner og reaktioner de tre aktører imellem: den danske bevægelse i København, den slesvig-holstenske bevægelse og den enevældige kongemagt, der skulle forsøge at udjævne modsætningerne mellem de to førstnævnte. Krav fra den danske bevægelse udløste enten en reaktion fra den slesvig-holstenske bevægelse, fra enevælderegeringen eller fra begge, der virkede tilbage og affødte en ny reaktion fra den danske bevægelse.

Med den øgede polarisering fulgte en radikalisering af de to nationale bevægelser. Radikaliseringen gjorde det umuligt for regeringen at komme med løsninger, som ikke blev anset som et overgreb af en af bevægelserne. Polariseringen kulminerede i 1846, hvor regeringen i et åbent brev proklamerede, at den danske kongeslægt havde arveretten til kongeriget og Slesvig i al evighed, mens Holstens stilling var uklar.

Brevet udløste tilfredshed i dansk-nationale kredse i kongeriget og i Nordslesvig. I Sydslesvig udløste det derimod protester og protestskrivelser til kongen. Stænderforsamlingerne i Slesvig og Holsten blev opløst før tid i protest, og demonstrationer i flere byer, hvor militæret i et enkelt tilfælde blev sat ind, afspejlede en mobilisering og konfrontation af hidtil uset omfang.

For stemningen i Holsten var det åbne brev en katastrofe. Det fremmedgjorde bredere lag fra monarkiet, og kravet om et tysk Slesvig-Holsten med mindst mulig forbindelse til resten af monarkiet samlede stadig større opbakning.

1848-revolutionerne

Den 20. januar 1848 døde Christian 8. efter kort tids sygdom. Han efterfulgtes af Frederik 7., om hvem man vidste, at han ikke havde evner til at være konge. Christian 8. havde derfor forsynet ham med en regering, der bestod af enevældeloyale helstatsmænd. Den 28. januar udsendte regeringen et forfatningsreskript, der lagde op til en ny helstatsforfatning med en fælles overbygning på de fire regionale stænderforsamlinger, en udvidelse af deres beføjelser og en beskeden demokratisering af valgretten. Hensigten var at skabe enhed og enighed på tværs af nationale skillelinjer.

Den 25. februar nåede nyheden om, at der var udbrudt revolution i Paris, til Kiel og dagen efter til København. I løbet af februar spredte revolutionen sig til europæiske hovedstæder, herunder Wien og Berlin. Flere steder kom det til krigslignende konfrontationer mellem militær og demonstranter.

Nyheden om revolutionen åbnede et mulighedsrum, der bragte den politiske aktivitet i København op på et nyt niveau. Polariseringens mønster med reaktion og modreaktion fortsatte i intensiveret form med nærmest daglige demonstrationer, massemøder og skriftlig agitation og mobilisering. Polariseringen betød også, at de to nationale projekter, det dansk-nationale krav om Danmark til Ejderen og det slesvig-holstenske krav om en selvstændig slesvig-holstensk stat – i mulig forbindelse med et samlet Tyskland – nu forlangtes gennemført, og at intet kompromis kunne accepteres.    

Revolutionære tilstande i helstaten

Revolutionerne i Berlin og Wien medførte, at aktivisterne i Kiel begyndte at anse Tysklands samling som en reel mulighed, som det slesvig-holstenske projekt burde forbinde sig til. Fremtiden for Slesvig-Holsten lå ikke i en statsforbindelse med Danmark, men i et samlet Tyskland.

Flere massemøder blev afholdt i København og hertugdømmerne. De moderate stemmer, der fandtes begge steder, og som ønskede forhandling på lovens grund, blev kørt ud på et sidespor. Aviserne spillede deres rolle i at hæve forventningerne til en bedre fremtid, hvis de nationale og politiske projekter blev gennemført, men massemøderne viste også, hvad den effektive taler kunne opnå med det talte ord.

Den 17. marts fremsatte den slesvig-holstenske bevægelse krav om et selvstændigt Slesvig-Holsten med en fri forfatning og medlemskab af Det Tyske Forbund, et krav, som ingen regering i København ville kunne gå ind på. I København fremsatte den dansk-nationale bevægelse på et møde i Casinoteatret med omkring 2500 deltagere den 20. marts et krav om en fri forfatning for Danmark og Slesvig.    

