Indførelsen af Øresundstolden

Øresundstolden blev indført på baggrund af de ændrede forhold i handelsmønsteret og skibsfarten, der var opstået i løbet af 1300-tallet. De middelalderlige handelspladser på Skånemarkedet havde mistet deres rolle som centrum for den internationale vareudveksling mellem Østersøområdet og Vesteuropa, da købmændene fra Nederlandene og England foretrak at sejle direkte til havnene i den indre Østersø, mens købmændene her også sendte deres skibe direkte til Vesteuropa. På denne måde kunne de ikke alene omgå det handelsmonopol, som hanseaterne havde gennemtvunget på Skånemarkedet, men også skibstolden her. For at kompensere for dette begyndte den danske kongemagt formodentlig allerede i tiden efter 1370 at opkræve skibstold ved Helsingborg. Denne told ønskede Erik af Pommern (født ca. 1382, konge 1396-1439, død 1459) at sætte op og luftede i 1423 over for nogle hanseatiske gesandter for første gang nogle forslag om, hvordan han forestillede sig toldens indretning og størrelse. Denne told er bevidnet første gang i 1429, da kongen bestemte, at alle fremmede skibe, der gik igennem Sundet, skulle betale en nobel i told på det nye slot Krogen i Helsingør. Kravet blev bakket op af kanonerne fra Kärnan i Helsingborg og Krogen i Helsingør samt den danske flåde. Sejlede man igennem Storebælt, var der mulighed for toldbetaling i Nyborg – ellers blev der afregnet ved næste passage af Sundet.

De vendiske hansestæder, dvs. byerne Lübeck, Rostock, Wismar, Stralsund, Hamborg, Kiel, Anklam, Demmin og Greifswald, blev dog snart toldfri. I løbet af 1400-tallet søgte man fra dansk side at tilpasse skibstolden til at tage højde for skibenes voksende størrelse. Omkring 1500 blev det skik, at tolderne opkrævede 1/30 af al vin, der kom til Helsingør, og også skippere, der havde salt i lasten, måtte af med nogle tønder. I 1548 måtte skipperne fra Skotland, England og Portugal af med 1 % af værdien af deres last, mens man i 1560 introducerede en fyrafgift og i 1567 den såkaldte læstetold, der fastsatte tolden efter skibenes størrelse. I 1562 blev der i Helsingør oprettet en særskilt toldbod, der skulle tage sig af Øresundstolden.

Prospekt af Øresundstoldens by, Helsingør fra ca. 1582. I forgrunden ses et søslag og yderst til højre Kronborg. Fra: Det Kgl. Bibliotek

Indtægterne fra Øresundstolden

Øresundstolden udviklede sig ret hurtigt til en af kongemagtens vigtigste indtægter. I 1497 opkrævede man ca. 4700 dalere, i 1560 24.000 dalere og efter indførelsen af læstetolden i 1567 133.000 daler. Under Christian 4. (født 1577, konge 1588-1648) steg toldindtægterne til nye højder og beløb sig i 1639 til 620.000 rigsdaler. Det skæppede nok i kongens kasse, men førte også til alvorlige modsætninger med Nederlandene, der var hårdest ramt af toldforhøjelserne. Her støttede Nederlandene da også Sverige under Torstenssonkrigen 1643-45, som medførte en nedsættelse af tolden til et mere beskedent niveau, der forblev det formelle grundlag for toldopkrævningen indtil Øresundstoldens afskaffelse i 1857.

Sverige var efter den første Karl Gustav-krig toldfri fra 1658 indtil 1720. I 1700-tallet betalte de søfarende nationer uden store protester tolden, og antallet af skibe, der betalte tolden, steg støt igennem århundredet fra ca. 2500 i 1720 til over 12.000 skibe omkring 1800. På dette tidspunkt androg indtægterne fra Øresundstolden omkring en halv mio. rigsdaler, svarende til ca. 10 % af statens indtægter. 

Afviklingen af Øresundstolden i 1800-tallet

Med den øgede samfærdsel i 1800-tallet begyndte der dog at melde sig kritiske røster. De københavnske grosserere klagede således i 1831 over, at fordyrelsen af visse varer pga. Sundtolden nu var så stor, at det bedre kunne betale sig at transportere dem over land fra Hamborg til Lübeck og derfra videre til Østersøhavnene, som man i København traditionelt betragtede som sit naturlige marked for transithandel. Dette gjaldt bl.a. for en så vigtig vare som kaffe. Derudover klagede især de engelske købmænd over den forsinkelse som opkrævningen af Sundtolden medførte. Selvom man søgte at imødekomme kritikken ved i 1842 at ansætte flere toldere på Øresunds Toldkammer, samtidig med at man nedsatte toldsatserne, gav dette kun Sundtolden en stakket frist.

I 1855 erklærede USA, at man fra april 1856 ikke længere ville underkaste sig Øresundstolden, hvilket medførte, at det kom til forhandlinger mellem Danmark og de vigtigste søfarende nationer om dennes afskaffelse. Som erstatning skulle Danmark modtage 33½ mio. rigsdaler, hvilket svarede til tolv års toldindtægter, til gengæld for at opretholde en lodstjeneste, fyrvæsen og farvandsafmærkning.  Efter traktatens underskrivelse 14. marts 1857 trådte toldfriheden i kraft 1. april 1857, og Øresundstolden blev ophævet.

Regnskaberne fra Øresundstolden

Selve toldregnskaberne er bevaret fra 1497, 1503, 1528, 1536-1548 og fra 1574 næsten uafbrudt indtil 1857. De giver et unikt indblik i skibsfarten og varehandlen i Nordeuropa, idet de lister skibenes navne, deres størrelse, last og nationalitet m.m. (dog må det nævnes, at i krigstid sejlede mange skibe under neutrale flag).

Sundtoldregnskaberne er for tiden ved at blive digitaliseret i et samarbejde mellem Universitetet i Groningen, Det Frisiske Historiske og Litterære Center og Det Fryske Akademi i Leeuwarden i Holland samt det danske Rigsarkiv. 

En af regnskabsprotokollerne fra Øresundstolden, 1731. Toldregnskaberne er arkiveret på Rigsarkivet og består af mere end 700 bind, hvor det ældst bevarede er fra 1497. For perioden 1574 til 1857 er rækken af regnskabsprotokoller ubrudt. Sundtoldsregnskaberne er også digitaliseret i databasen Soundtoll Registers Online. Fra: Rigsarkivet, Reviderede regnskaber, Øresundstoldregnskaber. Foto: Erik Gøbel