Frederik 7. og den nationalliberale magtovertagelse

I udgangspunktet synes Frederik 7. at have været indstillet på at afvise de nationalliberale krav og fastholde Christian 8.s politik for at bevare helstat og enevælde. Men i sidste ende besluttede han, at enevældens og helstatens tid var omme. Lyst havde han heller ikke til selv at påtage sig rollen som enevældig monark.

Der var dog ikke nødvendigvis tale om, at nationalliberale skulle ind i regeringen, eller at en fri forfatning lå lige om hjørnet. Kredsen af helstatsmænd stod stadig relativt stærkt, og forhandlinger med de nationalliberale førte ikke til noget. Hvad der ændrede situationen, var et brev fra Kiel den 22. marts, hvoraf Frederik 7. konkluderede, at der var udbrudt åbent oprør i hertugdømmerne. Det fik kongen til at sende bud efter de nationalliberale ledere. En regering blev dannet med A.W. Moltke i spidsen, der ikke selv var nationalliberal, men i situationen gik ind på programmet fra Casinomødet. Af de ni ministre var fem nationalliberale med Orla Lehmann og D.G. Monrad som frontfigurer.    

Martsministerium og slesvig-holstensk oprør

Martsministeriet var dannet, og Ejderpolitikken var regeringens politik. I Kiel var der dannet en provisorisk regering for Slesvig-Holsten. Denne regering legitimerede sig med, at den nationalliberale magtovertagelse i København betød, at kræfter, som var fjendtligt indstillet over for hertugdømmerne, havde overtaget magten. Det betød, at den legitime landsherre, Frederik 7., ikke længere kunne handle frit. Den provisoriske regering i Slesvig-Holsten måtte derfor overtage magten i kongens sted og ville med al kraft arbejde på at slutte Slesvig og Holsten til Tysklands enheds- og frihedsbestræbelser. Opstanden var forberedt med dannelsen af borgervæbninger i byerne og blev udbygget med overtagelsen af militærforlægningen i Rendsborg den 24. marts.

Påstanden om, at kongen var ufri, var nødvendig for at overbevise offentligheden i hertugdømmerne om det retmæssige i at oprette en provisorisk løsrivelsesregering. Mange kongetro i hertugdømmerne var nemlig stadig regionalister, der ville opretholde statsforbindelsen til det danske monarki. Der var således stærke kræfter, der var parate til at tage kongens parti mod de bevægelser, som greb efter magten. Det gjaldt adskillige personer i magtens inderkreds, i statsapparatet og i dele af befolkningen i såvel kongeriget som i hertugdømmerne.

Den Grundlovgivende Rigsforsamling

Ved udnævnelsen af Martsministeriet erklærede Frederik 7., at han anså sig selv som konstitutionel konge uden enevældige beføjelser. Regeringen kunne derfor igangsætte arbejdet hen imod en fri forfatning ved at udskrive valg til en grundlovgivende rigsforsamling. Valgret havde "uberygtede" mænd over 30 år med selvstændig husstand. De skulle vælge 114 af de 152 mænd, som forsamlingen skulle bestå af. De resterende 38 blev udvalgt af kongen. Valgene til denne forsamling blev afholdt den 5. oktober 1848, mens krigen stadig var i gang, og de resulterede i en forsamling bestående af tre næsten lige store grupperinger: bondevennerne, helstatsmænd og de nationalliberale.

Mest organiseret både i valgkampen og i forsamlingen stod Bondevennerne, der var vokset frem som politisk bevægelse i løbet af 1840’erne. De gik ind for demokrati med valgret for mænd over 25 år, tildelte kongen en begrænset rolle i beslutningsprocesserne og ønskede et etkammersystem med et folketing.

På den anden fløj stod en uorganiseret gruppering af enevældeloyale helstatsmænd som A.S. Ørsted. De havde affundet sig med, at en forfatningsproces ikke kunne afværges, men forsøgte at undgå, at den blev en glidebane i retning af demokrati.

Den tredje gruppering bestod af de nationalliberale. I Den Grundlovgivende Rigsforsamling, dannet til udarbejdelse af en grundlov, var ingen i tvivl om rolle- og magtfordelingen. De nationalliberale blev som regeringsbærende gruppering accepteret som ledende i forhandlingerne. Et grundlovsudkast måtte komme fra dem.    

Grundlovsudkast

Grundlovsudkastet var forfattet af D.G. Monrad og sprogligt revideret af Orla Lehmann. Monrad og Lehmann gik ikke ind for Bondevennernes demokratiske etkammersystem. Rigsdagen skulle bestå af to kamre, et landsting og et folketing, hvor Landstinget skulle være en konservativ garanti mod flertalsvælde i Folketinget. En for udbredt valgret ville være farlig, fordi befolkningsflertallet af bønder var uoplyste og påvirkelige.

Det direkte forbillede for forfatningsudkastet var den belgiske forfatning fra 1831 og til en vis grad den norske fra 1814. Karakteristisk for de modeller, der enten var realiserede eller cirkulerede som ideer, var, at de alle havde en række begrænsninger for kvinder og de lavere sociale lags deltagelse i den politiske proces.

Junigrundloven af 1849

Mens Treårskrigen stadig var i gang, vedtog Den Grundlovgivende Rigsforsamling den 5. juni 1849 en grundlov. Vælgerkorpset for begge kamre blev det samme, nemlig alle mænd over 30 år med egen husstand. De måtte ikke have nydt fattigunderstøttelse eller have mistet rådighed over eget bo. At de skulle have egen husstand, sikrede deres uafhængighed. Som husstandsoverhoved repræsenterede de den øvrige husstand, herunder hustruen og de ansatte i husstanden af begge køn (tyendet). Trådte en mand over 30 år ud af sit tjenesteforhold og fik egen husstand, fik han valgret. Kvinder var udelukket i kraft af deres køn. Valgbarhed til Folketinget blev med de samme begrænsninger som for valgret givet til mænd over 25 år.

Valgene til Landstinget blev indirekte, og valgbarheden var begrænset til mænd over 40 år, der i det seneste år havde betalt 200 Rbd. (rigsbankdaler) i skat til stat eller kommune eller havde en årsindtægt på 1200 Rbd. Tanken var den, at mænd med denne status var mere besindige, ansvarlige og konservative end mænd med lavere indkomster. I kraft af deres økonomiske status havde de mulighed for at tjene fædrelandet frem for egeninteresse. De ville derfor kunne afbalancere eller direkte forhindre overilede beslutninger i det mere bredt sammensatte Folketing.

Ved grundlovens indførelse fik cirka 15 % af befolkningen stemmeret, hvilket betegner et brud i forhold til stænderforsamlingernes endnu mere restriktive, standsmæssige og rent ejendomsbaserede valgregler, der som nævnt kun havde givet 3 % af befolkningen stemmeret.    

Den Grundlovgivende Rigsforsamlings første møde den 23. oktober 1848.

Constantin Hansens (1804-1880) maleri af Den Grundlovgivende Rigsforsamlings første møde den 23. oktober 1848 blev udført i årene 1860-1864. Nogle af de portrætterede personer var i mellemtiden døde, og Constantin Hansen tog sig også kunstneriske friheder i kompositionen. De nationalliberale, som han støttede, fik en fremtrædende plads i billedet, selvom Orla Lehmann, som ses i forgrunden til højre, slet ikke var medlem af Rigsforsamlingen. Foto: Wikimedia Commons, original på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot.    

Kongens rolle og borgernes frihedsrettigheder

Ifølge Grundloven var magten delvis tredelt. Den dømmende magt lå tydeligt hos domstolene. Lovgivningen lå hos Rigsdagen, den udøvende magt hos kongen, der også havde del i den lovgivende magt, som han delte med Rigsdagen.

Kongen var tiltænkt en reel funktion i den politiske proces. Udenrigspolitisk især, hvor han efter en grundlovsrevision i 1855 var højeste myndighed over hær og flåde, men også i forhold til regering og Rigsdag. Kongens underskrift var påkrævet, for at en lov kunne få gyldighed. ”Kongen udnævner og afskediger sine ministre”, hed det i § 19, hvilket betød, at en regering kunne sidde så længe, den havde kongens opbakning. Kongens magtposition over for regeringen var således større end Rigsdagens, hvilket peger på kontinuitet frem for brud. De nationalliberale opfattede monarkiet som et element, der i en fri forfatning skulle spille sammen med folkets repræsentation, en sameksistens af fyrstesuverænitet og folkesuverænitet.

Resten af Grundlovens 100 paragraffer omhandlede en række klassiske frihedsrettigheder som forbud mod vilkårlig fængsling, ejendomsrettens og boligens ukrænkelighed samt religions-, trykke-, forenings- og forsamlingsfrihed. Grundlovens umiddelbare ophavssituation afspejles desuden i indledningen, hvor der står, at Grundloven påtænktes indført i Slesvig, når freden var sluttet. Det kom aldrig til at ske.    

Revolutionen i 1848 og dens følger

Krigen mellem danske og slesvig-holstenske helstatsborgere varede frem til 1850 og endte med stormagternes diktat om helstatens genetablering. Anderledes var det med Junigrundloven. Den fik lov til at bestå, mens forfatninger blev ophævet og revolutioner nedkæmpet af fyrsterne med militærets hjælp andre steder i Europa. Her spillede Frederik 7.s ulyst til at påtage sig rollen som enevældig konge en afgørende rolle. Frederik 7. satte sig ikke i spidsen for en militær kontrarevolution. Det betød, at militæret i kraft af sin loyalitet mod kongen ikke blev en kontrarevolutionær kraft i Danmark. Endvidere var officerskorpset over tid blevet borgerliggjort. Det betød, at det ikke havde incitament til at reagere, som officerer med aristokratisk baggrund havde i andre lande, hvor de liberale forfatninger fjernede aristokratiets privilegier, som Junigrundloven også gjorde det i Danmark.

Med hensyn til helstaten havde ingen af de nationale bevægelser opnået deres mål, men til gengæld havde krigen mobiliseret bredere dele af befolkningen bag de nationale projekter. Nationalt indifferente var blevet mobiliseret og i Slesvig tvunget til at vælge side. Konflikten og de nationale bevægelser havde således skabt en dyb kløft mellem helstatens borgere, der ikke havde eksisteret ti år tidligere. Det slesvig-holstenske projekt var entydigt rettet mod en fremtid i et samlet Tyskland, mens den dansk-nationale bevægelses projekt entydigt var rettet mod en fremtid med Slesvig, men uden Holsten.    

Nationalstat, politiseringsproces og national integration efter 1864

Krigen i 1864 skabte en dansk nationalstat uden Slesvig og den dansksprogede befolkning, der levede der. Denne statsdannelse blev rammen om den fortsatte politiseringsproces, der dog ikke længere havde det nationale spørgsmål som sit omdrejningspunkt.

Efter 1870 udviklede der sig politiske partier, der skabtes kanaler for politisk kommunikation med aviser knyttet til partierne, og der blev etableret en politisk kultur med massemøder og optog, især i forbindelse med fejringen af grundlovsdag 5. juni.

Efterhånden som den politiske kommunikation nåede længere ud i samfundet, blev stadig større dele af befolkningen deltagere i landspolitik. Samtidig rettede partierne deres politiske agitation i retning af forskellige samfundsklasser og grupper. På den måde understøttede agitationen både det enkelte menneskes bevidsthed om at tilhøre en særlig samfundsgruppe med særlige interesser og bevidstheden om at tilhøre den danske nation.

Politiseringsprocessen blev et element i en national integrationsproces, der gjorde bevidstheden om at være dansk almen. I denne proces spillede skolen en rolle med en vægtning af den nationale historie og litteratur, ligesom landet blev bundet sammen af veje, jernbaner og dampskibe, der gjorde det mere og mere sammenhængende.  

Frem mod 1864 nåede den nationale tænkning ud over de borgerlige lag og kom også til at omfatte bønderne, der før 1848 ikke havde interesseret sig synderligt for nationalitet eller nationale spørgsmål. Frem mod 1914 synes det nationale at være blevet almengjort som en del af den enkeltes måde at orientere sig i verden på.    

Grundlovsrevision 1864-66 og revideret grundlov 1866

Politiseringsprocessen havde aktiveret en gruppe af yngre godsejere, der så med skepsis på den brede befolknings politiske inddragelse. Muligheden for at rulle bøndernes potentielle flertalsvælde tilbage og sikre godsejerne den indflydelse, de i kraft af deres godsbesiddelser og deres skattebetaling mente tilkom dem, var til stede efter 1864. Med dannelsen af Grundejerforeningen i 1843 og senere foreningsdannelser skabtes en politisk aktiv godsejergruppe, som kom til at spille en afgørende rolle i revisionen af Grundloven i 1866, og som blev rygraden i partiet Højre frem til 1901.

Det parlamentariske grundlag for revisionen af Grundloven bestod ud over godsejerne af de nationalliberale, som delte godsejernes bekymring for, hvad der kunne ske, hvis den uoplyste almue fik politisk magt. Dertil kom en gruppe bondepolitikere, som ønskede at skabe en politisk alliance ud af landbosamfundets fælles interesser, som dog kort tid efter Grundlovens vedtagelse viste sig ikke at eksistere.

Revisionsønskerne førte i 1866 til Den gennemsete Grundlov. Hvad Folketinget angik, fastholdt Den gennemsete Grundlov Junigrundlovens bestemmelser. Den afgørende revision var den konservative garanti, som lå i Landstinget, der blev udvidet betydeligt som et værn mod bøndernes mulige flertalsvælde eller ”den kofteklædte absolutisme”, som det hed i konservative kredse.

Hvad Landstinget angik, blev dets sammensætning og valgmåde ændret, så 12 af de i alt 66 medlemmer udnævntes af kongen (i praksis den siddende regering). Dernæst blev der udfærdiget et indviklet sæt af valgregler for de resterende mandater, som gav landets 1000 rigeste særlig stemmeret, hvilket sikrede, at Landstinget blev gjort til et godsejerlandsting, og at den siddende regering havde alle kort på hånden til at blive siddende, så længe den havde kongens opbakning. Denne indretning gav grundlaget for godsejernes regeringsmagt frem til 1901, til 1894 under ledelse af godsejeren J.B.S. Estrup.

Politiske partier og politisering

Efter 1870 fik den politiske proces som nævnt en moderne karakter med dannelsen af politiske partier med tilhørende organisation og partipresse i det såkaldte firepartisystem. I udgangspunktet var der tale om tre partier: Venstre, Højre og Socialdemokratiet. Men Venstre bestod i realiteten af to grupper: Det nationale Venstre og Det europæiske Venstre, hvor sidstnævnte blev grundlaget for Det Radikale Venstre i 1905.

I modsætning til tidligere blev det politiske arbejde nu organiseret. Lokalt dannedes vælgerforeninger, der opstillede en kandidat, som de arbejdede for at få valgt, hvilket i de efterfølgende årtier skabte et finmasket netværk af politiske foreninger på landet og i byerne.

Som det var tilfældet med det nationale, var politisk deltagelse noget, der skulle læres, det skulle gøres relevant, og det tog sin tid. Ved valget i 1855 stemte kun 15 % af ca. 350.000 vælgere, i 1860’erne mellem 30 og 40 %, og i 1880’erne nåede man helt op på en stemmeprocent på omkring 70. Når denne mobilisering overhovedet kunne lade sig gøre, hang det sammen med en markant udvidelse af den politiske offentlighed, som ikke mindst blev båret frem af avismediet.

I perioden efter ca. 1880 læste et flertal af den danske befolkning aviser og brugte dem som en naturlig del af deres hverdag, hvilket betød en demokratisering af befolkningens adgang til kultur og politik. Politisk viden og debat blev udbredt gennem det såkaldte firebladssystem, hvor hvert parti havde aviser knyttet til sig. Politik var det bærende stof i aviserne, der samtidig formidlede informationer om døgnets store og små begivenheder. I 1914 nåede firebladssystemet sit højdepunkt med 241 aviser fordelt over hele landet.    

Venstre

Det forenede Venstre blev dannet i 1870, og det sad i hovedparten af perioden på folketingsflertallet. De to strømninger i partiet, den grundtvigianske og den europæiske eller radikale strømning, var stærkt kritiske over for hinanden. Med hensyn til demokrati, parlamentarisme, privat ejendomsret og frihedsrettigheder lå de på linje, men partiet var præget af indre splittelse omkring især forsvarssagen. Partiets mærkesag var folketingsparlamentarismen: at ingen regering kunne forblive ved magten, hvis den havde et folketingsflertal imod sig.

Det nationale eller grundtvigianske Venstre ønskede valgbestemmelserne fra Grundloven fra 1849 genindført i stedet for bestemmelserne i Grundloven fra 1866, og partiet blev efterhånden fortaler for at give kvinder og tyende den valgret og valgbarhed, som de ikke havde fået i 1849. Økonomisk liberalisme og begrænsning af statens udgifter var også en del af Det nationale Venstres idégrundlag, idet man dog godt kunne se betydningen af at opbygge militæret som et værn mod Tyskland.

Det nationale Venstre havde sin vælgerbasis på landet, især blandt gårdmandsklassen. Ved valget i 1913 fik Venstre 44 af Folketingets 104 mandater. Lederne var i 1880’erne og 1890’erne højskoleforstander Frede Boisen og Chresten Berg, og i 1901, da partiet overtog regeringsmagten, J.C. Christensen. Berg og Christensen var skolelærere af uddannelse.

Et betydningsfuldt modsætningsforhold brød ud mellem Boisens forhandlingslinje og Berg og Christensens konfrontationslinje i forhold til regeringen. Efter Boisen havde indgået et forlig med regeringen i 1894, dannede Christensen Venstrereformpartiet i 1895, hvori Boisens gruppe ikke indgik.

Det europæiske Venstre var demokrater og mente, at politisk medborgerskab skulle omfatte alle voksne. Hvad det sociale angik, lå man nærmere på Socialdemokratiet end på grundtvigianerne. Samfundet var præget af klasser og klassemodsætninger, og det var statens opgave at udjævne disse og sikre socialt acceptable vilkår for de samfundsklasser, der ikke kunne selv. ’Europæerne’ var antimilitaristiske og fandt ikke, at militær oprustning tjente noget fornuftigt formål. Det blev som nævnt en hovedgrund til, at ’europæerne’ i 1905 brød ud af Venstre og dannede Det Radikale Venstre.

’Europæerne’ mobiliserede især støtte fra københavnske intellektuelle og fra omkring 1900 fra husmændene på landet, der først da blev inddraget i politiseringsprocessen. I 1913 fik Det Radikale Venstre 31 mandater. Ledende personer i denne gruppering var cand.mag. Edvard Brandes og indtil sin død i 1902 cand.jur. Viggo Hørup.    

Socialdemokratiet

Socialdemokratiet blev dannet som en afdeling af Den Socialistiske Internationale i 1871 og så sig selv som arbejderklassens parti. Især i de tidlige år blev den socialdemokratiske bevægelse mødt med stor mistro af dele af borgerskabet og myndighederne. Socialisterne blev set som en revolutionær bevægelse, der havde til hensigt at omstyrte de bestående samfundsforhold med vold. Overvågning, fængsling af ledere og beredne politibetjentes voldsomme spredning af en demonstration i 1872, som er gået over i historien som 'Slaget på Fælleden', hindrede dog ikke, at Socialdemokratiet relativt hurtigt blev en accepteret del af det politiske landskab.

Målet var at fjerne politisk og social ulighed, forbedre arbejdernes livsvilkår og arbejdsforhold og på sigt at skabe et socialistisk samfund, hvor produktionsmidlerne var fælles ejendom. Staten skulle spille en aktiv rolle i dette projekt, og vejen til at sikre sig magt over staten var den parlamentariske. Af partiets program fra 1876 fremgik det, at man ønskede almindelig valgret for både mænd og kvinder over 22 år, og at kampen for demokrati og parlamentarisme var den vigtigste for partiet i denne periode. Partiet var antimilitaristisk og satte sin lid til international forståelse mellem landene.

Partiet mobiliserede især byarbejdere, fik to mandater i 1884 og var Folketingets mindste parti, men det øgede sit mandattal til 32 i 1913. Leder var i denne periode frem til 1910 P. Knudsen, som var uddannet handskemager fra Randers.    

Højre

Højre var det konservative parti, godsejernes og de tidligere nationalliberales parti. Den private ejendomsret var en grundpille i partiets politiske anskuelse. Det var netop for at forsvare denne og hindre almueflertallet i at frarøve dem deres jord, at godsejerne var gået ind i politik. De lagde vægt på kongemagtens rolle som almenvellets varetager og havde ikke meget tilovers for demokrati eller folketingsparlamentarisme. En central statslig opgave var en militær genopbygning, især af Københavns befæstning, der skulle højne den nationale selvfølelse i folket og være et værn mod tyskerne.

Partiet mobiliserede støtte blandt godsejerne, men i perioder også fra borgerlige lag og arbejdere i byerne. I slutningen af perioden var partiet inde i en krise, og det fik kun syv mandater i 1913, mens det i sine velmagtsdage i 1870’erne havde kunnet samle omkring 45 mandater. Frem til 1894 var Estrup den ubestridte konservative politiske leder, mens Estrups fætter, Jacob Scavenius, også indtog en fremtrædende stilling i partiet. Begge var godsejere.    

Forfatningskampen 1875-1901

Det, der siden er blevet kaldt forfatningskampen, handlede om magtfordelingen mellem Folketinget, der var domineret af Venstre, og Landstinget, hvor Højre havde flertal. Venstre var af den holdning, at magten lå i Folketinget, og at regeringsmagten skulle afspejle Folketingets sammensætning og dermed tilfalde Venstre. Den siddende Højreregering mente derimod, at regeringen sad på et mandat fra kongen og kunne blive siddende så længe, den havde kongens opbakning.

I 1877 kunne Rigsdagens to kamre ikke blive enige om en endelig finanslov. Estrup hjemsendte derfor Rigsdagen og udstedte en midlertidig eller provisorisk finanslov, der bemyndigede regeringen til at opkræve skatter og afholde de udgifter, der havde flertal i begge ting. Den provisoriske finanslov holdt sig således inden for de rammer, der havde dækning i Rigsdagens beslutninger.

Dette blev startskuddet til en uforsonlig politisk magtkamp mellem Estrup-regeringen og Folketinget, hvori forsvarssagen og Københavns befæstning kom til at spille hovedrollen. I begyndelsen af 1880’erne forsøgte venstrelederen Chresten Berg med 'visnepolitikken' at sylte alt lovgivningsarbejde for at tvinge regeringen til at gå af, men uden nogen virkning. Som modtræk udviklede Estrup reelt sin regering i retning af enmandsvælde.

Fra 1885 til 1894 hjemsendte han hvert år Rigsdagen før finanslovsforhandlingernes afslutning og regerede på grundlag af provisoriske finanslove, som ikke havde dækning i rigsdagsbeslutninger. Estrup og hans regering bestemte således uden om Rigsdagen, hvordan statens indtægter skulle bruges, hvorved en væsentlig del af den lovgivende magt var sat ud af kraft. Den største post, godt 41 %, gik til Københavns befæstning, hvilket var meget kontroversielt både i Rigsdagen og i befolkningen. For Estrup var betydningen af befæstningen ikke blot militær, men også at den kunne bruges til at skabe splittelse i oppositionen. I Venstre var man enige om modstanden mod Estrup, men splittet i forsvarsspørgsmålet. Befæstningen blev derfor omdrejningspunktet i den løbende forfatningskamp, og den skabte grundlæggende mistillid mellem regeringen og de politiske partier og splittelse i befolkningen.

Den politiske situation gav sig udslag i en omfattende politisk mobilisering med politiske masseoptrin på grundlovsdag rettet mod Estrup-styret. 100.000 deltog i København i 1885. Der dannedes riffelforeninger og blev agiteret for skattenægtelse. Regeringen svarede igen ved at forbyde offentligt ansattes politiske aktivitet, ved at oprette et militært gendarmeri og gennem strafforfølgelse for ophidsende agitation i pressen.    

Socialhjælpsstaten og sociallovgivning 

Socialhjælpsstaten slog igennem i 1890’erne som et begrænset korrektiv til den selvregulerende økonomi. De første sociallove blev vedtaget 1891-92. De var det første resultat af et samarbejde mellem Det nationale Venstre og Højre, der var enige om, at mange ikke selv var skyld i de økonomiske problemer, de stod i; de var værdigt trængende. De skulle støttes uden tab af stemmeretten. Desuden gjorde en generel velstandsstigning det lettere for den enkelte såvel som for staten at bidrage til social sikring. Endelig var det et væsentligt motiv, at man ville modvirke Socialdemokratiets stigende politiske indflydelse blandt arbejderne, et motiv, man fik med fra Tyskland, hvorfra man hentede inspiration til lovgivningen.

De nye love gav værdigt trængende over 60 år ret til at søge alderdomsunderstøttelse uden tab af politiske rettigheder. En lov sikrede den enkelte økonomisk støtte til medlemskab af sygekasser, der kunne give et vist mål af sikring, hvis sygdom gjorde en person uarbejdsdygtig. Mindst rækkevidde havde fattigloven, som i det store hele var en kodificering af ældre love, dog med lempeligere bestemmelser om eftergivelse af modtaget hjælp. Samlet betød de tre sociallove i 1891-92, at store grupper fik status af værdigt trængende, og at staten påtog sig et medansvar for afbødningen af den sociale nød.

Princippet i statsstøtten til forsikringsordninger var, at staten gav støtte til medlemskab af forsikringsordninger organiseret i civilsamfundet, og at medlemmerne også selv skulle betale noget, hvilket også gjorde sig gældende i forhold til ulykkesforsikring (1898) og medlemskab af en arbejdsløshedskasse (1907). Dette skulle øge trygheden, men ikke tage ansvaret fra den enkelte.

Billige lån til etablering af husmandsbrug var det andet område, hvor den mere aktive stat kom til syne. Med en lov fra 1899 garanterede staten for billige lån til oprettelsen af små husmandsbrug, der skulle bremse arbejdskraftens afvandring fra land til by. Det var tanken, at ejerne af de nye småbrug skulle hente en væsentlig del af deres indtjening ved at arbejde for andre, hvorfor brugene i sig selv var for små til at ernære en familie. Det sociale sigte var at skaffe landarbejderne jord i et omfang, så de dyrkede afgrøder kunne bidrage til husholdningen, men denne hensigt spillede sammen med en politisk hensigt om at mindske de sociale spændinger på landet og hindre socialismens spredning.    

Fanger på gårdtur.

Gårdtur for ’fattiglemmerne’ i fattiggården og arbejdsanstalten Ladegården ved søerne i København omkring år 1900. Ladegården blev oprettet i 1822 og husede fattige, husvilde, handicappede og syge, der var forpligtet til at udføre arbejde til gengæld for kost og logi. Som indsat mistede man sine borgerlige rettigheder, dvs. stemmeret, ejendomsret, værgeret over børn og retten til at gifte sig. I 1908 blev Ladegården erstattet af Sundholm på AmagerFoto: Det Kgl. Bibliotek    

Den første venstreregering 1901

Forfatningskampen blev bragt til ophør med et forlig i 1894 mellem konservative, der fandt, at Estrup var blevet for egenrådig, og Det moderate (nationale) Venstre, der godt kunne stemme for militærbevillinger. Forudsætningen var, at Estrup skulle gå af som regeringsleder. Et samarbejde mellem de to grupper var indledt i forbindelse med sociallovgivningen og blev hermed ført videre.

Forliget i 1894 betød, at Estrup gik af, men ikke at Venstre fik regeringsmagten. I stedet førte det til partiets sprængning med dannelsen af Venstrereformpartiet under ledelse af J.C. Christensen. Han og flertallet i Venstre opfattede de moderate venstremænds forlig med Højre som forræderi. Selvom Venstrereformpartiet vandt folketingsvalget i 1895 og igen i 1901, kunne det dog ikke ved egen kraft formå Christian 9. til at lade J.C. Christensen danne regering, på trods af at partiet sad på 76 af 104 mandater i Folketinget, mens Højre havde 8 mandater.

Venstre havde siddet solidt på flertallet i Folketinget i årtier, men det var en kreds af konservative, der banede partiets vej til regeringsmagten. I konservative kredse fandt man den politiske situation uholdbar og anbefalede derfor i 1901 Christian 9. en Venstreregering. Få måneder efter katastrofevalget for de konservative i 1901 afskedigede kongen Højreministeriet. Der blev i stedet udnævnt en Venstreregering – dog med en for kongen acceptabel, men politisk ubeskrevet juraprofessor, J.H. Deuntzer, som konseilspræsident.

Den første Venstreregerings tiltrædelse i 1901 betegnes ofte som ’Systemskiftet’, fordi folketingsparlamentarisme herefter blev anset for at være det princip, regeringsmagten hvilede på, selvom det ikke blev grundlovssikret før 1953.


Af Claus Møller Jørgensen, ph.d., lektor ved Aarhus Universitet

Udgivet af: Aarhus Universitet, 2020